Hate Is Love 2 | One Direction PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
Alting er kaos for Elly Teasdale. Harry ligger i koma, hendes venskab til Niall er ved at gå i stykker, og hun modtager trusler fra Michael. One Direction er ved at gå i opløsning, og alt ser i det hele taget sort ud. Indtil en dag, hvor hun støder ind i en helt bestemt person.. Først er hun ligeglad, men så viser det sig, at han måske kan være nøglen til at løse det hele. Men hvordan er det med tre forskellige personer der er vilde med en, når den ene ligger i koma, den anden er hans bedsteven, og den tredje måske slet ikke er den han udgiver sig for at være? Vil Harry klare den? Får Michael nogensinde fat i hende? Og hvad sker der med Elly's forhold til Lou og Lux?

Obs: Hvis du ikke har læst et'eren, ville det være en god ide at gøre det først. Den hedder Hate Is Love, og du kan finde den under mine movellaer.

196Likes
94Kommentarer
7819Visninger
AA

4. Friend from the past

OH MY GOD, JA DET SKER. Efter 503085 måneder, kommer der rent faktisk et nyt kapitel!? Må indrømme at jeg har været lidt nervøs, for er der overhovedet nogen der husker historien? Det er omkring 8 måneder siden jeg først begyndte Hate Is Love, og det er da også vildt så meget jeg har ændret skrivestil siden. Jeg læste nogen af de første kapitler, og sidder bare der. ”Skrev. Jeg. Virkelig. Det.”… ANYWAY, det har faktisk været rigtig rart at skrive dette kapitel, og jeg glæder mig til at komme i gang igen. Om der så kommer til at gå 5 måneder mere inden næste kapitel, ved man jo aldrig… Ej venner, kryds fingre for at jeg tager mig sammen denne her gang… Så går er forhåbentlig højest et par uger. ;) BUT, ENJOY KAPITLET!


*


”Jacob?!” Min mund var helt åben, og jeg fattede intet. Hvad lavede han her? Selvom det måtte være omkring 5 år siden jeg sidst havde set ham, genkendte jeg ham tydeligt. Det eneste der havde forandret sig ved ham, var hans muskler og lidt mere voksne ansigt. Ellers lignede han denne samme person, som da vi legede sammen som 12 årige. Wow, virkeligt lang tid siden.
”Elly!” Han nåede lige at sige mit navn, før jeg slog armene rundt om ham. Heldigvis så det ikke ud til at overraske ham.


”Hvad laver du overhovedet her?!” Jeg talte igen til ham, da han bare gav mig elevatorblikket, og snart havde gjort det 20 gange. Jeg fik dog afbrudt ham, og han smilede stort.


Egentlig et godt spørgsmål jeg havde fundet på, for da vi stadig stod på Harrys hospitals stue, og han var kommet herind, begyndte jeg at tænke på om ham mon kendte ham.


”Jeg skulle egentlig besøge min moster, men jeg så dig på gangen, og stalker agtigt nok fulgte jeg efter dig.” Vi grinede begge, så jeg kunne se hans kridhvide tænder. Hey, en anden ting der havde ændret sig siden vi var børn! Men siden de andre børn havde mobbet ham med hans tænder, forstod jeg godt at han gik op i det, nu hvor han selv kunne bestemme.


”Hvad laver du så her?” Han kiggede sig omkring i rummet, men blev nærmest så hvid i hovedet som sine tænder, da han så på Harry. Jeg forstod ham godt, for det så bestemt ikke rart ud.


”Hey, skal du noget i dag? Vi kunne gå ned på en cafe eller noget?” Jeg gik med vilje et skridt til siden, så han kiggede på mig i stedet for Harry. Et cafe besøg ville faktisk være virkeligt rart, for jeg ville alligevel have brug for en pause, inden jeg tog hjem til de andre.


”Jeg skulle besøge min moster, meen.” Han gik direkte forbi mig og hen til Harry. Så fik jeg øje på den tomme vase ved siden af, og fik det straks dårligt, fordi jeg ikke engang havde tænkt over at tage blomster med. Men som Jacob kunne læse mine tanker, satte han sin buket med blomster i vasen.


”Du burde give dem til din moster, vi har altså tid nok til at tage forbi hendes stue.” Smilede jeg, selvom jeg vidste at han ikke ville ændre mening.


”Glem hende.” Han rettede blomsterne lidt, og vendte sig mod mig. Tsk, gay. Jeg mener, da vi var små havde han bare altid været Jacob. Men nu var det ligesom anderledes… Seriøst, var han virkelig blevet bøsse?


