Kæmp imod

En novelle om en pige, der bliver mishandlet...
Amanda er en køn pige, der ligner en hel normal pige, bortset fra de mange sår og blå mærker hun har næsten overalt på sin krop og i sit sind.
Amanda og hendes mor bliver nemlig mishandlet af hendes far. Amanda ved ikke hvad hun skal gøre, og hun overvejer endda selvmord.

0Likes
3Kommentarer
182Visninger

1. Kæmp imod

Han kiggede på mig med sine kolde isblå øjne. Han var vred, og den vrede ville nu gå ud over mig. Da han slog mig første gang, bredte der sig en ubeskrivelig smerte i hele overkroppen. Min mor stod bare i baggrunden og tudede. Jeg fik en lussing, og jeg kunne mærke blod på min kind. Hvorfor gjorde mor ikke noget? Jeg var lige så sur på hende, som jeg var på far. Jeg vidste ikke, hvem af mine forældre jeg hadede mest. Ham der skadede mig, eller hende der bare så på.

  "Så kan du lære, at holde din mund!" skreg han ind i hovedet på mig. Hans ånde stank af alkohol, som den altid gjorde, lige efter han havde været i byen. Tårerne gled ned ad mine kinder. Mor tudede videre. "Skal du også have bank eller hvad?" råbte far. Mor rystede panisk på hovedet. Far gik op på første sal. Mor slap for bank - for denne gang.

 

  Da jeg kom i skole næste dag kiggede jeg rundt på mine klassekammerater på den måde, som jeg altid plejede, når jeg var blevet slået. De var lykkelige, glade og ubekymrede. Det var min bedste veninde Stephanie også, da hun kom hoppende over til mig. "Hvad så Manda?" spurgte hun. "Ikke så meget." sukkede jeg og skubbede mit blonde hår over skulderen. "Hvad er der galt?" spurgte hun alvorligt og kiggede mig dybt i øjnene med sine kastanjebrune øjne. "Er din far led mod dig igen?" spurgte hun. Led var ikke det rigtige ord. Jeg blev jo mishandlet. Men jeg havde aldrig fortalt Steph hele sandheden. Alt jeg havde fortalt, var at min far nedgjorde mig, og sagde grimme ting til mig. Jeg syntes, at det var pinligt, at fortælle nogen, at jeg blev mishandlet. Jeg følte mig ikke god nok, og jeg følte, at jeg gjorde noget forkert. Det måtte være derfor, at jeg blev slået. Jeg sagde heller ikke noget til Steph denne gang. "Ja..." sukkede jeg. Hun bed sig i læben og lagde armen om min skulder. "Manda..." sukkede hun. "Det er altså ret alvorligt, at ens far behandler en sådan. Du er altså nødt til, at fortælle det til nogen. Bare en eller anden." Jeg trak på skuldrene og kiggede rundt på mine klassekammerater igen. "Jeg har jo sagt det til dig." mumlede jeg. Hun fjernede armen fra min skulder og sukkede. "Ja, men du må sige det til en voksen. En der kan hjælpe dig rigtigt og gøre noget ved det." Jeg rystede på hovedet. "Det går nok. Det er ikke så slemt som det lyder..."

  Da sidste time var ovre, spurgte Steph, om hun måtte komme hjem til mig. Jeg tænkte mig om. Far var næsten altid fuld... eller sådan føltes det. Men det var værst den første tid på måneden, for der havde han lige fået kontanthjælps penge, og så havde han råd til mere alkohol end normalt. Han havde desuden været rigtig fuld i går, så det hele var nok overstået. "Du kommer bare." smilede jeg. Steph nikkede og gengældte mit smil. "Okay, men jeg skal lige hjem med min taske først. Jeg kommer hjem til dig lige bagefter." sagde hun og satte sig op på sin lyserøde blomster cykel. Jeg nikkede, selvom hun allerede var kørt.

  Da jeg lidt efter stod udenfor min hoveddør, hørte jeg larm og skrig inde i huset. Min mor skreg af sine lungers fulde kraft. Jeg vidste nøjagtig hvad der foregik. Jeg vidste, at hvis jeg gik derind, ville far også bare banke mig. Jeg tænkte på mor, som så tit bare havde stået og tudet, mens jeg blev slået. Jeg var blevet vred på hende. Men nu forstod jeg. Hvis man gjorde oprør, ville man bare selv blive banket. Men uanset hvad der skete, ville jeg altid have hjulpet og beskyttet mit barn. Nu havde jeg chancen for at få hævn over min mor. Men jeg var ikke sådan et slemt menneske ligesom hende.

  Jeg låste hurtigt døren op, og løb indenfor. Mor lå forsvarsløs krympet sammen i fosterstilling nede på gulvet. Hendes hoved blødte, og det var fyldt med glasskår. Det var for sent. Far stod halvt lænende halvt liggende op ad køkkenbordet, mens han drak den sidste sjat øl. Jeg måtte hellere ringe, og aflyse min aftale med Steph. Men før jeg nåede det, løftede min far hovedet fra bordpladen. "Gå op på dit værelse nu!" råbte han med en kort pause mellem ordene. Han svajede lidt frem og tilbage. "Men mor skal ikke bare ligge der..." protesterede jeg for første gang i meget lang tid. "Jeg sagde nu din lorteunge!" råbte han. Før ville jeg have grædt, men nu følte jeg pludselig vrede. "Du skal ikke kalde mig lorteunge." sagde jeg. Han troede ikke sine egne ører. Han rejste sig fra bordet og vaklede helt hen til mig. "Skal du også have tæsk eller hvad?" råbte han ind i mit ansigt. Inden jeg kunne nå, at løbe væk, gav han mig så stor en lussing, at jeg væltede ned på gulvet. I det øjeblik kom Steph ind af døren. Jeg havde glemt, at låse den, efter jeg var gået ind. Stephs mund stod på vid gab, da hun så mig. Hun spærrede øjnene op og stirrede chokeret. Men min far lagde ikke engang mærke til hende. "Så kan du sgu lære det!" råbte han og begyndte at sparke mig. I dét øjeblik ønskede jeg for alt i verden hævn. Han havde ydmyget mig foran min bedste veninde. (Hun vidste jo nu, at jeg havde løjet.) Han havde forhindret mig i at få et ordentligt liv. Han havde såret min mor fysisk og psykisk. Ikke mindst havde han forvoldt mig en endnu større smerte. Efter et par spark stoppede han og støttede sig til køkkenbordet. Steph stod stadig som forstenet. Nu havde jeg fået nok. Jeg rejste mig op og kiggede min far i øjnene. Han skulle ikke længere have lov til, at ødelægge mit liv. Jeg trak vejret dybt, og for første gang nogensinde, gav jeg ham hvad han fortjente...

 

 

Novellen er et udkast til konkurrencen :)

Skal lige sige, at jeg ikke er i en voldelig familie, eller noget andet. Det hele er bare noget, som jeg har digtet xD

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...