(One Shot) The Ghost Of You (Magic 3)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
"Flashbacket kørte igen i mit hoved, lyden af hvordan vores bil var kørt sammen med træet, jeg kunne stadig huske hvordan min søsters nakke lå der helt forvredet, det eneste jeg ønskede var at kunne rejse mig men det kunne jeg jo ikke.

Jeg kunne kigge ned på min krop, se hvordan den livløst lå der, uden at trække vejret. Jeg ville røre den men det var som om at jeg ikke kunne nå selvom jeg stod lige ved siden af dem."

Følg pigen der i et One Shot leder efter broen til efterlivet, dog kommer en helt speciel person for at hjælpe...

***Dette er et One Shot om en pige og Liam efter hans død***

2Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

2. One Shot

Flashbacket kørte igen i mit hoved, lyden af hvordan vores bil var kørt sammen med træet, jeg kunne stadig huske hvordan min søsters nakke lå der helt forvredet, det eneste jeg ønskede var at kunne rejse mig men det kunne jeg jo ikke.

 

Jeg kunne kigge ned på min krop, se hvordan den livløst lå der, uden at trække vejret. Jeg ville røre den men det var som om at jeg ikke kunne nå selvom jeg stod lige ved siden af dem.

 

Min søster Ray sad også ved siden af sin livløse krop mens vores mor stille og roligt trak vejret, Ray løb hen til hende og bad hende vågne men det virkede som om vi intet kunne stille op vi hørte ikke til her mere og det vidste vi begge godt.

 

Ray skreg en sidste gang min mors navn, og da hendes skikkelse kom ud af vores nu livløse moders krop, begyndte Ray at græde. Mary vores mor gik hen og lagde armene om os hvorefter hun pegede over mod en bro som lyste eksremt kraftigt. ”Kom” lød det hvorefter hun begynde at gå mod Bro´en, Ray spænede efter og lige så stille begyndte jeg også at følge med.

 

Da jeg vendte mig om var alt forsvundet, den totalt skaede bil var væk, skoven træerne. Det eneste der var tilbage var den bro der lå under mine fødder. Af ren nysgerrighed gik jeg ned af broen og kunne igen se bilen, dog var broen væk da jeg igen vendte mig om.

 

Jeg satte mig op og kiggede forvirret rundt, jeg lå i blomsterne igen, for jeg ved ikke hvad gang. Uanset hvor jeg ledte kunne jeg ikke finde den skide bro, og jeg havde efterhånden ledt i næsten en uge. En uge var der gået siden min familie var gået over broen, uden mig vel og mærket.

 

Jeg havde lagt mærke til at folk ikke kunne se mig, men det var jo klart når min krop lå under jorden. Jeg havde selv været med til begravelse, set min krop blive sendt ned i jorden ved siden af min mor og søsters, jeg havde været der hele tiden. Problemet var bare at jeg værken var levende eller død.

 

Men der var mange af os her, mange der som mig var for nysgerrig i hovedet til at gå hele vejen over broen. Fx Alexis, hun var en af de eneste der rent faktisk var på min alder.

 

Her på denne slette hvor vi alle ledte efter broen kom der tit mennesker, min far var her også tit. Han stilte sig hen hvor bilen havde holdt og lagde altid blomster. Min og Ray´s bamse lå der også, men den havde jeg selvfølgelig taget. Dog havde jeg overvejet at give ham et brev men så ville han da først tro han var syg i hovedet.

 

Det var hårdt at se han lide på den måde, men han havde jo mistet de tre vigtigste personer i hans liv. Jeg ville da uden tvivl også gå helt amokka hvis jeg havde mistet dem jeg holdte af. Det havde jeg jo også...

 

Jeg havde mistet min far, Chelsea og bobbles. Chelsea var min kat og Bobbles Ray´s hund. Flere gange havde jeg taget hen for at se til dem men på en eller anden måde kunne de fornemme min tilstædeværelse. Chelsea gemte sig i hvert fald hver gang og Bobbles gav sig til at hyle.

 

Underligt, men folk siger jo at dyr kan fornemme mere end os mennesker. Fasinerende.

