Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76618Visninger
AA

6. Chapter 5


Endelig en dag hvor arbejdet ikke hang mig langt ud af halsen. Endelig en dag hvor jeg ikke behøvede at bekymre mig om at have lukkevagten, eller hvor kassen skulle gøres op.
Den eneste kasse der skulle røres i dag, var den jeg selv havde – min pengepung.

Alyssa og jeg, samt et par andre folkeskoleveninder, Christie og Jennie, havde tidligere på dagen besluttet os for, at det nu var tid til en tøseaften. Dog var det ikke just en tøseaften foran tv’et og med en masse gode film i tv’et.

Nej det var skam tid til en tur i byen.

En vild en endda.

”Skal vi ikke bare glemme alt og alle i dag, og så bare have det smadder hyggeligt?” Christie, der altid var frisk på fest og farver, var som altid helt oppe at køre.
Hun var allerede halv fuld, da vi fik vores stempel på en af natklubberne her i Holmes Chapel.
Godt nok var der ikke specielt mange steder at vælge ud fra, hvad angik pubs, barer, natklubber og så videre, men denne natklub vi nu var endt på, havde altid været vores alles favorit. Grundet var det nok også, at det altid var her de unge holdt til i weekenderne.

”Lad os have den bedste fredag nogensinde,” råbte Jennie, inden hun så var væk og havde sat kurs mod baren. Et kort grin undslap mine læber, inden jeg fulgte efter hende.
For hun havde ret – vi skulle have en hyggelig aften og nat i hinandens selskab, og skulle ingen dikkedarer have.

Der skulle bare festes.

Hvilket der i den grad også blev.

Da klokken lige havde rundet de 1-2 stykker om natten, måtte jeg indrømme at vi alle var ret godt væk. Egentligt havde vi bare siddet oppe i baren og havde hygget os alle fire. Selvfølgelig havde vi også kigget lidt på drenge ind i mellem, hvilket vi også var i gang med på nuværende tidspunkt, efter endeligt at have slået os ned i en af de mange sofaer der stod placeret.

”Hvis du tager ham den lyshårede oppe ved dj’en, går jeg efter ham der står i baren,” kom det halvmumlende fra Alyssa, der lignede en der kunne falde i søvn hvornår det skulle være.
Alligevel havde hun sit blik meget fast rettet mod den dreng oppe i baren, som hun tydeligvis allerede havde fået et godt øje til.

”Njaa… Jeg har ikke brug for en dreng i mit liv,” fik jeg fornøjet sagt, inden jeg ved de næste ord der blev sagt, næsten endte med at blive kvalt i den tår af min drink jeg lige havde taget.
Måske det havde været en fantastisk aften indtil videre. Dog var det slut. Takket været en helt speciel person, der også havde valgt at tage i byen her til aften.

”Oh my god. Det er Harry Styles. Han er så hot så hot. Men hvad laver han i kedelige Holmes Chapel? Jeg troede ikke jeg skulle se ham igen, efter at han stoppede på skolen for at være med i X-Factor.” Christie der måske nok var lidt fuldere end hvad vi før havde regnet med, nærmest sprang op fra sofaen, da en meget irriterende krøltop kom gående forbi.
På grund af hendes mindre udbrud, endte Harry så med at kigge over på os, og lod hurtigt sit blik lande på mig.
Hans mundvige trak sig op i et kort smil, inden han prøvede på at bane sig vej hen til os.
Da jeg så hvad han havde i sinde at gøre. rejste jeg mig hurtigt op, og forsvandt ud på dansegulvet, mens jeg ihærdigt fik trukket en tilfældig dreng med mig.
På den måde ville jeg også have en undskyldning for, ikke at kigge på Harry længere.

Dog var den dreng jeg havde fået hevet fat i, ikke meget for at vente, og inden at næste nummer overhovedet nåede at blive spillet, var han allerede ved at presse sine læber mod mine. Selvfølgelig prøvede jeg på at undvige ham, og prøvede også på, at trække mig ud af hans greb. Lige lidt hjalp det bare.

”Kom nu. Du vil jo gerne,” halvhviskede han til mig, og fordi jeg allerede væmmedes ved ham, endte jeg hurtigt med at få kuldegysninger overalt på kroppen.

”Bare lad mig være,” svarede jeg hårdt, men også rædselsslagen, stadig mens jeg prøvede på at komme fri af hans greb.

”Et enkelt lille ky-” Han stoppede sig selv, og lod sine læber ramme min pande.

”Slip mig,” hvæste jeg. ”Slip mig så.”

”Ikke så hurtigt, smu-”

”Hørte du ikke hvad hun sagde?” En ny, hæs stemme blandede sig nu med mig og den ukendte drengs. En hæs stemme jeg faktisk var ufattelig glad for at høre i dette øjeblik. ”Slip hende så.”
Da der stadig intet skete, greb en genkendelig krølhåret dreng, fat i den anden dreng, og fik ham hevet væk fra mig.

