Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8857Visninger
AA

18. XXI

Justin svarede ikke med det samme, han svarede faktisk slet ikke. Døren havde jo været åben, så jeg gik ud fra at han var herinde, og bare ikke ville svare mig. Det var i hvert fald, hvad jeg regnede med. 

"Hallo Justin?" råbte jeg på ham, men stadig ikke svar. Så kunne jeg pludselig høre en klynkende lyd, som lød en del som en pige der græd. Nu når jeg tænkte nærmere over det, så lød det faktisk ret meget som Selena. Faktisk rigtig meget. 

Jeg slog forvirret døren op til stuen, og rigtig nok sad Selena sammen krøbet og grad i sofaen, mens at Justin stod op med armene over kors og så alt andet end glad ud. Da han så mig, blev han ligesom heller ikke sådan; Yay, det er min kæreste - agtig.

Er det mærkeligt, hvis jeg fortæller jeg var lettet over, hvor utilfredse de begge så ud? Altså sådan lettet over, at de ikke havde lavet et eller andet..

"Øh hej?" sagde jeg en smule forvirret over, hvad Selena egentlig lavede her. Justin så op på mig med ulæselige øjne, før at han henvendte sig til Selena.

"Du må godt gå" sagde han iskoldt, og Selena hulkede endnu voldsommere. Jeg blev endnu mere forvirret over hvor led Justin egentlig var, selvom jeg ikke som sådan havde noget imod det, var det da stadig mærkeligt. "Nu" nærmest vrissede han, og endelig rejste Selena sig op. Hun så på mig mellem tårervælende øjne, og jeg forventede at hun skulle sige noget. Men hun sagde ingenting. 

 

"Forklaring" sagde jeg kort til Justin, da Selena var gået, men kunne ikke lade værre med at være en smule bekymret for ham. Han svarede mig ikke, og dumpede blot sukkende ned i sofaen. Jeg fulgte hans eksempel, og ventede egentlig blot på at han skulle starte en samtale. Eftersom der tydeligvis var sket noget. Endelig svarede han mig.

"Det er kompliceret"

"Kompliceret?" fnøs jeg. "Jeg kan nok godt forstå det alligevel"

Justin rystede svagt på hovedet, mens at han rettede sit blik på gulvet. Hvad var det, der var så slemt? Hvis de så havde kysset, så tror jeg, at jeg ville kunne klare det. 

"Okay" sukkede han tilsidst, og så mig langsomt ind i øjnene. De brune øjne blinkede af en følelse, jeg ikke havde set i dem før. Så meget undskyldelse at det gjorde helt ondt på mig. Måske kunne jeg ikke klare det, måske var det meget slemmere end jeg kunne forstille mig.

"Sig det nu bare" bad jeg, og ville hellere end gerne have det overstået lige pludselig. Han nikkede.

"Selena.." startede han. "Hun er.." det sidste ord var åbenbart det slemmeste. Og jeg pinte min hjerne med, hvad det kunne være, hun var. Måske havde hun fået en dødelig sygdom? Det passede ret godt med tuderiget. 

"Er hun syg? Er det derfor?" spurgte jeg ham indtrængende, men han så blot en smule forvirret ud, hvorefter han rystede på hovedet.

"Nej Clara, hun er.. hun er gravid" fik han fremstammet, og så snart ordene var feset ind, gik jeg i noget nær en chok tilstand.

"Hvad?" udbrød jeg, imens jeg kæmpede med at få styr på følelserne. En del af mig vidste at det Justin sagde, var sandt. Mens en anden bare ikke ville tro et ord.

"Det jeg sagde" næsten hviskede han, og undgik endnu engang mit blik. Det drev mig til vanvid, og jeg greb ud efter ham med begge hænder. Mens jeg holdte godt fast i hans skuldre, rystede jeg ham i hele hans krop.

"Sig det ikke passer!" sagde jeg hysterisk, og fik ham til at se mig i øjnene. Så slap jeg mit tag om ham, og kunne mærke tårerne presse sig på. Hvordan skulle jeg kunne leve med en kæreste, som havde et barn med en anden. Det hele var også min egen skyld! Hvis jeg ikke havde rejst, havde Justin ikke knaldet Selena, og så var hun ikke blevet gravid...

"Det kan jeg ikke" sagde han stille, hvorefter han trak mig ind til sig. Jeg begravede ansigtet i hans brystkasse, og mærkede hans bløde læber i mit hår. Mærkeligt var det, at det var mig som var mest nede. Men jeg kunne bare ikke holde tanken om et barn som halvt var Justin og halvt var Selena, rende rundt nede på jorden. Det var to mennesker, hvor jeg afskyede det ene, og elskede det andet mere end noget andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...