Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
77030Visninger
AA

18. Chapter 17


Tiden efter dagen på kirkegården, havde været sørgmodig og hård for mig, men at både Alyssa og min Nanny havde været hos mig, og at Harry af og til ringede, gjorde situationen lidt bedre, og fik mit humør til at stige en lille grad.
Dog vidste jeg også, at jeg bare skulle have lidt tid til at komme mig over det, for efterhånden som årene var gået, havde jeg vænnet mig til tanken om, at mine forældre ikke ville komme tilbage. At de ville være væk for altid, og at vi først ville genforenet når jeg en dag steg til himmels.

At arbejde i butikken og få kontakt til kunderne, hjalp derfor også lidt på humøret. Der var stadig ikke ufatteligt meget gang i salget, og jeg var begyndt at kunne fornemme, hvor de ville ende hen. Butikken var ved at leve på sit sidst strå.

Alligevel forhindrede det mig ikke i at give kunderne den bedste betjening jeg kunne.

Da klokken endnu en gang lød, rettede jeg derfor også automatisk blikket mod døren. Synet der mødte mig, fik mig til at løbe væk fra disken, og i armene på den person der knapt nok var nået ind i butikken.

”Hvis det er sådan en velkomst jeg får hver gang jeg kommer på besøg, har jeg da hvert fald en god grund til at komme herhjem noget oftere,” kunne jeg høre den hæse stemme grine, inden han slog armene om mig. ”Men jeg er også glad for at se dig Rosie.”

At Harry var her, i butikken, overraskede mig. Specielt fordi jeg troede, ham og drengene allerede havde godt gang i deres rundrejse af Storbritannien, og at han ikke havde tid til at rende rundt her i vores hjemby.

”Men hvad laver du her, Harry? Jeg troede-” Mere nåede jeg ikke at sige, før han tyssede på mig.

”Jeg har købt noget til dig,” sagde han bare, og fik mig igen til at få fodfæste. Derefter bukkede han sig ned og samlede en pose op, som han åbenbart havde haft i hånden, inden jeg havde overfaldt ham. Uden at sige mere, rakte han posen til mig, og afventede min reaktion.

Først stod jeg bare og kiggede på ham, inden jeg tog imod den store pose. Da jeg så kiggede ned i den, kunne jeg se en stor æske, jeg trak op. Da jeg ikke kunne holde den i mine hænder, satte jeg kursen over mod disken, og fik placeret æsken derpå.
Alt mens vi intet sagde, havde jeg alligevel mit blik rettet mod Harry, der bare smilede fjoget til mig.

Hvad var han dog ude på?

Inden jeg løftede låget på æsken, tog jeg en dyb indånding. Mit blik mødte en rød og smuk farve, da emballagen var blevet fjernet, og da indholdet var kommet til syne. Forsigtigt tog jeg fat i stoffet, og trak det op, hvorpå jeg måtte gispe da jeg så hvad det var.

En rosafarvet kjole, i det smukkeste stof, udformede sig foran mig, da jeg tog den op foran mig. Stoffet var af en fin form for silke, og jeg kunne se, at den kun gik over den eneste skulder, hvor der rundt om taljen var broderet diamanter på. Hvis jeg ikke tog meget fejl, gik den til lige over knæene.

”Harry, hvorfor giver du mig den smukkeste kjole? Jeg har jo ingen idé om, hvornår jeg skal have den på,” halvhviskede jeg, tydeligvis stadig i chok over hvilket syn der havde mødt mig.

Han slog en dejlig latter op, og gik tættere på mig. ”Hvis du tager den på i aften, og er klar klokken halv syv, så kommer jeg og henter dig.” Han kyssede mig kort på kinden, og vendte sig så om mod døren.

”Men-” Endnu en gang afbrød han mig.

”Og hvis du skulle være i tvivl, Rosie - så er det en date,” grinede han, hvorpå han forlod butikken, og lod mig stå mundlam tilbage.

