Kiss from a Rose ❊ One Direction

Han var mobberen, hun var offeret. Han var forelsket, hun hadede ham.
Så hvad sker der når han 3 år efter er verdenskendt, og hun arbejder i den selv samme blomsterbutik som altid? Han er stadig forelsket i hende, dog gider hun ikke have noget med ham at gøre.

382Likes
629Kommentarer
78059Visninger
AA

2. Chapter 1


Endnu et suk røg ud gennem mine læber, da en torn fra de smukke roser, igen havde boret sig ind i min ene finger. Og grunden til det var enkel. Det var i dag blevet min tur, til at tage en tur ud i gartneriet i baghaven, for at klippe de mange og smukke roser ned.

Normalt var det min bedstemors job, men siden der var godt gang i salget af blomster i dag, måtte hun stå inde i bag disken i butikken, og hjælpe til så godt som hun nu kunne. Hendes undskyldning for, at jeg så måtte tage jobbet som roseplukker, havde været at hun ikke ville have mig til at føle mig stresset. En ting som hun nemt troede, jeg ville blive, hvis jeg skulle betjene en del kunder i træk.
Så derfor havde jeg taget tjansen på mig, når det kom til at klippe roserne ned. Det skulle gøres i dag, sådan at de kunne komme ind i butikken dagen efter.

”Hvordan går det med arbejdet, darling?” Min bedstemors stemme lød fra døren, der førte ud fra baglokalet af den butik hun ejede. En butik der solgte blomster i massevis, og som var kendt for sine fantastisk smukke roser. Hun havde gennem hele mit liv haft byens berømte og eftertragtede blomsterbutik. Folk fra hele England kom, for at handle i netop dén butik.  

Min bedstemor havde et sand talent for at drive og eje en butik, og hvis ikke hun havde stået ved roret i så mange år som hun havde, og hvis ikke hun havde drevet butikken til succes, ja så var jeg sikker på, at denne specielle blomsterbutik i Holmes Chapel ikke ville have været nær så eftertragtet, som den var. 

”Det går fint Nanny. Men vær hellere klar med en pakke plaster, for som det ser ud lige nu, så kommer jeg nok til at skulle bruge en del af dem, når arbejdet er gjort.” Mit svar fik et smil frem på hendes læber. Det kunne jeg så svagt ane, som jeg stod her, godt og vel halvtreds meter fra hende. Hun fandt altid mine konstateringer og kommentarer sjove. Hvorfor kunne ingen rigtigt svare på.

”Pakken med plasteret ligger allerede så fint inde på hjørnet af køkkenbordet.” Med de ord, drejede hun om på hælen, og gik igen ind i butikken. En medarbejder havde sikkert kaldt på hende, hvilket var grundet at hun forlod mig.

Alligevel fik hendes lille kommentar et smil frem på mine læber. Min Nanny var altid så barmhjertig, og havde altid været der for mig. Især da nogle ting skete for mig, dengang jeg gik i de mindre klasser. Jeg måtte gå en del hårde tider igennem, og havde ikke ligefrem flere tusinde venner til at støtte mig.

Faktisk havde jeg aldrig rigtigt været den person med en del veninder og venner. Nok mere bare bekendte.

Derfor havde min tidligere skolegang her i Holmes Chapel, heller ikke ligefrem været noget at råbe hurra for.

Dog lå det alt sammen fortiden til, og jeg behøvede ikke at se tilbage til de mørke tider, jeg havde gennemgået. Ikke når jeg stod her med roserne i mine hænder.


Da jeg trådte ind i butikken igen, efter et par timers arbejde ude ved roserne, stod jeg stille og studerede min bedstemor. Hun knoklede og knoklede. Som var der ingen ende på hendes hårde arbejde.

Strømmen med kunderne var lige så stille begyndt at dulme lidt af.  

”Hold nu bare en pause, Nanny. Du har knoklet hele dagen, og du har brug for at sidde lidt ned. Lad mig tage over.” Efter at en del af roserne var blevet klippet af, og var blevet samlet i bunder, var jeg gået tilbage ind i butikken, for at give min bedstemor en velfortjent pause. Det var begyndt at blive sen aften, og vi skulle snart gøre klar til at lukke butikken for dagen.
Derfor syntes jeg også, at hun skulle holde fri resten af aftenen.
Jeg påtog mig dertil det sidste arbejde der skulle gøres, og da det var begyndt at svinde lidt ud af kunder, var det ikke just fordi, at jeg ville blive stresset.

”Nej det er fint darling. Jeg har ikke lavet alverden i dag, så jeg kan lige så godt tage det sidste med. Du trænger derimod til en pause. Så hold du bare fri.” Ikke tale om. Min bedstemor skulle ikke lukke og slukke denne butik endnu en gang. Det var her, jeg måtte træde til som det ansvarlige barnebarn jeg var. Jeg måtte være stædig.

”Jeg insisterer Nanny. Gå du bare hjem, og lad mig lukke butikken. Så mange flere kunder kan der da heller ikke blive ved med at komme her de sidste fem minutter.” Det var sandt. Butikken lukkede om små fem minutter, og efter det, skulle der altid ryddes op. Noget der godt kunne tage op til en time yderligt.

”Men..”

”Ikke noget men. Gå hjem.” Min ordre fik hende til at trække ganske kort på smilebåndet. Forsigtigt placerede hun så et kys på min kind, mens hun nikkede. Derefter gik hun ud i baglokalet for at pakke sine ting sammen.

Efter at en dør blev smækket i, åndede jeg lettet ud.

Nu var der ikke andet for, end bare at få blomsterbutikken lukket, sådan at jeg også selv kunne komme hjem, efter en lang arbejdsdag.

Mens jeg nynnede gik rundt og fejede de faldende og visne blomsterblade sammen, besluttede jeg mig for, at lukke butikken for dagen. Derfor nærmest valsede jeg hen mod døren, vendte ”åben” skiltet en halv omgang, så den endte med at sige ”lukket.”

Døren fik jeg hægtet fri fra dens greb der holdt den åben, men lige i det jeg skulle til at lukke den helt i, kom en forhindring i vejen.

En fod havde sat sig i vejen, og lidt efter kunne en banken også høres.

”Vi har lukket,” sagde jeg uden overhovedet at kigge på personen, der prøvede på at komme ind.

”Kan jeg måske for lov til at købe dagens sidste rose?” En hæs, og meget genkendelig stemme hørtes, og da jeg, for første gang kiggede op, mødte jeg et par grønne øjne, jeg ikke havde regnet med at se så sent om aftenen. Og så især ikke her i min hjemby.

I vores hjemby.

”Vi har lukket,” gentog jeg for derefter igen at prøve på at lukke døren i.

”Dear, lad nu bare den unge mand komme ind.” Da en stemme hørtes bag mig, vidste jeg, at det kom fra min Nanny. For selvfølgelig var hun ikke taget hjem, som jeg tidligere havde bedt hende om, og selvfølgelig skulle hun komme og ødelægge det for mig. For hvorfor skulle jeg overhovedet tænke på at lukke lige præcist denne her person ind?

Men fordi hendes ord var lov, så åbnede jeg sukkende døren, mens jeg prøvede på at virke så venligt som overhovedet muligt, overfor den person, jeg nu igen stod face-to-face med efter så mange år.

”Hvad kan jeg så hjælpe dig med, Harry?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...