Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
78062Visninger
AA

10. Chapter 9


”Nanny… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Jeg sukkede for tiende gang, mens jeg sad og snakkede med min mormor nede i køkkenet. Tidligere på ugen havde jeg nemlig valgt at sige ’ja tak’ til Harrys forslag om at tage med ham på date.
Dog var det lidt med et tøvende og forsigtigt svar, jeg valgte at acceptere hans forslag. Et forslag jeg nu havde bragt op til eftertanke. For var det nu smart at tage med ham? Der ville intet være i det, og jeg ville ikke give ham falske forhåbninger.
Spørgsmålet var egentligt bare – hvorfor? Hvorfor havde han lige præcist valgt at spørge mig om jeg ville med? Af alle dem han kunne have spurgt, valgte han at spørge mig. En pige, der gennem hele sit liv havde afskyet ham.

”Du har jo sagt ja, min skat. Og Harry siger at han har ændret sig.” Forsigtigt strøg hun en hånd over min kind, mens hun kærlig smilede til mig. ”Så lad ham vise dig, at han er blevet en anden dreng nu. Giv ham en chance for at vise, hvem han egentligt er. Lad ham vise de nye sider af ham, som han så gerne vil have dig til at se.” Hvis ikke jeg tidligere havde sagt det, så ville jeg gerne slå fast, at min Nanny altid havde det med at komme med råd i topklasse. De lød altid så poetiske, og kunne altid få smilet frem på mine læber. Noget der også skete i dette tilfælde.
Godt nok havde jeg stadig ikke den vildeste lyst til at tage på daten med Harry, dog havde min mormors ord alligevel fået et lille håb tændt i mig.

Hvad nu hvis Harry rent faktisk havde ændret sig til noget bedre?


Da det bankede på døren, kunne jeg godt mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke betydeligt hurtigere end det tidligere havde gjort. Jeg trippede forsigtigt ned af trapperne i de plateau ballerina sko jeg havde valgt at tage på til min røde knælange kjole, der som prikken over i’et, havde store og flotte pufærmer. Kjolens røde farve stod, hvis jeg selv skulle sige det, godt til mit mørke hår.

”Jeg tror Prins Charming er her,” grinte min Nanny, da hun så mig komme ned i vores lille gang. Hendes konstatering fik mig kort til at rødme, inden jeg grinte forfjamsket.
Med en kort bevægelse fik jeg hende viftet væk, da det med garanti ville blive akavet for os alle, hvis hun stod her med mig, da jeg åbnede for Harry.

Efter at have taget en dyb indånding, og efter at min mormor havde sat kurs mod stuen, valgte jeg endeligt at åbne døren.

Synet der mødte mig, måtte jeg indrømme fik mig til at gipse efter vejret for en kort stund. Foran mig stod Harry i par sorte, lidt stramme jeans, samt en helt hvid skjorte, der var smørret op på ærmerne. På fødderne havde han et par sorte støvler, hvilket ikke undrede mig. Selv da vi gik i skole sammen, gik han altid rundt i støvler som disse.

”Harry,” sagde jeg ganske sagte, da han endnu ikke havde sagt noget.  Havde han fortrudt, at han havde inviteret mig med på date? Var det derfor han intet sagde?

”Ehm… Rose,” kom det dog tøvende fra ham, i takt med, at et stort og tilfreds smil formede sig om hans læber. ”Du ser virkelig smuk ud.”

Om det var meningen han skulle sige de sidste ord, var svært at blive klog på, da de kom ud som en stille hvisken. Alligevel fik det den røde farve til at dukke op i hans kinder, ligeså vel som mine.

”Er du klar til at gå?” Jeg nikkede hurtigt som svar, hvorefter vi begav os mod en stor, sort Range Rover, der stod parkeret ude foran mit hus.

”Så vil du fortælle mig hvor vi skal hen? Eller skal du være lige så hemmelighedsfuld, som man altid ser drengene være i diverse film?” Stemningen skulle ikke ende med at være akavet mellem Harry og jeg allerede, så derfor begyndte jeg at snakke. Og siden jeg var taget med på daten, kunne vi lige så godt gøre alt for at få det bedst mulige ud af den.
Jeg ville derfor også så vidt muligt prøve, at lægge alle de forhenværende negative tanker om ham væk, og lade ham starte på en frisk.

Som Nanny også havde sagt – så fortjente han det vel nok, efter alt det bøvl han havde haft, på at invitere mig ud på denne date.

”Fordi du spørger så pænt, uden overhovedet at råbe af mig, vil jeg gerne besvare dit spørgsmål.” Det han sagde fik ham til at grine kort. Noget der hurtigt smittede af på mig. Det at jeg rent faktisk ikke havde råbt af ham, var noget nyt. ”Jeg har reserveret bord på en lille restaurant, der eftersigende skulle være ret så hyggelig og romantisk. Hvad vi skal derefter, må dog forblive en overraskelse.”

Selvfølgelig skulle noget af daten stadig holdes hemmeligt. Ellers ville det jo ikke være en rigtig date. At han alligevel afslørede hvor vi skulle spise, havde allerede givet ham pluspoint ind på kontoen.

”Bare vi ikke skal et eller andet med højder, er jeg godt tilfreds.” Højder var én af de ting der skræmte mig her i livet. Højder og små rum. Selvom han ikke kendte til min frygt for de to ting, valgte han ikke at spørge ind til det.

”Det kan jeg godt skrive under på, at vi ikke skal. Men nu er vores anden date ødelagt,” jokede han, mens han hurtigt slog blikket væk fra vejen, for at kunne kigge på mig og sende mig et forsigtigt smil.

Jeg selv endte med at kigge forvirret på ham. ”Anden date?” spurgte jeg.