 

Jeg tog migselv i at sidde og rive i græsset igen, men det skete efterhånden altid når jeg tænkte tilbage på mit gamle liv derhjemme. Jeg havde værret ekstremt populær, haft en masse veninder, høj rant hos drengene og det hele. Men det havde Emily min bedste veninde overtaget, og det fortjente hun også. Selvom hun hver dag sad og græd på sit værelse.

 

Jeg ville så gerne kunne befire de folk fra de smerter jeg kunne se dem gå rundt med jeg havde flere gange aet Emily på ryggen når hun græd og flere gange havde jeg kigget de billeder der var af os igennem. Alle de minder vi havde haft sammen.

 

Den gang vi var de to små nørdede piger der kun gik op i One Direction og Twillight sagaen, det hele virkede så langt væk men vi blev jo også voksne og lærte at fokusere på drenge vi rent faktisk havde en chance for at få fat i. Aldrig i mit liv.. okay det lyder forkert... for jeg lever jo teknisk set ikke.

 

Jeg ved faktisk ikke engang hvad jeg gør, jeg vandre jo bare rundt og hver morgen ender jeg det samme sted, der hvor jeg lå efter ulykken. Jeg blev ved med at vende tilbage dertil uden min vilje, hver gang klokken blev 6 AM lå jeg samme sted som jeg lå da uheldet skete. Jeg kunne ikke komme så langt væk da jeg jo kun havde 24 timer et sted, det var altid tilbage altid det samme sted hen.

 

Jeg kiggede ned af min krop, arende var tydelige og det ar jeg havde efter Ray´s hånd da hun prøvede at hive mig med ned på hendes værelse da hun blot var 4 år gammel lyste en svag blå farve, jeg lod hånden høre ned over det og et billede af Ray poppede frem på mine øjnlåg.

 

For at tænke på noget andet hev jeg endnu engang fat i en blomt og gav mig til at flå den fra hinanden. ”Er det Ray igen?” spurgte en stemme og fik mig til at fare i vejret. Alexis stod foran mig, med det lyse hår hængende i slangekryller ned om skuldrende. ”Ja, det jo snart hver dag det sker” mumlede jeg og kiggede op på hende.

 

”Jeg forstår dig godt, jeg savner også dem derhjemme” hun tog fat i min hånd og sendte mig et smil, hun forstod mig så godt, hun havde godt nok mistet flere end jeg havde men hun tog det også ret godt.

 

Blomsten i min hånd var godt og grundigt mast og jeg kastede den fra mig inden jeg gik ned mod vandet, forundret sate jeg mig ned og kiggede på mit spejlbillede, Alex var her ikke mere men det var nok fordi hendes tidspunkt var nået. Hun var jo død om eftermiddagen hvilket det var nu, men hun kom nok tilbage, når hun havde genoplevet sin død.

 

Det var virkelig et helvede hver dag at gense sin død om og om igen, den samme rutine hver eneste dag indtil vi fandt broen. Irriteret over vandet sparkede jeg med mine bare tæer ned i møsntret så det sprøjtede.

 

En dreng kom gående og satte sig ved siden af mig, ingen af os sagde noget. Han sad der bare og så gik det op for mig at han nok ikke kunne se mig. Jeg tog fat i en pind som jeg kørte gennem vandet. Drengen kiggede underligt på vandet og prøvede så at få fat i pinden men jeg rev den til mig, nu da jeg vidste han kunne se hvad jeg lavede.

 

I jorden gav jeg mig til at skrive en besked, Kan du se mig? Drengen kiggede rundt og sået øjeblik bange ud inden han åbnede munden, ”Nej” stemmen vidste jeg at jeg havde hørt før og da jeg kiggede på ham kunne jeg se det. Liam Payne. Hurtigt gav jeg mig til at skrive i jorden igen. Hvorfor er du her? Drengen kiggede på jorden og smilte kort. ”Jeg er død, jeg kommer fra broen'” jeg gispede højt og fik fuglende til at lette. Det undrede mig at han ikke kunne se mig, det burde han jo! Men måske fordi han var 100% død

 

Jeg lagde min hånd på hans, hvilket fik ham til at gyse, ”Er du også død eller er du levende siden jeg ikke kan se eller hører dig” jeg grinte let og kiggede over på ham, inden jeg skrev i jorden igen Nej, jeg ved faktisk ikke hvad jeg er, jeg er på en måde død jeg nåede bare ikke over broen Liam kiggede på jorden og sendte den et trist smil. Hurtigt viskede jeg jorden ud og skrev igen Hvad med dig? Liam så et kort øjeblik trist ud inden han sendte jorden et smil ”Jeg omkom i en flyulykke, og mine venner overlevede, min forlovede er derhjemme.” jeg nikkede, så han var simpelthen forlovet, den stakkel. Det gør mig ondt skrev jeg og sendte ham et smil selvom han ikke kunne se det. Så jeg tegnede en smiley i jorden hvilket fik ham til at grine let.

