Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

383Likes
629Kommentarer
78958Visninger
AA

22. Chapter 21

Forpustet stoppede jeg op foran en velkendt dør, efter at have løbet, hvad føltes som et halvmaraton. Mit hjerte bankede hurtigere end normalt, og bedre blev det ikke just, da jeg tog fat i dørhåndtaget til blomsterbutikken, hvor Rosie forhåbentligt ville opholde sig.

Da jeg trådte ind i butikken, var hendes smukke og glade ansigt dog ikke at finde nogen steder, og alt jeg mødte var et arrigt blik fra hendes veninde, der stod placeret bag disken.
Alyssa, ville jeg mene hendes navn var.

At Rosie ikke var at finde, kunne jeg vel ikke beskylde hende for. Ikke efter alt dette hun hørte med Cory og jeg, og ikke efter at have troet på hans del af historien. Dog blev hun også bare nødt til at finde ud af, at det var en misforståelse, og at han havde fortalt en løgn.
At han havde fordrejet sandheden, og gjorde det for at ødelægge det vi havde sammen.

En irriteret stemme afbrød mine tanker. ”Hvad laver du her?” Alyssa.

”Ehm..” startede jeg nervøst ud med at sige. ”Jeg er kommet for at snakke med Rosie.” Normalt plejede det ikke at være et problem at snakke med en af de modsatte køn, og da slet ikke Alyssa. Men tanken om, at det var Rosie jeg ville have fat i, gjorde mig genert og også nervøs.

”Hun har fri i dag.” Selvom det med garanti var hvad hun ville have mig til at tro på, vidste jeg også, at det var løgn. Rosie havde aldrig fri, med mindre hendes bedstemor tvang hende.
Hun elskede sit arbejde, og lagde så meget kærlighed og passion i at opretholde butikkens gode ry og omdømme. Hun ville ikke tage fri uden videre - end ikke grundet vores skænderi. ”Så du har intet at gøre her.”

”Lad mig nu bare snakke med hende.” Alyssa rystede på hovedet. ”For helvede,” bandede jeg.

Hun sendte mig et strengt blik. ”Du burde gå,” sagde hun kort. Ja det burde jeg nok, men hvad ville jeg få ud af, at stikke halen mellem benene? Ingen ting.

”Hør her,” startede jeg ud. Om hun ville lytte til mig eller ej, var jeg sådan set ligeglad med - så længe hun bare ikke smed mig ud af butikken, og lod mig forklare det jeg havde at forklare hende. Når ordene ikke kunne blive fortalt til Rosie, måtte jeg springe til andre alternative løsninger, og komme til kort hos hendes veninde. ”Alt det Rosie hørte var løgn. Cory er ikke andet end en opblæst nar, der prøver at komme mellem alt og alle. Han vidste, at hvis han fremtvang en løgn, ville Rosie blive skeptisk og med garanti tro på det han sagde. Han konfronterede mig med noget han opdigtede.”

Mens jeg snakkede, kunne jeg se hvordan Alyssa bare stod og kiggede ud i luften, som prøvede hun på at virke ligeglad.

”Cory vidste, af en eller anden grund, at Rose ville komme hjem til mig. Om han havde set hende eller hvad han havde, kan jeg ikke svare på. Men han vidste det. Derfor tog han ting op fra fortiden, som han vidste ville såre hende. Ting jeg gjorde, som jeg ikke just er stolt af. Men du må også forstå, at jeg dengang gjorde som jeg gjorde, for at beskytte hende.”

”Beskytte hende fra hvad?” snerrede hun arrigt som det første. Hendes ansigtsudtryk havde på få sekunder ændret sig dristigt, og hvis øjne kunne dræbe, havde jeg for længst forladt denne jord. ”Fra dig selv? Eller fra den berømmelse du har? Den titel som verdens hjerteknuser? Fra den nar du var i skolen, eller fra den nar du stadig er?”

Hun var helt forkert på den.

”Hør her… Rose stolede på dig, og troede oprigtigt på, at du havde ændret dig. Hun troede, at du endeligt havde lagt fortiden bag dig, da hun var klar til at gøre det samme. Men alt du gør, er at bringe det på banen igen, for så at bruge det mod hende. Du vidste, at hun følte noget for dig, Harry.” Ja det vidste jeg. Selvfølgelig vidste jeg det, da jeg havde det på samme måde. Hvad var det hendes veninde ikke fattede? At jeg løj? ”Så hvorfor brugte du hende? Hvorfor udnyttede du hende, og lod fortiden tage over endnu en gang?”

