Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
78059Visninger
AA

4. Chapter 3


”Er du sikker på at det her er en god idé, Lyss? Vi skal trods alt op på arbejde i morgen tidlig.” Alyssa og jeg havde tidligere på dagen aftalt, at vi skulle holde sleep-over. Bare hende og jeg.
Det var lang tid siden jeg sidst havde hængt ud med en veninde, og siden Alyssa var den eneste jeg havde, var jeg glad da denne aftale var blevet aktuel.

Vi skulle begge åbne butikken igen i morgen, så at holde sig vågen hele natten, hvilket vi sikkert ville ende med at gøre, var måske ikke helt optimalt. Dog virkede vi begge til at være ligeglade med det.

”Jeg er sikker på vi nok skal kunne klare os i morgen.” En latter så fin blev så slynget ud af hendes mund, inden hun rystede på hovedet. ”Der er jo alligevel inden der kommer ind så tidligt om morgenen, at de vil kunne se, hvis du måske er faldet i staver, på grund af søvnmangel.”

Løgn… Ja det var løgn. For hvis jeg skulle tænke på én person det netop godt kunne finde på, at komme ind tidligt om morgenen for at købe blomster, var det Harry.
Jeg forstod stadig bare ikke hvad det var han ville mig.
Eller måske han slet ikke var ude på at irritere eller gå mig på nerverne, hvilket han allerede gjorde. Måske han bare skulle købe roser til specielle lejligheder. Som om han havde et stævnemøde hver eneste dag.

Et par hænder viftede foran mig hoved, ”Rose?” Jeg var åbenbart faldet i staver endnu en gang.

”Hvad?” Hurtigt fik jeg blinket et par hundrede gange med mine øjne, inden jeg så fokuserede på min veninde. ”Undskyld. Jeg var lige væk et øjeblik.”

”Ja det tror jeg da på.” Lyss sukkede. ”Men egentligt ville jeg bare høre, hvor du kender ham den lækre dreng fra? Ham der ser ud til at finde dig ret interessant.” Kort blinkede hun med øjet. ”Du ved – ham med krøllerne.”

”Hmm..” sukkede jeg irriteret. Hvorfor skulle alle minde mig på at Harry Styles hele tiden dukkede op i blomsterbutikken? Som om jeg ikke havde fået nok af dem dreng, da vi gik i skole sammen. ”Det er en lang historie,” endte jeg så bare med at sige. For hvis jeg skulle være ærlig, så orkede jeg ikke at fortælle hende det hele.


I dag var den 14. Februar. Også bedre kendt som Valentines dag, hvilket var en dag jeg hadede. For ikke nok med at der var travlt i butikken, så flippede alle også ud over, at de ingen date havde.
Hvad var det helt præcist der var så specielt ved at have en kæreste, for så at sidde på en fin restaurant med ham?  Jeg selv forstod ikke logikken i det.

”Rose, dear. Vi har kunder. Gider du at betjene dem?” Kort nikkede jeg, inden jeg kiggede hen mod døråbningen, hvor en mørkhåret kvinde stod og kiggede smilende på mig. Ved hendes side stod en dreng på min alder, med brunt hår og grønne øjne. Han havde blikket rettet mod jorden og virkede til at være utilpas.

”Det skal jeg nok, Nanny,” smilede jeg, inden jeg gik over mod drengen og hans mor. ”Hej,” sagde jeg så. ”Hvad kan jeg hjælpe jer med?”

Selvom jeg ikke var mere end lige rundet ti år, hjalp jeg stadig tit til nede i min bedstemors blomsterbutik, der var noget så kendt i denne del af England. Folk kom langvejsfra, for at købe deres blomster her, og i dag var ingen undtagelse.

”Hej med dig, søde,” kunne jeg høre den mørkhårede kvinde sige, stadig med et stort smil placeret om sine læber. Kort kiggede hun ned på sin dreng. ”Vi kunne godt tænke os et par blomster her i anledningen af Valentines dag.”
Som et svar nikkede jeg kort, mens jeg så fik dem begge ført over mod de store og røde roser vi havde stående i en afkrog af butikken.

”Hvor mange skal I bruge?” spurgte jeg høfligt om. Da jeg snakkede kiggede drengen med de grønne øjne for første gang op på mig. Et lille smil var plasteret om hans læber, og hans blik fangede mit. Jeg måtte indrømme at det blik han sendte mig, fik en underlig og fremmed følelse frem inden i mig.

”Jeg tror bare vi tager to roser, darling.”

”Mor,” kom det så fra drengen, der nu også snakkede for første gang siden ham og hans mor var kommet ind i butikken. ”Kan vi ikke tage en ekstra rose?” Han sendte hende et blik jeg ikke rigtigt kunne tyde fra hvor jeg stod. Dog poppede et endnu større smil frem hos hans mor, så hun måtte altså forstå hvad han ville med den ekstra rose han bad om.

”Jo selvfølgelig, min skat. Så vi vil gerne have tre, store røde roser.”

Jeg nikkede kort, og efter at have fundet de tre største roser jeg kunne finde, fik jeg dem ført op til disken, hvor de fik betalt for dem. Mit problem var, at jeg ikke var specielt høj, så jeg måtte derfor stå placeret på en stol bag disken, for at kunne nå ordentligt op til kassen.

”Ha’ en fortsat god dag,” smilede jeg i det de skulle til at gå ud af butikken. Noget stoppede dog drengene, for han løb tilbage i min retning. Igen kiggede han ned i jorden, som han havde gjort i det øjeblik de også trådte ind. Var han genert?

”Her,” halvhviskede han. Mit blik rettede jeg mod ham, og så ham stå foran mig med en af de roserne i sin hånd. Stille rakte han den frem mod mig. Ville han have mig til at tage den?
Med rystende hænder endte jeg så alligevel med at modtage den.

”Hvad hedder du?” spurgte han om, med en lidt hæs stemme, og da farven stille tittede frem i hans kinder, kunne jeg ikke lade være med også at rødme. Aldrig havde en dreng givet mig en rose før. Og især ikke på Valentines dag.

”Rose,” hviskede jeg.

”Jeg er Harry,” svarede han, og med de ord var han igen ude af butikken sammen med sin mor.

Siden den dag havde jeg haft en anden opfattelse af Valentines dag. Dog var det kun indtil Harry og jeg endte med at starte på samme skole, og indtil jeg blev sat i hans søgelys.


”Rosie? Hey! Rose?” Igen stod Alyssa foran mig, og viftede ihærdigt med sine hænder. ”Hvad sker der med dig i dag? Du zonede igen helt væk, da jeg spurgte dig ind til hvordan du kendte denne mystiske, krøllhårede dreng.” Det var ikke til at tage fejl af det humør hun pludseligt var kommet i. Hun vidste, at der var noget der nagede mig. At jeg lige havde været ude for der omhandlede min fortid.

”Sorry, Lyss. Jeg kom bare lige til at tænke på noget.” Ja noget jeg ikke havde tænkt på i årevis.

”Og det var?” Selvfølgelig skulle hun begynde at spørge ind til det. For hvem ville ikke det, efter at ens veninde pludseligt  havde været så fraværende som jeg lige havde været.

”Hvordan jeg for første gang mødte Harry.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...