Fanget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
Kristina er en bogorm som elsker lidt af hvert. Hun er lige flyttet fra provinsen til midten af København med sin pap-far, mor og det mini-menneske der ligger inde i hendes mors mave. Kristinas pap-far er rig og man må sige at det godt kan ses i det nye hus. Men på Kristinas værelse gemmer sig hemmeligheder. En mystisk dør ligger gemt inde bag et tæppe på Kristinas værelse. Hvad gemmer der sig inde bag døren og ville hun nogensinde kunne finde tilbage?

4Likes
7Kommentarer
613Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

 

Jeg var blevet ret nervøs. Jeg havde kravlet i ret lang tid nu og jeg kunne stadig ikke se en pind. Jeg fulgte bare mine hænder der følte sig vej. Jeg havde lyst til at vende om, men jeg var bange for ikke at kunne finde til bage. Ubehagelige ting mødte mig hver gang jeg tog et skridt. Der var koldt og alle mine vejrtrækninger gik i ét med rummet og blev til mange tusinde. Jeg var træt og slidt. Jeg havde lyst til bare at lægge mig ned, hvis det ikke var fordi jeg ikke vidste hvad der lå på jorden. Jeg lukkede øjnene for at hvile mig lidt. Pludselig hørte jeg et vandfald. Det gav et gib i mig og jeg åbnede øjnene for at kigge efter det. Men nu var lyden væk. Der var ligeså kulsort som da jeg havde lukkede øjne. Det var sikkert bare noget jeg bildte mig ind. Men alligevel følte jeg at der var noget. Jeg sukkede prøvede at lukke øjnene igen. Slappe af. Og dér! Lige der! Vandfaldet, det… det var der igen! Jeg kunne se det! Virkelig! Jeg kunne se det med mine egne lukkede øjne! Jeg rejste mig stille op uden at fjerne øjnene fra det store vandfald. Jeg begyndte at gå. Lyden blev højere og højere. Jeg gik i en grå grotte, men vandfaldet for enden lyste rummet op. Smukke lilla og blå nuancer dannede sig på væggene. Lige for enden af grotten, før vandfaldet startede så jeg en skikkelse. Jeg prøvede at klemme mine øjne mere sammen for at se personen helt klart, mens jeg kom nærmere og nærmere. Skikkelsen kaldte på mig. Det var måske nærmere en hvisken. kom, sagde den. Kom herhen. Vandfaldet blev højere og højere og jeg stod nu kun få meter fra skikkelsen. Det var en brun pige med sort langt hår. Mens vandfaldets plasken overdøvede alt, kunne jeg stadig høre hvisken fra hende. ”Hvem er du?” hviskede jeg. ”Jeg er…” en vind tog fat og overdøvede hendes stemme. Pigen stod helt stille mens vinden ruskede i hendes tøj. Jeg prøvede at gemme mit hoved bag mine arme. Prøvede at holde mig fast. Prøvede at gemme mig fra stedet. Fra alting. Vinden tog vejret fra mig og jeg blev stemmeløs og lille. ”Hvad er der?” stemmen gav genlyd. ”Er du bange?” Jeg bed tænderne i. Og med den ene arm som dække for vinden kiggede jeg op. ”Hvem er du?” Jeg var træt og sulten. ”Hm.” Hendes stemme blev ét med rummet. Hvad havde jeg gjord hende? Man skulle tro vi var ærkefjender og for første gang i lang tid stod vi nu ansigt til ansigt. Men vi var ikke ærkefjender, vi kendte ikke hinanden, OVERHOVEDET! Så hvorfor? Jeg så noget der lignede et smil danne sig på læberne. Pigen stod stadig helt stille da en endnu kraftigere vind tog til. Vandfaldet var kun til at se, men dens lyd var for længst forsvundet i stormen. Jeg lagde mig ned på det blanke grottegulv. En hvis vrede steg i mig. Det var hende der lavede vinden – som man vist godt kunne kalde en storm nu – jeg ved ikke hvordan, men jeg vidste at det var hende. ”Stop,” peb jeg. ”Stop det!” ”Hvad siger du?” En rungen skar i mine ører. Hun hviskede ikke ligeså meget længere. Jeg åbnede munden og skulle lige til at sige noget, da vinden nærmest tog alle ordene ud af min mund igen og gjorde mig helt tom fra luft. Jeg havde lyst til at råbe, men kunne ikke. ”Ved du stadig ikke hvem jeg er?” Hun blev mere tydelig nu. Jeg kiggede bare på hende uden at besvare hendes spørgsmål, hun lignede en jeg havde set før. Et eller andet sted som jeg bare ikke kunne sætte en finger på. Jeg glemte alt om stormen og om at være bange. ”Jeg har set dig før,” sagde jeg. Jeg så hvordan hendes ansigts udtryk gik fra selvtilfreds til forvirret. Stormen stilnede pludselig af. Jeg følte mig stor og modig. ”Jeg ved hvem du er!” sagde jeg og så hen på hende. Jeg stod op. Et smil bredte sig på mine læber. ”Du er der når stormen kommer og er væk når stormen ender. Du ER stormen.” Hun så på mig. Hverken glad eller målløs, hun så bare på mig. Jeg stod som Supermand med armene i siden og med ret ryk. Jeg havde vundet, men alligevel føltes det ikke helt så godt som jeg havde håbet. Hun kunne idet mindste have set målløs ud, bare for min skyld.

