Hate Is Love 2 | One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
Alting er kaos for Elly Teasdale. Harry ligger i koma, hendes venskab til Niall er ved at gå i stykker, og hun modtager trusler fra Michael. One Direction er ved at gå i opløsning, og alt ser i det hele taget sort ud. Indtil en dag, hvor hun støder ind i en helt bestemt person.. Først er hun ligeglad, men så viser det sig, at han måske kan være nøglen til at løse det hele. Men hvordan er det med tre forskellige personer der er vilde med en, når den ene ligger i koma, den anden er hans bedsteven, og den tredje måske slet ikke er den han udgiver sig for at være? Vil Harry klare den? Får Michael nogensinde fat i hende? Og hvad sker der med Elly's forhold til Lou og Lux?

Obs: Hvis du ikke har læst et'eren, ville det være en god ide at gøre det først. Den hedder Hate Is Love, og du kan finde den under mine movellaer.

196Likes
94Kommentarer
8087Visninger
AA

3. Modest


Selvfølgelig.

Kun få at få mig ud, ville Lou havde mig til at gå med til mødet med Modest. Men hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg en smule spændt. Hvad skulle de sige? Noget om hvad der nu skulle ske? 

Efter som vi kun havde 40 minutter til at gøre os klar, kom der hurtigt fart på. Med kun tre badeværelser, nåede der også at gå godt og grundigt kaos i det hele. Nu hvor vi havde ligget på sofaen i... Lang tid, jaja, trængte vi allesammen lidt til et bad, og når det så var deres management vi skulle mødes med, skulle vi i hvert fald gøres godt og grundigt klar. 

Men alligevel nåede vi det, og 42 minutter senere sad vi i bilen sammen med Paul, Lou og Lux. Drengene var iklædt tykke hættetrøjer, caps og solbriller. Eftersom det var flere uger siden vi sidst havde været i nærheden af fans, gik jeg ud fra at det var derfor. Selv var en skrigende fan ikke det jeg havde mest brug for lige nu... 

"Skal jeg gå med ind?" Jeg havde slet ikke opdaget at vi stoppede, før Lou viftede med sin hånd foran mine øjne. Og desuden, hvorfor skulle jeg bestemme det? 

"Det behøver du ikke." Liam var ved at klikke sin sele op, og kiggede kort op på Lou. En underlig følelse, fik mig pludselig til at få det helt dårligt. Hvorfor bestemte han det? Som om... Han tog ansvaret? Det var sådan set fint nok, bortset fra at jeg på 0,5 var tilbage i den gamle rolle. Som den grædende Elly, der sad udenfor for det store hospital. Jeg havde rent faktisk glemt Harry i et kort stykke tid, men nu vente det hele tilbage. Bare fordi Liam begyndte at opføre sig normalt. 

"Skal du med?" Zayn lagde en hånd på min arm, og kiggede på mig, som om jeg var et lille barn. Stop Elly. Jeg ville ikke være den gamle mig, som var bange for alting. Og især ikke hospitaler. Eller store management bygninger, som lignede hospitaler på en prik... 

"Ja." Jeg tog en dyb indånding, før jeg klikkede selen op og trådte ud af bilen. Præcis som sidst, ramte den kolde luft mig igen som et chok. Denne gang var det bare to måneder senere, hvilket ville sige i slutningen af oktober. Lige med ret koldt, især når jeg kun havde et par tynde jeans og en hættetrøje på. Uden at tænke over det, satte jeg farten op. Det opdagede jeg først, da Niall greb ud efter min hånd.

"Er der noget galt?" Efter at have fået mig til at sætte farten ned, fjernede han sin hånd, og stak den akavet i hans lomme. 

"Fryser bare." Sagde jeg kort.

"Også mig." Først nu gik det op for mig, at han var iklædt stort set det samme som mig. Jeg nikkede bare lidt, og kiggede så ned i asfalten igen. Hvorfor var det blevet sådan mellem os? 

