Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76168Visninger
AA

24. Chapter 23


Mit hjerte bankede på fulde drøn, og jeg kunne mærke hvordan adrenalinen kørte rundt i kroppen på mig. Spændingen og nervøsiteten var ved at drive mig til vanvid, men jeg vidste, at jeg i denne situation måtte holde hovedet koldt.
For dagen var endeligt kommet - dagen hvor det store bryllup skulle stå, og hvor alle blomsterne skulle leveres til kirken i Holmes Chapel.

Tidligere på ugen havde jeg været i krise over hvilken kjole jeg skulle trække i til dagens anledning, mest af alt fordi jeg gerne ville virke godt påklædt til festen, og med hjælp fra Lyss, og lidt fra Nanny, var de i fællesskab kommet frem til at min røde kjole var det optimale valg. En rød kjole jeg havde fået af Harry, og som jeg hurtigt måtte lægge fra mig. Dog blev de ved, og derfor endte det også med, at jeg trak i den. Det gjorde ondt at bære den igen, netop fordi jeg vidste hvor god en aften jeg havde haft sidste gang jeg havde haft den på, og så til nu, hvor Harry og jeg ikke snakkede sammen længere.
Jeg måtte også bare se at komme videre, og hvis den røde kjole var det bedste valg til dette bryllup, kunne jeg vel ikke stille så meget op mod det.

Alle roserne, de hvide samt den ene røde, var blevet placeret i den store varevogn jeg havde fået lejet til dagens anledning, så alt der manglede var egentligt bare mig selv. Håret var også klart, kjolen var blevet trukket på, makeuppen var lagt og efter at have trukket i skoene, var jeg endeligt klar.

”Vi snakkes, Nan. Jeg smutter nu.” Hun gav mig et hurtigt kram, inden hendes læber ramte min pande. ”Ønsk mig held og lykke,” grinte jeg sarkastisk.

”Held og lykke, dear. Hils bruden og brudgommen.” Ud fra det toneleje hun havde, og det blink med øjet hun sendte mig, fik jeg en anelse om, at hun vidste lidt mere end hvad hun gav udtryk for at gøre. Havde hun haft en finger med i spillet, eller havde bruden henvendt sig til hende, uden at være anonym?

Tankerne fór rundt i hovedet på mig, da jeg satte mig ind på førersædet og satte kurs mod kirken. Det var meningen Alyssa skulle have været med mig, så vi sammen kunne gøre klar til brylluppet, men af en eller anden grund, valgte hun at melde afbud i sidste øjeblik, med en dårlig undskyldning om, at hun skulle lufte sin hund.

Problemet var bare - hun havde ingen hund…

Køreturen til kirken tog ikke mere end et par minutter højst. Med lidt besvær fik jeg parkeret varevognen lidt fra indgangen, så gæsterne stadig kunne til og fra kirken, og på den måde ville jeg heller ikke være til besvær.

Hvem jeg skulle opsøge i kirken havde ingen fortalt mig, så det eneste jeg havde at gå ud fra, hvad angik opsætningen og udsmykningen var et stykke papir min Nanny havde givet mig, inden jeg forlod blomsterbutikken.

For at danne mig et bedre overblik over situationen, valgte jeg kun at bringe et par dekorationer med mig ind i kirken i første omgang. Synet der mødte mig, da jeg trådte ind i den smukke kirke var, hvordan farverne rundt omkring allerede nu matchede de blomster jeg skulle sætte op. Den hvide farve var at finde over alt, og små lys og tilhørende bryllupsnipting var sat op hist og her. Mine blomster ville gå perfekt med dette layout og ville uden tvivl fuldende det ellers så smukke bryllup.

I godt og vel en time arbejdede jeg på at få blomsterne fragtet fra bilen ind i kirken, hvorefter det store arbejde hvad angik opsætningen så kom i spil. Flere og flere folk begyndte lige så stille at møde op og tage plads på de mange stole omkring alteret, og virkede alle til at beundre det arbejde jeg var i gang med. Flere af dem kunne jeg høre hviske om det jeg gik og lavede, og et par personer nikkede også godkendende i retning af mig.

Til trods for de mange gæster der nu var kommet, havde jeg ikke selv set hverken bruden, brudgommen eller de andre vigtige personer, såsom mulige børn eller tætte familiemedlemmer.