”Hun har brækket benet, så hun er ikke ligefrem i livsfare.” Han grinede og åbnede så døren til gangen, mens jeg bare stirrede tomt ud i luften.


”Elly?” Jeg kunne ud af øjenkrogen se hans forvirrede ansigt, og pludselig fløj hans hænder straks op foran hans mund. ”Åh gud!”


Jeg rystede på hovedet, for at vise at det var okay, selvom det var løgn. Det var selvfølgelig ikke hans skyld, men alligevel var jeg ved at bryde sammen.


”Lad os gå.” Fik jeg fremstammet, nervøs for at min stemme ville kunne knække hvert sekund. Bare komme ud herfra, og prøve at glemme Harry lidt. Det var hvad jeg havde brug for.


*


15 minutter senere sad vi på en tilfældig Starbucks. Det var egentlig sjovt det blev den her, for vi var gået forbi 10 eller sådan noget, før vi nåede denne. Der havde heldigvis ikke været stille på vej herhen, og det passede mig perfekt. Jeg var deprimeret nok i forvejen, og vi behøvede ikke at gøre det værre, ved at lade som om vi havde det sjovt.


”Okay, hvad har DU så lavet?” Vi havde lige bestilt lidt mad og to kopper kaffe, og havde derefter fundet os et bord. På vej herhen havde Jacob fået fortalt det meste om, hvad der var sket i hans videre liv, og jeg var godt nok også begyndt at frygte, han snart ville spørge mig.


”Så fucked op, at du ikke engang gider at høre det.” Jeg tog hænderne om min kaffe kop, og prøvede at se ud som om, jeg virkelig var optaget af den. I virkeligheden var jeg bare ved at tude, og prøvede at holde den hårde facade oppe.


”Nej seriøst, fortæl mig det nu!” Han kiggede bedende på mig, og jeg sukkede. Havde han virkelig ikke hørt om noget af det der var sket? Utroligt. Men alligevel havde Jacob været den tætteste ven jeg nogensinde har haft, og jeg følte virkelig at jeg kunne fortælle ham alt.


”Godt så. Jeg har fundet min mor. Hun er stylist for verdens mest kendte boyband, og faktisk dater jeg en af dem. Eller jeg gjorde. Han ligger i koma nu. Og hvad lavede jeg den aften uheldet skete? Jeg var ham utro med et andet medlem af bandet.”


Thats it, der eksploderede bomben. Jeg græd nu rent faktisk, og prøvede ikke engang at skjule det. Jeg forventede ikke at han ville mobbe mig, men hvis han så gjorde det, ville det ikke gøre mig noget. Mit liv var så ynkeligt i forvejen.


Overraskende nok –og så alligevel ikke- stirrede han bare. En blanding af forskrækket, overrasket, og et eller andet. Men jeg forstod ham egentlig godt. For 10 minutter siden havde jeg grinet af hans døde guldfisk, og nu sad jeg og oversvømmede Starbucks med mit tude flip.


”Wow, er du okay?” Spurgte han stille, mens han kiggede på mig med rynket pande.
”Næsten.” Jeg lavede en lyd der mindede mest om et grin, og kørte så min hånd igennem mit hår. Ret sygt, nu hvor man tænkte over det. Jeg var gået fra den stille ukendte pige, til et liv man kun så i film. For, det her var mit liv...


”Wow, eh..” Sagde han igen. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.” Han lavede det underlige grin, ligesom jeg havde gjort. Og jeg gjorde det samme igen.


”Elly, den pige jeg kendte for 5 år siden, hun var stærk.” Endelig så det ud til at han var kommet lidt til fornuft igen, og han sagde rent faktisk en rigtig sætning.


”Jeg er sikker på, at du stadig er det. Det snak nok gå.” Han smilede skævt, men jeg gloede bare. Skulle jeg tude endnu mere eller grine? Hvis jeg virkelig var stærk, hvordan kunne det på nogen måde så hjælpe? Kunne det måske gøre, at Harry fik det bedre? Nej. Kunne det måske gøre, at Modest! tog sig sammen, og droppede den dumme kontrakt? Nej.


Jeg følte mig pludselig vred. Jeg var ikke sikker på hvem jeg var vred på, eller om det var på en person. Jeg var vred over at alting var endt sådan her, vred på den person, der havde ramt Harry med sin bil. Jeg havde egentlig aldrig været sur over det der var sket, så underligt nok, var det på en måde rart. Jeg var vred over drengene, der ikke tog sig sammen og kom i gang igen. 