Uden at jeg havde opdaget det -igen- nåede vi døren. Dog gik det hurtigt op for mig. Denne gang fordi jeg bankede hovedet ind i en glasdør, og straks begyndte blodet at løbe fra min næse. 

"Er du..." Mere nåede Paul ikke at sige, før jeg advarende løftede hånden. Ja tak, jeg kunne godt klare mig selv. Uden at sige et ord, skubbede jeg døren op som om intet var sket. Imens holdt jeg min anden arm op foran min næse, så ingen ville se noget. Pigen som gik ind i glasdøren, kønt syn ja. 

Vi kom hen til en reception agtigt noget, hvor en halv gammel dame stirrede surt. Det måtte egentlig også været ret kedeligt at sidde her hele dagen, så jeg kunne godt forstå hende en lille smule...

"One Direction, de har et møde klokken 12 med Emily Cosby?" Han kiggede tvivlende ned på damen, og forventede sikkert at hun ikke anede hvad han snakkede om. 

"10. Etage." Sagde hun bestemt. Og gæt engang, hun kiggede ikke engang op fra sin computer. Jeg kunne se at Paul skulle til at spørge om noget mere, men jeg prikkede ham hurtigt på armen, eftersom jeg havde fået øje på en elevator. Han mimede et tak, og begyndte så at gå hen mod den store sølvfarvede elevator. 

Desværre var elevatoren ikke helt så stor som den så ud til... Faktisk var den vildt lille. Og faktisk var det... Skal vi sige pænt akavet, at stå tæt glemt sammen med 5 drenge/mænd. Heldigvis lød der hurtigt et bling, og dørene åbnede. Jeg trådte ud af elevatoren, og kiggede træt ned af den lange gang. Overalt vrimlede mennesker klædt i jakkesæt og andet kontortøj frem og tilbage mellem de mange skriveborde. Hvordan damen havde forestillet sig, at vi skulle finde en eller anden Emily her, havde jeg godt nok ingen ide om. 

"Øh, undskyld, Emily Cosby?" Paul havde standset en forbipasserende, og smilede undskyldende til ham. Som om han havde læst mine tanker...

"Jeg er ikke Emily Cosby?" Manden kiggede med rynket pande på os, indtil han brød ud i en høj latter. De andre stod, ligesom mig, bare og gloede dumt på ham. Plat humor, omg. "Emily Cosby... Fortsæt lidt ned af gangen, så er der en række med nogen stole, og en dør med hendes navn på. Så burde i kunne finde det." Han stoppede med at grine, og kiggede med et underligt ansigtsudtryk på os, før han igen gik videre. 

"Weirdo." Hørte jeg Zayn grine, hvorefter de andre gjorde sig enige. Vi fortsatte lidt ned af gangen, ind til vi kom til den række med stole han havde talt om. Overfor var der en lang glas væg, og man kunne tydeligt se en ung kvinde i 25'erne på den anden side. Faktisk en ret køn ung kvinde... Nope.

Straks lød et pift fra Louis, hvilket fik de andre kontorsmænd til at glo på ham, og mig til at give ham en albue i siden. Desværre stirrede de andre drenge stadig helt fortryllede på hende. Hun var da vildt kedelig? Tsk.

"Tag jer sammen." Mumlede jeg ind mod mit ærme. Og heldigvis var blodet efterhånden stoppet med at læbe fra min næse, for at ligne en flodhest (hvad?) foran hende der, var ikke lige det jeg havde mest lyst til. Selvom hun ikke var køn. Overhovedet. Bare kedelig. En løs hvid skjorte, og en stram sort "kontorsnederdel". Hvor kom det ord lige fra? Åh gud.

"One Direction?" Først havde jeg forventet at se en gammel dame, men da jeg kiggede op, stod den såkaldte Emily og smilede sødt ned til os. Spol lige to sekunder tilbage, hun smilede ikke engang? Var hun virkelig ligesom receptionsdamen? For så forstod jeg ikke hvordan de kunne overleve herinde. Kedeligt tøj og sure mennesker. Og helt ærligt, hvis dem hun arbejde sammen, med allerede havde taget alt hendes humør fra hende som tyve årig, så havde jeg måske lidt ondt af hende... 