Grunden til, at inden af dem var dukket op indtil videre var sikkert, at de alle, kæmpende mod alle nerverne, ventede til sidste øjeblik i håb om, at gøre begivenheden mere romantisk og unik.

Mens jeg var ved at sætte de sidste blomster op omkring alteret, kunne jeg mærke en prikken på min ene skulder. Da jeg vendte mig om mødte jeg et par blå øjne, tilhørende en person der stod med et stort smil plantet om sine læber. En ældre dame stod placeret foran mig.

”Bruden har spurgt efter dig,” sagde hun, stadig mens hun storsmilede. Jeg nikkede kort som svar. ”Og hun bad mig føre dig til hende, og bad mig også nævne at du gerne måtte bringe brudebuketten samt den røde rose med dig.”

Da den røde rose blev nævnt, kom jeg i tanke om, at jeg stadig ikke vidste hvad den skulle bruges til. Den røde farve virkede til at skille sig ud fra resten af udsmykningen, så at netop den farve skulle medbringes, kun fundet i én eksemplar, undrede mig stadig. Dog måtte der vel være en god grund til at netop kun en rød rose skulle bruges. Måske bruden eller brudgommen havde haft noget i sinde med den. Rød var jo kærlighedens farve.

”Giv mig lige to minutter, så er jeg færdig her,” smilede jeg til den ældre dame, hvorefter jeg fik lagt sidste hånd på alterudsmykningen. Lydigt fulgte jeg derefter efter hende, som hun førte mig væk fra den store kirkesal og ind i et lille hus ved siden af kirken.

Brudebuketten samt den røde rose havde jeg i hånden, men ved synet af bruden, var jeg dog ved at tabe begge dele. Foran mig, i en umådelig smuk og hvid kjole, stod en genkendelig person. Harrys mor, Anne.
Det smil der sad på hendes læber, da hendes blik mødte mit, var ikke til at beskrive. Hun så så lykkelig ud, og virkede så glad for at se mig.

”Åh dear, hvor ser du vidunderlig ud,” var det første hun sagde, inden hun trådte væk fra spejlet hun tidligere havde stået foran. Uden tøven lagde hun armene om mig og knugede mig ind til sig - dog sørgede hun for ikke at mase blomsterne jeg havde med. ”Og jeg er jeg glad for, at du kunne planlægge det hele. Det betyder meget for både mig og for Robin.”

Robin gik jeg ud fra var hendes kommende mand, så jeg nikkede bare smilende.

”Det var det mindste jeg kunne gøre. Og hvor ser du smuk ud. Jeg er sikker på Robin ikke kan holde et øje tørt når han ser dig,” roste jeg, stadig i chok over hvad situationen. Hvordan kunne jeg ikke have vidst, at det var Anne der skulle giftes? Hvorfor havde Harry ikke fortalt eller nævnt det, dengang vi stadig snakkede sammen?

”Jeg håber du kan lide din brudebuket også. Men jeg undrede mig lidt over den røde rose skulle bruges til? Jeg bed mig mærke i, at alle blomsterne der skulle leveres alle var roser i hvide nuancer, så hvorfor én rød rose?” fortsatte jeg, inden jeg rakte hende den store og smukke brudebuket, og lige så skulle til at række hende den enkelte rose, inden hun stoppede mig. Et endnu større smil, hvis det overhovedet var muligt, viste sig på hendes læber.

”Den røde rose skal-” Anne blev stoppet i det hun skulle til at fortælle mig, af en hæs stemme, der på ingen tid formåede at få kuldegysningerne frem hos mig.

”Den røde rose skal jeg bruge,” kom det fra ham. Hvorfor havde jeg ikke tænkt over, at siden det var Anne der skulle giftes, ville han selvfølgelig også være til stede ved sin mors side, på sådan en stor og betydningsfuld dag.

Efter at have synket klumpen der havde sat sig fast i halsen på mig, vendte jeg mig om og fik øje på de dejlige grønne øjne, det søde og attraktive smil, samt det krøllede hår, jeg efterhånden var blevet så vild med. Mit hjerte bankede nu med hundrede og firs kilometer i timen, for det at han stod foran mig, med sit blik rettet mod mit, fik dog bare klumpen til sætte sig fast i halsen på mig igen.
Uden at sige noget, rakte jeg ham derfor bare rosen, nikkede en sidste gang til Anne og satte så kursen mod udgangen.