Det gik op for mig, at jeg rystede, da Harry, som på nuværende tidspunkt var min lifesaver, tog en arm om mig, og fik mig ført hen til mine veninder.

”Han får ikke lov til at røre dig,” halvhviskede han for sig selv, som var det mere en konstatering til ham selv, end noget der var henvendt til mig. ”Aldrig.”
Derfor valgte jeg heller ikke at kommentere på det, men forholdt mig i stedet for tavs.

”Hej piger,” sagde Harry, da vi nåede bordet med Alyssa, Jennie og Christie. De kiggede alle tre på ham og jeg, og på hvordan han havde sin arm om mig, da vi stod foran dem.
Christie havde et stort smil plantet om sine læber, mens det så ud til, at Jennie klemte et hvin inde. ”Rose har det ikke så godt, så jeg kører hende hjem. Er det i orden for jer?”

Da Harry sagde de ord, måtte jeg kigge skeptisk op på ham. For hvad snakkede han om? Han skulle på ingen måde følge mig hjem. Det kunne jeg da godt selv klare. Og bare fordi han havde fået mig væk fra en eller anden klam stodder, betød det jo ikke at vi nu pludseligt var bedste venner, og kom ih og åh så godt ud af det med hinanden.

”Det behøver du ikke. Vi havde alligevel aftalt at tage hjem nu,” fastslog jeg, og prøvede at finde en udvej, sådan at jeg kunne følges hjem med mine veninder.
Vi havde alle fire alligevel aftalt, at vi skulle sove hjemme hos Alyssa, og pleje hinandens tømmermænd dagen derpå. ”Og vi skal sove hjemme hos Lyss.”

”Jeg insisterer,” blev han ved. ”Så lad mig i det mindste bare køre dig hjem til Alyssa.” Da han sagde min venindes fulde navn, tabte jeg kæben, hvilket de tre andre piger også gjorde. For hvor i alverden kendte han til hendes navn? Havde han set hendes navn i butikken, ved ligefrem at studere hendes navneskilt? Eller havde han stalket os på en underlig måde?

”Harry det er-”

”Lad mig nu bare køre dig hjem, Rosie. Du ryster jo som en gal, og desuden har jeg intet fået at drikke, så jeg vil være i stand til at køre.” Ved hans brug af kælenavn, kom kuldegysningerne igen tilbage hos mig. Det kælenavn betød så meget for mig, hvilket han godt vidste. Hvorfor brugte han det så overhovedet? ”Jeg kan få min ven til at køre Jennie, Christie samt Alyssa hjem også.” Sig mig hvad var han lige? For hvordan kunne han også navnene på mine to andre veninder?

Godt nok havde vi alle gået på samme skole tilbage i sin tid, men havde han nogensinde lagt mærke til andre end hans populære ’klan’?

”Har-”

”Jeg vil intet have imod at køre med din ven hjem, Harry. Så hvis du bare køre hjem til mig, tror jeg godt vi ville kunne fikse det uden yderlige konflikter.” Med de ord rejste mine tre veninder sig op, og forlod baren, efter at Harry havde fået kaldt på sin ven, og havde fået sat ham ind i situationen.

Så efter godt og vel fem minutter, sad Harry og jeg ude i hans store, sorte Range Rover og var på vej.

Fordi jeg ikke ville give ham høje forventninger, og fordi jeg ikke ville bukke under, bare fordi han havde været sød overfor mig i dag, valgte jeg intet at sige.
Dog mente Harry at det skulle ændres på.

”Gjorde han noget ved dig? Ham du dansede med?” Han ligefrem lød helt bekymret, da han stillede mig spørgsmålet. Men hvorfor bekymrede han sig pludseligt sådan for mig? Gennem hele mit liv havde han været ligeglad med hvem jeg var, og havde været ligeglad med, hvad der skete ved mig.

Så da jeg ikke svarede, blev han ved: ”Rosie.” Harry sukkede kort. ”Gjorde han noget ved dig?”

”Hvorfor spørger du overhovedet? Interesserer du dig nu pludseligt for mig og mit liv, hvilket du jo ikke har gjort hele mit liv. Så hvorfor starte nu?” Jeg kiggede arrigt over på ham, og prøvede på at holde min pludselige vrede inde. ”Og lad være med at kalde mig for Rosie. Du burde vide bedre end nogen anden, at jeg hader når folk kalder mig det.”

”Rosi… Rose.” Hurtigt fik han rettet sig selv. ”Det var ikke ment på den måde. Jeg-” Uden at sige mere, stoppede han bilen, hvorefter det gik op for mig, at vi havde nået Alyssas hus.
Derfor spændte jeg også forsigtigt min sele op.

”Pas godt på dig selv, Harry.” Var det eneste jeg sagde til ham, inden jeg lukkede bildøren og forlod ham siddende tilbage i bilen.

Måske det var ondt gjort, men han fortjente det. Det var jo alligevel ingenting i forhold til det han havde udsat mig for gennem tidernes morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...