Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76617Visninger
AA

26. Epilogue


(Dette kapitel er dedikeret til vores alles Zayn Malik)

6 måneder senere

Et par svedige arme svang sig om min krop, hvorefter jeg kunne mærke hvordan jeg mistede mit fodfæste med gulvet under mig.

”Harrrryyyy - slip mig,” hvinede jeg og slog ud med hænderne, i håb om at han ville sætte mig ned. ”Du burde snart vide at jeg ikke gider have din sved på mig, og at jeg først vil give dig et kram når du har fået et bad.”

Hans hæse grin fyldte mine ører. ”Jeg ved du elsker at få svedige kram af mig. Og desuden er jeg jo ikke færdig med at være på scenen endnu. Vi har bare et hurtigt tøjskifte. Så jeg ville lige sige hej.” De bløde og dejlige læber jeg gennem de seneste seks måneder havde haft fornøjelsen af at kysse, ramte igen mine. Kysset blev længere end hvad jeg først havde troet, men jeg klagede skam ikke.

”Måske du burde gå med de andre drenge, så du ikke skuffer jeres fans.” Han rystede bare hurtigt på hovedet, og fik mig til at holde mund, ved igen at lade sine læber ramme mine.

”De kan godt vente i et par minutter endnu,” mumlede han mellem vores kys. Dog blev jeg til sidst nødt til at skubbe ham ud på scenen, da han ikke ville løsrive sig fra mig. Det endte derfor også med, at Harry selvfølgelig ikke endte med at få sit tøj skiftet, og derfor måtte gå på scenen i det, allerede, svedige tøj.

De fire andre drenge grinte, kunne jeg høre, da deres ven endeligt valgte at gøre dem med selskab.

”Og hvorfor er du så så sent på den, H?” Niall, der som altid var i et fantastisk humør, var den første til at konfrontere ham. ”Mødte du en speciel person bag scenen, du ikke kunne løsrive dig fra?”

Fansene kunne jeg høre begyndte at skrige, da Harry grinte. ”Hvem ved?” drillede han, og fra hvor jeg stod, kunne jeg se han kiggede i retning af mig. ”Jeg fandt min Rose,” fortsatte han muntert, og lallede rundt på scenen, som svævede han på en lyserød sky.

Sådan havde det været næsten hver dag i det halve år Harry og jeg havde været sammen som et par. Efter Anne og Robins bryllup fandt vi ud af det sammen, og valgte at starte på en frisk. Der var ingen af os, der kunne modsige og benægte de følelser vi havde for hinanden, også den gang, så hvorfor lade noget komme i mellem os?

Siden da havde det været en dans på røde roser, ironisk nok, og for hver dag der gik blev vores forhold bedre og bedre.

”Og når vi snakker om denne såkaldte ’Rose’, var der så ikke en sang du gerne ville synge i dag?” kom det fra Liam, der kærligt puffede til Harry. Den røde farve dukkede op i min kærestes kinder, og jeg kunne se hvor fjalet han blev.

Hvad var det også for en sang Liam snakkede om? Ingen af drengene havde tidligere snakket om, at de havde fået en ny sang på programmet.

”For at gøre det hele lidt mere romantisk, syntes jeg vi skal få denne populære og dejlige Rose ind på scenen.” Jeg stoppede med at trække vejret i et par sekunder, da ordene forlod Louis’ mund. Mig - på scenen - foran alle? Nej tak. Det var fuldstændig sikkert at det aldrig ville komme til at ske. Først af alt, så havde jeg sceneskræk, og hvad ville alle deres fans ikke tænke, hvis Harry trak sin kæreste med sig ud på scenen?

”Jeg gør det ikke,” sagde jeg lidt for mig selv, men kunne alligevel høre Lou, drengenes stylist og Helene, deres vokalcoach grine ved min side. ”Jeg tør ikke stå foran dem alle. Og hvad har jeg med deres sang at gøre?” Det sidste var henvendt til de to dejlige damer ved min side, som begge storsmilede til mig.

