All Things Beautiful | Dramione

2 år, 6 måneder, 13 dage. Så lang tid var det siden, Draco og Hermione sidst så hinanden. De har begge gjort alt, der stod i deres magt, for at glemme det. Glemme hinanden. Men forgæves. Deres liv er strøget hver sin retning, og hver dag går uden at nogen vil ane, hvem de virkelig drømmer om følgende nat. I 2 år, 6 måneder og 13 dage har det lykkes dem at skubbe mindet om hinanden så langt væk i underbevidstheden som muligt. Indtil den novemberdag, de så hinanden igen, og alt kom væltende tilbage.

104Likes
77Kommentarer
6946Visninger
AA

6. Chapter four

"I can remember the good old days,
when you and me used to hide away
where the stars were shining or the sun was blinding our eyes"

 

Egentligt var det dybt meningsløst at blive ved med at røre i almindelig, sort kaffe, det vidste Draco udmærket. Alligevel var der noget behageligt ved at iagttage den lille hvirvel, der skabtes i koppen. Måske var det fordi, det var distraherende. Gennem de sidste år havde han ofte, selvom han ignorerede det og kæmpede imod, drømt om præcis denne dag, og nu den var her, vidste han slet ikke, hvad han skulle stille op. Der var så mange ting, han længtes efter at kende svaret på, men han havde ingen ærlig anelse om, hvordan han ville formulere spørgsmålene. Så mange ting, han ville forklare, men hvordan skulle hun forstå? Hvis han var i Hermiones sted, ville han heller ikke bare tilgive. Ikke nu, når hun har haft tid til at sammenregne og overveje alle de ting, der er sket gennem årene. Han prøvede endnu engang at tænke en fornuftig formulering igennem inden han løftede sit blik, og det straks mødtes med Hermiones.

”For at sige det kort, så… Bragte de en side frem i mig, jeg hadede at se og hadede at være. Jeg vidste det egentlig godt de sidste år på Hogwarts, men… Jeg ved ikke. Jeg brød først kontakten nogle måneder efter krigen.” Inderst inde vidste han godt, hvorfor han forblev venner med Crabbe og Goyle i så mange år. Han var bange for at være alene, og på det tidspunkt virkede det nemmere at hade sig selv, hvis bare nogen i det mindste så op til ham, brød sig om ham. Men tanken om, hvor han havde været nu, hvis han bare havde været stærkere, valgt rigtigt, plagede ham stadig.

 

 

Hermione havde ikke opsøgt ham siden episoden på biblioteket. Han var helt sikker på, hun havde hørt kommentaren, men hvad skulle han sige? Dracos egen far har altid lært ham, hvordan der er forskel mellem de med rent og beskidt blod. Alligevel virkede det forkert at skulle forklare sin spirende ven. Et brag lød fra den anden ende af klasselokalet, Draco befandt sig i. Seamus Finnigan som sædvanligt i eliksir-lektionerne. Draco løftede hovedet fra sin egen keddel for at opdage, at Seamus’ tilsodede ansigt næsten var skjult af Hermiones store krøller fra Dracos synspunkt. Noget ukendt prikkede i hans indre, da han så hende, et slag af skyldfølelse, som om en jernnæve havde fat i hans indre og bare blev ved med at vride og tynge. Han gjorde det hurtigt op med sig selv, at han på trods af sin fars opdragelse var nødt til at tale med hende, så snart lektionen var afsluttet.

     ”Jeg vil se en stil om brugen og funktionen af kattehår i eliksirer fra hver af jer inden fredag,” mumlede Snape afslutningsvist, ”Mindst tre fod pergament.” En højlydt sukken og jammer bredte sig i klasselokalet, mens Snape strøg ud af klasselokalet i en bevægelse, der ikke lignede kunne være forårsaget af skridt. Draco fløj op fra sin plads på bænken, så han var sikker på at finde Hermione, inden hun var uden for rækkevidde. Han ventede stadig på, at hun var alene på en af de mange gange, så ingen så noget. Han hadede at han tænkte over det.

”Granger?” kaldte han forsigtigt og ventede på at hun vendte sig om. Hendes mørke bryn trak sig langsomt mod hinanden, og det var nærmest med en snert af mistanke, hun så på ham.

”Jeg ville bare sige… Jeg er på biblioteket i dag efter sidste periode. Bare så du ved det.” Han følte sig en smule skræmt over hendes reaktion på at se ham, og det var sikkert tydeligt på hans stemmeleje og ansigtsudtryk. Han havde ingen ærlig idé om, hvordan han havde tænkt sig at afslutte, så han nikkede bare til hende og vendte lynhurtigt den modsatte vej på gangen.

     Han var egentlig ved at rejse sig for at vende tilbage til Slytherins fællesrum. Han havde ventet i lidt over en time nu, og følte sig både fjollet og skyldig, da en forsigtig stemme bag ham spurgte,

”Er vi stadig venner…?” Hermiones ansigt var lige så varsomt som sine nøje udvalgte ord. Draco var noget overrasket over spørgsmålet, og havde nær stammet sig gennem svaret.

”Ja… Ja, selvfølgelig.” Han iagttog Hermione smage på sine ord et øjeblik, inden hun igen sagde noget.

”Så må du svare mig på nogle ting i dag.” Hun satte sig over for Draco ved det lille træbord gemt bag adskillige bogreoler. ”Dine venner. Det de kaldte mig sidste gang vi var, hvorfor? Og hvorfor har du holdt dig fra mig siden?” Draco undgik hendes blik, mens hun talte. Han havde hele tiden tænkt, at det var hende, der undgik ham. Nu han tænkte nærmere over det, havde han heller ikke gjort noget særligt for at støde på hende.

”Du skal ikke tage dig af det, Gra-” hun afbrød ham lynhurtigt med et bestemt ’Hermione’ og lod ham fortsætte, ”…Hermione. Troldmænd mener, at der er forskel på fuldblodstroldmænd og mugglerfødte. Min far siger, at troldmænd og hekse fra mugglerfamilier har beskidt blod.” På trods af Dracos formaninger om,ikke at tage sig af det, så ordene, han sagde derefter, ud til at slå hende over ansigtet, og hun sank næsten øjeblikkeligt sammen fra sit ellers altid stolte udtryk. Hun sendte et blik ned på sit håndled, før hun igen så på Draco.

”Tror du også på den snak?” spurgte hun bare. Draco svarede ved at ryste på hovedet og nævne, at det bare var noget, nogle siger. Men ikke ham. Ikke indtil Vincent Crabbe kom til syne få meter fra dem. Han så undrende på Draco, før han højlydt spurgte:

”Hvad laver I her?” Draco kunne mærke sin hals snøre sig sammen, og nærmest uden at tænke, gjorde han hvad han stadig 10 år efter fortrød bittert og smertefuldt.

”Jeg ved det ikke. Mudderbloden følger efter mig over alt,” formåede han at sige i sin sædvanlige, snu tone til sin formodede ven. Hermione sagde intet, men kunne ikke holde et forarget fnys tilbage, før hun løb ud af lokalet. Draco bed tænderne sammen ved lyden af Crabbes latter. På det tidspunkt vidste han endnu ikke, hvad han havde startet, men det blev sidste gang i over et år, de havde talt sammen på venskabelig basis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...