 

”Men hvordan kan det værre du ikke har fundet broen?” spurgte han og kiggede kort ned i søen, pludselig gik det op for mig at hvis jeg lænede hovedet indover søen ville han måske kunne se mig. Jeg lænede mig over mod jorden igen og skrev Jeg ved det ikke jeg var vel nysgærrig, kig i søen! Liam gjorde som jeg bad om og det virkede som om han kunne se mig for han smilede ned i vandet hvilket jeg også gjorde.

 

”Hvad hedder du?” spurgte han og kiggede op i luften, himlen var klar og klokken var vel ved at blive helt sur over at himlen snart var mørk. Geneva skrev jeg ned i sandet og sendte ham et stort smil nede i vandet som han igen gængeldte ”Det er et flot navn” sagde han og tog pinden som lå på jorden og tegnede en sprælle mand.

 

De næste mange timer gik med at vi sad og lavede underlige tegninger og han grinte, han grin var mega sødt og det fik mig til at rødme en del. ”Såh hvor gammel er du?” jeg kastede en masse blade over ham da jeg ikke syntes det var relavant Man spørger aldrig en pige om hendes alder Liam rystede på hovedet og grinte så let igen ”Så er det jo godt du ikke er så genert” grinte han og sendte mig et smil. Jeg grinte bare og sukkede Jeg er 19 Liam smilte og kiggede på mig med store øjne.

 

”Jeg er 21” jeg nikkede i vandet og lidt efter skubbede jeg ham ned mod enden af breden for at skubbe ham i ”Det gør du ikke!” sagde han og grinte jeg inorerede ham og skubbede ham i, tosse for han blev jo ikke våd.

 

Da jeg kiggede op på himlen var det igen ved at blive lyst hvilket fik mig til at panikke, jeg var ikke parat endnu, for første gang i 100 år havde dagen gået hurtig og det var en god dag.

 

Hurtigt tog jeg pinden og skrev i sandet Kom herned samme tid i morgen, skal tilbage til stedet, har intet valg. Samme sted i morgen. Geneva x

 

Jeg kunne mærke at jeg begyndte at flimre og lidt efter var jeg væk, dog nåede jeg at kaste pinden i hovedet på Liam som var på vej op af vandet så han kunne se beskeden.

 

oOoOo

Maridet var ovre og hurtigere end muligt løb jeg ned mod stranden, jeg vidste der var noget tid til han kom så jeg gik i gang med at samle blomster som jeg lagde rundt om det sted hvor jeg skrev. Blomsterne inrammede jordcirklen fint og fik det hele til at se rigtig sødt ud. Hej Liam! Stod der i jorden så det hele var klart til når han kom.

 

Han kom jo nok om lidt. Istædet sad jeg i vandet og kiggede ned imens jeg tegnede i vandets overflade. Jeg havde ingen ide om hvor land tid der var gået før jeg hørte en let latter. ”Geneva?har du lavet det her” jeg plaskede i vandet så han kunne se jeg var her. Hurtigt sad han der ved siden af mig igen og smilede. ”Godt og se dig, men hvordan kunne du mit navn?” jeg grinte og begyndte at skrive i jorden igen Jeg var engang den største Directioner i verden, som om jeg ikke skulle vide hvem du var Liam grinte og rejste sig op ”Vil du med?” jeg nikkede selvom han ikke kunne se det og tog pinden i min hånd Du kan holde på pinden så kan du vide jeg hele tiden er i den anden ende Liam tog fat i den anden side af pinden og langsomt begyndte vi at gå rundt om i skoven.