”Hvis jeg var dig, dear, ville jeg nok gribe chancen og gå derind. Det vil betyde meget for Harry, og jeg ved at du vil være glad for det valg bagefter.” Helene, der som altid var så imødekommende og barmhjertig, lagde en arm om mig, pegede ind mod scenen, og skubbede mig så derefter frem. Jeg halvvæltede derfor ind foran drengene og foran det store publikum der var samlet til koncerten.

Akavet, og stadig rundt på gulvet, vinkede jeg bare kort. Harry kom mig dog hurtigt til undsætning da han gik over mod mig. Et stort smil var ligeledes plantet på hans læber.

Uden at sige noget, pressede han hurtigt sine læber mod mine, da han var kommet helt hen til mig. Det kom bag på mig, at han sådan uden videre ville gøre det foran alle, dog klagede jeg ikke just over hans handling.

Han tog derefter sin hånd i min, og trak mig med ind midt på scenen hvor de fire andre drenge stod placeret. Hurtigt fik jeg givet dem alle et kram, og kiggede så nervøst og spændt over på Harry, hvis hånd stadig på forunderligt vis holdt om min.

Stadig med blikket rettet mod mig, tog han mikrofonen op til munden. ”Det her er min kæreste, Rose,” startede han ud, og pressede et forsigtigt kys mod min pande. ”Og grunden til at du er kommet herind på scenen i dag love, er, at drengene og jeg den anden dag hørte en sang i radioen, der fik mig til at minde om vores forhold. En sang der perfekt beskriver hvordan du er farverne i min hverdag. Hvordan du er lyset for enden af tunnelen, og hvordan du altid formår at få mig til at føle mig elsket. Derudover passer sangen også ekstra godt, i og med, at du jo er blevet tildelt navnet Rose, og at roser er min yndlingsblomst.”

Mere sagde han ikke, inden han begyndte at gå ned af den lange scenegang der førte ud til midterscenen. Liam, Niall, Louis og Zayn fulgte alle med bag os, og inden vi havde nået den store scene i midten af deres fans, begyndte bandet at spille introen til en sang, der skulle vise sig, at være grunden til, at tårerne få minutter ville trille ned af mine kinder.

Harrys blik var hele tiden rettet mod mig, selv da han begyndte at synge, som den første af drengene. Hans øjne strålede fra de mange spotlights, og det var tydeligt at se, hvor nervøs han var.

“Baby, I compare you to a kiss from a rose on the grey

Ooh, the more I get of you,
the stranger it feels, yeah
Now that your rose is in bloom

A light hits the gloom on the grey.”

Allerede efter første del der blev synget kun af Harry, kunne jeg mærke hvordan tårerne begyndte at pible frem i øjenkrogene på mig. Specielt fordi han sang om hvordan det var at blive kysset af en rose. En rose, som både kunne forstås som blomsten, men også som om at det var mig, netop fordi det jo var hvad jeg hed.

“I've been kissed by a rose on the grey
I've been kissed by a rose on the grey
And if I should fall, will it all go away?
I've been kissed by a rose on the grey.”

De fire andre drenge lod Harry synge to dele af sangen for sig selv som en start, og endte så efter broen med at falde ind med deres stemmer, hvorpå de alle fem til sidst, sang sammen. Folk rundt om os stod alle og rokkede fra side til side, mens de med deres telefoner hævet op i vejret, lod dem svaje med dem. De havde tilmed også tændt lyset på de mange elektroniske genstande, hvilket var med til at give hele atmosfæren det ekstra præg så det blev ubeskriveligt romantisk.

“There is so much a man can tell you,
so much he can say

You remain my power, my pleasure, my pain

To me, you're like a growing, addiction that I can't deny
Won't you tell me, is that healthy, baby?
But did you know that when it snows

My eyes become large, and the light that you shine can be seen?”

