Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

383Likes
629Kommentarer
77279Visninger
AA

19. Chapter 18


At jeg svævede på de lyserøde skyer var en underdrivelse, for efter min date med Harry, havde mit humør ikke været til at bryde. Et smil havde hele tiden været plantet om mine læber, og jeg tog mig selv i, at gå og nynne også.
Noget jeg normalt aldrig plejede at gøre.

På vores date, var det også begyndt at gå op for mig, hvor meget jeg egentligt også godt kunne lide Harry, og da han indrømmede, at han var forelsket i mig, stod det klart for mig, at jeg nok følte det samme. At jeg havde haft skjult disse følelser, og at hans indrømmelse gjorde det klart for mig, hvordan jeg rigtigt følte.

Derfor overraskede det mig heller ikke, da jeg forlod butikken, efter at have fået før fri af min Nanny, valgte at sætte kursen mod Harrys barndomshjem, hvor han forhåbentligt ville opholde sig. Han havde på daten fortalt mig, at han ville blive i Holmes Chapel i et par dage endnu, hvilket også gjorde det klart for mig, at jeg blev nødt til at se ham nu.

Selvom jeg ikke før havde været ved hans hus, end ikke den gang vi gik i skole sammen, vidste jeg alligevel hvor han boede, og da jeg bankede på døren, tog jeg en dyb indånding.

Lang tid gik der heller ikke før døren blev åbnet, og en mørkhåret og ufattelig smuk kvinde kom til syne foran mig.

”Ehm… Hej!” sagde jeg nervøst, og smilede forsigtigt til hende. ”Jeg er Rose,” fortsatte jeg, da jeg indså, at jeg nok hellere måtte introducere mig for hende, så hun i det mindste kendte til mit navn.

Kvinden trådte et skridt tættere på mig, mens et stort smil plantede sig om hende læber, hvorefter hun trak mig ind i et varm og kærligt kram. En handling der kom meget bag på mig.
”Så det er dig der er Rosie.” Hendes brug af Harrys kælenavn til mig, fortalte mig i korte træk, at han havde snakket om mig foran hende, som jeg antydede til at være sin mor, og at hun tydeligvis vidste hvem jeg var. ”Jeg er Anne. Harrys mor.”

Jeg nikkede kort, inden jeg genert kiggede ned i jorden efter at hun havde trukket sig ud af krammet.

”Men kom bare indenfor, love.” Allerede nu kunne jeg skrive under på, at Harry havde arvet en del efter sin mor, både hvad angik de kælenavne han kalde mig for, hvilket hun også gjorde, men også med det søde smil de begge sendte mig. Som fandtes der intet ondt i verden.

”Er Ha-”

”Jeg gætter på at du er kommet for at se min søn,” sagde hun, og grinede kort, da hun indså, at hun var kommet til at afbryde mig i det jeg skulle til at spørge hende om. ”Han er ude i haven, dear. Gå du bare ud til ham. Jeg tror ikke han har gang i noget specielt, udover at sidde og studere omgivelserne.”

Endnu en gang nikkede jeg. Derefter fik jeg fundet vej ud i haven, hvor Harry rigtig nok stod ved siden af et par stole samt et bord, der virkede til at forme en lille terrasse.

Da jeg skulle til at gå hen til ham, stoppede jeg dog mig selv, da jeg kunne høre ham snakke med en eller anden. Hvem det var, kunne jeg ikke se fra hvor jeg stod. Selvfølgelig havde han besøg, og da vi ikke havde aftalt at være sammen i dag, kunne jeg ikke forvente ham at vente på jeg dukkede op.

Alligevel valgte jeg dog at gemme mig bag et noget træ, der skilte mig fra dem, hvorefter jeg lydløst lyttede til hvad de snakkede om.

”Du har intet at gøre her, så hvorfor tager du ikke bare hjem igen, Cory?” En hæs stemme lød, og det tog mig ikke lang tid for at indse, at det var Harry der snakkede. Taget ud fra hans toneleje, virkede han ikke just til at være begejstret for denne såkalde ’Corys’ besøg.

