All Things Beautiful | Dramione

2 år, 6 måneder, 13 dage. Så lang tid var det siden, Draco og Hermione sidst så hinanden. De har begge gjort alt, der stod i deres magt, for at glemme det. Glemme hinanden. Men forgæves. Deres liv er strøget hver sin retning, og hver dag går uden at nogen vil ane, hvem de virkelig drømmer om følgende nat. I 2 år, 6 måneder og 13 dage har det lykkes dem at skubbe mindet om hinanden så langt væk i underbevidstheden som muligt. Indtil den novemberdag, de så hinanden igen, og alt kom væltende tilbage.

104Likes
77Kommentarer
6943Visninger
AA

4. Chapter two

"I'm so fixated on the girl with the soft sound

and hair all over the place"

Der var noget elegant, nærmest fortryllende, over den måde hun bevægede sine læber på. De var stadig lidt forfrosne, lilla, efter efter den klare vinterluft. Da de stoppede med at bevæge sig, og hagen blev let løftet, gik det op for Draco, at han havde stirret hæmningsløst på hendes mund, siden de havde sat sig. Så han rettede sig op, rømmede sig og rettede en smule akavet på sin skjorte, spurgte hvad hun ville have at drikke.

”Te... Med mælk og sukker.” Et strejf af rosa havde bredt sig over hendes næse og kinder, en let varme der fremhævede de efterhånden falmede fregner fra sommermånederne. Hvorfor vidste Draco ikke. Han nikkede langsomt med sammentygget kæbe for derefter at rejse sig og gå de få skridt, det krævede for at nå disken og bestille. Et hurtigt blik rundt i det smudsede rum vækkede hurtigt minder, for det var her, han mødte Potter første gang. Han rynkede en smule på næsen ved tanken, lænede sig derefter mod bardisken og bestilte. Sort kaffe. Te med mælk og sukker. Et hurtigt kig over skulderen afslørede Hermione betragte ham med tænksomme øjne og et vagt smil. Indehaveren fik øje på dette og sendte Draco et overrasket blik. Det kunne ikke afvises, at den unge troldmand fra tid til anden har klynket over 'sin evindelige ensomhed' herinde efter et glas for meget. Noget flov over denne ordløse påmindelse gik han tilbage til sit bord og Hermione, som nu så fraværende på et maleri på væggen. Motivet var en løve uden manke. Det gav dog et sæt i hende, da Draco satte sig igen, vendte hovedet hurtigt nok til at skabe en let bevægelse i sit hår. Præcis som første gang Dracos blik blev fanget af hende.

 

En altoverdøvende tuden lød fra lokomotivet som signal på at der var kort tid til afgang. Der var fyldt med mennesker på den skjulte perron i King's Cross. Snak fra hundredevis af forskellige stemmer, nervøs hulken fra adskillige førsteårselever blandet med alle de ældres glædsudråb ved synet af deres venner. Draco Malfoy var i fuld gang med at sige farvel til sine forældre; Narcissa rettede håret på en noget modvillig søn, mens Lucius en sidste gang fortalte hvem, der var godt selskab. Den lyshårede og efterhånden utålmodige dreng nikkede blot en smule fraværende, da han fik øje på hende. Nogle meter bag hans forældre stod en familie lignende hans, men klædt i besynderligt tøj. Det var dog datteren, der virkelig fangede hans opmærksomhed. Et spændt smil prægede hendes ansigt, der var rundt, varmt og... behageligt på en mærkelig måde, han endnu ikke var i stand til at beskrive, blot 11 år gammel. Hun var omfavnet af et stort, lysebrunt hår, der fra flere vinkler end sædvanligt skjulte hendes ansigt. Med et begejstret vink løb hun fra sine forældre og mod Ekspressen og dermed fik Draco til at vende hovedet.

”Du skal af sted, skat,” hørte han sin mor sige med blød stemme, og han svarede med et distræt, mumlende 'ja'.

”Draco...?” Lyden af sin fars stemme fik ham derimod straks til at vende sig og kigge forventningsfuldt op på ham, indtil han fortsatte, ”Jeg er stolt af dig.” Han lagde en hånd på sin søns skulder, indtil han fik et bredt smil som svar og derefter måtte se sin søn stige på toget mod Hogwarts.

 

Crabbe og Goyle. Draco havde mødt dem før et par gange derhjemme til middage, men de kendte ikke hinanden specielt godt. Deres fædre var gode venner, delte mange minder, selvom Draco aldrig måtte høre om dem. De var begge noget større end ham, både i højde og bredde, og kom han på forkerte kanter med dem, var han sikker på at han hurtigt kunne blive banket til ukendelighed. De var ifølge hans far et af de bedre valg af venner, af rent blod og 'ægte Slytherin-ånd ligesom du' havde han sagt. Umiddelbart lød det også som om, de bedre end Draco vidste hvem af eleverne, der var hvem, og hvem der var noget. De var i hvert tilfælde i færd med at forklare ham om de rigtige kredse, præcis som hans far havde gjort adskillige gange.

”Parkinson er god nok... og mere end villig til at være din ven. Potter er ikke din ven, men hold ham tæt på livet. Richmo-” Talestrømmen blev stoppet af et bestemt puf i Goyles ryg, der gjorde plads til at hun kunne komme forbi. Det var hende fra perronen. I modsætningen til hendes forventningsfulde ansigtsudtryk, Draco første gang så hende bære, så hun nu en smule forfjamsket ud. Uden helt at stoppe med at bevæge sig fremad i toget, nævnte hun for de tre førsteårselever, at hvis de så en tudse, tilhørte den en ved navn Neville Longbottom. Underbevidst havde Draco igen vendt sig med hende, og stod nu og stirrede langt ned i toget, ryggen vendt mod sine nye kammerater, der begge så en smule forvirret på ham. Få sekunder efter vendte han sig om igen, en smule for nonchalant til at virke naturlig. Lokomotivet gjorde et bump på skinnerne, som gjorde ham en smule usikker på fødderne, men da balancen var genoprettet fik han spurgt, om det ikke var på tide at finde en plads på ekspressen. Det behøvede han dog slet ikke tænke på, fik han fortalt, for der var holdt pladser i en kupé et par vogne henne.

 

I kupéen sad 4 andre førsteårselever, alle stensikre på at de hørte til i Slytherin. Parkinson, som Crabbe og Goyle havde fortalt om, var der også, og at hun var ude efter hans venskab mærkede han også snart selv. Borende øjne og unaturlig latter hver gang han sagde noget var hvad han blev mødt med. Og han prøvede at skubbe den mystiske brunette ud af sine tanker, det gjorde han virkelig, men det var svært. Hun hjemsøgte hans tanker på trods af, han intet vidste. Mindst af alt vidste han hvorfor hun var så interessant på trods af det krusede hår og de store tænder. Efter lang tids, efter Dracos mening, uinteressant snak, hvor han flere gange havde prøvet at dreje emnet over på de andre elever, men mislykket, kunne han ikke lade være med at spørge direkte.

”Øh, Crabbe?” Seks hoveder vendtes mod ham, og han ventede et øjeblik før han fortsatte, ”den pige, der gik forbi os i toget.. Hun sagde et eller andet om en tudse... Ved du, hvem hun er?” Crabbe tænkte et øjeblik for derefter at se en smule skeptisk på Draco.

”Det er da ligegyldigt, Draco,” svarede han, ”Hun er ikke andet end en mudderblod.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...