Alle kredsede de om Harry os jeg, der stadig stod helt stille på scenen med blikkene rettet mod hinanden. Selv virkede han også til at være ret så påvirket af hele scenariet, og hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne tårerne skimtes i øjenkrogene på ham også. At alle drengene sang sammen, var så ubeskrivelig en oplevelse, da deres fællesklang var så smuk.

“Baby, I compare you to a kiss from a rose on the grey

Ooh, the more I get of you,
the stranger it feels, yeah

Now that your rose is in bloom
A light hits the gloom on the grey.”

Sidste omkvæd fik Harry igen selv lov til at synge, og da han stoppede sangen, fadede musikken fra bandet også hurtigt ud. Tårerne kunne ikke længere holdes på, så de var derfor, så uskyldige, begyndt at trille ned af mine kinder, hvilket var noget min kæreste opdagede. Med et stort smil plantet på sine læber, tørrede han dem blidt væk, kyssede mig på kinden, og knugede mig så ind til sig.

”Jeg elsker dig, Rosie,” hviskede han til mig, væk fra mikrofonen, så det kun var mig der kunne høre de ord han havde at fortælle mig. Det var tre ord jeg i seks måneder havde ventet på at høre komme fra ham. Tre ord der fik mit hjerte til at smelte, fordi jeg var så forelsket i den dreng, hvis favn jeg stod i. ”Jeg elsker dig så fandens højt,” gentog han stolt, da ordene nu var kommet ud i det frie.

Til trods for, at vi havde været et par i godt og vel seks måneder, havde ingen af os haft modet til at sige de tre ord til hinanden. Tingene i vores forhold var blevet taget med små skridt, hvilket også gjorde en situation som denne så speciel. Netop fordi vi med hundrede procents garanti vidste, at når ”jeg elsker dig” ord blev sagt, så mente vi det også fuldt ud. Det havde derfor også været de seks måneders ventetid værd.

Hurtigt kyssede jeg ham på læberne, inden jeg stille hviskede ham i øret. ”Og jeg elsker dig, Harry. Så umådeligt højt.” Mine ord fik hans greb om mig til at stramme sig, og endnu en gang var hans læber at mærke på mine. I øjeblikket virkede det som om, at alt omkring os forsvandt. Præcist som det altid gjorde i tøsefilmene, hvor parret endeligt fik hinanden til ballet, og hvor de følte at det kun var hinanden der var at se.

For mig var Harry det eneste jeg havde øje for. Så selv med de tusindvis af skrig omkring os, med drengenes ”aw” og ”åh” udbrud i mikrofonerne og med det faktum, at vi var omgivet af utallige mennesker, betød ingenting i dette sekund, da de alle sammen forsvandt fra mit åsyn.

Han smilte en ekstra gang til mig, flettede sine fingre sammen med mine inden han fik sangen fra tidligere, indover det han kort tid efter fortalte mig:
”Et kys fra en rose er alt jeg beder om, og du er fri til at gå igen.”

Da han mente ’fri til at gå igen’, mente han med garanti, at jeg nu havde fået grønt lys til at forlade scenen, og søge tryghed bag sceneshowet og de mange jernopsætninger. Et kys, derimod, var ikke noget han skulle bede to gange om. Så med læberne plantet mod hans, for hvad der sikkert var den tiende gang indenfor de seneste fem minutter, slog jeg én gang for alle en ting fast for ham.

”Jeg går ingen steder. Ikke hvis du ikke går med mig.”

***

Slutningen er nu nået, og Harry og Rosies eventyr er ovre...
Jeg håber at epilogen kan få smilet frem på jeres læber efter de forfærdelige nyheder i går med at Zayn jo forlader One Direction. 

Men når det er sagt, hvad har I så syntes om hele novellen?

Giv meget gerne jeres mening til kende i en kommentar herunder, da jeg gerne vil vide hvad I syntes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...