En date?

Så havde han alligevel holdt sit ord om, at tage mig med på en date, når han igen kom tilbage til Holmes Chapel.


”Harry er her, dear,” kunne jeg høre min Nanny råbe, og efter at have studeret mig selv en sidste gang i spejlet, gik jeg ud i forgangen, hvor jeg dog kun fandt Harry. Min Nanny måtte have gået ind i stuen, for at lade Harry og jeg havde lidt alene tid sammen.

”Du ser bedårende smuk ud,” komplimenterede han, hvilket fik varmen til at blusse frem i mine kinder. Stadig mens jeg var genert over hans kompliment, rakte han mig den smukkeste røde rose, som bare fik varmen og farven i kinderne til at blive endnu værre. ”En smuk rose, der både matcher din kjole og dit navn.”

Som svar gav jeg ham et hurtigt kys på kinden, fik rosen sat i en lille vase, og trak ham så med ud af døren. At vi blev omringet af mørket, da vi satte kurs mod hans store, sorte Range Rover, fik mig til at håbe, at det kunne skjule min rødmen.

”Så hvor skal vi hen?” spurgte jeg nysgerrigt om, selvom Harry med garanti ikke ville sige noget. Det var det samme med alle drenge - de elskede at holde stedet hemmeligt, sådan at vi ville blive med at spørge.

Harry var dog ikke som andre drenge jeg nogensinde havde mødt før, så da han uden videre fortalt mig hvor vi skulle hen, kunne jeg ikke lade være med at smile. Dog måtte jeg indrømme, at hans beskrivelser og forklaring var lidt indviklet.
”Det har noget med vand at gøre, og jeg kan sige så meget som at vi skal ud at sejle på dette såkaldte vand,” grinede han, mens han åbnede døren for mig i bilen.

Efter igen at have lukket den, satte han sig selv ind bag førersædet og kørte så mod den planlagte destination. At vide, at vores date indeholdt vand, og en båd, var ikke nok for mig, til at kunne tyde, hvad der rent faktisk ville komme til at ske.
Så måske Harry alligevel havde formået at være lidt hemmelighedsfuld hvad angik aftenen.

”Har du fået det bedre, siden… du ved, årsdagen for dine forældres død.” Harry nærmest hviskede ordene til mig, mens vi kørte, og jeg kunne høre på ham, at han ikke ville sige noget forkert der kunne såre mig. Men det faktum, at han bragte det på banen, fik mig ikke til at blive sørgmodig. Tværtimod fik det mig til at smile, da det viste overfor mig, at han bekymrede sig for mig.

”Det går bedre nu hvor du er her ved mig,” mumlede jeg tilbage i så lavt et toneleje, at jeg håbede han intet hørte. Da et stort smil plantede sig om hans læber, kunne jeg dog regne ud, at han havde hørt min lille indrømmelse. ”Men det hjalp at være lidt sammen med min Nanny den dag, og at du skrev til mig, gjorde også situationen bedre. Det er selvfølgelige hårdt at tænke tilbage på, men jeg ved også, at jeg intet kunne gøre for at forhindre deres skæbne.” Selvom det var hårdt at snakke om, var jeg glad for, at jeg åbnede op overfor ham.
”De er et bedre sted nu, og jeg ved, at de kigger ned på os.”

Hans hånd tog fat om min. ”De elsker dig uanset hvor de er, og det må du aldrig glemme.” Hvordan han altid formåede at sige de rigtige ting, og formåede at gøre mig glad, var noget jeg ikke kunne takke ham nok for. Den dreng betød måske endda mere for mig, end jeg først havde antaget.

”Tak Harry,” smilede jeg, hvorpå snakken derefter kørte over i hans band, og om hvordan drengene havde det.

Først da vi nåede til et lidt øde sted, stoppede samtalerne i takt med, at motoren på bilen også blev slukket.