Uden at jeg havde opdaget det, var de andre allerede gået efter hende. Jeg rejste mig hurtigt op, og nåede lige akkurat ind, inden hun smækkede døren i efter mig. Smækkede, rent faktisk ja. 

"Ser i, situationen er den, at i simpelthen skal i gang igen." Sagde hun bestemt. Uden et hej, eller, velkommen i må endelig sætte jer ned! 

"Ehm, vi har faktisk snakket om det... Og..." Liam, som efterhånden var blevet lidt for meget daddy direction til at jeg kunne lide det, svarede venligt damen. Fordi Emily bare ikke passede til hende. Emily var en sød og sjov smilede pige, jepsi.

"Vi vil ikke fortsætte uden Harry." Afsluttede Louis kort, og kiggede bestemt op på hende. 

Først stirrede hun bare, før hun begyndte at grine. Præcis ligesom weirdoen udenfor. Men denne gang overraskede det mig meget, da jeg bestemt ikke havde forventet at hun kunne grine. Selvom det lød lidt underligt... Ikke at kunne grine... Hey, måske der rent faktisk fandtes folk der ikke kunne grine? Eller, nogen der havde fået deres mund syet sammen, og så... Æev. Så ville deres mund jo bare... Bevæge sig? Og hvordan kunne de så trække vejret? Gard.

Hun var efterhånden stoppet med at grine, og var straks tilbage i den seriøse mine. Igen, præcis ligesom manden! Alligvel lidt uhyggeligt... Måske var det bare noget de gjorde her? Sikkert. Stadig spooky...

"Drenge, det kan i ikke." Jeg kunne se hun var på grænsen til at grine igen, og hun lignede en der talte til fire babyer. Og desværre lignede de fire babyer som ikke forstod noget.

"Hvorfor?" Sagde de i kor. Nu jeg tænkte over det, så var de faktisk ret gode til det. 

"Jeres kontrakt?" Straks var det som om noget gik op for dem. Deres munde åbnede sig, og Niall tog sig til hovedet. Jeg hørte og Louis mumle noget med "det er løgn". Og jeg vidste godt hvad det var. Deres år 2015 kontrakt. De skulle fortsætte til mindst år 2015, hvilket ville sige halvandet år.

                                                                               ***

"Det kan sgu da ikke passe!" Louis sparkede til en skraldespand på vej ud, og så ud til at være ligeglad med at den væltede. En gammel mand stod lidt væk, og kiggede forskrækket på ham. Men selv var mit humør ikke bedre. Efter at have været ude, havde jeg ellers fuldkommen glemt Harry. Men du hvor de andre var tilbage i det triste humør, var jeg også. Hver gang jeg skulle tale var jeg ved at græde, og måtte bide mig hårdt i læben for ikke at gøre det.

Vi var nu på vej over pakeringspladsen, for at komme hen til bilen. Selvom jeg ikke havde specielt meget lyst til at køre sammen med dem. Onde mig, men helt ærligt, deres dårlige humør ville bare smitte endnu mere af på mig. 

"Hej!" Lou åbnede døren til bilen, og stak glad hovedet ud. Dog ændrede hendes ansigtsudtryk sig straks, da hun så hvordan vi så ud.

"Hvad nu?" Hun kiggede medfølende på os, selvom hun ikke engang vidste hvad der var sket. Uden at sige noget, satte de andre sig bare ind. Ja tak, så blev det vel mig der måtte forklare.

"2015 kontrakten." Som sagt, prøvede jeg at gøre det så kort om muligt. At begynde at græde foran Lou, ville jeg simpelthen ikke gøre igen. Hun havde set nok til det, da Harry... Ja. Jeg måtte trække vejret dybt, og vende hovedet mod vinduet, ikke græde. 

