Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

383Likes
629Kommentarer
77328Visninger
AA

5. Chapter 4


”Bare det sædvanlige?” spurgte jeg Harry om, da han endnu en gang var troppet op i butikken lige inden lukketid. Uheldigvis for mig, var jeg desværre den eneste der på nuværende tidspunkt var på arbejde.

Han rystede kort på hovedet. ”Faktisk kunne jeg i dag godt tænke mig både en hvid rose, men også rød rose.” Hvad skulle han dog bruge to roser til?

Men så imødekommende som jeg var nødt til at være, strenge ordrer fra min Nanny, nikkede jeg smilende, og fandt det han bad om.

Der blev intet sagt mellem os, mens jeg fandt de to roser frem til ham. Dog kunne jeg hele tiden mærke hans blik på mig, hvilket gjorde mig ret utilpas og nervøs.

”Er der ellers andet?” fik jeg spurgt ham om, da jeg igen stod placeret bag disken, og havde lagt de to roser på bordet, efter at have givet dem en beholder med vand om stilken.
Igen rystede han på hovedet.

”Hvordan har du det? Det er lang tid siden vi sidst har snakket sammen.” Hans valg af ord kom bag på mig, hvis jeg selv skulle sige det. Hvorfor begyndte han pludseligt at interessere sig for mit liv?

”Vi har aldrig rigtigt snakket sammen, Harry. Så hvis jeg skal være ærlig, har du ingen ret og grund til at spørge ind til mit liv.” Ordene kom ud lidt hårdere end hvad jeg først havde haft som intension. Dog gjorde den dreng mig bare så forvirret.

For ikke nok med at han pludseligt begyndte at dukke op i blomsterbutikken, hver evig eneste dag, købte han også den samme slags roser, kiggede på mig, og begyndte nu også at spørge ind til mig liv. Men hvorfor?
Det eneste han nogensinde havde haft i sinde at sige til mig, havde ikke just været pæne ord.
Så hvorfor begynde med de rare og imødekommende ord nu?
Var han pludseligt kommet på bedre tanker, eller var det gået noget galt i hans hjerne efter at han var blevet verdenskendt?

Alle vidste jo at han var et af de fem medlemmer i det verdenskendte boyband – One Direction. At han havde millioner af piger rendende efter sig, og at han med garanti sikkert også havde alle sine penge lukket inde i en stor pengetank, akkurat som Onkel Joakim fra Anders And havde.

”Rose?” lød en stemme pludseligt, hvilket også fik revet mig ud af mine tanker om Harry. Da jeg så fandt ud af, at det var netop var hans stemme jeg havde hørt, ville jeg ønske, at jeg kunne smide ham ud af butikken, og lukke for dagen.

Og det var præcist hvad jeg så havde tænkt mig at gøre. ”Ja, undskyld. Men jeg er desværre nødt til at bede dig om at gå, Harry. Butikken har lukket, så hvis du ikke vil have mere herinde, må du komme tilbage en anden dag. Ha’ en fortsat god aften.”

Igen lød jeg sikkert knapt så imødekommende, og virkede som en stor snob. Dog kunne jeg bare ikke klare tanken om, at han nu pludseligt begyndte at spørge ind til mig og mit liv.
Hvad blev det næste ikke?

At han undskyldte for alle de lede og onde ting han gennem tidens løb havde gjort ved mig?

Alle de gange han havde ydmyget mig foran hele skolen, og alle de gange han havde fået mig til, næsten at bryde sammen foran alle hans populære venner?

”Kan jeg spørge dig om noget?” var det sidste han sagde til mig, inden et flashback af Harry og jeg, ramte mig som lyn fra en klar himmel.


”Kan jeg spørge dig om noget?” hviskede en hæs stemme til mig, da jeg stod og hovedet begravet i mit skoleskab, for at finde mine bøger til næste time.

Den pludselige snakken til mig, fik mig mere eller mindre til at fare sammen. Det resulterede så også i, at mine bøger væltede ud af mit skab, og jeg endte med at tabe den kaffe der stod i kanten af mit skab, udover mit tøj. Altså var jeg nu både smurt ind i klam, varm kaffe, og var omgivet af mine skolebøger.

”Hvorfor går du ikke bare din vej, Harry?” vrissede jeg af ham. Som om den dreng ikke allerede havde været skyld i nok ballade omkring mig. Hver evig eneste dag var han jo efter mig.
Så kunne han for en gangs skyld ikke bare lade mig være i fred?

”Hvad er det du har imod mig, Rose?” Godt nok havde jeg forberedt mig på at han sikkert ville stille mig et spørgsmål. Dog troede jeg ikke at det ville omhandle et emne som dette.
For hvad havde jeg egentligt imod drengen?

Ville han seriøst have mig til at nævne alle de ting, jeg så inderligt hadede ved ham?
Alle de ting der gjorde mig så arrig, og som gav mig lyst til at løbe skrigende bort, mens jeg ville smadre alt på min vej?

”Det kommer ikke dig ved,” endte mit svar med at være. Måske jeg havde en masse dårlige og negative ord til ham. Men fordi jeg ikke kunne lide at være lede ved folk, hvert fald ikke sådan direkte, end ikke Harry, valgte jeg at tie, og komme med en kæk kommentar i stedet for.
Det ragede ham jo egentligt ikke en disse hvad jeg havde imod ham.

I sidste ende interesserede han sig jo ikke for mig alligevel, så hvorfor bruge min tid på ham?

”Og nu spiller hun smart også. Huh! Du er ikke så lidt kæk i dag, Rosie.” Rosie… Da det ord forlod hans læber, frøs jeg til is. Af alle navne i hele verden, hvorfor skulle han så omtale mig som … det?
Kunne han i det mindste ikke bare have fundet en øgenavn i stedet for?

Rosie… Det kælenavn betød så meget for mig. Navnet var et af de ting der fik mig til at tænke på mine forældre.

Tårerne formede sig i mine øjenkroge, men jeg måtte forholde mig stærk. Harry og de andre på gangen måtte under ingen omstændigheder se mig græde.

Ikke nu. Ikke før i tiden, og ikke i fremtiden.

Jeg havde grædt nok i mit liv, og jeg var ovre det.

Der var ikke flere tårer tilbage at græde af, så hvorfor give Harry fornøjelsen af at få mig til at bryde sammen?


”Rose?” Endnu en gang fik den hæse stemme foran mig, revet mig væk fra de dårlige minder jeg havde fra tidligere i mit liv. Minder jeg mest af alt bare gerne ville glemme. ”Hvad er der galt?”

Harry var gået et skridt tættere på mig, og skulle til at tage sin hånd op til mit ansigt, da jeg jog væk fra ham. Drengen skulle ikke komme i nærheden af mig.

”Bare gå, Harry. Jeg tror du har gjort nok skade for i dag.” Selvom han ikke havde gjort noget mod mig fysisk, havde minderne om ham, og om den dag i skolen, påvirket mig psykisk.
Med et sørgsmodigt og spørgende blik, kiggede han på mig, og nikkede så en sidste gang, inden han valgte at forlade butikken.

Da det var sket, faldt jeg sammen bag disken.

Hvad var der galt med mig? Hvorfor kunne han stadig såre og påvirke mig på denne her måde? Burde det ikke være ovre for længst? Burde han ikke være ude af mit liv for lang tid siden, og burde han ikke fokusere på sin musik og på sine mange fans, i stedet for hele tiden at rende i min butik og købe roser?

Hvad skulle de overhovedet også bruges til?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...