Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
77033Visninger
AA

21. Chapter 20



Koldhjertet og ligeglad. Det var sådan Rosie tænkte om mig. Det var sådan hendes opfattelse af mig, nu havde ændret sig til. Jeg var ikke længere den person hun søgte tilflugt hos når hun var ked af det, ikke den person hun smilede efter, når jeg forlod butikken, og ikke den person hun lod sine læber presse sig mod. Alt jeg var til hende, var en opblæst nar, der ikke tænkte på andre end mig selv. En idiot som hun troede havde udnyttet hende, til trods for et dumt væddemål jeg havde lavet tilbage i skoletiden med Cory.

”Hey, Harry. Du er så stille.” Niall puffede lidt til mig, mens vi sad i sofaen og så film. Bare os fem. Jeg havde valgt at tage tilbage til dem, da det var for hårdt for mig, at forblive i Holmes Chapel efter episoden for godt og vel en uge siden. En uge hvor jeg ikke havde hørt noget som helst fra Rosie, og hvor jeg utallige gange, forgæves, havde prøvet at komme i kontakt med hende.

”Er det noget galt?” som den ansvarlige og fornuftige af os, lagde Liam en arm om mig, og trak mig ind i et venskabeligt kram. ”Du ved du kan dele alt med os.” At have mine fire bedste venner ved min side, igennem tykt og tyndt, var noget jeg var fuldt ud taknemmelig for.

”Der skete noget mellem Rose og jeg, da jeg var tilbage i Chapel,” halvmumlede jeg. Egentligt havde jeg ikke den store lyst til at snakke om de hændelser der var sket, dog vidste jeg også, at det ville være godt at få kortene lagt på bordet, og fortælle dem det hele. ”En af mine gamle skolekammerater dukkede op, og begyndte at konfrontere mig med at udnytte Rose. Han sa-”

”Har du udnyttet hende?” brød Niall forarget ind, og lod mig slet ikke tale færdig. Som svar rystede jeg kort på hovedet, inden jeg gav ham et tegn på at han skulle holde sin mund.

”Cory, er navnet på min gamle ven fra skoletiden, og som jeg sagde, før en hvis Blondie afbrød mig, så begyndte han at konfrontere mig. Han mente, at jeg endeligt havde klaret opgaven. En opgave eller en lille udfordring der stammede tilbage til skoletiden, hvor de ville have mig til at udnytte Rose, fordi hun var skolens usikre og uskyldige pige.”

”Men du gjorde det ikke?” Louis brød nu ind. Endnu en gang rystede jeg på hovedet.

”Jeg gik med til det dengang, men det var kun for at få dem til at stoppe med at være sådan efter hende. Jeg håbede, at hvis jeg lod hende komme tæt på mig, ville de lade hende være i fred.” Kort sukkede jeg. ”Og nu står jeg i dette her dilemma, hvor Rosie hader mig, og jeg har ingen idé om hvorfor.”

Da ordene forlod min mund, begyndte det stille at gå op for mig, hvorfor hun måske var sur på mig.

”Måske hun hørte alt I snakkede om.” Først da Liam åbnede sin mund, og lod sine evigt kloge ord fylde rummet, gik det op for mig hvad der var galt. Selvfølgelig havde hun hørt det hele, og selvfølgelig forstod hun ikke sammenhængen i det der blev snakket om. Hendes opfattelse af det hele var sikkert, at det hele var planlagt. At jeg kun ville være sammen med hende, på grund af noget jeg havde snakket om for mange år siden.

Liam havde derfor ret. Hun havde med garanti hørt alt. ”Hvor er jeg dum,” hissede jeg for mig selv, mens jeg slog hånden mod min pande gentagne gange. ”Hvorfor tænkte jeg ikke på, at hun kom frem efter at Cory og jeg snakkede om det? Måske hun var kommet for at besøge mig, inden jeg igen skulle væk fra vores hjemby, og måske hun så hørte alt. Det er derfor hun har misforstået det. Fordi hun ikke har fået hele sammenhængen med.”
Om noget af det jeg sagde på nuværende tidspunkt overhovedet gav mening, kunne jeg ikke selv sætte ord på. Alt jeg gjorde, var bare at snakke i vildelse, og håbe på, at drengene forstod det jeg lod slippe ud gennem mine læber.

”Harry, rolig nu.” Louis kom nu også på banen, ved at berolige mig. ”Du bliver nødt til at give hende noget tid, og måske burde du også tage fat i ham drengen. Han vil tydeligvis havde noget ud af dette her. En reaktion, et brud, had eller hvad end det er, er du nødt til at konfrontere ham med.”

Hvorfor Cory pludseligt skulle blandes ind i dette her, så jeg ingen grund til. På den anden side, var han den person jeg havde snakket med, da Rose kom, og da hun hørte det hele.
Så måske Louis havde fat i noget af det rigtige.

”Men hvad skal han kunne gøre godt for?”

Et suk hørtes fra min venner. ”Han kan måske sætte et lys på, hvorfor han mente du nu havde klaret udfordringen. Hvorfor han troede, at du og Rosie havde noget sammen, og hvorfor det var så vigtigt for ham, at du klarede det.”

I bund og grund havde det været mærkværdigt, at Cory pludseligt bare var dukket op hjemme hos mig, efter at kontakten havde været brudt mellem os siden jeg tog til audition på X-Factor.
Derfor havde han med garanti haft en bagtanke ved sin handling, som han vidste ville få konsekvenser.