Bilen startede, og jeg lænede mig endnu tættere på vinduet, så jeg kunne hvile kinden op af det.

"Det mener de ikke seriøst, vel?" Sagde Lou, i en tone jeg aldrig havde hørt hende før. Hun lød faktisk... Vred? Det måtte være det. For nu jeg tænkte over det, havde jeg aldrig rigtigt hørt hende vred før. Der var godt nok den gang med Allison, men det havde jeg glemt nu. Ja.

"Åbenbart." Kom det fra Paul. Jeg vidste at de nu ville gå igang med deres "voksen diskussion", så jeg kunne ligeså godt bare lukke ørerne. Forresten, hvorfor sagde alle det? Det kunne man jo ligesom ikke? Altså.

Tæt på kunne jeg se en stor bygning, og det gik med det samme op for mig hvad det var. Hospitalet. Bare tanken om at se Harry, fik med det samme blandede følelser til at gå igennem min krop. Hvis han bare lignede sit gamle jeg, ville det helt klart gøre mit humør bedre. Men hvis han så ud som som sidst jeg så ham, ville jeg bare savne hans gamle jeg endnu mere. I det hele taget bare ham. Og for det ikke skulle være løgn, var sidst jeg havde set ham den dag det skete. Det havde ikke ligefrem været det bedste minde, så måske det var meget godt at få opfrisket mit billede af ham? 

Som om Lou havde læst mine tanker, prikkede hun Paul på skulderen. "Kan vi ikke stoppe?" Jeg orkede ikke at sige hende imod, og måtte vel bare gøre det så. Og for ikke at være alt for ond, kiggede jeg i stedet bare taknemligt på hende. Næste gang måtte jeg lade være med at stirre sådan, der var sikkert det hun havde opdaget. 

"Skal jeg gå med?" Bilen var stoppet lige foran hospitalet, og Lou kiggede på mig. Jeg rystede bare på hovedet, og klikkede min sele op. Hvis jeg virkelig skulle begynde at græde, skulle Lou som sagt ikke se det. "Ring når du er færdig!" Nåede hun lige at råbe, før jeg smækkede døren i. 

Jeg fandt hurtigt Harrys stue, selvom jeg hvert femte sekund tænkte på at vende om. Tanken om at sidde i en varm og dejlig bil, i stedet for på et uhyggeligt hospital, var lige hvad jeg drømte om nu. Men skulle jeg gøre det for at se Harry, var det okay. Især hvis nogen af hans sår var helede, og han bare lignede sig selv en lille smule mere.

Jeg var næsten ved at gå for langt, helt optaget af mine egne tanker. Troede jeg i hvert fald. For ingen steder, kunne jeg få øje på en dør med hans navn på. Efter at have gået lidt frem og tilbage igen, kom jeg frem til at jeg nok måtte spørge en sygeplejerske. Desværre var der bare ikke andre end en gammel dame, som mest af alt lignede hende fra receptionen på Modest. 

"Undskyld..." Jeg kiggede et kort øjeblik rundt, for at sikre mig der ikke sad nogen der kunne ligne fans. Desværre sad der to unge piger lidt væk, så jeg måtte hellere dæmpe stemmen. Sådan var det efterhånden blevet. Alle piger på min alder, var nu fan af dem. Det syntes jeg i hvert fald. "Harry Styles?" Hviskede jeg nærmest.

Hun fnyste kort, og skulle så til at gå videre. Jeg nåede dog lige at ligge en hånd på hendes skulder, og hun vendte sig irriteret mod mig. "Hvad nu tøs?" Hvad? Hvorfor talte hun sådan til mig?

"Jeg vil godt se min kæreste, Harry Styles?" Jeg hævede min stemme en smule, og blev straks bange for at pigerne havde hørt det. Dog sad de stadig upåvirkede med deres mobiler. 

"Hvis jeg bare have en krone for hver pige der havde sagt det, så..." 