”Hvis vores første date blev en succes havde jeg tænkt at tage dig med ud på endnu en date. Og endnu en efter den og så videre.” Det virkede til, at han allerede havde lagt en slagplan for de næste mange uger, og jeg var en del af den plan. ”På vores anden date havde jeg så tænkt mig, at tage dig med op i en luftballon hvorpå vi sammen kunne opleve England oppe fra. Min mor havde ligefrem lovet, at hun ville lave en madkurv vi kunne tage med.”

Hvis ikke jeg før havde rødmet over noget Harry havde sagt til mig, gjorde jeg det godt nok nu. Farven skød hurtigt op i mine kinder, og smilet på mine læber var ikke til at tage fejl af.
Måske det at tage på en anden date med ham slet ikke lød som sådan en dårlig idé. Og måske det med højder, nu pludseligt ikke lød nær så skrækslagen som tidligere.

Alligevel blev jeg nødt til at holde hovedet koldt. ”Lad os nu lige se hvordan vores første date ender med at udvikle sig, okay?” Jeg grinte kort. Han skulle ikke få for gode idéer, og siden vores første date knapt nok var gået i gang, kunne han ikke bare sådan slynge planer ud om fremtidige dates.

Som mine tanker fór gennem mit hoved, kunne jeg godt mærke hvordan jeg hele tiden blev ved med at sige mig selv i mod. Hvordan jeg modsagde de antagelser jeg tidligere havde haft, og hvordan mit syn på Harry hele tiden ændrede sig. 

Og som aftenen forløb sig, gik det op for mig, at de tanker jeg pludseligt begyndte at få, endte med at kludre rundt i hele min mening om Harry og om vores forhold.

For efter at vi havde spist, og efter at vi havde nydt vores mad på en ret så romantisk og hyggelig restaurant, havde Harry taget mig med hen i en park et kort stykke derfra.
Snakken kørte upåklageligt godt mellem os, som havde der aldrig været problemer og konklifter vi skulle have snakket igennem. Egentligt var vi kommet ufatteligt godt ud af det med hinanden gennem hele aftenen, og Harry havde vist sig for at være en rigtig gentleman, som han både åbnede og lukkede bildøren for mig, samt skubbede stolen ind efter at jeg havde sat mig.

”Fryser du?” kom det sagte fra ham, da vi var på vej over en lille bro, nede i parken. En bro der lignede noget taget direkte ud fra en kærlighedsfilm. Da hans spørgsmål ramte mig, kunne jeg godt mærke hvordan kulden måske var begyndt at tage lidt over, dog ville jeg ikke indrømme det overfor ham.

”Det er ikke så slemt, nej,” valgte jeg så derfor at sige, hvilket ikke så ud til at ændre på den mening Harry allerede havde til situationen. Mens jeg stadig snakkede, havde han fået sin jakke smøget af sine arme, og havde fået den lagt over mine skuldre.
Endnu en gentleman-handling, og endnu flere points til ham.

”Tak.” Ordet kom ud som en lav hvisken, inden jeg trak jakken længere ned om mine skuldre, for at få mest muligt af den til at dække min krop. Min krop der måske frøs lidt mere end tidligere antaget.

Derefter gik vi lidt videre i stilhed. Ingen af os sagde noget, men underligt nok var det ikke noget der yderligt irriterede mig. Stilhed mellem to personer, specielt hvis jeg var en af de personer, fandt jeg altid lidt akavet. Normalt ville jeg gerne have en snak kørende, for netop at undgå den stilhed. Dog var der noget over denne stilhed, der gjorde mig godt tilpas.
Harry udnyttede også situationen til hele tiden at taget et mikro skridt tættere på mig, hvorpå hans hånd til sidst var så tæt på min, at de for en kort stund snittede hinanden.
Hvis ikke jeg havde fået varmen bare lidt fra hans jakke, måtte jeg indrømme, at hans korte berøring, hurtigt fik en strøm af varme strejf til at skyde gennem min krop.

Jeg valgte at kigge op på ham, mest af alt for at se om han var ligeså påvirket af situationen som jeg selv var, og da jeg til min store overraskelse mødte hans blik, der var rettet mod mig, kunne jeg ikke lade være med at smile. Noget jeg følte jeg havde gjort gennem hele vores date – netop det at smile.

”Kan vi stoppe op for en kort stund?” spurgte han om, hvorpå jeg nikkede inden vi så begge stoppede op. ”Der er noget jeg lige skal gøre.”

Uden at give mig yderlige informationer om, hvor han satte kurs mod, gik han lidt væk fra mig. Mit blik lod jeg følge ham, og kort rynkede jeg mine øjenbryn, da jeg så ham gå hen til en hjemløs, ældre dame, der halvsov på en bænk her i parken.

Han fik sagt noget til hende, som jeg ikke kunne høre grundet afstanden mellem os, og derefter stillede han sig ind foran hende, inden de begge udvekslede et eller andet.

Hele forløbet endte med at forvirre mig endnu mere, og da Harry igen vendte sig om, efter godt og vel en to-tre minutter, slog jeg hurtigt blikket væk fra ham.
Hvad ville han ikke tænke, hvis han fandt ud af hvordan jeg havde holdt øje med ham?

”Rose?” Hans hæse stemme lød bag mig, hvilket fik mig til at vende med hundrede og firs grader, og kigge direkte ind i hans grønne øjne. De grønne øjne kiggede så spørgende på mig, mens de viste en snert af nervøsitet. Nervøsitet jeg aldrig nogensinde havde set Harry udtrykke. ”Jeg har noget til dig,” fortsatte han så kort.

Forsigtigt rakte han noget ud mod mig, og da lyset fra månen, og fra parklygterne omkring os fangede objektet, kunne jeg se hvad det var.

En stor og smuk, rød rose.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...