Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76614Visninger
AA

3. Chapter 2


”Ser man det? Er det ikke ensomme Rose?” En hæs latter kunne høres ved siden af mig, som jeg gik gennem skolens gang. En hæs stemme jeg efterhånden var så vant til at høre råbe efter mig.
Og det var ikke altid søde og rare ord der kom ud af personens mund.

Ja faktisk kom der aldrig søde ord ud af hans mund. Han havde kun negative ting at sige. Hvert fald når det kom til mig.

”Har du stadig ikke fået dig nogle venner?” Da han blev ved, sukkede jeg bare kort. Kunne han for en gangs skyld ikke lade mig være i fred?

”Jeg vil ellers gerne være din ven,” hviskede han helt tæt på mit øre, da han åbenbart var gået helt op til mig. Hans stemme fik kuldegysningerne til at løbe gennem min krop. Ikke fordi jeg nød hans hvisken i mit øre – det var mere fordi jeg væmmedes den.

”Kan du ikke bare lade mig være i fred?” bad jeg kort om. Normalt plejede jeg ikke at svare ham igen, men denne gang havde jeg brug for at sige noget til ham.
For hvis han vidste hvordan mit liv var, så ville han forhåbentligt forstå. Eller måske det var så svært for ham at sætte sig i andre personers sted, at han ikke lod mærke til, at han rent faktisk irriterede mig.

”Så du vil slet ikke have noget med mig at gøre? Ikke engang være min ven?” Den hæse stemme der for kort tid siden havde været så hånende, var nu spinkel, og spørgende. Som mente han rent faktisk det han stod og sagde til mig. Dog var det alt sammen bare skuespil.
Et skuespil som jeg ikke hverken ville eller måtte falde for.

”Jeg har aldrig nogensinde ville være din ven, og vil heller aldrig nogensinde blive det.” Med de ord gik jeg målrettet væk fra ham, i håb om, at konflikterne nu ville være ovre. At han nu endeligt ville lade mig være.

Men det var så godt som sagt. For efter den dag blev det ikke just bedre.


”Jorden kalder Rose.”

”Hallo, Rose?”

”Er du der?”

Stemmer hørtes omkring mig. Stemmer der fik mig til at vågne op fra min ”dvale” jeg åbenbart lige havde været i. Og da jeg kiggede rundt, hvor end jeg befandt mig, så jeg Alyssa, der stod og så lidt spørgende på mig.

”Sorry, Lyss. Jeg var lige væk for en stund.” Jeg rystede kort på hovedet, for igen at samle tankerne, og tænke klart. ”Så hvad ville du fortælle mig?”

”Kender du godt Harry? Harry Styles?” Navnet fik mig til at gispe. For ja. Selvfølgelig kendte jeg den dreng. Bedre end nogen anden.
Men hvorfor skulle hun stille mig et sådanne spørgsmål? Var der en speciel grund til det?

”Ja, jeg ved da hvem han er,” svarede jeg, som var det ikke noget specielt. Alyssa kendte ikke til den baggrund Harry og jeg havde sammen. Ja faktisk kendte ikke specielt mange til vores baggrund med hinanden, og sådan skulle det gerne blive ved med at være.
For ingen behøvede at vide hvad han havde gjort ved mig. Hvad han havde ladet mig gå igennem i al den tid vi gik i skole sammen. ”Vi gik i skole sammen,” endte jeg med at fortsætte, for at give hende lidt mere kød på forklaringen.

”Nå Okay,” endte hendes simple var så bare med at være. Ikke ligefrem dét svar jeg havde forventet. Hun kunne da ikke bare stoppe samtalen ved bare at svare med to ord, når hun selv havde spurgt ind til ham. Nu måtte hun da lige tage sig sammen, og komme med godterne.

Men da det ikke så ud til, hun ville spørge mere ind til det, valgte jeg selv at gøre det: ”Så hvorfor spørger du?” Det var et simpelt spørgsmål, der forhåbentligt ikke fik for meget interesse frem hos hende. Hun skulle ikke tro jeg var ude på noget.

”Han gik bare lige forbi ude på gaden, og havde noget så travlt med at kigge herind,” forklarede hun, mens et stort smil viste sig på hendes læber. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville jeg tro hun var en af hans fans.

”Ude på gaden?” Hurtigt kiggede jeg ned på mit armbåndsur, da hendes svar kom lidt bag på mig. 07:53 viste den. Hvorfor ville han nogensinde bevæge sig udenfor på denne tid af morgenen, hvis han ikke havde et vigtigt ærinde han skulle løbe?

