All Things Beautiful | Dramione

2 år, 6 måneder, 13 dage. Så lang tid var det siden, Draco og Hermione sidst så hinanden. De har begge gjort alt, der stod i deres magt, for at glemme det. Glemme hinanden. Men forgæves. Deres liv er strøget hver sin retning, og hver dag går uden at nogen vil ane, hvem de virkelig drømmer om følgende nat. I 2 år, 6 måneder og 13 dage har det lykkes dem at skubbe mindet om hinanden så langt væk i underbevidstheden som muligt. Indtil den novemberdag, de så hinanden igen, og alt kom væltende tilbage.

104Likes
77Kommentarer
6939Visninger
AA

5. Chapter three

"And those bright blue eyes
Can only meet mine across the room
filled with people that are
less important than you."

 

Hermione vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere de følelser, der i øjeblikket baskede rundt som forvirrede flagermus i hendes mave. Med den en anelse slidte Draco siddende foran sig syntes det at være umuligt at få bare den mindste styr på dem. Hun undgik de ting, der fik følelserne helt op på kogepunktet, (Som for eksempel at kigge ind i Dracos isblå øjne mere end tretten sekunder) men intet hjalp.
  Duften af Dracos kaffe overdøvede klart duften af Hermiones en anelse tynde te, og selvom der var en logisk forklaring på det, tog Hermione sig selv i at tænke, at det symboliserede noget. Hvad det var, vidste hun dog ikke.
  De samme spørgsmål var efterhånden blevet stillet utallige gange. Så, hvordan har du det? Er der sket noget spændende i dit liv? Men det var de usagte spørgsmål, der fyldte mest i rummet, og det var også dem, der udfyldte tomrummet imellem det. Men når det så var sagt, så blev der ikke rigtig sagt andet.
  “Så, ser du stadig…” Hermione startede en sætning, men hendes stemme besluttede sig for at blive skrøbelig, og hun stoppede. “Ser du stadig Crabbe og Goyle?”
  Draco kiggede op på Hermione. Hun kunne mærke på hans blik, han tænkte, men hans stirrende, blå øjne fortalte hende, det ikke var Crabbe og Goyle, han tænkte på. Noget skreg bare af, at Hermione var en slukket gnist i hans liv, der pludselig var tændt igen. Hun var en flamme, der ikke kunne slukkes.
  “Nej,” sagde Draco. Ikke et så uddybende svar fra hans side af måtte Hermione erkende lidt efter. Efterfølgende måtte hun også erkende, at det var alt, hvad hun fik ud af ham. Han virkede fordybet i sin sorte væske, der stod foran ham; som om han så billeder reflektere sig i overfladen af kaffen.
  Hermione så intet i sin te, og hun kunne ikke se kaffen. Men hun så billeder reflektere sig i Dracos blå øjne, der ligegyldigt, hvad hun gjorde, ikke fandt vej til hende. Så tog billederne over.

Hermione havde ikke tal på, hvad nummer gang det var, hende og Draco mødtes på biblioteket i et lille hjørne, som på en eller anden måde gemte sig lidt væk fra den ellers surrealistiske realitet, de befandt sig i.
  Draco så frisk ud på en anderledes måde, end han plejede. Hermione havde efterhånden vænnet sig til, at hun var begyndt at observere mange flere detaljer. Det var for det meste Draco, der syntes at få flere og flere detaljer til at dukke op i Hermiones sind om måden, han var på.
  Men det var ikke kun Draco. Harry Potter og Ron Weasley – hendes gode venner – havde også pludselig mange flere detaljer, ligesom hun selv havde. Det var, som om hun lyttede bedre og opfattede ting hurtigere. Sammen med det kom hendes endnu større lyst til at lære og forstå flere ting.
  “Hermione!” sagde Draco en dag meget stille, men dog energisk til hende. Hun nåede ikke engang at høre, hvad den hvidhårede dreng havde at sige til hende. Blot et sekund efter vendte han ryggen til hende. Endnu et sekund efter hørte Hermione to stemmer, der fik hårene til at rejse sig på hendes ellers kappebeklædte arme.
  “Draco, hvad laver du dog her?” Hermione genkendte stemmen som Goyle, og hun veg automatisk et par centimeter tilbage. Dracos ansigt røg i et milisekund tilbage, inden han gik frem mod sine to buttede, en smule selvfede og arrogante venner. Hermiones ansigt havde en frastødt grimasse. Men den grimasse forsvandt helt og blev erstattet med en følelse af ingenting.
  Draco kastede med det lyse hår en enkel gang, men svarede ikke. Goyle sendte et blik i retning af Hermione, og Crabbe fulgte hans blik, indtil hans ansigt endte i et frastødt blik. “Kom,” mumlede Crabbe højlydt; Hermione tænkte nok, han gjorde det med vilje for at forsikre sig, at hun hørte det.
  “Vi skal væk fra den muddderblod, inden det bliver skadeligt for os.”
  Med de ord gik de alle tre målrettet hen mod udgangen af biblioteket. Trods Draco sendte hende et undskyldende, hjerteknusende blik, så vidste Hermione noget havde ændret sig. De venskablige ord, som de havde udvekslet med hinanden, voksede sig store og kolde og faldt så til sidst sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...