Kærlighed mellem verdenerne

Familien Hodson er lige flyttet ind og alt virker normalt... Men hvordan, kan man forklare lys som tænder, og slukker af sig selv? Og lyde på de gamle brædder? Klaver som spiller små melodier, og dør som altid står på klem? Katten måske... Og lige som farmillien vil flytte, er kærligheden pludselig blevet en trussel.

3Likes
11Kommentarer
462Visninger
AA

7. Fremmed på besøg - lollipolover

Kære farmor:
Vi har nu boet i huset i en uges tid, og jeg må indrømme efter vi har fået sat alle vores møbler på plads, er det blevet mere behageligt. Vores værelser er blevet malet og vores køkken er blevet gjort rent fra inderst til yderst. Det er jo som mor siger, hendes værksted. Min fars fritids sted er blevet i drivhuset. Der blev købt et nyt et og det er ikke lige så stort som det gamle, men jeg kommer der stadig hver dag. Jeg er begyndt at tage min notesbog med ud. Jeg tegner planter og insekter. Jeg er faktisk begyndt at tegne meget på det sidste. Og jeg spekulere på at udvide min horisont til huse og træ.
Jeg har ikke haft den der fornemmelse af at der er nogen som kigger på mig, men musikken fra loftet er her stadig. Jeg har hørt den flere gange. Den samme stille og triste melodi. Jeg har flere gange løbet op for at finde den som spiller, men den stopper altid når jeg tager det sidste skridt op af trappen. Og det er uanset om jeg løber eller går. Bare jeg en dag kan se, hvor musikken kommer fra.

 

Jeg lukkede dagbogens sammen. Jeg kiggede på omslaget. Den var ikke ny. Jeg havde haft den i nogle år nu, så den blå farve var begyndt at forsvinde nogle steder. Ligesom det billedet der var malet på bagsiden. Eller skulle jeg sige den kuglepens tegning. Jeg lod mine fingere glide op af bogomslaget. Lukkede mine øjne og pressede dagbogen helt ind til min hud. Jeg smilede og åbnede mine øjne igen. Den bog har så mange minder...

Jeg lagde den ind i min hemmelige skuffe og låste den. Man må sikre sig, at ingen levende eller død ville kunne finde den og læse de hemmeligheder, der står skrevet i den. På vej ned af trappen hørte jeg stemmer inde fra dagligstuen. Jeg kiggede ned og så min far, som talte med en fremmed mand. De grinede begge to over noget. Man kunne se alle deres rynker, da deres ansigter var forvrænget grin.

Jeg gik længer ned af trappen og sneg mig ind i køkkenet, som ligger længer ned af gangen. Og til mit held blev ingen af dem opmærksomme på min tilstedeværelse. Puha! Jeg løb ind af døren og lukker den hurtigt igen for at sikre mig at de ikke så mig. "Mor, hvem er den mand far har en samtale med inde i stuen?" spurgte jeg undrende og hævede mit øjenbryn. "Det er en af din fars kollegaer" svarede hun stille. Hun står og kiggede ned på det frugt hun hakkede. Hun nynnende ligefrem. .

Jeg kiggede på hende og så hun smilede.Jeg hade sjældent siden vi flyttede, set hende smile. Selv et lille smil som det der. Hun kiggede op og så undrene på mig. "Hvad er der?" spurgt hun mig med en stemme, der næsten sang. "Ikke noget" svare jeg bare og smilede stille og mundret imens jeg gik ud af køkkenet. Jeg tog en dyb indånding og gik hen mod stuen. Jeg hader normalt at møde min fars kollegaer. Men jeg måtte give et forsøg for det er ikke hans skyld, at jeg bare ikke kan med voksne mænd.

Da jeg kun var to-tre meter fra dem vende de sig pludseligt om mod mig. Jeg gav et lille spring fra mig. De grinte og jeg rødmede over mit lille nummer. "Dav" Den fremmede mand rakte sin hånd frem og jeg tog lidt forsigtigt imod den. "Hej...?" svarede jeg meget forsigtigt og prøvede ikke at skrige da den mands håndtryk var dræbende. "Mit navn er John, jeg arbejder sammen med din far" Han smilede og ventede. Han slap min hånd som var helt rød og øm. Jeg smilede og opdagede, at vi havde stået tavse i meget langt tid. "Jeg hedder Rose" svarede jeg. John åbnede munden for at sige noget, men nåede ikke før min mor havde skreget helt nede fra køkkenet at nu skulle vi sætte os til bords.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...