Frageddy Waka

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
De kommer og går. De dér venner. Man bliver erstattet. Man erstatter. Man kommer videre. Ikke?

11Likes
5Kommentarer
496Visninger

1. -

Frageddy Waka.

Ord hvis betydning jeg ikke kender, to ord jeg ikke forstår, men to ord, der er mine.

Sen aften, udmattet

Jeg sidder nu og her, stirrer på et halvblankt word dokument, og forsøger at lade mine tanker overtage. Blive ramt af den følelse, der får mig til at skrive. Den følelse, hvor kreativitet breder sig i mit blod, som en farlig og voldsom orkan, og som til sidst, vil overtage mit sind og krop.

Men den er der ikke.

Det er tomt.

Men det er jo bare ærgerligt, ikke, du kan ikke få alt.

Jeg kan stadig mærke på mine øjne, at de er ved at komme sig, over mit tuderi tidligere i dag.

Lige pludselig stod hun bare der. Bare der, i min dør. Det var den sidste person, jeg havde ønsket mig at se i dag, vores facebook samtale kort forinden, var ikke just et, hvor man ville mødes til te og boller efter.

Men der stod hun. Med våde øjne og spurgte om jeg ville gå en tur. Det havde jeg blot nikket til også gået ind efter min jakke.

Så gik vi ud.

De første par sekunder, var der stille. Blot absolut stille. Jeg husker, jeg ville ikke se på hende, jeg ville ikke have øjenkontakt, for jeg var såret, og det ville være som stik i hjertet, at se på hende.

Så begyndte hun at forklare. Forklare hvordan hun ikke havde vidst, at hendes handlinger, ville gøre mig så ked af det. Den havde hun ikke regnet ud.

Jeg var uenig i meget, hvad hun fortalte, men jeg sagde ikke noget, tennisbolden i min hals forhindrede mig i det.

Jeg vidste også, at lige så snart jeg åbnede munden, ville tårer falde i samme takt, som ord forlod mine læber. Så jeg ventede, jeg ville ikke allerede fremstå som den svageste.

Men så kom det. Klynk forlod mine læber, jeg kunne mærke, hvis jeg sagde blot endnu et ord, ville det være for sent, at stoppe min hulken. Jeg forsøgte at holde det i mig, det gjorde jeg virkelig. Vi var trods alt udenfor. Med andre mennesker.

Jeg husker jeg sagde ,,Jeg havde brug for, at du var der, men det var du ikke’’ - Dramatisk og alt det.

Så begyndte hun at forklare igen. Om hvordan alt i hendes hverdag var blevet så travlt. Så stresset. Så begyndte jeg at indse, med alle de nye mennesker i hendes liv, så måtte der jo ikke være plads til mig. Alle de nye mennesker, interessante mennesker, mennesker mere som hende, end jeg nogensinde vil blive.

De har overtaget min plads i hendes liv og sparket mig ud.

Det bebrejder jeg hende ikke for, trods det smerter mig at indrømme.

Vi nåede hen til mit hjem igen, og da stoppede vi op.

Som en undskyldning til hurtigere at komme væk, påmindede jeg hende om, jeg havde gæster herhjemme. Gæster der var mere min mors, end mine, da jeg alligevel sad alene på mit værelse, med min computer, så om jeg var der eller ej, gjorde ikke den store forskel. Men jeg var trods alt et af fødselsdagsbørnene, så hjem måtte jeg.

Vi udvekslede et par ord, og jeg forsøgte stædigt at minimere mængden af tårer der forlod mine øjne, og til sidst kom vi frem til, jeg skulle skrive til hende, om hvad der skulle ske. Hvordan hun kunne gøre det bedre.

Jeg har endnu ikke skrevet.

Jeg vendte hende ryggen, uden et farvel eller et kram, og så snart jeg havde gjort det, hulkede jeg som et lille barn. Et lille barn der har tabt sin sut udendørs, og er blevet for beskidt til, at man må få den igen.

Mens jeg ventede i elevatoren for at komme op på salen, hvor jeg bor, forsøgte jeg at tørre mine kinder, trods de blev våde samme sekund efter. Blot i tilfælde af, alle andre end min mor, var den der lukkede mig ind. Med huset fuld af kusiner, mostre og mors veninder, så var det højt sandsynligt.

Men heldigvis åbnede min mor, da jeg bankede på.

Jeg smed mine ballerinaer og skyndte mig ind på mit værelse, inden kunne se mig. Her gav jeg så slip. Gav slip på det hele. På alle tårerne, frustrationerne. Min mor kom derefter ind og strøg mig let over hovedet, mens hun tyssede, og ellers blot lod mig hulke ud.

Nu sidder jeg så her.

Med ingen veninde at gå til. Ingen at betro mig til. Det er derfor jeg skriver.

Skriveri er det eneste jeg stoler på. Det hverken ler, kritiserer eller sladrer.

Skriveri er min Frageddy Waka.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...