Der var helt vindstille nu. Vandfaldet havde igen sin lyd. Hun mumlede et eller andet og kiggede op i loftet, mens hun lukkede øjnene. Jeg følte mig overflødig. Så kiggede hun hen på mig. Hun vinkede mig hen. Jeg trådte nærmere og så nu hendes ansigt klart og tydeligt. ”Hvordan?” spurgte hun og kiggede på mig. Jeg fjernede mit blik fra hende og trak på skuldrene. ”Et gæt.” ”Sådan noget gætter man sig ikke til, sådan noget ved man, eller ved man ikke!” Hun tog mit hoved og kiggede nøje på mit lysebrune hår. ”Hvid,” sagde hun lidt skræmt, men hun slap ikke sit greb. ”Hmkh.” Hun kastede næsten mit hoved til den ene side. ”Du må være guden, der er blevet sent.” Det løs lige overdrevet nok! ”Det tror jeg næppe,” sagde jeg og kløede mig i den ene mundvige. Hvad mon hun mente med det? ”Følg med mig,” sagde hun og greb fat om min ene hånd. Jeg blev trukket helt ud til bjergets spids, få skridt fra vandfaldet. Det larmede ekstremt meget og en smule vand sprøjtede på os som støvregn. ”Hop derned,” sagde hun og pegede ned. Jeg stirrede ned under vandfaldet. Der var cirka femhundrede meter ned til vandet. Jeg kiggede op på hende med et chokeret ansigtsudtryk. ”Hvis dú er guden, kan du hoppe derned og overleve.” ”Og hvad så hvis jeg ikke er?” Jeg havde vidst ikke behøvet et svar for at regne ud hvad der så ville ske. ”Så siger det klask!” sagde hun og kiggede på mig. ”Nå? Hvad venter du på?” Det gav et sæt i mig da hun gav mig et puf med hænderne. Jeg mistede balancen og faldt forover. I et forsøg på at gribe fat i noget fangede jeg pigens trøje og vi faldt begge. Det hele skete så hurtigt. Jeg vidste at jeg ville falde, vidste at jeg ville dø om få sekunder. Jeg skreg. Det lød næsten som når man sidder i en rutsjebane, men det her var bare ikke et "for sjov" skrig, jeg mente mit skrig mere end nogensinde. Jeg lukkede øjnene midt i faldet. Håbede på at når jeg åbnede dem igen var jeg hjemme, hjemme i det nye hus. Væk fra den fremmede pige. Væk fra vandfaldet og den grå grotte. Væk fra verdenen bag den lille dør.

 

