Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
77733Visninger
AA

14. Chapter 13


Tingene endte ikke med at gå bedre i butikken som dagene gik. End ikke efter godt og vel en uge var der noget positivt i vente. Salget var som det plejede, hvilket resulterede i, at indkomsten ikke yderligt steg, og at håbet også var begyndt at svinde ud i sandet.

Vi var ved at være så langt ude på falderebet, at jeg snart ikke længere vidste hverken fra eller til. Det gjorde så ondt at tænke på, at butikken med garanti sikkert ville lukke, og at jeg intet kunne gøre for at forhindre det. Min Nanny var dog stadig ved højt mod, og virkede ikke til at være så nem at få ned med nakken.

Fordi jeg selv havde virket til at være helt nede i kulkælderen, havde hun bedt mig om at holde et par dage fri. Måske det ikke var helt optimalt med al den bekymren der var omkring butikken i disse dage, men hun mente at jeg havde brug for det. Jeg havde brug for at komme væk, og i dette tilfælde måtte jeg give hende ret. Forhåbentligt kunne jeg få mine tanker ledt lidt på vildspor, hvis jeg fik noget andet at se til i et par dage.

Derfor var jeg også tidligere på dagen steget på et tog, og havde sat mig for hovedet at tage en tur til London. Med mig havde jeg en skuldertaske som jeg havde pakket, samt en håndtaske med mine personlige genstande i. Nanny havde givet mig lidt lommepenge med, som hun så fint havde kaldt det, hvilket for første gang i et par dage, havde formået at give mig et smil på mine læber.

London lød måske til at være helt hen i vejret, taget i betragtning af, at jeg ikke så tit havde været i Englands hovedstad. Normalt holdt jeg mig til lokalsamfundet i Holmes Chapel, og kom ikke så meget ud. Det skulle alligevel ændre sig i dag. Hovedstaden havde nemlig ikke kun virket tiltrækkende grundet alle de butikker og attraktioner den havde at byde på.

Nej der var en helt anden grund til at jeg var her.

                      Går det bedre? - Harry x

En besked bippede ind på min mobil sekundet efter, hvorpå mine tanker blev lagt til side da jeg blev nødt til at fokusere på samtalen. Da jeg så hvem den var fra måtte jeg indrømme at jeg ikke kunne lade være med at grine som en lille pige.
En dreng, hvis navn var på fem bogstaver havde sendt mig beskeden. Harry.

Siden vores aften sammen den anden dag, havde han været så sød at skrive til mig regelmæssigt. Faktisk skrev vi sammen op til flere gange om dagen, og jeg måtte indrømme at han formåede at få mit humør til at stige. Derfor tog det mig heller ikke lang tid før jeg havde sendt ham en besked igen.

                      Bedre end for et par dage siden, ja. Hvordan er jeres interviews?

Som Harry tidligere havde forklaret mig, blev han nødt til at rejse lidt rundt i England her de næste par uger, da ham og de fire andre drenge fra hans band skulle promovere deres kommende album. Samtidigt skulle de vidst også snakke noget om en kommende tour som de skulle på.

Uden at lyde som en kærlighedssyg pige, måtte jeg indrømme at jeg lidt savnede han tilstedeværelse. Det var på en underlig måde lidt … tomt uden ham. På en daglig basis så jeg op til flere gange, da han med garanti altid ville komme ind i butikken for at købe en rose. Hvad de roser blev brugt til eller hvem der fik dem, var stadig en gåde for mig.
Dog havde jeg valgt at lade det ligge, da det egentligt ikke ragede mig. Harry var ikke min kæreste eller noget der så meget som mindede om det, og havde derfor ikke krav på at fortælle mig hvad han gjorde af dem.

De er vel okay, I guess. Spørgsmålene minder meget om hinanden, og værterne gider ikke lade være med at flirte med os. xx

Hans svar fik mig til at grine højere end før. En handling der fik folk til at vende sig undrende mod mig, hvorefter de sendte mig spørgende blikke. Selvfølgelig flirtede værterne med dem. De ville vel alle ønske at de kunne få lidt opmærksomhed fra de fem verdenskendte og eftertragtede drenge, der lige nu toppede alle verdens hitlister med deres sange.
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en snert af jalousi, da han sendte mig beskeden.
Måske Harry alligevel havde gjort et bedre indtryk på mig den anden dag, end jeg lige som sådan ville indrømme.