 

Liam snakkede og fortalte alt om sigselv mens jeg bare lyttede, han lod til at hygge sig mindst lige så meget som mig. ”Er du her stadig, ryst en gang for ja og to for … nej det kan jo værre ligemeget” han grinte det sidste og smile så hen i min retning. Jeg rystede kort i pinden hvilket fik ham til at smile.

 

Vi var kommet ind i en skov og pludselig var det mig som førte an, og før jeg vidste af det var vi på vej mod det sted hvor jeg mistede min familie. Liam kiggede rundt og da jeg hev i pinden fik det ham til at løbe med. ”Hvad skal vi?” spurgte han og da jeg hev ned i pinden satte han sig ned. Her var der sjovt nok også en rundt cirkel som jeg ikke havde lagt mærke til før. Det var her det skete skrev jeg og prikkede der med pinden hvor jeg havde ligget, Liam lod til at forstå for han nikkede til mig. Jeg savner dem skrev jeg i jorden hvilket fik Liam til at nikke ”jeg forstår dig godt, det er hårdt at være adskilt fra dem der lever” sagde han og jeg tegnede en ked af det smiley i jorden.

 

Hvordan har din forlovede det nu så? Spurgte jeg og så et snert af smerte i hans ansigt. ”Hun er en helt anden, jeg besøgte hende for en måned siden, og hun er ved at falde fra hinanden. Det gør virkelig ondt at se hun ikke kan komme videre, jeg forstår det ærligttalt ikke for jeg er jo bare Liam. Hun besøger mig dog hver dag på mit gravsted men ellers sidder hun derhjemme og stirre på et billede af mig og hende sammen” En tårre løb ned af min kind og ramte jorden hvilket Liam åbenbart lagde mærke til for han spredte armene ud og selvom jeg vidste han ikke ville kunne mærke det slog jeg armene om ham. ”Geneva?” jeg fik fat i et blad og lagde det på hans hoved ”Geneva, jeg kan godt mærke det” jeg stivnede og Liam lage mærke til det for han strammede grebet. Jeg kunne ikke forstå hvad der skete for han kunne mærke mig. Han kunne mærke den forbindelse der var imellem os. Det hele var jo perfekt! Eller Liam var det og jeg kunne mærke alle de følelser jeg havde haft for ham den gang i 2010 blusse op igen.

 

Faktisk var det underligt at jeg bare gav slip på dem, jeg vidste jo ikke engang at Liam døde! Jeg havde heller ikke twitter så det var nok derfor.

 

 

Liam rejste sig igen hvilket fik mig til at følge med, vi gik igennem skoven og kom hen på den anden side af søen, der var virkelig smukt og jeg blev næsten helt fortryllet.

 

Skovens blade lyste i en matgul farve og fik det hele til at se meget smukkere ud end det bar i forvejen. Liams hånd i min som vi godt kunne mærke nu blev strammere. Jeg stoppede og åbnede munden ”Liam?” han vendte sig rundt og ligepludselig stoppede ham ”Sagde du lige noget Geneva?” jeg hoppede let i græsset så han kunne høre at det passede

 

”Men hvorfor kan du høre det?” spurgte jeg og han trak på skuldrende før han stivnede.

 

”Okay Gen, jeg kom bare ikke for sjov, der var en grund til at jeg kom herned... Ray? Din søster? Hun savner dig Gen, hun bedte mig tage ud for at hente dig. Ray og din mor kan ikke komme herud og jeg ved faktisk ikke hvorfor, måske er det fordi de ikke har været der i så lang tid men man ved jo aldrig. Men Gen? Vil du ikke tage med?”

 

Jeg stivnede, alt det han ligde havde sagt, var han kommet for at hente mig? Var Liam Payne seriøst blevet sendt ud for at hente mig!

 

”Liam? Hvordan mødte du Ray?” Liam grinte og forklarede hurtigt om at hun havde fået øje på ham og gået helt amok. Ray var jo teenager og var faktisk også Directionr, hun holdte bare fast ved dem.

 

En bro som jeg havde set før stod nu foran mig, Liam tog det første skridt og jeg skulle til at gå efter ham men da en frygt lagde sig i mig turde jeg ikke og trådte ned igen. ”Liam jeg er bange” Liam tog min hånd og sendte mig et smil ”Kom vi gør det her sammen” og så gik vi over på den anden side.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...