Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
76559Visninger
AA

12. Chapter 11


”Sweety?” Min Nannys blide stemme hørtes bag mig. ”Kan jeg lige snakke med dig? Det tager kun to minutter.” Jeg nikkede kort, og fulgte efter hende ind i personalerummet. Alyssa tog derefter over i butikken, selvom der ikke ligefrem var så meget gang i salget i dag.

Efter at være på tomandshånd med Nanny, forholdt jeg mig tavs.

”Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig.” Med det toneleje hun brugte, og med de ord hun lod slippe ud af sine læber, kunne jeg godt fornemme det dårlige i denne samtale.
Netop grundet den dårlige mavefornemmelse jeg havde, kunne jeg også mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke betydeligt hurtigere.

”Sagen er den, at vi i butikken ikke tjener nok. Indtægterne er høje, men ikke høje nok til at vi kan få overskud når alt er betalt.” Egentligt kom det ikke som en overraskelse for mig, at indtægterne i butikken måske ikke just var noget at råbe hurra for. Men når min Nanny ville hen med det hun sagde, havde jeg ingen idé om.

”Vi må vel bare gør noget for at markedsføre os bedre så,” foreslog jeg, i håb om at hun ville syntes om min idé. Da hun nikkede på hovedet, fik jeg tvunget et lille smil frem hos mig.

”Det ved jeg godt, min skat. Men sagen er den, at banken ikke bliver ved med at give os penge til at kunne betale huslejen med. For hvis vi intet har at kunne give dem igen, bliver de nødt til at stoppe vores lån, hvilket i sidste betyder, at vi bliver nødt til at lukke butikken.” Min Nannys stemme var så spinkel da hun forklarede mig de fatale konsekvenser af noget, jeg tidligere kun havde troet var en trussel. Jeg havde ikke antaget hendes ord for, at være så alvorlige som de var. Ikke før nu.

Men var det ikke grov nok, ligefrem at skulle lukke butikken?

Butikken betød ikke kun alverden for mig. For hvad den betød for min mormor var ikke til at beskrive. Hun havde gennem alle de år jeg kunne huske, lagt så meget arbejde i det, og havde arbejdet på både godt og ondt.

”Nanny…” Tårerne var begyndt at forme sig i mine øjenkroge, og jeg kunne se, at det samme var ved at ske ved hende. ”Det må ikke ske. Butikken kan ikke lukke.” Realiteten gik lige så stille op for mig, eftersom at ordene nu havde haft lidt tid til at sive ind.

”Det ved jeg, dear. Men der er intet at gøre ved det. Hvis ikke salget ændrer sig de næste par uger, bliver vi nødt til at dreje nøglen, og lukke det hele ned.” Uden at tænke mere over de dårlige ting fremtiden kunne bringe med sig, smed jeg armene om min Nannys skulder, og pressede hende hårdt ind til mig. Jeg vidste, at hvis vi skulle komme gennem dette her, blev vi nødt til at stå sammen. Vi blev nødt til at forholde os stærke, og ikke så let give op.
Dog vidste vi godt begge to, at alt håb næsten var ude, og at vi intet kunne gøre, for at stoppe det mareridt der snart ville blive en realitet for os.

”Lad os nu bare se hvad fremtiden bringer med sig,” kom det optimistisk fra hende, og selvom hun var på randen til at græde, formåede hun stadig at lyde så munter og forhåbningsfuld som hun gjorde. Et talent jeg tit beundrede hende for at have.


Efter at have hørt hvad min Nanny havde at fortælle mig, valgte jeg at tage en lille pause fra arbejdet, og gik derfor ned i den lokale park. Mest af alt var det for at få renset tankerne lidt fra det tumult der var ved at ske omkring mig.

Med hovedet begravet i mine hænder, satte jeg mig sukkende ned på en bænk.

Hvis bare min mor og far havde været ved min side i dette øjeblik. De havde altid haft et talent for at formulere sig perfekt til hver eneste situation de stod i. Et gen og et talent jeg ikke just havde arvet fra dem.

