Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
77034Visninger
AA

13. Chapter 12



I smug beundrede jeg hende. Jeg beundrede den måde de uskyldige tårer løb ned af hendes søde og runde kinder. Jeg beundrede den måde hendes læber bevægede sig på når hun lod ordene slippe ud gennem dem. Jeg beundrede den viljestyrke hun havde for ikke at give op, og det mod hun havde for endeligt at åbne op overfor mig. Endeligt lod hun mig komme ind under huden på hende, og lod mig hjælpe hende.

Det var alt jeg havde behøvet og alt jeg havde villet siden første gang jeg så hende, tilbage da vi begge var ganske små. Alt jeg nogensinde ville var at lære hende at kende.

Derfor vidste jeg også, at jeg nu havde min chance. Jeg havde nu chancen for at være der for hende, og prøve på at gøre alt godt.

”Rosie…” startede jeg ud, men fortrød hurtigt mit valg af ord. Hvis der var noget hun hadede, var det kælenavnet jeg lige havde brugt. Og jeg vidste det. Alligevel fandt jeg det så perfekt til at beskrive hende, at jeg ikke kunne lade være med at kalde hende for det. ”Dine forældre elskede dig … Nej – de elsker dig mere end noget andet.” Hun havde rettet sit blik væk fra mig, og fordi jeg ville have hende til at fokusere, tog jeg blidt fat under hendes hage, og fik hende til at kigge på mig. ”Du ved at de ikke ville forlade dig, men de kunne intet gøre. Der var intet der kunne stoppe det fly fra at styrte ned. Intet der kunne have reddet dem.”

Selvom ordene med garanti ville gøre ondt at høre, blev hun også nødt til at indse at hendes forældres død var en ulykke.

Jeg huskede tydeligt, da det havde været i nyhederne at et passagerfly var styrtet ned over Atlanten, da det var på vej hjem fra New York. Et fly hvor begge Roses forældre havde været passagerer på, og hvor de begge havde måttet ladet livet, grundet ulykken.
Tragedien havde ramt skolen hårdt, da alle vidste hvem Rose var. Alle elskede hende.
Men noget ændrede sig efter hendes forældres død. Hun ændrede sig.
Det var hvert fald hvad så mange begyndte at mene.

Jeg selv kunne dog ikke se det. Hun var for mig stadig den samme Rose, jeg altid havde kigget efter hver dag jeg kom ind på skolen. Den samme pige jeg gennem hele mit liv havde beundret, og den samme pige jeg gennem mit liv havde haft et godt øje til.

”Har du hørt om skytsengle?” Da hun intet sagde, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fortsætte med at snakke. Hun nikkede kort som svar, hvilket også indikerede at hun lyttede til mig. ”Mange mener at folk er heldige hvis de har bare én skytengel. For dig tror jeg ikke det er tilfældet.” Hendes blik ændrede sig i det mine ord forlod mine læber. Som havde jeg sagt noget forkert. Dog vidste jeg godt hvor jeg ville hen med det jeg ville fortælle hende, så hun havde intet at bekymre sig om.

”Du vil ikke kun have én, men hele to skytsengle, love. Dine forældre sidder i dette øjeblik oppe i himmeriget og kigger ned på dig. De kigger ned på den smukke datter de har fået, og beundrer hendes mod og viljestyrke. Og de vil ikke have at du så let giver op. De vil ikke have at dig til at græde over spildt mælk.” Mens jeg snakkede, kunne jeg se hvordan hendes øjne kort flakkede op mod himlen over os, hvorefter et forsigtig smil viste sig på hendes læber.
”De vil have dig til at kæmpe for det du elsker. Og butikken er ikke lukket endnu. Så kæmp for dens overlevelse.”

Endnu en gang nikkede hun.