Med ét mærkede jeg hvordan vandet lukkede sig om mig. Lukkede mig inde og holdt mig nede. Jeg havde næsten intet luft nu. Jeg følte at jeg sank. Sank længere og længere ned i dybet, ned til bunden. Jeg blev bange og panikslagen, men følte mig også rolig og tryk. Jeg åbnede øjnene og fisk i stimer mødte mit syn. Jeg var død. Jeg vidste at jeg var død. Men var det her virkelig himlen? Jeg prøvede at trække mig op over vandet, med den luft jeg stadig havde i lungerne. Jeg følte mig levende, men stadig overbevidst om at jeg var død. Jeg kom op over vandet, spjættede med ben og arme som jeg gjorde i svømmehallen. Jeg trak vejret. Mærkede små vindpust. Jeg var chokeret, men også lettet på helt og samme tid. Jeg kiggede op. Cirka femhundrede meter oppe så jeg hvordan et vandfald gik længere og længere ned, indtil det mødte vandet jeg befandt mig i lige nu. Jeg levede. Men hvordan? Jeg følte mig pludselig meget træt. Der var kun få meter hen til bredden og jeg svømmede med mine sidste kræfter derhen, og kastede mig op på bredden som en strandet hvalros. Mit tøj gik fra at føles let til meget tungt og vådt. Jeg mærkede hvordan hele min krop slappede mere af, end nogensinde. Men den rystede også. ”Hvaa-langa-luu-lilmala!” Det gav et sæt i mig og jeg kiggede rundt. ”Heroppe!” råbte en stemme. Jeg kiggede op og fik øje på pigen fra grotten hænge i noget der lignede en lian. ”Det var du længe om.”Hun hoppede ned på jorden ligeså elegant. Jeg satte mig op. Hun samlede alt sit hår i en hestehale og skyllede hovedet i vandet. ”Hvordan kom du ned så hurtigt? Du er ikke engang særlig våd.” ”Spørgsmålet her er, hvorfor det tog så lang tid for dig at komme ned. Hvorfor tog du ikke bare en lian?” ”Hvad mener du? Hvor skulle jeg få en lian fra?” "Du ved." Pigen tog en pind op fra jorden og børstede det overflødige jord af. Så gik hun hen ved siden af mig og begyndte at tegne. Hun tegnede noget der lignede bølger, men de gik lodret i stedet for vandret. Hun tegnede noget i retning af mega tændstikmænd, dem var der fire af. Jeg lagde hovedet på skrå. Kiggede på tegningen og så på hende. "Dig," sagde hun og pegede med pinden på én af tændstikmændene. "Mig?" sagde jeg og pegede på mit ansigt. Hun nikkede og satte sig på hug. "Dig," sagde hun og pegede med pinden igen. Så kørte hun pinden ned langs de lodrette bølger og til siden. "Og dig." Hun pegede på én af de andre tændstikmænd og rejste sig igen. Jeg stod lidt og kiggede og kom så i tanke om det eneste sted vand løber lodret, et vandfald! "Okay," sagde jeg. Så kom vi så langt. "Jeg tog denne vej." Hun pegede på den anden tændstikmand oppe fra toppen af vandfaldet og kørte pinden hen til den ene side af vandfaldet, bare lidt længere nede. "Jeg greb om en lian," sagde hun. Hun børstede hænderne i kjolen og kiggede rundt. "Hvorfor greb du ikke en lian?" mumlede hun mens hun stod med ryggen til. "Det ved jeg ikke... måske fordi jeg ikke vidste at der gemte sig lianer bag et vandfald!" Jeg rejste mig op. Jeg var en smule irriteret over at hun skulle gøre alt til den store "gættekonkurrence". Og da hun ikke svarede samlet jeg en tynd gren op og kastede den efter hende. Og da hun ikke reagerede igen gjorde det kun mit humør værre. "Hallo!" råbte jeg og begyndte at fægte med armene. Stadig ingen reaktion. "Sig mig kan du godt høre mig? Var? Halloooo!" Jeg traskede hen til hende, tog fat om hendes højre skulder og vendte hende om. "Kan du ikke forstå dansk?" spurgte jeg. "Dansk?" sagde hun og rynkede brynene.

 

Midt i det hele kom jeg til at tænke på, at jeg aldrig havde set hende så tæt på før. Hun var ikke speciel pæn, ganske almindelig køn måske. Hendes hår var feddet og filtrede flere steder. Hendes ånde lugtede mildt af hvidløg og hendes næse var skæv og passede ikke til resten af hovedformen. Og så havde hun et ar i panden. Det var helt lige og gik ned til øjenbrynene. Hun havde et sjal rundt om den gule kjole. Hun kiggede underligt på mig og skubbede mig væk. "Af en gud at være er du ret sur." "Hvad? Jeg er da ikke sur. Men det er da træls at du ikke gider at svare mig." Jeg stod lidt og kiggede for at hidse mig ned, men hendes fjerne udtryk gjorde det ikke bedre. "Og... og... Du behandler da heller ikke mig som en gud!" "Hør lige her! Jeg tror ikke på alt det fis med guder og det! Vi har det godt og så længe vi kan gå og bilde os det ind, så vil jeg ikke have at nogen gud skal fortælle os noget andet! Jeg har prøvet at hjælpe dig, men det virker ikke til at du vil have min hjælp!" Hun begyndte at gå. "Tak for ingenting!" råbte jeg og dumpede ned på jorden og så hende forsvinde bag et bjerg. Jeg havde slet ikke bemærket at vandfaldet var om ringet af bjerge før nu. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg anede ikke hvor jeg var og hvem skulle kunne fortælle mig det? Hende pigen var for svær at læse!