Til sidst, var jeg vred på Jacob. Fordi han kom efter så lang tid, og fortalte mig at det hele nok skulle gå. Han vidste intet!


”Jeg må se at gå.” Jeg rejste mig hurtigt, og stolen bag mig nær var væltet. Udmærket klar over, at min mad stadig stod tilbage, og at Jacob godt vidste, at jeg ikke var nødt til at gå.
”Elly vent! Slap af.” Han var hurtigt efter mig, men en tjener greb fat i hans skulder, og jeg hørte ham mumle noget. ”Undskyld, du skal lige betale.” Taktaktak, i owe you girl.


Ude på gaden vrimlede det med mennesker, og jeg følte mig heldig som aldrig før, da en taxa i samme sekund holdt ind mod kantstenen. Lynhurtigt havde jeg sat mig ind, og oplyst adressen. Han fumlede med et eller andet på sin gps, og jeg blev mere og mere irriteret, da jeg kunne se Jacob var færdig med at betale inde i butikken.


”Kør!” Okay, jeg skræmte ham muligvis en smule, men i det mindste fik Jacob ikke indhentet mig. Jeg kunne trygt læne hovedet tilbage, og glæde mig til at komme hjem. Hjem til mit hjem, som muligvis var deprimeret, men trygt. For mange oplevelser for en dag!


*


Jeg havde lige puttet Lux, og var på vej ud til Lou der sad i køkkenet. Drengene sov alle sammen på sofaen, og jeg forstod ærligt talt ikke hvordan de kunne. Fem drenge fordelt i tro sofaer, okay…


”Hvad lavede du overhovedet i dag?” Lou kiggede spændt på mig. Lige da jeg kom hjem havde jeg bare smidt mig sammen med drengene, og jeg havde ikke engang tænkt over, at hun måske var interesseret i hvad jeg havde lavet. Men hvis hun så gerne ville vide det, skulle hun da få det at vide.


”Jeg mødtes med verdens største idiot.” Jeg rullede med øjnene, og satte mig overfor hende ved køkkenbordet. Lampen over bordet var det eneste lys i lejligheden, der var tændt, og det var faktisk ret hyggeligt. Det gjorde at man endnu tydeligere kunne se alle lysene i hele London. Det var faktisk sjovt, for jeg havde aldrig tænkt over, at udsigten var så pæn herfra.


”Har du lyst til at fortælle lidt mere?” Lou afbrød mine tanker, og jeg var tilbage i den rigtige verden. Hun kunne godt se at jeg var optaget af noget, og rystede på hovedet med et smil.
”Jeg var bedstevenner med ham. For 5 år siden.” Okay, nu kunne jeg godt selv se hvor dumt det lød. ”Seriøst, vi var 12! Vi havde da mobiler, han kunne have ringet igen!” Jeg så frustreret ud i luften.


”Elly, jeg tror ikke du skal tage det så tungt…” Hun bed sig i læben, men desværre var hun allerede afsløret. ”Det er ikke sjovt!” Jeg slog ud med armene, og så surt på hende, indtil jeg ikke kunne holde masken mere. Da vi havde grinet færdigt, kunne jeg igen tale videre.
”Det er ikke det. Han dukkede op på hospitalet i dag, og fortalte mig at det hele nok skulle gå.” Jeg tog en dyb indånding, og kunne næsten mærke tårerne igen. ”Det gør det ikke! Lou, jeg savner ham så forfærdeligt…”


Det gik ikke mere en et par sekunder, inden Lou stod med armene om mig. Bare ordet ham, og hun vidste at jeg mente Harry. Harry.


Jeg savnede ham ubeskriveligt meget. Hans dejlige smilehuller, og hans grønne øjne. Hans falske grin når jeg fortalte mine dårlige jokes, og så hans rigtige. Jeg savnede den måde han kørte hånden igennem sit hår, og jeg savnede hans bløde krøller.


Lou aede mig forsigtigt over hovedet, og jeg lod mine tårer få frit løb, som så mange gange før. Jeg havde det som om, et stort sort hul var i min mave, og voksede sig større hver gang nogen nævnte Harry. Men som vi sad her, blev det en smule værre. For der opstod der en følelse, som Harry som den første havde lært mig om. Tryghed. Tryghed fordi jeg sad her, med en af de personer der betød mest for mig. Min mor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...