All Things Beautiful | Dramione

2 år, 6 måneder, 13 dage. Så lang tid var det siden, Draco og Hermione sidst så hinanden. De har begge gjort alt, der stod i deres magt, for at glemme det. Glemme hinanden. Men forgæves. Deres liv er strøget hver sin retning, og hver dag går uden at nogen vil ane, hvem de virkelig drømmer om følgende nat. I 2 år, 6 måneder og 13 dage har det lykkes dem at skubbe mindet om hinanden så langt væk i underbevidstheden som muligt. Indtil den novemberdag, de så hinanden igen, og alt kom væltende tilbage.

104Likes
77Kommentarer
7007Visninger
AA

2. Prologue

"Rise and fall,

Our names are on the concrete wall,

But maybe you have forgotten all."

 

Vinteren ramte tidligt det år. For tidlligt ville nogen mene. Men det hvide lag af nyfalden sne på bunden af Diagonalstræde førte en fredfyldt stemning med sig; en følelse af den typiske julehygge, som man nu for tredje år i træk kunne nyde uden angsten for dødsgardister. Uden for Gringotts, hvis tag også var glaseret i hvidt, fandt man Hermione Granger. Snefuggene blev fanget ét efter ét i hendes store, mørke hår, mens hun med blålige hænder ledte efter et par handsker i sin uendeligt store taske. Så man gennem smøgen få meter fra hende, havde man direkte syn til Tusmørkegyde, hvor man normalvis kun ville spotte troldmænd i færd med at se markedet an for mørke varer. Men ikke i dag. De var der selvfølgelig stadig, de krumryggede mænd med sære gevækster og mørke hensigter, men i dette øjeblik var en blond, ung troldmand på vej til et af de smudsede værtshuse. Draco Malfoy.

Siden Slaget om Hogwarts var han kommet her ofte; for at glemme. At både Hermione og Draco nu var samme sted på samme tid var et tilfælde, og ingen af dem ville sandsynligvis have fundet ud af, at de var få meter fra hinanden, hvis ikke en dynge sne var gledet ned fra et af tagene og højlydt ramte en tønde nær gyden. Netop som Hermione kiggede forskrækket op fra sin taske, vendte Draco sig om med rynkede bryn. Blot det slørede syn i Dracos øjenkrog af en utæmmelig, brun manke var nok til at slå luften ud af ham. Lammet så han til, mens en pludselig hedebølge passerede gennem Hermione. Begge hoveder fyldt til randen med tanker og spørgsmål.

 

Hader hun mig stadig?”

      ”Er han kommet videre?”

Hun hader mig helt sikkert.”

      ”Har han lagt alt bag sig?”

Eller også har hun glemt mig.”

      ”Bør jeg hilse?”

Kan jeg tillade mig at sige noget?”

      ”Jeg er nødt til at hilse.”

Hun ville ikke ønske at være i nærheden af mig igen.”'

 

Så alt imens Hermione forgæves forsøgte få en smule orden over sin frisure for senere at søge mod sin gamle bekendte, ville Draco i stedet rømme sig, og kigge en smule forlorent mod jorden lige foran sig, som om han foregav at lede efter noget, som om det var det eneste han havde haft til hensigt. Hænderne var hastigt blevet gemt væk i den forede vinterjakke, dels for at virke skødesløs, dels for at skjule den skælven, der prægede dem. Med en klump i halsen begyndte han at vende om for at fortsætte mod værtshuset, men han havde ikke været hurtig nok, for snart derefter hørtes Hermiones stemme gennem den klare frostluft.

”Draco?” Bare lyden af hendes stemme fik hans hjerte til at hamre. Den var lige så smuk som altid, om end mindre levende end han huskede. Han lukkede øjnene et øjeblik, trak vejret langsomt, samlede sig selv, før han vendte sig mod hende. Og der stod hun, omgivet af sin egen, lysende skønhed, med et let forvirret og nervøst smil på læben. Det var svært at holde et smil tilbage, det var det virkelig, men han prøvede sit hårdeste. Han ville ikke virke desperat, måske hilste hun bare af ren høflighed og gik straks derefter. Så han nikkede og så på hende med den varme i blikket, der dog ikke kunne holdes tilbage trods noget.

”Lang tid siden,” sagde han så og trak vejret tungt. Hans ånde var tydelig i vintervejret, lagde hun mærke til. Lignede sit eget fantastiske selv. Også selvom han ikke så ud til at have barberet sig i flere dage. De blågrå øjne, hun engang var så vant til at se ind i, lyste stadig af intensitet; det var stadig som om, hun kunne læse ham gennem dem. Munden, der bare antydede et smil. Hele hans skikkelse. Alting, der indtil nu havde været gemt så langt væk, det kom alt sammen tilbage. Hun sænkede hovedet og betragtede sneen et øjeblik, mens hun tænkte på, hvad hun kunne sige. Hvorfor var han på vej væk fra hende? Burde hun bare afslutte samtalen? Han havde vel slet ikke ønsket at den startede? Men i virkeligheden var det, hun allerhelst ville, at tale med Draco igen, så hun var nødt til at prøve.

”Ja, det... Der er sket så meget, ikke?” et nervøst grin undslap hende, da hun så op igen, og det måtte have smittet, for straks derefter brød et reelt smil frem i Dracos ansigt, alt imens han nikkede erkendende.

”Tjo... Hvad har du...?” han kløede sig i nakken, ”Hvad har du lavet siden...?” Han var stadig ikke sikker på, hvordan han skulle formulere sig, men til hans redning vidste Hermione hvor han ville hen.

”Mange, mange ting. Der er så meget, jeg bør fortælle... Måske skulle vi-” Hun så op mod Draco uden at afslutte sin sætning, for han nåede at afbryde:

”Finde et sted? Få noget kaffe? Altså... hvis du har lyst, selvfølgelig. Jeg ville ikke...” Han stoppede sig selv og tog en dyb indånding, tævede sig selv verbalt invendigt for at have været så frembrusende. Mens han frygtede det værste, begyndte Hermione at smile.

”Det vil jeg meget gerne.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...