 

Efter lidt blev jeg urolig i maven. Hvorfor var her så tomt. Jeg ved ikke lige hvad jeg havde regnet med, måske at hun ville komme tilbage og hjælpe mig hjem igen? Måske var det ikke for sent at følge efter hende. Jeg rejste mig op og børstede sand af mine bukser. Så løb jeg om bag bjerget. "Vent! Øh... Storm. Vent!" Jeg løb i lidt tid uden der var nogen stor forskel på landskabet. Bare bjerge med sti, bjerge med sti. Efter lidt var jeg blevet forfærdelig forpustet. Jeg satte mig ned på et stykke af en sten. Noget rødt var malet på stenens overflade men det tænkte jeg ikke yderligere over. Jeg havde bare brug for lidt hvile.

 

 Det blev til et kort hvil da jeg pludselig hørte råb. De var ikke langt væk. Som om de stod lige bag bjergtoppene og ventede kun på at gå til angreb. Jeg skyndte mig hurtigt videre og for en sikkerheds skyld krympede jeg mig for ikke at blive set. Jeg kunne lige forestille mig hvor skørt det må have set ud. Jeg kunne ikke lade vær mede at smile ved tanken da jeg var kommet længere væk. Men smilet stoppede bræt, da en hånd tog fat om min skulder. Jeg vente mig hurtigt om og fik øje på pigen fra vandfaldet . "Du gav mig et hjerteanfald!" sagde jeg og grinede lettet. Hun virkede ikke til at forstå det sjove i det. "Jeg vidste at du ville komme," sagde hun i en alvorlig tone. "Okay," sagde jeg og prøvede at lette lidt på den pressede stemning. "Hvad vil du?" Hun kiggede hen på mig med et fjernt blik i øjnene. "Hvad mener du? Jeg vil gerne bare hjem." "Men har du ikke en besked til vores by?" Hun slog armene ud. "Se!" Vi gik op på et lille bjerg og en lille landsby - eller hvad man kunne kalde det, kom til syne i horisonten. Den var fuld af tipier og små større børn sad stille på jorden og kiggede søvnigt ned i den. Kvinder tog deres mindre børn ind i tipierne - sikkert for at putte dem. Nogle heste vrinskede i noget der skulle forestille en indhegning. Det var virkelig smukt at se. Solen stod midt på himlen og gjorde den rød og gullig. "Wauw. Bor dú virkelig her?" Hun nikkede og pustede noget hår væk fra ansigtet. "Nej vi bor her. Lige nu hvert fald. Vi flytter rimelig tit. Altså når der ikke er flere bisoner i området." "Hvordan kan i sige farvel til alt det her?" spurgte jeg og slog armene ud på dramatisk vis - lidt for dramatisk måske. "Det ved jeg ikke. Når vi flytter er det som om det hele følger med. Det flotte lys. Du ved." Jeg kiggede lidt på himlen igen. "Hvad så nu?" spurgte jeg og satte mig ned på de overraskende lune bjergblokke. "Det er ved at blive nat. Vi skal vel hjem og sove. Mor bliver sikkert også snart bange for at jeg skulle være taget af ulve." "Er der ulve her?" "Selvfølgelig." Storm begyndte at gå ned ad bjerget. Det var den modsatte vej vi var gået op af - den stejle side. "Pas dog på!" råbte jeg men hun kiggede bare op på mig og gav tegn til at jeg skulle følge efter. "Det ser ret stejlt ud." "Vil du ædes af ulve eller sove en nat mere?" God pointe. Forsigtigt satte jeg foden ned på noget sten der stak lidt ud. Jeg fortsatte ned i et roligt tempo og kom ned på jorden i ét stykke! "Intet Kristina-kød til jer i dag Ulve!" vrængede jeg af bjerget, selvom jeg godt vidste at det var lidt latterligt, men Storm grinte af det.

"Du må altså skjule din hvide farve!" hviskede Storm til mig, da vi var kommet ret så tæt på tipierne. "Hvordan?" hviskede jeg tilbage. "Øhh..." Storm tog sit sjal af og viklede det rundt om mit hovede. Hun bad mig også trække hænderne ind i ærmerne så det lignede at min bluse var alt for lang. "Tøjet kan vi ikke gøre noget ved, men det ligner da rimeligt," sagde hun og satte armene i siden. "Du ligner næsten en indfødt!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...