Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
78012Visninger
AA

17. Chapter 16

Alt var fryd og gammen da jeg kom tilbage til min hjemby. End ikke tanken om, at butikken med stor sandsynlighed ville lukke, kunne ramme mit humør. Eller okay - det var løgn. For selvfølgelig bekymrede det mig, at min Nannys mesterværk og hårde arbejde, højst sandsynligt ville gå konkurs. Det var bare ikke den ting jeg tænkte mest over på nuværende tidspunkt.

Det var også noget som så ud til at undre både Alyssa og min Nanny, hvilket kunne ses ud fra de undrende blikke de begge sendte mig, da jeg trådte ind i butikken, klar til en ny dag på arbejdet.

”Jeg har lidt på fornemmelsen, at hun lavede andet i London end at besøge dine venner,” kunne jeg høre Lyss hviske i krogene til min Nanny, der endte med at grine højt.
I sidste ende irriterede det mig ikke, for hun havde al god grund til at føle sig fornøjet. Hun var trods alt grunden til at jeg havde et så stort smil plantet om mine læber, som jeg havde.

”Tro mig, dear - jeg vidste godt hvad jeg sendte hende hen til, da jeg bad hende tage til hovedstaden.” Min Nanny blinkede med sit ene øje til mig, hvilket fik mig til at grine højlydt. ”Der var en hvis ung mand, som bad om at få lidt tid med mit barnebarn. En meget attraktiv ung mand med krøllet hår.”

Harry…

Selvfølgelig, havde han også haft en finger med i spillet. Alt ansvaret kunne ikke kunne ligge på min Nanny, så med lidt hjælp havde de begge kommet op med den plan.

”I er forfærdelige dig og Harry.” Selvom jeg prøvede at lyde alvorlig, ødelagde det store smil på mine læber, alligevel lidt min seriøse facade. I sidste ende kunne jeg ikke takke dem begge nok, for at få mig lidt væk. Det var rart med en pause fra det hele, og at tiden blev tilbragt sammen med Harry og de fire andre drenge, var noget jeg aldrig, i min vildeste fantasi, havde troet jeg ville.
Især ikke fordi Harry og jeg havde sådan en hullet og grå fortid sammen som vi havde.

”Det er svært at holde et forelsket par fra hinanden.” Alyssa valgte nu også at komme med sine inputs til samtalen. Et input der ikke ligefrem var noget jeg havde behøvet at høre.

For jeg indrømmede gerne, at Harry og jeg var blevet tætte, og at mit syn på ham, med garanti havde ændret sig siden vi igen havde ladet vores veje krydse hinanden.
Jeg ville endda gå så langt at sige, vi sikkert opførte os som var vi mere end venner, og at de stikkende mavefornemmelser, og sommerfuglene da også til tider dukkede frem når jeg var i hans selskab.

Men om jeg ligefrem var forelsket i ham, og ham i mig, var jeg ikke så sikker på.

”Whatever,” mumlede jeg bare, og gik ud i baglokalet af butikken, hvor et bundt roser stod og skulle klippes til.

I håb om at jeg kunne få lov til at tænke i fred, og også kunne få styr på mine tanker og på mine følelser, satte jeg noget beroligende musik på. Alyssa og Nanny blev til min store overraskelse heldigvis inde i butikken, så jeg fik lov til at være på egen hånd.
Der var så mange ting, som fyldte mit hoved.

Specielt ting der indebar Harry, og den måde han havde opført sig på, mens vi tilbragte tid sammen i London. Han havde virket så kærlig og interesseret i de ting vi havde lavet sammen. Bare den måde han klædte sig selv ud til at ligne en idiot på, sådan at vi ikke ville blive opdaget i London, fik smilet til at vende tilbage hos mig.

Den dreng gjorde rigtigt nok noget ved mig, men om det var forelskelse, tvivlede jeg på. Det var også, på nogle punkter, svært for mig at åbne mig selv helt op overfor ham, da de ting fra vores fortid, altid ville sidde og irritere bagerst i mine tanker.

Dog vidste jeg også, at jeg blev nødt til at komme videre, og lade fortiden være fortiden. Harry havde vist sig som et godt menneske, og hvad end der gjorde ham til en idiot da vi gik i skole sammen, måtte alt sammen have en meget speciel og god grund.