”Er det nu hvor du giver mig bind for øjnene, så jeg intet kan se, og hvor jeg så skal stole på, at du ikke skubber mig i vandet, eller får mig til at gå ind i et træ?” I alle de pludderromantiske film jeg gennem mit liv havde set, havde drengen altid givet pigen bind for øjnene. Noget der var så cliché, at jeg inderligt håbede, Harry havde skippet den del.

”Hvem siger, at jeg ikke kan skubbe dig i vandet når du intet bind har for øjnene?” drillede han og puffede blidt til mig, inden han kunne mærke hans hånd snige sig om min, for derefter at flette vores fingre sammen.
En latter forlod mine læber, og jeg kiggede op på ham.

”Det vover du lige på!”

Han valgte ikke at svare, og kommenterede ikke yderligt på emnet om bind for øjnene. Derved gik jeg ud fra, at han havde droppet den idé, og bare lod os gå hånd i hånd hen til det han havde planlagt.

En lang badebro, oplyst af tusindvis af små lamper, fangede mit blik. For enden af broen kunne jeg se en stor hvid båd, der også var oplyst. Skulle vi ud på den?

”Wow,” sagde jeg for mig selv, alligevel højt nok til, at Harry kunne høre det. ”Det er smukt.”

”Ikke smukkere end dig,” hviskede han i mit øre, og førte mig ud på broen. Hans ord fik mig hurtigt til at smile forlegen, hvorpå varmen endnu en gang dukkede op i mine kinder. At lyskæderne på broen også gav det hele en romantisk stemning, gjorde mig sikker i min sag - denne date ville helt klart blive en uforglemmelig dag.
Da vi skulle til op på båden, trådte han først op, for derefter at hjælpe mig, stadig med vores hænder flettet sammen. Ingen af os sagde noget. Egentligt nød vi bare hinandens selskab, og lyttede til vinden der stillede legede med træernes kroner - de træer der omgav den lille flod vi med garanti skulle sejle på.

”Velkommen om bord, love,” smilede han. Han slap min hånd, og trådte lidt væk fra mig, for at kunne række ud efter en flaske champagne. En flaske han hurtigt fik åbnet ved at ryste den godt og grundet. Noget der resulterede i, at champagnen, da proppen var hoppet var, stod ud til alle sider.
Dog gjorde han alt hvad han kunne, på ikke at få det på min kjole, og på sit eget tøj. Alligevel følte jeg først, at jeg lettet kunne ånde op, da drikken var placeret i de to glas han også havde fundet frem.

”Tak fordi du ville med mig på date, Rosie. Og igen - du ser umådeligt smuk ud.”

”Og tak til dig, Harry. Både for kjolen, fordi du inviterede mig på denne her date, og for at gøre det hele så romantisk. Det er mere end jeg nogensinde havde drømt om,” indrømmede jeg, hvorefter vi endeligt skålede og drak indholdet i glasset.

Hele daten forløb ufatteligt godt, og til min store lettelse og overraskelse, forlod båden ikke broen. Derimod havde Harry pyntet så smuk op til en prægtig middag ude midt på dækket, hvor stearinlysene så smukt oplyste omgivelserne.
Gennem hele aftenen havde han også været noget af en gentleman, som han både trak mig stol ud for mig, blev ved med at hælde op i mit glas, og af og til holdt min hånd og endnu en gang komplimenterede mig.

Ja, faktisk var der ingen ord som kunne beskrive vores date, da den var så perfekt og gennemført.

Stjernerne var begyndt at dukke frem på himlen over os, og da vi var færdige med hovedretten, trak Harry mig ud fra bordet, rakte mig sin hånd, og bad mig komme med.

Forsigtigt gik han hen til enden af båden, hvor han havde lagt en masse puder til rette. Med et spørgende blik, kiggede han på mig, og prøvede at signalere, at han syntes vi skulle lægge os ned.
Jeg tøvede kort - mest at alt, fordi tanken om at være så tæt på Harry gjorde mig nervøs.