Tankerne og minderne om dem, fik endnu en gang tårer til at komme frem i mine øjenkroge. Et stykke tid var gået, siden jeg sidst havde tænkt på dem grundet mit travle liv. Ikke at deres ansigter og søde smil ikke stadig sad klistret til min nethinde – for det gjorde de. Tro mig.
Til tider gjorde det bare for ondt at tænke på dem, og tænke på den skæbne de begge havde haft.

”Hey…” En hæs stemme lød ved siden af mig. Harrys. ”Er du okay, Rosie?” Som om at det ikke var nok, at mine forældre dukkede op i min hukommelse, så gjorde hans brug af kælenavn ikke ligefrem situationen meget bedre. For det plejede de at kalde mig.

Forsigtigt smøg han sig arm om min spinkle krop efter at have sat sig på bænken ved siden af mig, inden han så knugede mig ind til sig. ”Det skal nok gå,” blev han ved.

Tydeligvis prøvede han bare på at hjælpe, og prøvede på at være den ven i nød jeg havde brug for og manglede. Men kunne han for en gangs skyld ikke bare lade mig være i fred?
Han gjorde mig så fandens forvirret, med den måde han opførte sig på overfor mig.
Især fordi han pludseligt, som sagt, pludseligt virkede til at være en helt anden person. En helt anden Harry.

”Vil du ikke være sød at gå, Harry?” Måske det ikke var det sødeste svar at give ham, nu hvor han netop havde været så barmhjertig gennem den seneste tid. Men jeg vidste også, at hvis han blev ville han begynde at stille spørgsmålstegn til mit liv.
Han ville med garanti spørge ind til hvorfor jeg græd, og hvorfor jeg ikke var på arbejde.

”Rose, jeg-”

”Please?” bad jeg endnu en gang, og valgte derefter for første gang at kigge ind i hans grønne og skinnende øjne, der kiggede så sørgmodigt og bekymrende på mig. Fast besluttet på ikke at rykke sig, rystede han på hovedet.

”Om du vil have det eller ej, så går jeg ingen steder. Ikke når du er i den tilstand du er i.” Da han strøg en hånd over min kind, for at fjerne en lok hår, gik kuldegysningerne hurtigt gennem min krop. ”Jeg bliver lige her.”

”Harry, jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg har ikke brug for no-”

Uden at lade mig tale færdig, brød han ind. ”Du er tydeligvis ked af det over et eller andet, og du må vide at det pirrer mig at se dig så nedtrygt.” Hans ord kom bag på mig, hvilket alt han gjorde og sagde efterhånden gjorde. ”Fortæl mig hvad det er. Jeg er her for at hjælpe.”

Hvis ikke det havde stået klart for mig før, gik det op for mig nu – for om jeg ville have det eller ej, så var Harry ikke den samme nar som han var tilbage i High School.
Han virkede oprigtigt til at bekymre sig om mig, men hvad det skyldtes, havde jeg endnu ikke haft held til at regne ud. Alt jeg vidste, at jeg havde brug for en der ville lytte.

En som Harry.

”Butikken lukker højst sandsynligt… Nanny kan ikke få det til at køre rundt, og hvis ikke vi snart få et tilskud fra en sponsor eller en stor ordrer, bliver vi nødt til at lukke og slukke det hele.” I dette øjeblik endte det med at gå galt for mig. At komme ud med sproget, fik mig også til at indse alvoren i det min Nanny tidligere havde fortalt mig. Det fik mig til at indse alvoren i det mit liv sikkert ville ende ud i – ikke at have et arbejde, samt en uddannelse og højst sandsynligt ikke at have et sted at bo. ”Derudover fik det mig til at tænke på mine forældre.”

Selvom Harry og jeg altid havde afskyet hinanden, kendte han godt til mine forældre. Han vidste hvad der var sket med dem, hvilket også var det han altid havde drillet mig med i skolen. Det var dem hans altid formåede at gøre nar af, hvor han selv altid stod lidt i baggrunden med et stort smørret grin om sine læber. Så at skulle åbne op om deres liv til ham, var noget der rigtigt ville sætte mig på en prøvelse.

Forhåbentligt ville det give mig klar besked på, hvem Harry Edward Styles egentligt var, og hvad han egentligt ville mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...