”Ja. Og jeg må indrømme at han så godt ud. Noget så lækker.” Hun var helt klart en af hans fans. Det viste hendes svar på ingen tid.

”Og nu går han hen mod døren.” Kort pause fra Alyssa. ”Og nu kigger han ind.” Endnu en kort pause. ”Og nu banker han på.”

Ganske rigtigt kunne et par bank høres på butiksdøren, og da jeg vendte mig om, så jeg havde front mod hvad end det, var rystede jeg bare irritabelt på hovedet. Hans krøllede hår var ikke til at tage fejl af, som han stod der med hovedet tæt på ruden.

”Lad mig,” var Alyssa hurtig til at sige, inden hun valsede hen mod døren, hvorefter hun åbnede den. Hendes smil var større end nogensinde.

”Kom indenfor,” blev hun ved, som var der ingen stopknap på hende. Hun var på et kort øjeblik kommet helt op at køre, og lod ikke til at falde ned lige foreløbigt.

”Vi har desværre lukket, så jeg vil gerne bede dig om at forlade butikken, og komme igen om små seks minutter, når vi åbner.” Måske jeg ikke var helt retfærdig, da jeg snakkede til Harry. Dog skulle han også bare forstå, at han ikke bare kunne dukke op når det passede ham bedst. Især ikke her så tidligt om morgenen, når vi ikke engang havde åbnet.
Godt nok var Alyssa og jeg på arbejde, men vi var trods alt kun ved at åbne butikken, så dørene kunne blive åbnet om seks minutter.

”Rose…” startede Harry ud, men jeg afbrød ham hurtigt ved at række en hånd i vejret, som et tegn på, han skulle være stille.

”Harry hvad vil du her?” Jeg valgte at spørge ham ligeud, grundet min manglende tålmodighed.

”Jeg ville bare…” Han gik i stå efter kun tre ord, men så ud til igen at samle sig ved hjælp af en dyb indånding, for kort tid efter fortsatte han med at snakke: ”jeg ville bare købe en rose.”

Endnu en rose? Ligesom han havde gjort dagen forinden.

Men fordi min Nanny havde opdraget mig til at være imødekommende mod de kunder der kom, måtte jeg også prøve på at give Harry den bedst mulige service, selvom jeg ikke havde specielt meget lyst til det.

”Roserne står herovre.” Jeg gjorde et lille tegn med hånden, denne gang fordi han skulle følge med mig, og ikke fordi han skulle holde mund. Han gjorde også som jeg sagde og stoppede op foran udvalget, da vi nåede hen til de mange blomster.

Forsigtigt studerede han dem, inden han tog en stor hvid rose op og gav den til mig.

”Jeg tager denne her.” Mens han snakkede flakkede hans blik. Det virkede som om han ikke ville have øjenkontakt med mig, hvilket kom bag på mig. Selvom jeg måske selv heller ikke have specielt meget lyst til det, gjorde jeg det alligevel, for at virke flink og høflig.

”Så gerne.” For mig var det underligt at skulle spille så sukkersød overfor en dreng, som jeg ikke kunne udstå trykket af. Det var svært for mig at skulle virke glad, når jeg mest af alt bare havde lyst til at løbe min vej, for så at overlade det hele til Alyssa.
Men jeg blev som sagt nødt til det.

”Rose… Jeg er…”

”Ja det bliver 3 pund,” brød jeg ind, da Harry lagde op til at ville sige noget til mig i det øjeblik vi var kommet hen til kassen. Han så sørgmodigt over på mig, inden han så gav mig de penge jeg havde bedt ham om. Derefter stoppede han op i et øjeblik, og tøvede med at gå ud af butikken.

Inden han var nået ud af døren råbte jeg efter ham; ”Harry.”

Hurtigt vendte han sig om, og kiggede på mig med et blik jeg aldrig havde set før.

”Husk at vi til en anden god gang åbner klokken otte.” Efter det var slået fast sendte jeg ham et forsigtigt smil, da jeg ikke ville have han skulle gå derfra med dårligt humør.
For selvom han måske ikke ligefrem var min kop the og min bedste ven i verden, kunne jeg alligevel ikke lide at se ham, eller nogen anden for den sags skyld, være kede af det eller sørgmodige.

End ikke med tankerne om hvad han havde gjort ved mig tidligere i mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...