”Har du hørt på dig selv?” vrissede jeg irriteret. Det var ikke meningen jeg ville lade mine frustrationer gå udover Alyssa, men at hun beskyldte mig for alle mulige ting, hvad angik mit forhold til Rosie - ja det pissede mig af. ”Hvorfor skulle jeg gøre alt det? Hvorfor skulle jeg udnytte en så fantastisk person som Rosie, når hendes nærvær gav mig lysten til at holde om hende til evig tid? Når hendes små hænder, der lå i mine, gav mig lysten til aldrig at lade hende gå. Sig mig - hvorfor skulle jeg udnytte hende, når følelsen af hendes læber mod mine er nok til at få sommerfuglene i min mave til at gå amok? Alt jeg gjorde i skolen var at prikke lidt til hende, fordi jeg ikke ville have folk til at fatte mistanke om mine følelser for hende.”

”Harry er du-”

Inden hun kunne nå at sige mere, afbrød jeg hende. ”Og Cory sagde nogle forfærdelige ting i telefonen til mig her den anden dag, og mente at han ville opsøge og kontakte hende, hvorpå han ville udnytte hende.” Jeg sukkede kort. ”Du er nødt til at tro på mig. Jeg har aldrig ville hende noget ondt. Alt jeg vil er at få hende til at smile, få hende til at føle sig elsket. Og med Cory hængene som bagparti kan det ikke lade sig gøre. Især ikke efter alt det lort han lukkede ud foran Rosie.”

”Harry..”

Endnu en gang afbrød jeg hende, og fortsatte min talestrøm. ”Jeg er ikke skurken i dette her. Cory er, og hvis han kommer i nærheden af Rosie - jeg sværger, så kommer jeg efter ham. Han får ikke lov til at krumme så meget som ét hår på hendes hoved. Ikke når jeg er i nærheden.”

Omsider syntes mine ord at stoppe med at flyde ud af min mund. Da jeg kiggede hen på Alyssa havde jeg forventet et forarget og vredt blik. Alt jeg så var dog et stort smil, der sad plantet om hendes læber.

”Omg Harry,” hvinede hun, i det hendes humør, af en eller anden underlig grund pludseligt havde vendt 180 grader. ”Du er jo forelsket i hende.” Hun stoppede sig selv og kiggede spørgende på mig. Forelsket - mig - i Rosie?

”Jeg ved ikke…”

Forsigtigt tog hun et par skridt mod mig. ”Du ville ikke sige alle de ting, hvis ikke du havde forelsket dig i hende. Ville du?”

Til hendes spørgsmål rystede jeg blot kort på hovedet.

”Så du er forelsket i hende, er du ikke?” blev hun ved. Den pige gav ikke op uden kamp, og uden at få det hun fiskede efter.

”Rosie er lyset i min hverdag,” indrømmede jeg, og hørte så hvor plat det egentligt lød. Ud fra den konstatering jeg lige havde givet hendes veninde, lød det til, at Rosie og jeg allerede var et par, og at vi havde været gift i flere år. Dog var det ikke tilfældet. ”Og jeg er forelsket i hende.”

At indrømme at jeg var forelsket, var ikke kun for Alyssas skyld. Det var lige så meget for min egens.

Hver eneste dag havde jeg benægtet at jeg var forelsket. Specielt i Rosie. Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg havde nogle skjulter følelser i klemme for hende, men at se hende reagere på den måde hun gjorde, ved de ord Cory sagde, fik mig til at indse, at det var mit job at passe på hende.

Når hun græd var mit job at knuge hende ind til mig. Det var mit job at tørre tårerne væk under hendes øjne, og mit job at kysse hende når hun havde brug for at komme på andre tanker.

Men grundet de ting hun fik slynget i hovedet forleden dag, var mine følelser med garanti ikke gengældt.

”Så få det sagt til hende.” Alyssa smilte forsigtigt. ”Sig til hende hvordan du har det. Forklar hende hvordan du føler for hende, og at du mener I skal være sammen.”

”Jeg kan ik-”

Hun afbrød mig, inden jeg kunne nå at sige mere. ”Du kan hvad du vil. Og jeg tror hun har brug for dig på nuværende tidspunkt, end nogensinde før. Også selvom hun er skuffet og såret.”

Hvorfor skulle hun havde brug for mig? Det var hende selv der havde sagt farvel, og ikke virkede til at ville have kontakt med mig længere.

”Jeg tror ikke hun vil snakke med mig, så hvordan kan hun havde brug for mig?”

Alyssas ansigtsudtryk ændrede sig dristigt, da jeg stillede hende spørgsmålet. Smilet, hun før havde ladet plante sig om sine læber, forsvandt, og blev erstattet af en sørgmodig grimasse.

”Butikken lukker, Harry.”

***

Jeg undskylder så mange gange for den lange ventetid.... UNDSKYYYLD - men der har bare været så meget her på det sidste, og jeg var været ufatteligt stresset. 

Men der blev smidt to bomber i dette kapitel - butikken lukker og HARRY INDRØMMER ENDELIGT HAN ER  FORELSKET! Yay!

 

 

HVOR MANGE AF JER FØLGER STADIG MED? Skriv en kommentar hvis I gør!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...