Flodskud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
"Fuck nu op forhelvede" skriger jeg, og laver desperate bevægelser med armene. "Vi har fandme ikke hele dagen, til at du kan tage afsked til din døde familie"

1Likes
0Kommentarer
98Visninger

1. Kapitel 1

Nu ved jeg hvordan de dræber mordere. De gør dem så ynkelige, så de kommer til at fremstå så små som støvkorn, så de kan knuse den sidste rest af dem selv. Det er ikke mange der vil indrømme det. Men sådan er det. Sådan vil det ende. Sådan vil det altid være, indtil solen på et tidspunkt bestemmer sig for at stoppe med at stå op, og vi alle dør af kulde. Først der vil det stoppe. 

Den 6 numre for store t-shirt, tager jeg hurtigt mig selv i at gnave i. Der er grænser for hvor ynkelig jeg vil være. Men grænsen bliver mindre og mindre. Man kalder det over-size tøj. Man siger det er smart Tiffany. 

De kalkhvide vægge stirrer på mig. Eftertænksomt og bearbejdrende. Der var tiden, hvor der kom ting ud af dem. Dukker med stift metalsmil. Økser med så meget blod af selv håndtaget var dækket. Man kunne næsten høre lyden, når den flækkede ens krop. Og når dukkerne hviskede ting til en. Det er først nu jeg fatter, hvor pisse åndsvagt det var at jeg troede på dem. Hvor pisse åndsvag jeg var. For hvis der er en der åndsvag her, så er det mig. Jeg tager det meste af skylden.

"Tiffany" den rustne stemme lyder, og jeg kigger mod Ole. Jeg studere langsomt den ældre mands udseende. "Der er blomster til dig"

"Du har fået ny frisure" udbryder jeg chokeret, og kigger ondt på ham. Jeg knytter mine næver. "Hvorfor har du ikke fortalt det?"

"Tiffany" sukker han, og smiler let til mig. Der er meget man kan sige om Ole, men han er fandme dygtig til at smile. Er der nogen der er i mod mig. Nej? Fint. Så den psykisk syge pige fik endelig ret, for første gang. "Du har fået blomster"

Han rækker mig buketten. Jeg studere de lyserøde orkideer. Duften spreder sig, og medbringer en ro. Orkideer får mig til at blive rolig og stille. Som om jeg for et sekund forlader virkeligheden, og tager ind på en smuk eng. Mine fingre ryster, og bævre. Neglene er gennemgnavede, og t-shirten hænger ned af mine hænder. Meget længere end ærmerne skulle kunne nå. Jeg begynder at smile. Et lille forsigtigt smil, der gemmer sig længere væk. Jeg føler mig fri. 

Den dæmpede loftbelysning skinner igen på mig, og erstatter solen, jeg så livligt har forstillet mig. Det er som om jeg vågner af en drøm. Sløv. 

"Skal du ikke læse kortet" han ligger hovedet på skrå, og sender et venligt blik til mig. "Det er ikke så tit du får gaver"

"Nej, det er forbi folk ikke kan lide mig!"

"Undskyld"

"Lukas"

"Hvad står der Tiffany"

"Det rager fandme ikke dig" skriger jeg.

***

Så. Nu er jeg alene. Kun mig og den dæmpede loftbelysning, der blinker, og irritere mine øjne. Mig og nogle orkideer fra djævlen. Alligevel kan jeg ikke slippe blomsterne, og mit blik bore sig til dem. De er så smukke. Så fuldendte. Så Lukas. Jeg suger luft ind i maven, og sætter en film igang. Hvorfor forlod jeg Lukas? Hvorfor hader jeg ham. Har han overhovedet gjort noget? 

Nej. Har jeg gjort noget. Ja. Fucking ja. Ja med enorme bogstaver og kursiv. Det burde være mig der sendte orkideer, for at han skulle tilgive mig. Men englen, sender selvfølgelig til mig først. Derfor er jeg mere skyldig end nogensinde. 

I hvert fald burde det være mig der tilgav ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...