Hans store hånd greb dog fat i min arm og fik mig på ny vendt mod ham.

”Rosie, kan vi snakke hurtigt?” spurgte han om med en lidt skælvende stemme, hvor det tydeligt kom til udtryk at han var nervøs. Om det var på grund af brylluppet der snart ville starte, eller om det var for at snakke med mig, var svært at tyde.

Hans spørgsmål gjorde mig lidt usikker i mit svar. Skulle jeg afslå og bare gå væk fra ham? For kunne jeg godt få mig selv til det, efter alle de ord jeg hørte ham sige i butikken den dag han snakkede til Alyssa? Netop grundet det faktum at han havde virket så nedtrygt den dag, valgte jeg at nikke på hovedet.

Forsigtigt trak han lidt væk fra de andre, og førte mig over i et lille hjørne hvor ingen andre var at se og hvor vi stod lidt i dækning fra hans mor.

”Rosie,” startede han ud, men stoppede hurtigt igen, da han opdagede hvilket kælenavn han havde brugt. Mere nåede han ikke at sige, da jeg afbrød ham.

”Hvorfor skulle du bruge en rød rose?” Jeg havde brug for svar, og det var lige nu. Det pinte mig, at han var her, og det pinte mig at han havde bestilt en rød rose som det eneste. Hvad var han ude på?

Kort rømmede han på sig. ”Faktisk var det fordi jeg ville give den til dig,” tøvede han, og turde ikke kigge mig i øjnene mens han snakkede. Han rakte mig blomsten, men jeg tog ikke imod den.

”Var det dig der bestilte alle de andre blomster også?” spurgte jeg om gennem sammenbidte tænder. Selvom det nok ikke var tid til at blive sur og irriteret på ham, kunne jeg alligevel ikke lade være med at blive pisset af over den måde det hele havde fungeret på. Da han nikkede, var det dog først at mit humør kogte over. Havde han udelukkende bestilt alle blomsterne til brylluppet af den simple grund, at han ville give mig én rød rose? Eller var det fordi han havde ondt af mig og min Nanny fordi butikken skulle lukke?

”Hør her Rosie. Den røde rose var ment til dig, da du er den eneste pige jeg nogensinde har givet en rød rose. Min mor bad mig stå for blomsterne til brylluppet, da hun vidste hvor meget jeg beundrede dit værk og dit talent indenfor den branche, så derfor foreslog hun mig, at jeg bad dig om at udføre arbejdet. Hvis ikke jeg havde meldt mig som en anonym kunde, var du med sikkerhed ikke dukket op her i dag. Ikke efter alt det der er sket.”

Denne gang var det min tur til at rømme mig kort. Hans ord fik mig til at kigge ned i gulvet under os, og hans benævnelse ved, at jeg var den eneste pige han nogensinde havde givet en rød rose, fik farven frem i mine kinder, til trods for at jeg kæmpede mod.
Han skulle ikke have retten til at få mig til at rødme. Ikke længere.

”Du kan ikke bare rende rundt og lege med mine følelser på den måde, og så pludseligt dukke op midt i det hele klædt i et jakkesæt og med håret sat. Sådan fungerer det ikke, Harry.” Selvom jeg ikke ville indrømme det overfor ham, så måtte jeg dog erkende at han så umådeligt godt ud i hans outfit, og at det uden tvivl fik mig til at blive tiltrukket af ham. Hvordan kunne det ikke, når de grønne øjne var rettet mod mig, og han ligefrem også havde bestilt en rose, som var ment at blive givet til mig?

”Alt jeg beder om er en chance til. Blomsterne skal ikke bruges som en undskyldning på at få mig til at se dig.” Mens han snakkede tog han fat i min hånd, åbnede den stille og placerede så den røde rose i den. I al forsigtighed sørgede han for, at dens torne ikke stak mig. ”Så med denne rose vil jeg gerne spørge dig, om jeg må få denne ære af, at have dig som min date til min mors bryllup?”

***

Harry er helt væk i Rosie, men giver hun ham en chance til, efter at have hørt det han fortalte til Alyssa den dag i butikken?

OG TUD - dette er andet sidste kapitel (Der er kun ét kapitel tilbage samt en epilog)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...