Jeg blev afbrud af min Nanny der kom ud i baglokalet til mig. ”Ved du hvilken dag det er i dag?” spurgte hun mig om, hvorpå jeg rystede på hovedet som svar.
”Det er årsdagen for dine forældres død, så når vagten er ovre, syntes jeg vi burde tage over på kirkegården til dem.” Den gode stemning fra tidligere, ændrede sit brat, da hendes ord forlod hendes læber. Utroligt hvor lidt der rent faktisk skulle til, for at gøre en stemning dårlig.

Hendes ord kom bag på mig, dog vidste jeg også, at hun ikke sagde dem for at såre mig, eller for at få mig til at græde. Hun sagde det, da hun vidste hvor meget denne dag betød for mig, og hvor meget jeg værdsatte alt hendes støtte. For det at komme hen på kirkegården, på den dato de døde på, fik mig på en underlig måde, til at føle, at de var hos mig igen.
Det fik mig til at forestille mig dem sidde ved siden af mig, som jeg sad på den bænk jeg havde fået anrettet på deres gravplads, og til tider havde jeg det som om, at min mor ligefrem kærtegnede min kind. En ting hun altid plejede at gøre, da hun var i live.

”Er det allerede i dag?” fremstammede jeg, og prøvede mest af alt på at holde tårerne inde, der pludseligt havde formet sig i øjenkrogene. Denne gang nikkede Nanny.

Hun kunne tydeligvis se på mig, hvor meget hendes ord havde rørt mig, og hvor meget hele situationen kom bag på mig. Derfor fik det mig også til at slappe lidt af, da hun trak mig ind i et kærligt kram, og forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå.

”Tag du derhen nu, og tilbring lidt tid sammen med dem alene. Jeg kommer om et par timer når jeg har fået lukket butikken.” At hun lod mig gå, for at være alene med mine forældre på deres dødsdag, fik mig til at elske hende mere end nogensinde før.
Her på det sidste, havde hun virket så beskyttende overfor mig, og havde virket til kun at ville mig det bedste. Om det havde at gøre med, at hun vidste denne dag ville komme, eller om det var fordi hun vidste hvor tæt jeg var begyndt at blive med Harry, kunne kun hun svare på.

Det fik mig også til at tænke på, om hun havde sendt mig til London for at bruge nogle dage med Harry og have det sjovt, for så at komme tilbage hertil og håbe på, at de glade minder med ham, kunne give lidt lys i min hverdag, nu hvor denne forfærdelige dag var indtruffet.

”Vi ses om et par timer,” halvmumlede jeg til hende, efter at have trukket mig ud af krammet.

Et par timer blev til tre, og selv da min Nanny kom hen på kirkegården til mig, følte jeg ikke for at tage hjem. Jeg ville være hos mine forældre på denne dag, om det så betød at jeg skulle bruge flere timer på en stenbænk med tårerne løbende ned af mine kinder, eller om det betød, at jeg skulle kigge mine gamle fotoalbums igennem, for at få minderne genopfrisket.

Mens jeg sad på kirkegården, tikkede en besked ind på min telefon.  

Jeg tænker på dig i dag. Især fordi jeg ville ønske jeg kunne være hos dig på kirkegården og knuge dig ind til mig, mens jeg ville forsikre dig om, at det hele nok skulle gå.

Beskeden fik mig til at smile gennem mine tårer, og jeg følte mig for første gang i flere timer, varm indeni. Takket været beskeden fra Harry.
Jeg kiggede over på min Nanny, der ligeledes sad på bænken ved siden af mig, og havde sin hånd i min. Spørgende sendte jeg hende et blik, i håb om, at hun kunne bekræfte at have haft kontakt til Harry, hvilket var den måde han vidste, hvilken dag det i dag var.

”Jeg har intet sagt til ham, dear.”

Efter at hun havde fortalt, at hun ikke var grunden til hans besked, gik det op for mig, at Harry kunne huske datoen. At han sikkert kunne huske datoen fra den gang vi gik i skole sammen, og at han derfor havde sendt beskeden til mig.

Det fik mig også til at tvivle på, om han overhovedet havde været så ligeglad med mig som han virkede til at være, den gang vi stadig gik i skole sammen.
Så for at takke ham for det smil han fået placeret om mine læber og for det faktum, at han kunne huske datoen for ulykken, valgte jeg kort at besvare hans besked, med ord jeg aldrig troede jeg skulle sige til ham.

            Og jeg ville ønske jeg var i dine arme. Der føler jeg mig tryg. 

*** 

Har I savnet "Kiss From a Rose?" - det har jeg! Men nu er jeg tilbage igen!

Og er jeg den eneste der syntes, at at Harrys besked til Rose i dette kapitel var så ubeskriveligt sødt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...