                      Flirt igen

Mit svar endte ikke just med at være kreativt, og kunne sikkert også godt ende med at virke lidt hårdt. Noget der ikke var meningen. Problemet var bare, at jeg måske havde endt med at handle for jeg tænkte mig ordenligt om.

Så du vil have mig til at flirte med kvinder der i princippet allerede burde være gået på pension? De har alle ramt 50, Rosie!

Da endnu en besked bippede ind på min mobil, måtte jeg indrømme at jeg følte mig som en idiot. Ud fra Harrys besked lød det til, at de værter måske var lidt for gamle til ham, og at jeg rent faktisk havde gjort mig selv lidt til grin overfor ham. Men hvordan skulle jeg vide at de var så gamle? Plejede de engelske værter ikke altid at være unge og guddommeligt smukke?

                      Hvis de er 50 burde de kunne sætte en ung dreng som dig på plads.

Kun med nød og næppe nåede jeg at sende den, inden toget standsede og jeg blev nødt til at stige af. Efter et par timer i tog havde jeg nu nået London, og var derved også ved min endestation. Problemet ved at jeg var her var så bare, at jeg ikke havde booket noget hotelværelse. Nanny havde åbenbart et hold venner der var her i London, så de havde tilbudt mig at jeg kunne klemme mig ned på deres sofa på deres hotelværelse, sådan at jeg ikke selv behøvede at finde pengepungen frem.
Hvad de hed havde Nanny ganske kort fortalt mig, dog var de to navne allerede glemt igen.
Så mon ikke at jeg nok skulle klare mig, hvis jeg nu bare fulgte de instrukser jeg havde fået med hjemmefra? Instrukserne der meget gerne skulle føre mig til hotellet.

Min telefon, jeg stadig havde i hånden begyndte pludseligt at vibrere mere end normalt. Den ringede.

”Hej,” svarede jeg ganske kort, da jeg havde fået trykket på den grønne knap uden overhovedet at se hvem der ringede op til mig.

En hæs stemme hørtes i den anden ende af røret. ”Hej love,” sagde han, hvorved et smil igen fandt vej om mine læber. Hvad lavede han lige nu? Burde han ikke være godt i gang med endnu et interview eller i det mindste at være godt i gang med at spørge de gamle damer ud på en date.

”Harry,” grinte jeg. ”Jeg troede du havde alt for travlt med at flirte med gamle damer, til at kunne finde tid til at snakke med mig.” På en måde var det underligt for mig, pludseligt at joke med Harry når jeg mest af alt var vant til at have et stort had til ham. Og måske det også virkede mærkværdigt at vi sådan var blevet venner. Men folk ændrede sig, og jeg havde vel indset at han var et godt tilfælde af det. Harry havde ændret sig.

I en kort stund var der stilhed. Som blev han nødt til at tænke to gange over det han skulle sige. ”Nah – de vil ikke have mig. Åbenbart er jeg for ung til dem.” I dette sekund kunne jeg måske godt stille spørgsmålstegn ved, om han jokede eller om han rent faktisk mente det seriøst.

”De ville lade en sød dreng gå, hvis de ikke tog med dig på en date.” Først da ordene allerede havde forladt min mund, gik det op for mig hvad jeg rent faktisk havde sagt. Måske jeg for eftertiden burde tænke over hvad jeg lukkede ud, før det var for sent.

”Så du siger at du ville gå med mig på endnu en date hvis du fik chancen for det?” Typisk.

”Det var ikke hvad jeg sagde, nej.” Ihærdigt prøvede jeg at benægte det jeg lige havde startet. Inderst inde vidste vi vel også godt begge to at det jeg sagde ikke var sandt. Grundet Harrys anderledes opførsel og hans ”nye” personlighed, ville jeg ikke have noget imod at tage med ham på endnu en date. Den første vi havde haft havde været noget så hyggeligt, og det var som om at han forstod mig på en måde, som ingen andre gjorde.

”Hmpf…” Afvist gav han en kort lyd fra sig. ”Det vil tiden jo vise. Men når det så er sagt – hvad laver du?”

”Underligt nok så befinder jeg mig i London.” Harry vidste, at jeg ikke var typen der normalt forlod vores hjemby, så at jeg nu pludseligt stod i hovedstaden, måtte vel komme bag på ham. Ligeså meget bag på ham, som det egentligt også kom bag på mig at jeg nu endeligt tog springet og holdt fri.

