Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76202Visninger
AA

16. Chapter 15


”Haaaarreeeeey,” kom det fra fire hyper drenge, der alle råbte i kor i det bildøren ind til den store bil åbnede sig. Harry havde tidligere på dagen fortalt mig, at drengene blev nødt til at tage til Manchester, da de havde endnu et interview der. Derved havde han også spurgt mig, om  jeg havde lyst til at tage med dem, og samtidigt også havde lyst til at møde de fire andre drenge.
I starten havde jeg været lidt skeptisk overfor tilbuddet, da Harry og jeg ikke var mere end venner, og da jeg ikke ville have nogen til at skabe rygter om os. Venskabet var kun først ved at bygge sig op mellem Harry og jeg, og vi manglede stadig lang vej, før at man ville kunne kalde os kærester. Om følelserne var der, var endnu en ting jeg tvivlede på.
Men da jeg havde ringet til min Nanny og jeg havde delt informationerne med hende, havde hun bedt mig om at tage med drengene. Hun mente at jeg kunne komme tilbage til butikken når det igen blev hverdag, hvilket i dette tilfælde ville være om små to dage.

Mens jeg var begravet i mine tanker, var Harry trådt ind i bilen der skulle fragte os alle fra London og til Manchester, mens jeg stadig stod i det lukkede område og ikke havde bevæget mig så meget som en tomme. Det var først da jeg kunne høre den genkendelige og hæse stemme, at jeg bevægede mig og lige så trådte ind i bilen.

Egentligt havde jeg forventet, at stemningen ville være lidt trykket og presset, da jeg ikke havde stiftet bekendtskab med nogen af drengene før. Dog viste det sig at være det komplet modsatte. For kort tid efter at jeg havde fået mig spændt fast ved siden af Harry, stak de alle sammen hovedet hen til mig og smilte et fjollet smil.

”Så du må være Rosie,” sagde Louis, der hurtigt blinkede over til Harry.

”Harold har fortalt så meget om dig,” grinte Niall så, der så fint snakkede med sin søde irske accent. ”Og tro mig - han holder aldrig mund når det kommer til dig.”
Harry slog hurtigt sin irske ven på skulderen, inden Liam slog til med sin søde Wolverhampton accent.

”Tag dig ikke af dem, Rose. De fjoller af og til.” Han smilte kort inden han igen fortsatte: ”men som du måske ved, så er Blondie herovre Niall.” Ved brug af kælenavnet Blondie trak mit ansigt sig hurtigt op i et stort smil, hvilket jeg ud af øjenkrogen også kunne se Harrys gjorde. Minderne fra dagen forinden, om hvordan jeg netop havde givet ham det navn, kom hurtigt frem. ”Ved siden af mig har vi Zayn.” Zayn rakte mig smilende sin hånd.
”Louis har du allerede mødt, og jeg er Liam.” Selvom jeg godt vidste hvem de alle var, takket været mine veninder i min hjemby, samt alt den omtale de alle havde haft gennem årene, overraskede det mig ikke da Liam præsenterede mig for dem.

”Jeg hedder Rose,” svarede jeg, inden jeg gav dem alle hånden. ”Rart at møde jer.”

”Er du klar til Manchester?” Endnu en gang var det Niall der tog ordet. ”Harry har fortalt at du ikke så tit kommer ud, så vi glæder os til at vise dig rundt.”
Farven kom svagt frem i mine kinder, da Niall nævnte, at Harry havde snakket om hvor lidt jeg egentligt kom væk fra Cheshire.

”Hvis I er klar til at vise mig rundt i Manchester og vise mig hvordan man mindst muligt ligner en turist, så er jeg klar på en tur med jer. Og det er sandt - jeg forholder mig mest bare i de trygge rammer i min bedstemors butik. Så jeg kommer ikke så tit ud,” indrømmede jeg.

”Men så er vi mere end klar til at give dig en oplevelse du aldrig vil glemme,” råbte Louis der så ud til at pinliggøre Harry endnu mere end tidligere.

”Tro mig - han mener det, når han siger, at du aldrig vil glemme det,” kom det halvhviskede fra Harry, der åbenbart mente, at man burde tage drengene ord bogstaveligt.

Derefter kørte snakken upåklageligt hele vejen til Manchester, og jeg måtte indrømme, at drengene alle overraskede mig positivt. Niall og Louis snakkede uafbrudt, og da Zayn og Liam efterhånden blødte lidt op var der heller ingen stopknap at finde på dem.
Alt i alt var det fire fantastiske venner, som Harry havde sig.


Til trods for at jeg havde haft tre fantastiske dage i selskab med Harry, Liam, Niall, Louis og Zayn, så var eventyret også nødt til at ende på et tidspunkt, hvilket var præcist hvad det var ved at gøre, da Harry havde fået en bil til at køre mig tilbage til Holmes Chapel.

”Vi ses, drenge.” Selvom jeg kun havde brugt godt og vel to dage i selskab med drengene i One Direction, måtte jeg erkende, at jeg nok ville komme til at savne deres kække bemærkninger og mærkelige kommentarer, så vel som deres dejlige pågåmod og gode humør. ”Pas nu godt på jer selv og lav ikke for meget ballade.”

”Vi ses, Posie,” kom det muntert fra Niall, der var hurtig til at trække os alle ind i et stort fælleskram. Hans valg af kælenavn fik mig til at grine, mens jeg gladelig krammede dem alle og efterfølgende fik sagt farvel til dem individuelt.

Da turen kom til Harry, kunne jeg ikke undgå at føle mig lidt nede. Godt nok var vi endnu ikke bedste venner, men det vi havde sammen havde med garanti udviklet sig på disse dage. Ikke at der havde været kyssen og krammen mellem os, da det ikke havde været tilfælde, men at vi havde lært hinanden at kende på en rigtig måde, og havde tilbragt tid sammen uden alt for meget påstyr omkring os, havde været rart.
Jeg følte endeligt, at jeg var begyndt at lære den rigtige Harry at kende, og ikke den Harry jeg kendte tilbage fra dengang vi gik i skole sammen.

”Kom nu godt hjem, Rosie.” Han halvhviskede ordene inden jeg svang mine arme om hans nakke og trak ham ind i et langt kram. ”Og ring så snart du er kommet til Holmes.”

”Selvfølgelig. Pas nu på dig selv blandt disse drenge,” smilte jeg, og snakkede akkurat så højt, så de andre drenge kunne høre hvad jeg sagde til deres ven. ”Og tak for en fantastisk oplevelse, og for fantastiske minder. Hvordan skal jeg kunne takke dig for det, Harry?”

Et lumskt smil bredte sig om hans læber, inden han nikkede på hovedet.

”Tag på en date med mig, når jeg igen kommer til byen?” Var det hvad han bad om? At jeg tog på en date med ham, som min tak for at have måtte tilbringe tid med ham. ”Altså kun hvis du vil,” tilføjede han hurtigt til sidst.

For en kort stund lod jeg som om, at jeg overvejede hans forslag. Men når det kom til stykket var der vel ikke så meget at tage til overvejelse. ”Det vil være mig en ære,” grinte jeg hvorpå jeg blidt lod mine kinder ramme hans kind, for derefter at hoppe ind i bilen der ville køre mig hjem.

Inden den kørte, fik jeg rullet vinduet ned og fik vinket en sidste gang til drengene.
Dog var mit blik ikke som sådan rettet mod de fire andre drenge. Nej det var udelukkende rettet mod Harry, som efterhånden havde fået ret så røde kinder og som smilede ustyrligt, som var han et lille barn på en juleaften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...