"Seriøst, vil du godt lukke mig ind?" Jeg placerede hænderne i siden, og kiggede træt på hende. For faktisk var hun ved at irritere mig en del...

"Bevis at han er din kæreste?" Sagde hun udfordrende. Og for at det ikke skulle være løgn, placerede hun sinde hænder i siden, præcis som jeg havde gjordt. Barnligt. Hun håbede sikkert på at kunne vinde diskussionen. Men desværre...

"Mr. Smith?" Jeg løftede hovedet lidt, og nød hvordan hendes mund langsomt åbnede sig. Take thaaat! 

"Ehm, ja... Selvfølgelig!" Hendes kinder blev helt røde, og hun vendte hurtigt ryggen mod mig, for at gå videre. Jeg fulgte hurtigt efter hende, og kæmpede for ikke at grine. Så kunne hun lære det! 

Hov, selvfølgelig forstod i ikke en brik. Eftersom der kom en del mennesker her, og der var en stor chance for at de kunne være fans, havde de ændret hans navn på døren. Altså helt seriøst, hvis man kom forbi og læste 'Harry Styles', ville man nok undre sig en smule. Så det blev altså Mr. Smith. Et af det mest almindelige navne, ja.

"Værsgo." Hun var stoppet foran en døren, hvor et papir skilt var sat op på. Mr. Smith, stod der med skrå bogstaver.

"Tak!" Jeg måtte igen kæmpe for ikke at se alt for selvtilfreds ud, da hun kort kiggede på mig, for igen at forsvinde væk. 

Og så stod jeg alene, foran døren som måske kunne ændre mine følelser. Poetisk, jaja. Men helt ærligt. Hvis Harry lignede sig selv, ville jeg helt klart ikke savne ham så meget mere, og så ville mit håb helt sikkert blive endnu større. Faktisk mindede det mig en del om da jeg første gang mødte Lou. En del af mig, kunne ikke lade være med at tænke på hvad der nu ville være sket, hvis jeg ikke havde åbnet den. Jeg ville i hvert fald ikke stå her idag. Jeg ville ikke have fået de bedste venner, eller en mor der rent faktisk bekymrede sig om mig. Måske var det bare sådan jeg skulle tænke? 

Uden at tænke videre, havde jeg pludseligt åbnet døren. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, mens jeg stille løftede mit hoved. I den anden ende af rummet, lå Harry. Og man kunne tydeligt se at det var ham. Hans hud var godt nok blevet meget lysere, men hans hår havde tydeligvis fået krøllerne tilbage. 

Først da gik det op for mig, at jeg stod med et kæmpe smil på læberne og tårerne løb ned af mine kinder. Men denne gang var det glædestårer. Selvom ingen ting var ændret, følte jeg det sådan. At jeg ikke havde taget mig sammen til at besøge ham i de to måneder, var forfærdeligt. Og jeg vidste allerede en ting. Det skulle jeg gøre hver eneste dag fra nu af. 

Jeg trådte et par skridt tættere på, og så så hans brystkasse bevæge sig stille op og ned. Først gjorde det ham bare endnu mere livlig, men så gik det op for mig, at det var en maskines skyld. Den maskine der holdt ham i live. 

Jeg kunne mærke mine hænder knytte sig hårdere og hårdere sammen, og jeg kom hurtigt frem til, at det nok var bedst jeg gik nu. Måske var det lige en del for meget på en dag... 

Jeg tog et par hurtige skridt tilbage, og åbnede døren. Men da jeg åbnede døren, stirrede jeg direkte ind i et par gamle men velkendte øjne. 

 __________________________________________________________
Dadadaaaam! ER I SPÆNDTE? Hvem tror i det er? Hvordan går det når drengene skal fortsætte som et band med kun 4 medlemmer? 

Og som lovet, kom der et kapitel, eftersom der kom 60 likes! Var slet ikke forberedt på at det skete så hurtigt, så skyndte mig hjem for at skrive mere. Jeg undskylder det ikke kom med det samme, men til gengæld var det ret langt. ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...