All Things Beautiful | Dramione

2 år, 6 måneder, 13 dage. Så lang tid var det siden, Draco og Hermione sidst så hinanden. De har begge gjort alt, der stod i deres magt, for at glemme det. Glemme hinanden. Men forgæves. Deres liv er strøget hver sin retning, og hver dag går uden at nogen vil ane, hvem de virkelig drømmer om følgende nat. I 2 år, 6 måneder og 13 dage har det lykkes dem at skubbe mindet om hinanden så langt væk i underbevidstheden som muligt. Indtil den novemberdag, de så hinanden igen, og alt kom væltende tilbage.

104Likes
77Kommentarer
6950Visninger
AA

3. Chapter one

"All I know is we said hello,

and your eyes look like coming home

All I know is a simple name,

everything has changed"

 

Der var en stemning. Hermione kunne ikke beslutte sig for et ord, der beskrev stemningen, da hun tænkte det til sig selv, men da de satte sig overfor hinanden inde på Den Utætte Kedel, var der bare en stemning. Hun kunne godt lide stemningen. Selvom den måske var en anelse anspændt, og de blev ved med at afbryde hinanden og starte sætninger samtidig, så kunne hun godt lide den.

   Det dæmpede lys fik Dracos ansigt til at fremstå mindre blegt, end det egentlig var. Hermione havde knap nok kunne genkende ham, da hun fik øje på ham – og så alligevel; et ansigt, der tilhørte en dreng som Draco, ville hun aldrig kunne glemme. Det var, som om Draco prøvede at skjule hans ynde med de efterhånden store mængder af mørkeblonde skægstubbe.
   Mens de sad med hver deres kop kaffe, blev det sværere og sværere at mærke stemningen. Den tunge stilhed var som en af Fru Weasleys hjemmestrikkede sweatre, som Harry og Ron aldrig kunne slippe for. Nu kunne Hermione og Draco ikke slippe for stilheden. Hermione kom til at smile lidt ved tanken. 
   Emner var der nok at tage af. Det var bare om, hvor man skulle starte.
Hermione havde lagt mærke til mange ting ved Draco. Hans hår var blevet mørkere. Trods det stadig var hvidt, så var det ikke så skinnende, som det havde været den første gang, hun så ham.  Det var mere mat. Ved siden af det var der skægstubbene og de dybe, mørke rander under øjnene. Den træthed, Draco udstrålede, var ikke blot en mangel på søvn. Det kunne Hermione hurtigt regne ud.
   Det er lidt rart, tænkte hun for sig selv. Hun fandt det højst besynderligt, de kunne sidde her overfor hinanden og sige ingenting, bare drikke deres kaffe, men det var rart. Hvis hun ikke havde fundet sig selv i denne situation i netop dette øjeblik, hvor stemningen var ubeskrivelig, ville hun beskrive stemningen med et ord, og det ord ville være akavet.
   “Så, hvad har du-”
   Deres mund åbnede sig samtidig. Trods hensigten var at få fem ord sagt, var det kun fire, der slap ud. Draco så en smule forlegen ud, da de snakkede i munden på hinanden, hvorimod Hermione blot lod et enkelt grin forlade hendes rosa læber. Hun lagde mærke til, Draco kiggede på dem med et distræt blik.
   Hermiones grin døde ud i en dyb vejrtrækning. Dracos blik blev revet væk fra hendes læber, og det fraværende blik rev hende hen til et scenarie på samme måde, som Dracos blik havde revet sig selv væk. Ved første øjekast kunne hun genkende det hele. Ved første stemme glemte hun, at dette blot var et minde.

