Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
78011Visninger
AA

15. Chapter 14


London var stor. Meget større end hvad folk førhen havde forklaret mig. Aldrig havde jeg dog haft den fjerneste anelse om, at man ville kunne vade rundt i flere hundrede år, og stadig ikke se hele byen. Hvert fald var det noget helt anderledes end Holmes Chapel og området i Cheshire.

Men jeg måtte indrømme, at hovedstaden havde overrasket mig positivt.

Om det var grundet min guide jeg gennem hele dagen havde haft ved min side, eller om det var det pragtfulde humør jeg tilsyneladende var i, kunne ingen helt rigtigt svare på.

”Hvordan har dine fødder det?” Harry, der tidligere på dagen havde meldt sig frivilligt til at være min guide, sendte mig et spørgende blik, da vi endeligt havde fået en pause i dagens program. Den dreng havde fået støbt et hårdt og proppet program sammen, da han mente, at vi skulle se hele byen på blot én dag. Altså havde vi siden morgenstunden gået rundt i de små søde gader, hvor lokale restauranter og butikker poppede frem, én efter én, og hvor menneskene alle virkede så flinke. Derudover havde vi også været en tur på på Themsen, i en privatbåd, som Harry havde lejet for dagen.

”De har det bedre, nu hvor de ikke behøver at bevæge sig,” indrømmede jeg, mens jeg lænede mig tilbage, i det ellers nogenlunde behagelige bussæde.

Efter turen på Themsen, havde jeg insisteret på, at jeg ville op i en rød dobbeltdægger bus, hvilket London jo ellers var noget så kendt for. I starten var Harry ikke så meget for det, i frygt for at blive opdaget af hans fans, og for derfor også at blive nødt til at måtte køre herfra, hvis vi begge ville blive omringet. Dog efter lidt tids plagen, og efter et besøg i en udklædningsbutik, var han alligevel gået med til det.

Så der sad vi nu. Øverst oppe og længst fremme på en rød dobbeltdægger bus, som ville tage os rundt i London, og vise os de største turistattraktioner, der var at se.

”Og dit blonde hår hjælper også lidt på det.” Siden Harry ikke ville opdages, havde han valgt at købe en blond, kort paryk, samt et par smarte solbriller i håb om, at det ville kunne holde ham skjult. Indtil videre havde det også gjort dets del af jobbet, for vi kunne gå rundt blandt menneskerne uden at blive opdaget.
Af og til måtte jeg dog alligevel holde et grin inde, når jeg kiggede på ham. For når det kom til stykket, var det måske godt nok, at drengen ikke var blondine. Den lyse farve og det glatte hår, klædte ham nu ikke lige så godt, som de søde krøller og den brune farve gjorde.

”Hvis du siger så meget som blot én dårlig ting mere om håret, kan jeg godt love dig for, at du vil kunne komme til at vide hvordan det føles at have ondt i fødderne. For så får jeg dig af denne her bus, og så kører jeg selv videre og nyder livet som blondine.” Selvom han prøvede på at virke seriøs, gjorde han nu ikke just et specielt godt arbejde. Han kunne ikke lade være med at trække i smilebåndene, og endte til sidst ligefrem med at kysse mig på kinden, som et tegn på, at han ikke mente hvad han sagde.

Den varme følelse og den røde farve skød hurtigt op i mine kinder, da hans læber lagde sig mod min kind.

”Bare ti stille og pas dit job, Mr. Guide,” grinte jeg, inden mit hoved sank ned på hans skulder, mens jeg spejdede ud over de smukke omgivelser vi befandt os i.


Stearinlyset, der så smukt lyste vores lille bord op, fik smilet frem på mine læber. Det hele var så romantisk og sødt, og at vide, at Harry havde fået alt dette sat op til ære for denne middag, fik en dejlig følelse frem i min mave. Efter vores lille sightseeing tur med den røde bus, havde han spurgt om jeg ville spise med ham på en lille restaurant her i London, som en perfekt afslutning på en dejlig dag.

”Hvordan går det egentligt i butikken? Er der fremskridt at se?” Da han nævnte butikken, kunne jeg i samme øjeblik mærke, hvordan bekymringen skyllede ind over mig, for første gang siden jeg kom her til London.
Som min Nanny havde bedt mig om, havde jeg lagt alle tankerne om lukningen, og om de triste informationer lidt væk, mens jeg var her.

Kort sukkede jeg. ”Det går slet ikke Harry,” indrømmede jeg. I princippet kunne jeg godt vælge at holde alt hemmeligt for ham, men hvad var meningen med det? Fortjente han ikke at vide hvad der foregik? ”Indtjeningerne stiger ikke, og siden ingen har mulighed for at kunne støtte butikken, bliver vi højst sandsynligt nok nødt til at lukke og slukke her indenfor ganske kort tid.”

Det værste ved at sidde her og snakke om det var, at butikken førhen havde været samlingspunkt for folket i England. Mange kom fra byer både i nord og syd for at handle ved min bedstemor, men det var som om, at tiden havde sat sit præg på butikken, i takt med, at folk begyndte at få færre og færre penge. Måske noget der også spillede ind i det hele var, at flere og flere folk begyndte at tænke på skilsmisser, hvilket klart ikke betød at der ville være blomster i deres forhold.

