Kærlighed mellem verdenerne

Familien Hodson er lige flyttet ind og alt virker normalt... Men hvordan, kan man forklare lys som tænder, og slukker af sig selv? Og lyde på de gamle brædder? Klaver som spiller små melodier, og dør som altid står på klem? Katten måske... Og lige som farmillien vil flytte, er kærligheden pludselig blevet en trussel.

3Likes
11Kommentarer
449Visninger
AA

9. Fælden af at være alene

Da døren endelig gik i med en stump lyd kunne jeg stoppe med at smile. Så mange timer med høflig snak og ubrugelig tidsspild. Kunne de ikke forstå, at jeg heller ville være alene? Alle de mennesker omkring mig gav en følelse af ensomhed. Når man blot deltog i samtalerne, men man snakkede ikke rigtigt med nogen. Når jeg var alene kunne jeg føle fred.

Jeg satte mig ned på min stol ved skrivebordet. Jeg kunne ikke lige komme på, hvor jeg havde lagt min notesbog. Efter 5 min. forgæves søgen, gav jeg op. Det var ikke andet end ord, der stod i den. Men ikke bare tilfældige og ligegyldige ord. Det var mine ord. Alle de ord jeg ikke sige højt. Ord til mine søskende og forældre. Men mest til farmor. Måske virkede det barnligt at gemme sine ord i en bog, men der var ikke mere plads tilbage i mit hoved. Alle de minder, følelser og tanker havde hobet sig op og var nu en hel fast klumpet masse videnskaben kalder en hjerne.  

 

Jeg gik over til min seng. Lagde mig på ryggen og kiggede op i loftet. Mine tanker falder i disse øjeblikke tilbage på samtaler med mor. Hun spørger stille ind til hverdagen. -"Hvad har du lavet idag?" -"Har du været sammen med dine venner?". Alle de fine indpakkede og uskyldige spørgsmål, som alle kunne pakkes ud. "Har du tænkt dig at side alene oppe på dit værelse igen i dag?". Så mange troede, at det var farligt at være alene.

Er det ikke kun hvis man er bange for ensomheden. Hvad, hvis man så mørket og ensomheden som... Noget, der bare var der. For stilheden var blevet til ro. Jeg havde ikke brug for alle deres ideer om, hvad jeg skal og ikke må. Noget er at de vejleder mig. Men de styre mig. 

 

De prøver konstant på at få mig, til at gøre det de mener er min rette vej. Venner, arbejde, hobbyer og endda, hvilket tøj jeg går i. De forstår måske ikke mine behov for plads og friluft? Kunne de ikke bare være glade og stolte over hvem jeg er, i stedet for at ønske jeg kunne ændre mig til en perfekt datter? De ser mig som en ting de ejer.

Hvorfor kan de ikke bare indse, at jeg snart er væk. Snart er jeg langt væk fra dem og deres regler og ideer om, hvordan man skal være. Snart kan jeg være mig selv og se verden uden deres holdninger og meninger om, hvad der er det rigtige og det forkerte. 

 

Mine øjne faldt stille i. Alt kaoset i mit hoved havde gjort mig træt. Jeg vendte mig om på venstre side og kiggede på vægen. Solens stråler ramte det billede jeg havde hængt op. Farmor og farfar. Deres ansigter smilede. Jeg kunne ikke lade være med, at tænke på alle de gange jeg ville ønske jeg havde snakket mere med dem. Jeg vidste ikke, at de havde så lidt tid med os. Med mor og far.

Mine søskende taler ikke meget om dem. Nogle gange spekulere jeg på om de ikke ønsker at huske, fordi smerten er ulidelig.

 

Jeg forsvinder hen i en søvn. På kanten mellem vågen- og sovende tilstand, mærkede jeg en tilstedeværelse og en melodi, der skubbede mig ud over kanten. Helt væk i søvnen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...