Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8886Visninger
AA

16. XIX

"Justin" spurgte jeg, og lod min hånd glide gennem hans bløde lokker, da jeg vågnede næste morgen. Tro mig, der var ikke sket noget i natten, da Pattie ligesom havde gjordt det bare en smule akavet..

"Mmh?" han lød træt, hvilket måske også var forståligt, for klokken var hvad? Otte?

"Skal vi ikke stå op?" spurgte jeg, og rørte let ved hans silkebløde kind. Han kiggede kort op på mig, hvorefter han gemte sig under dynen. "Jeg vil sove" klagede han mumlende under det tykke stof, hvilket fik mig til at smile. Det lød sødt.

"Det er fint med dig, men jeg vil op!" sagde jeg, og hev dynen væk igen. Han lod blikket hvile bebejdrende på mig, og da han vidste, at der var intet at gøre, forlod et suk hans læber. 

"Okay så" han satte sig i skildpadde tempo op i sengen, og lod selv en hånd glide gennem det allerede pjusket hår. Misforstå mig ikke, men det så ikke andet end frækt ud. Jeg smilede tilfreds,  indtil det gik op for mig, at jeg sikkert stadig var nøgen. 

"Ræk mig lige mit undertøj" sagde jeg, og holdte dynen om min krop. Justin gabte, og fik fat i sine underbukser på gulvet, som han tog på under dynen, hvorefter han rejste sig, og damn… virkelig han så irriterende godt ud… og fandt mit undertøj, som han kastede hen til mig. Jeg var lykkelig over, at han lavede en eller anden dårlig joke.

 

Justin gik bagefter mig ned af trappen, da han ligesom bare havde været lidt langsom hele morgenen. Ikke min skyld at den dreng heller ikke normalt gik i ordentlig tid i seng! 

Til min store overraskelse sad Pattie allerede ved bordet, og da vi fik øjenkontakt blev min hud med det samme tomatfarvet. Justin virkede afslappet, og gik hen og lavede sig en kop kaffe. Jeg derimod kunne ikke tænke på andet end i går, og undgik bevidst hendes blik. 

"Det er godt at se, at i er blevet venner igen" kom det fra Pattie med en underlig undertone. Jeg prøvede at fange Justin's blik, men han ignorerede mig, mens at han svarede:

"Rigtig godt"

"Ja, jeg havde alligevel ikke set det komme, at i var blevet gode venner.." sagde hun langsomt, og jeg havde på fornemmelsen, at hun ville have en forklaring. Men hvad skulle vi sige?!

"Hvorfor?" spurgte Justin, og vendte sig om mod hende. "Vi har været kærester, i hvad? Over et år? Jeg er snart 20, Clara er 18. Hvad var det, du ikke havde set komme?" jeg kunne ikke tyde hans ansigt, men hans tone var helt klart irriteret. Pattie holdte Justin's blik fast, og Justin gjorde det samme, indtil Pattie flyttede blikket mod kaffekoppen. 

"Jaja, men alligevel.."

"Nej mor! Du gider virkelig bare ikke være glad på vores vegne, vel?" han hævede stemmen, imens han i en hård bevægelse fandt en pakke boller. Jeg havde på fornemmelsen, at denne diskusion længe havde ligget, og at ingen af dem havde haft lyst til at tage den op. Lige nu ønskede jeg utrolig meget, at jeg ikke var tilstede. Istedet trippede jeg utilpas på mine fødder, og overvejede om jeg også, skulle lave en kop kaffe. "Kaffe?" som havde Justin læst mine tanker, vendte han sig mod mig med et ulæseligt blik, og jeg nikkede langsomt. Han flyttede opmærksomheden hen mod kaffemaskinen igen, hvorefter han gik i gang med at skære to boller over. 

"Du ved udmærket godt, at jeg er glad på jeres vegne" kom det fra Pattie, selvom jeg havde håbet, at diskussionen måske ville stoppe - altså bare for nu. Justin fnøs, og vendte sig endnu engang mod Pattie. 

"Year, right. Det ved jeg udmærket godt"

"Du skal ikke tale til mig på den måde!"

"Problemet er bare mor, at lige meget hvor meget jeg fortæller dig, at Clara er den, som jeg allerhelst vil være med på jorden, så lukker du ørerne. Ligegyldigt om jeg så skulle råbe dig ind i dit åbne fjæs!" væltede det ud af ham, og vreden var ikke til at tage fejl af. Jeg gik diskret hen til hans side, og gik igang med at smøre bollerne med nutella. Men han bemærkede mig knap.

"Det kan godt være, Justin!" hendes stemme var skinger. "Men hun er min datter, og du er min søn" 

"Og hun er min kæreste!" svarede han bare igen. 

"Og din søster" nu råbte Pattie, og jeg havde aldrig set hende så opkørt før. Hendes kinder var blussende røde, og jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at se, hvor meget Justin lignede hende, da hans kinder så præcis sådan ud lige nu. Okay det var selvfølgelig smirrende, at de diskuterede hvem jeg var's, men lige nu ville jeg gerne hjælpe Justin, men havde ingen anelse om, hvad jeg skulle sige. I stedet greb jeg hans hånd, og i et kort sekund så han en smule forvirret på vores sammenflettede fingre, hvorefter han kiggede mig i øjnene. Han sendte mig et taknemmeligt smil, hvorefter han tørrede smilet af, da han henvendte sig mod Pattie. Heldigvis havde hun ikke opdaget hænderne, da bordpladen i midten af køkkenet skjulte det.

"Hun er lige præcis ikke min søster, mor. Vi er jo ikke i familie" sagde han bedrevidende, men Pattie hørte ikke et ord.

"I er i familie! Hun er en del af den her familie!"

"Jeg gider ikke diskutere det her" sagde Justin vredt, og rev sin hånd til sig, hvorefter han stormede ud af køkkenet, så man derefter kunne høre hoveddøren smække. Jeg løb ikke efter ham, for jeg vidste, at lige nu havde han bare brug for at være selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...