Harrys varme hånd tog forsigtigt min i sig, og klemte den kort. ”Det skal nok gå, love. Det har jeg også forsikret dig om op til flere gange.” Han kyssede den så blidt og smilte barmhjertigt til mig. ”Ingen skal have lov til at tage din lykke fra dig. Ikke når jeg stadig kan forhindre det.”

Selvom det ikke var øjeblikket for noget sjovt, kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine kort af det han sagde. Ordene han lod svinde ud gennem sin mund, lød mest af alt som ord fra et eventyr. Som var han min prins der var kommet for at redde mig. Noget der i mit hoved slet ikke gav mening. Dog måtte jeg alligevel indse, at Harry havde været der for mig gennem det sidste stykke tid.

”Vi får se hvad der kommer til at ske. Hvis butikken ender med at lukke, vil jeg jo blive nødt til at få mig en ordentlig uddannelse.” Et lille fnis kunne høres, og denne gang var det Harrys tur til at finde situationen sjov. Af hvilken grund vidste jeg ikke. Den dreng fandt alle mulige underlige ting sjove. Især når tingene var så platte, at kun ham selv ville kunne se det sjove i det.

”Du behøver ingen uddannelse, Rosie. Med dit udseende ville alle modelbureauer dræbe hinanden for at få dig på forsiden af deres magasiner.” At han stadig kaldte mig Rosie, til trods for alle de gange jeg havde bedt ham om at lade være, gjorde mig varm indeni. Den dreng gav ikke så let op, og med de ord han også havde slynget ud, dukkede farven også op i mine kinder.

”Som du dog smigrer mig i dag, Blondie.” Siden vi slyngede det ene rosende ord ud efter det andet, kunne jeg vel lige så godt bruge tiden på, endnu en gang, at værdsætte den blonde paryk Harry stadig havde på. ”Må jeg ikke farve dit hår blond? Og glatte det permanent? Jeg er sikker på at dine fans ville elske det lige så meget som jeg gør.”

”Hvad var det vi havde aftalt, love? Ikke flere kommentarer om håret, eller du ville komme til at fortryde det.” Uden at give mig tid til at tænke, rejste han sig ihærdigt op fra stolen, stormede over til mig, og svang mig op i sine arme. ”Du ville ønske du havde holdt din mund,” grinte han, inden han så begyndte at kilde mig, hvilket fik mig til at hvine højt. Dog fik det mig også til at sprælle ustyrligt med benene. Noget der resulterede i, at jeg kom til at sparke til bordet, sådan at vores glas sammen lyset og maden røg ned på gulvet med et stort brag.

Lang tid endte der heller ikke med at gå, inden en tjener stod ved vores side, og bad os om at dæmpe niveauet lidt, samt betale for de skader vi havde lavet.

”Hvad foregår der dog her. Og hvad er det for et lydniveau i to har?” Hans øjenbryn var trukket sammen, så gal var han. ”Og det der-” han pegede på bordet der lignede noget der var løgn. ”- det erstatter i selv. Ingen dikkedarer fra jer to. Det skal erstattes. Det hele.” Tjeneren blev dog stoppet af en ældre dame der med et stort smil kiggede på Harry og jeg.

”Lad dem være, my love. Kan du ikke se at de er forelsket og nyder hinanden selskab.” Da damen snakkede, måtte jeg indrømme at jeg nok havde taget fejl af hendes alder. For taget i betragtning af hendes stemme, virkede hun slet ikke til at være så gammel som først antaget. Bedre blev det heller ikke, da hun fortsatte med at snakke, og slog fast, at hun nok langt fra var i tresserne. ”Du husker vel selv dengang vi to var nyforelsket. Og hvor dumme de  ting vi lavede var. Så lad dem nu hygge sig, og så kan vi rydde op senere.”

Overrasket kiggede jeg op på hende. Kort blinkede hun bare med det ene øje inden hun vendte om på hælen og igen forlod os.

”Om forladelse. Det er jeg ked af,” halvmumlede tjeneren, der åbenbart var relateret til damen fra tidligere.

Harry og jeg endte dog alligevel med at betale for skaderne, efter at Harry havde insisteret til trods for at vi ikke behøvede.


”Harry?” hviskede jeg sagte, da vi begge havde lagt os ned i sofaen efter en lang dag. Mig med mit hoved på hans bryst og ham med sin ene arm viklet om min krop. Jeg hviskede i håb om, at han kun lige netop kunne høre hvad jeg havde at sige.
Som et svar nikkede han kort på hovedet

”Jeg er glad for, at det var dig der åbnede døren den anden dag, og ikke en gammel mand eller dame, som min bedstemor ville have mig til at bo hos mens jeg var i London.” Forsigtigt lagde jeg min hånd på hans kind, og kiggede endeligt op på ham. Vores øjne mødtes, inden han blidt pressede sine læber mod mine. En ting som jeg havde ventet på hele dagen.

”Det er jeg også, deary. Og tak for en fantastisk dag.”

Mere nåede jeg ikke at høre ham sige, før mine øjne lukkede sig i, og før jeg svandt ind i drømmeland, sovende i armene på Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...