”Men husk på én ting.” Det jeg ville fortælle hende på nuværende tidspunkt, var noget jeg i lang tid havde haft på tankerne. Det var noget jeg i flere år ville have fortalt hende, men som jeg aldrig havde fået chancen til. Chancen havde ikke været der, netop fordi at vi aldrig snakkede sammen når vi var i skole. Da jeg så kom i X-Factor og måtte rejse væk, mistede jeg også chancen der. ”Du skal kæmpe for det du selv brænder for. Jeg ved hvor meget butikken betyder for både dig og din Nanny, men du skal også huske på, at der er en verden udenfor Holmes Chapel. En verden der venter på dig udenfor Cheshire – udenfor England. Så gør hvad du har lyst til.”

”Harry je-”

”Shh…” formåede jeg hurtigt at sige ved at lægge to fingre på hendes bløde læber. ”Men sørg først for, at butikken ikke lukker. Derefter kan du begynde at tænke på dig selv, og på hvad du gerne vil. Ikke på hvad andre forventer du skal gøre, eller hvad andre vil have dig til at gøre.”

Aldrig havde jeg sagt så mange fornuftige ting på én dag, for aldrig havde jeg ladet ordene komme direkte fra hjertet, som de gjorde i dette øjeblik.

Selvom jeg vidste at det var en grænse af overskride fra hendes side, især fordi hun altid havde haft et stort had til mig, tog jeg hendes lille hånd i min, og flettede vores fingre sammen.
Jeg ville vise hende, at jeg var ved hendes side, og at jeg altid ville hjælpe hende.

For godt nok havde jeg været noget af en idiot tidligere i mit liv, men alt dette havde ændret mig, efter at jeg var kommet væk fra High School. Det var lagt bag mig, efter at jeg var kommet væk fra de venner jeg havde dengang. De havde altid haft en dårlig indflydelse på mig. Noget der først gik op for mig, efter at jeg havde mødt fire drenge, der nu alle var blevet mine bedste venner. Liam, Niall, Louis og Zayn. De fire havde lært mig hvad rigtige venner var. De havde lært mig hvordan man levede livet, og hvordan man var nødt til at opføre sig, hvis man ville have folk til at respektere en som person.

”Du skal følge dit hjerte,” hviskede jeg som det sidste, i håb om at hun ville lytte til mig.

Selvom hun intet havde sagt i et godt stykke tid, overraskede det mig, da hun lige så stille åbnede sin mund, som et tegn på at hun havde noget at sige.

”Harry, hvorfor gør du det her mod mig?” Hendes ord kom ud i et så lavt toneleje, at jeg næsten ikke kunne høre hvad hun sagde til mig. ”Hvorfor er du så sød overfor mig?”

Selvfølgelig ville hun tvivle på mig og begynde at stille spørgsmålstegn ved de ord jeg fortalte hende. ”Fordi du fortjener det bedste, Rosie.” Kort sukkede jeg. Jeg ville aldrig have mod nok til, at forklare hende hvor sød og dejlig jeg syntes hun var. Nu havde jeg endeligt fået en chance for i det mindste bare at blive venner med hende, så hvis jeg smed i hovedet på hende, at jeg også fandt hende helt fantastisk, ville hun med garanti begynde at tage afstand til mig igen. ”Og fordi jeg ikke er den samme Harry jeg var tilbage i skoletiden. Jeg har ændret mig, og det vil jeg stadig prøve at bevise overfor dig. Om du vil have det eller ej.”

Mens jeg snakkede, kunne jeg se hvordan hun rykkede tættere og tættere på mig. En handling der fik mit hjerte til at banke betydeligt hurtigere end normalt, men som også fik mig til at blive nervøs.

”Eh… Rose?” fik jeg også nervøs fremstammet. ”Hvad laver du?” Ordene kom ud i et så lavt toneleje, som Rose tidligere også havde snakket i, at det ville undre mig, hvis hun rent faktisk kunne høre hvad jeg sagde til hende.

Stadig mens hun blev ved med at læne sig tættere og tættere på mig, hviskede hun tilbage:
”Jeg følger mit hjerte, som du bad mig gøre.”

Ordene nåede jeg ikke at tænke videre over, da hendes læber sekundet efter ramte mine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...