”I London?” udbrød han. Kort nikkede jeg, da jeg ikke yderligt tænkte over, at han ikke kunne se det. ”Hvad laver du dog her?”

Mens han snakkede, prøvede jeg på at følge instrukserne på papiret, der fortalte mig, at hotellet med min Nannys venner skulle være lige her i nærhedet. Grundet det faktum endte jeg heller ikke med at få fat i alt det Harry fortalte mig.

”Jeg havde brug for at komme lidt væk, og min Nanny foreslog så, at jeg kunne bo på et hotel hos et par af hendes venner, der også ville være i London i disse dage.”

”London er en fantastisk by,” var det eneste svar han kom med, da vi derefter kom ind på et andet emne, som vi holdt kørende i et godt stykke tid.

Efter en god lang samtale, og en masse koncentration fra min side, stod jeg foran hotellet der så ud til at være noget så fint. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville dette specielle sted have mindst fire stjerner.

”Harry…” Egentligt havde jeg det dårligt med sådan at måtte afslutte vores samtale så pludseligt, men hvis jeg skulle give min Nannys venner et godt førstehåndsindtryk, blev jeg nødt til ikke at være optaget af min samtale med Harry. ”Jeg er kommet til det hotel jeg skal bo på, så jeg bliver nok nødt til at smutte nu.” Intet svar. Det eneste jeg hørte i hans ende af røret var en del larm, som var der et par drenge der havde gang i en mindre slåskamp.

”Av Niall! Stop det!”

”Liam du sparker mig i hovedet.”

Et grin forlod mine læber da Harry nærmest skældte dem ud. ”Drenge jeg snakker lige i telefon, så kan I ikke dæmpe lydniveauet lidt?”

”Louis, giv mig fjernbetjeningen.”

Da jeg trådte ind af den store hoteldør, gav jeg manden bag disken et kort nik, som et tegn på at jeg havde styr på hvad jeg lavede. Altså hentydet til, at jeg ikke behøvede hans hjælp, og at jeg nok selv skulle finde frem til værelset. Han smilte kort inden han igen rettede blikket mod computeren, der stod på bordet foran ham.

”Vent lige med at gå, Rosie.” Harrys stemme fik mig igen revet mig tilbage til virkeligheden. ”Du kan ikke bare efterlade mig med disse fire tosser.” Endnu en gang kunne jeg ikke lade være med at grine. Godt nok havde han ikke snakket om de fire drenge, som han var de andre medlemmer af One Direction, men lidt kendte man vel altid til dem.
Sammen var de fem ustyrlige og noget af nogle legebørn.

”Så er det også kun fordi jeg ikke gider stå og glo i elevatoren, at jeg bliver ved med at snakke med dig,” jokede jeg efter netop at være gået ind i elevatoren, inden jeg fik set på mit papir at jeg skulle op på syvende etage. Hurtigt fik jeg trykket knappen med tallet ”7” på.

”Hvad hedder de venner du skal besøge?” Det var så et af livets store gåder.

”Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke huske det.” Denne gang var det hans tur til at grine kort. ”Gør det mig til en dårlig person?”

Endnu en gang gik der lidt tid inden han svarede. Som skulle han overveje sit svar ganske nøje. ”Måske det ikke gør dig til en decideret dårlig person. Nok nærmere en…”

Mens han snakkede havde jeg fundet vejen frem til den dør, hvor min Nannys venners værelse meget gerne skulle være. Så mens Harry snakkede havde jeg banket på døren, og ventede nu bare i spænding på, at døren ville blive åbnet, sådan at jeg kunne få sat ansigt på hendes venner. I mellemtiden var Harry stoppet med at snakke, hvilket undrede mig lidt.

”Harry?” blev jeg så nødt til at sige endnu en gang, for lige at gentage overfor ham, at jeg nok hellere måtte smutte, for netop ikke at lade mit førstehåndsindtryk blive dårligt.

Døren åbnede sig stille, mens jeg stadig ventede på et svar fra ham.

Svaret fik jeg dog hurtigt, da jeg så hvem der stod i døråbningen.

”Rosie,” sagde hans hæse stemme. Og ikke nok med at jeg kunne høre hans stemme i den anden ende af røret, kunne jeg også høre lige foran mig. For den person der havde åbnet døren, var ingen ringede end Harry, hvilket fik mig til at tabe min ene taske af ren forbavselse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...