”Hvorfor skulle jeg tage hjem, når du tydeligvis har noget du burde fortælle mig.” Stemmen der svarede Harry, fik mig til at træde et skridt til højre, så jeg kunne få et indtryk af, hvem drengen var. Da skikkelsen dukkede op, rystede jeg  på hovedet. Drengen var ikke svær at genkende - det var en af Harrys gamle venner fra skoletiden. Cory, som han også havde kaldt ham.

”Hvad har jeg at skulle fortælle dig? At vi intet har tilfælles længere, og at vi ikke har snakket sammen i flere år.” Hvad end der havde gjort Harry så sur som han var i dette øjeblik, ville jeg gerne vide svaret på. For hvad end de havde snakket om, inden jeg kom, havde åbenbart pisset ham godt og grundigt af. ”Hvad vil du mig?”

Cory grinede fornøjet, med en irriterende latter. ”Ro på makker. Alt jeg ville, var bare at høre dig om hvad du går og laver med Rose? Du ved - hende nede fra blomsterbutikken. Folk i byen siger, at I to har set noget til hinanden her de seneste uger - ja sågar måneder.” I takt med at ordene forlod hans mund, kunne jeg mærke mine knoer knytte sig sammen.
Hvordan kendte han til det faktum, at Harry og jeg havde brugt en del tid sammen? Gik rygterne virkeligt så hurtigt her i byen?

”Hvad ved du om Rosie?” snerrede Harry af ham, og fra hvor jeg stod, kunne jeg se hvordan han truende gik tættere på ham. ”Og du vover på så meget som bare at krumme ét eneste hår på hendes hoved.”

”Så jeg må ikke røre hende, fordi du vil have hende for dig selv?” Harry nikkede kort. ”Præcist som du ville dengang hun var en stor nørd og ingen venner havde. For kan du huske det væddemål vi lavede den gang?”

Et væddemål? Harry havde da aldrig snakket om et væddemål, så hvad var det Cory pludseligt fablede om.

”Hold kæft,” råbte Harry. At sådanne ord kunne komme ud af hans mund, undrede mig. ”Og det væddemål stoppede i det sekund jeg trådte ind på X-Factor scenen og forlod skolen.”

”Du er da ellers ved at fuldføre det væddemål nu. Så lad mig give dig et kærligt klap på skulderen for det, mate.” Cory gjorde præcist som han sagde han ville - han gav Harry et klap på skulderen og smilede fornøjet. Som vidste han præcist hvad han havde gang i. ”For jeg må sige - jeg troede aldrig at du havde modet til at udnytte Rose, som du udnytter hende nu. Sådan at få hende til at tro, at du holder af hende, når vi begge to godt ved, at du kun har ondt af hende fordi hendes forældre døde. At du slet intet føler for hende, men bare vil være den første til at have lidt sjov med vores årgangs uskyldige og stille pige.”

”Cory, hvis du siger så meget som ét ord til, så sma-”

”Ro på,” gentog Cory. Han placerede en finger på Harrys læber, og bad ham være stille. ”Jeg indrømmer gerne, at det er godt scoret. Hun er sku blevet lækker efter skolen sluttede, og som årene er gået. Du siger bare til hvis hun er for kedelig - så skal jeg skam med glæde nok tage over efter dig.”

Harry sagde intet. Alt han gjorde var bare at stå og kigge på sin gamle ven, som havde han intet at sige i sit forsvar - som var alt det lort der kom ud af Corys mund sandt.

”Du er så fuld af fucking løgn,” råbte han så af ham. ”Alt du siger er så fuld af løgn, at man skulle tro du havde forberedt dig på det her i flere år. At du havde forberedt dig på at ødelægge det Rose og jeg nu endeligt havde fået bygget op. For du er jo ikke blevet en skid bedre siden vi var venner. Du er stadig dit egocentrede jeg, der ikke tænker på andre end dig selv og ikke ønsker noget godt for os andre. I det mindste har jeg ændret mig siden den gang, og jeg holder af R-”

”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke færdiggøre den sætning, Harry.” Cory lod endnu en gang sin forfærdelige og irriterende latter slippe ud af sin mund. ”Få hende nu bare dumpet, så du kan komme videre. Vi ved jo godt begge to, at det altid har været din hensigt.”