Konsekvenser jeg nu fik at se og mærke.

”Og derudover bliver du også nødt til at snakke med Posie.” Kælenavnet Niall havde givet Rose, fik et lille smil frem på mine læber, til trods for, at jeg ikke ønskede det. Jeg ønskede ikke at smile i denne situation, men kunne næsten ikke lade være, når han kom med sine guldkorn. ”Du bliver nødt til at forklare hende det hele, og få hende sat ind i tingene.”

”Det bliver svært, når hun ikke vil snakke med mig,” halvsukkede jeg, efter allerede at have givet op. Rose tog ikke telefonen, de tusindvis af gange jeg havde ringet til hende, så hvad nytte havde det, at jeg blev ved? Jeg var ikke længere ønsket ved hendes side.

”Siden hvornår giver Harry Styles bare sådan op uden kamp?” Rose fortjente det bedste, hvilket jeg tydeligvis ikke var, så om jeg bare skulle opgive det hele, stod stadig uklart for mig. Dog skulle de forvirrende tanker ikke holde mig fra, ikke at snakke med Cory, da det nu var min tur til at konfrontere ham.

”Jeg kommer lige om lidt,” sagde jeg til dem, hvorved jeg ignorerede det forrige spørgsmål der var blevet stillet. Uden tøven gik jeg lidt væk fra dem, fandt min telefon frem og fik tastet det velkendte nummer, jeg stadig kunne i hovedet. For til trods for de mange års pause, kunne jeg stadig huske Corys nummer i hovedet.

Lang tid endte der heller ikke med at gå, inden en velkendt stemme begyndte at snakke i den anden ende af røret. ”Cory her,” var alt han sagde.

”Du er en kæmpe idiot, ved du godt det?” Han havde ikke nået at sige andet end sit navn, inden jeg lod ordene hagle ned over ham, i håb om, at det ville overraske ham, og han derfor ville holde sin kæft resten af tiden. ”Sådan uanmeldt at dukke op hjemme hos mig, for derefter at konfrontere mig om at have udnyttet Rosie. Du ved jeg aldrig ville såre hende, og at du så ligefrem står og nærmest beskylder mig for at have forrådt hende, ved kun at spille sød, for at tage næste skridt videre med hende, er simpelthen for lavt. Selv af en person der skulle forestille sig at være min ven.”

Et kort og irriterende grin hørtes fra hans ende af røret. ”Du er så let at narre, Harry. Det har du altid været,” lo han kort. ”Selvfølgelig ved jeg godt at du ikke havde udnyttet hende, men det ved hun jo ikke.”

”Hvad fanden snakker du om?” råbte jeg, da jeg kunne mærke hvordan aggressionerne var begyndt at stige mig til hovedet.

”Tror du ikke at jeg opdagede det lille crush du havde på hende tilbage i skoletiden? Tror du ikke at jeg vidste, du ville beskytte hende? Derfor var det heller ikke svært for mig, at begynde at konfrontere dig med fortiden, da jeg så hende komme hjem til dig. På den måde vidste jeg, at hun ville høre alt fra min synsvinkel, og at du ville blive opstillet som den dårlige fyr i dette tilfælde.” Han virkede til at være så rolig da han snakkede til mig, og det hjalp heller ikke meget på det, at hans snakkede så ufatteligt langsomt, som ville han bevidst have mig til at høre hvert eneste ord han sagde.

”Du er syg i hovedet,” vrissede jeg arrigt. ”Og du rører hende ikke.” Hvis Cory så meget som krummede ét eneste hår på hendes hoved, kunne jeg godt love ham for, at han ville komme til at fortryde det.

”Nu hvor I to ikke er på talefod mere, er det ikke mig der er skurken i dette her. Derfor vil det heller ikke være svært for mig, at fuldende den aftale vi lavede sammen et par år tilbage. For siden du ikke havde modet til at gøre det, til at udnytte hende, må jeg jo bare selv gøre det, ved at tage sagen i egne hænder,” fortalte han hemmelighedsfuldt, men sådan en afsky i stemmen, at det væmmedes mig han en gang havde været min bedste ven - min bedste halvdel.

Derfor skulle han heller ikke have lov til at komme i nærheden af Rosie. ”Du rører hende ikke,” gentog jeg, i håb om, at han nu ville kunne forstå hvor seriøs jeg var, når jeg bad ham blive væk.

”Vi får se. En eller anden skal jo have den uskyldige pige gjort skyldig på en eller anden måde.” Og med de ord lagde han på.

I ren aggression knugede jeg mine hænder sammen om min mobil, inden jeg stormede ud af døren, uden overhovedet at sige noget som helst til de andre drenge om, hvor jeg tog hen.

For der var én ting der var sikker - Harry Styles gav ikke op uden kamp.
Især ikke når gjaldt en kamp om Rosie. 

***

At I i går fik et kort kapitel er fordi det skulle passe med at HARRYS KAPITEL NU KOMMER - og han giver altså IKKE op uden kamp (Tak til de fire andre dejlige drenge for at få ham til at indse det)

Så hvad syntes I om at få tingene fra Harrys perspektiv?

Og har I fået tjekket min nyeste novelle "Amnesia" ud? Hvis ikke - så TJEK MIN PROFIL! (Det vil betyde så meget)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...