Hermione var stærkt utilfreds med det faktum, at Gryffindor – hendes kollegie – havde Eliksirer sammen med Slytherin, som foregik i Krypten med Professor Snape som deres lærer. Det var hendes indtryk, det kollegie kun var interesseret i Forsvar mod Mørkets Kræfter. De fleste fra det kollegie var ubehagelige og ligeså var kollegiets overhoved, Professor Snape.
   Biblioteket var altid roligt. Når man gik fra de larmende gange til det rolige bibliotek med Madam Pince og hendes strikse regler og chokolade-forbud, kunne man lige så godt gå ind i en helt tredje verden (Hermione syntes personligt, Hogwarts og alt, der fulgte med, var en anden verden end hendes liv med hendes Muggler-forældre, så det måtte være en tredje verden).
   Hun var kommet direkte fra hendes anden lektion om eliksirer nogensinde. Det interesserede hende. Det hele interesserede hende. Med en bog, – der havde mere info om eliksirer end deres bøger til undervisningen havde, – under armen smilede hun stramt til Madam Pince og satte sig ved et bord. 
   Hermione læste hurtigt, men hun læste også grundigt. Hendes øjne tog hver en sætning til sig, og hun var helt opslugt af bogen og dens viden. Normalt kunne ingen bryde igennem hendes skal, der blev tykkere og tykkere jo længere tid, hun læste. Derfor var det besynderligt, da en affekteret drengestemme lød. Madam Pinces stemme svarede sløvt, sukkende bagefter på drengens spørgsmål.
   Hermione løftede blikket, men der var ingen at se. Madam Pince viftede med sin tryllestav, og nogle bøger fandt sin plads på hylden, uden hun rejste sig op. Hermione havde mistet koncentrationen. Måden, bøgerne fløj igennem luften og klemte sig ind mellem andre bøger, var ret distraherende. Men da en hvidhåret dreng satte sig med sin bog overfor hende, var han lige pludselig det vigtigste.
   Hun havde set ham før. Det var det første, Hermione bed mærke i. Han duftede rent, og hun prøvede desperat at komme i tanke om, hvor det var, hun havde set ham før. Det var først, da hun lagde mærke til, han havde fået fat i et mindre slidt eksemplar af den bog, Hermione selv sad med, at hun kom i tanke om det. Han var fra Slytherin og dermed også med i Eliksirer.
   Hermione vidste godt, det strittede imod alle hendes principper, da hun rynkede brynene og kiggede lidt mere på ham. Der var bare noget over hans isblå øjne, det hvide hår og det uskyldige, han udstrålede, der gjorde hende nysgerrig. Han lignede ikke ligefrem en fra Slytherin. Han lignede en, der skreg langt væk af at være malplaceret.
   “Jeg er Hermione Granger,” sagde Hermione kækt og rettede sig i stolen. Drengen med de isblå øjne løftede hovedet og kiggede på hende. Hans nakke var stadig let bøjet, og han var bøjet hen over det lysebrune, lidt slidte træbord. Hermione kunne mærke hans ånde, da hun lænede sig lidt frem. “Og du er?”
   Drengen åbnede munden halvt. Han rettede sig op og rettede samtidig også på sin kappe. Han fumlede med den, og Hermiones tanke om, at han var malplaceret i Slytherin, kom igen til hende. Han virkede ikke helt så selvsikker, som de fleste Slytherin elever ellers var. Da han åbnede munden, blev den teori dog blæst til grunde. 
   “Jeg er Malfoy.” Malfoy rakte en bleg, lille hånd frem. Da Hermiones endnu mindre hånd greb fat i den, så Malfoys pludselig ikke så lille ud. Dracos blå øjne mødte Hermiones brune øjne, da han færdiggjorde sin sætning. “Draco Malfoy.”


Hermione havde været hurtig til at finde venner – i hvert fald nogle personer, der mindede om venner. Den berømte Harry Potter og den mindre berømte Ronald Weasley var ikke just begejstrede for hende, men de bad hende heller ikke om at rende og hoppe. 
   Hun fandt sig selv overfor netop Harry og Ron den selv samme dag, dog hen på aftenen ved middagstid, i spisesalen. Hendes tanker kørte rundt om Draco. Hun rørte ikke bogen, der lå ved siden af hendes tallerken med urørt mad. Hendes hoved hvilede i hendes håndflade, mens det eneste, hun kunne tænke på, var den hvidhårede, isblåøjede dreng og hans affekterede måde at udtale ethvert ord. 
   “Hermione?” 
   Harry Potters stemme var skrøbelig. Det var det første, Hermione lagde mærke til, som de begyndte at blive bedre og bedre venner. Hans stemme var ikke så stærk hele tiden, men når han behøvede det, så var den det. Lige nu var det ligegyldigt.
   “Ja, Harry?” svarede Hermione og løftede sit hoved fra sin hånd. Hun følte sig ærlig talt lidt rundt på gulvet, måske en anelse distræt, da hun svarede Harry. Den sorthårede, brillebærende dreng kiggede på sin fregnede, rødhårede ven. De vekslede sigende blikke, inden Harry med løftede øjenbryn valgte at spørge Hermione, hvad hun tænkte på.
   Hermione smilede forsigtigt.“Kender I Draco?” spurgte hun. Harry og Ron lagde begge to mærke til, hvordan hun lyste op, det vidste Hermione godt. Hvad, hun ikke forstod, var, hvorfor de begge to sænkede brynene og stirrede nærmest skuffet på hende. Hun lod ikke sig selv bide mærke i det. “Jeg snakkede med ham på biblioteket i dag, og–”
   “Du skal ikke snakke med Draco Malfoy, Hermione,” sagde Ron med sammenbidte tænder. Trods han var den, der gjorde mest grin med Hermione og hendes kærlighed for bøger, viden og skole, så var han den første til at fortælle Hermione, hvad der var bedst for hende. Hun var tilgengæld sikker på, han gjorde det for hans egen skyld.
   Selv da Harry gjorde sig enig, tvivlede hun ikke. Hun måtte se Draco igen på den ene eller den anden måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...