Endnu en gang sagde Harry intet, og endnu en gang benægtede han ikke det Cory havde beskyldt ham for at have gjort.

Det var også her min lunte slap op, og her jeg trådte et skridt væk fra træværket. Hvis ikke Harry havde nogen grund til at benægte det han blev beskyldt for, måtte det vel betyde, at Cory talte sandt endnu en gang, og at jeg ikke betød en skid for ham.

”Jeg havde ret,” råbte jeg, hvilket fik begge drenge til, forbavset og overrasket, at kigge i min retning. ”Måske Cory ikke har ændret sig siden skoletiden, men det har du fandme heller ikke Harry. Jeg troede virkeligt at du var blevet bedre, og at du oprigtigt holdt af mig.” Tårerne var ikke til at styre, og de var allerede begyndt at trille ned af mine kinder.
Hurtigt gav jeg op på at tørre dem væk, da jeg vidste, at det ingen nytte havde.

”Du er præcist som du var dengang - en egoistisk nar, der ikke har andet i tankerne, end at gøre livet surt for mig. For er det seriøst kun derfor du inviterede mig ud en date her den anden dag? Var det kun derfor du kyssede mig så lidenskabeligt som du gjorde, og var det kun derfor du fortalte mig, at du var forelsket i mig? For at vinde et fucking væddemål, som dig og Cory lavede for mange år siden? Fordi du havde ondt af mig, over mine forældres død, og fordi du troede du kunne udnytte mig på det groveste, for derefter bare at lade mig stå tilbage, som en idiot?” Mens jeg snakkede var jeg kommet så tæt på Harry at jeg til sidst ende med at stå og råbe ham direkte op i hovedet. Dog blev mine ord til sidst kvalt af min hulken, hvorpå de kun blev til en lav hvisken.

Harrys ansigtsudtryk ændrede sig dristigt af alle de ord jeg konfronterede ham for. Hans øjne blev blanke, og han prøvede at række ud efter mig. Jeg trådte dog et skridt tilbage, så han ikke kunne røre mig.

”Jeg troede på, at du oprigtigt havde ændret dig.” Jeg hviskede stadig, kun lige højt nok til, at vi begge kunne høre det. ”Og jeg troede oprigtigt på dig, da du sagde at du var forelsket i mig. Derfor tillod jeg også mig selv forelske mig i dig. Fordi jeg troede du havde ændret dig.”

”Rosie, jeg har ændret mig. Jeg-”

Jeg afbrød ham hurtigt. ”Du skal ikke kalde mig for Rosie. Det var noget mine forældre kaldte mig, og siden du ikke bekymrer dig om mig på et eneste punkt, har du ikke ret til at kalde mig for det. Så bare hold dig fra mig.”

Det gjorde ondt at sige alle de ting til ham, da jeg jo var begyndt at holde så meget af den dreng. At han dog tydeligvis ikke havde været ærlig overfor mig, fik mig til at blive så skuffet og arrig. Specielt fordi jeg troede han var anderledes.

Men værst var ikke ordene jeg lod ramme ham - det var det sørgmodige blik han sendte mig.
Et blik der indeholdt så meget sorg.

”Rosie… Rose - du forstår ikke. Lad mig nu bare forklare.”

Selvom jeg så gerne ville lade ham forklare hvad end han havde at forklare, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke bære tanken om, at blive såret af flere personer, og at skulle lade ham gå, var hårdt nok i sig selv. Jeg vidste dog også at jeg var nødt til det.

”Jeg bliver nødt til at gå Harry…”

”Men-”

”Farvel,” hviskede jeg, inden jeg kærtegnede hans kind en sidste gang, hvorefter jeg, stadig med tårerne trillende ned af mine kinder, løb hjem mod butikken. 

***

OG DER KOM DRAMAET! 

Hvad syntes I om kapitlet, og om Harrys fortid med Cory som han havde holdt skjult for Rosie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...