Da vi dog først havde lagt os ned, stadig uden at sige noget til hinanden, kiggede jeg hurtigt over på ham, og mødte hans øjne, da hans blik allerede var rettet mod mig.

”Jeg ville ønske, jeg havde inviteret dig på date for mange år siden,” hviskede han, og trak mig tættere på sig. Jeg valgte at give efter, og placerede mit hoved på hans bryst, samt min hånd på hans kind, som jeg blidt kærtegnede. ”Jeg ville ønske, at jeg havde inviteret dig på en date, da vi stadig gik i skole sammen.”

Hans ord kom bag på mig. Meget endda.

”Hvad mener du?”

Det var nemt at mærke på ham, at han var nervøs over emnet vi snakkede om. ”Jeg mener præcist det jeg sagde - at jeg ville ønske jeg havde inviteret dig ud dengang vi stadig gik i skole sammen.” Efter at have gentaget ordene, kyssede han mig i panden, og placerede en finger under min hage, så han kunne løfte mit hoved og fange mit blik.

”Men du hadede mig dengang!” Det gjorde ondt, at indrømme sandheden overfor os begge. At han hadede mig var ikke løgn, for den dreng afskyede mig.

”Jeg hadede dig ikke,” hviskede han selvsikkert. Endnu en gang gav hans ord ikke mening for mig. For hvad mente han? Han hadede mig da, gjorde han ikke? Hvorfor mente han så pludseligt at han ikke gjorde? ”Jeg beundrede dig, studerede dig, og ønskede at jeg kunne have dig i mine arme, som jeg har lige nu.”

”Men-”

Han afbrød mig, inden jeg kunne nå at få et ord indført. ”Men jeg var en idiot overfor dig. Det ved jeg. Sandheden er dog, at jeg var bange for at vise, hvordan jeg rigtigt følte for dig, og sandheden er…” Denne gang stoppede han sig selv, og kiggede kort op mod himlen.

”At jeg altid har kunnet lide dig, Rosie. At jeg opførte mig så urimeligt overfor dig, var fordi jeg var bange for hvad mine venner ville sige, hvis jeg henvendte mig til dig. Dog har jeg indset nu, at de venner lige så godt kunne have skredet ad helvedes til den gang. For alt jeg vil have er dig.” Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle høre så rørende og smukke ord forlade Harrys læber, og aldrig havde jeg i min vildeste fantasi troet, at han havde kunnet lide mig i så mange ord.
Selvom jeg altid havde tvivlet på ham, var jeg gennem vores fornyede venskab, begyndt at stole mere og mere på ham, så derfor valgte jeg også at tro på de ord han fortalte mig.

Jeg valgte at tro på, at han kunne lide mig.

For i dette øjeblik gik det op for mig, at jeg jo også kunne lide ham. At jeg bare havde skjult disse følelser væk, i frygt for at blive såret.

”Jeg er forelsket i dig Rosie, og jeg er ikke bange for at lade alle vide det.”

Uden at lade ham sige mere, og uden at besvare hans hentydning, satte jeg mig halvt op, kærtegnede endnu en gang hans kind, og pressede så hårdt mine læber mod hans.

Forhåbentligt kunne det bekræfte overfor ham, at jeg følte det samme, og at der ikke var andre steder jeg hellere ville være, end i armene på ham. 

***

Og DER fik i sandheden om Harry og om hans følelser for Rosie gennem årene! 
Han er forelsket... OG HVOR ER DET SØDT!!!!
 Syntes I også det?

 

DERUDOVER har jeg udgivet en ny fanfiction kaldet "Amnesia" (Min første med Ashton Irwin) og jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville tjekke den ud! I kan finde den under min profil, eller på det link jeg har smidt ind i en kommentar herunder. 

++++++ HAR I FÅET STEMT FOR MOVELLYS????

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...