Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8786Visninger
AA

14. XII

Justin's synsvinkel:

Jeg tog fat i begge hendes hænder, mens at jeg ventede på reaktionen. Til min overraskelse gav hun ikke slip, men hendes blå øjne blev langsomt fugtige. Tårer løb ned af hendes kinder, og det eneste jeg ønskede, var at trøste hende. Jeg omfavnede hende kærligt, men jeg nænnede alligevel ikke at sige noget. Hun havde brug for sekunder, måske minutter til at fatte, hvad jeg havde sagt.

Og jeg fik ret... Efter lidt tid trak hun sig fri. Hendes mascara hang under hendes hævede øjne, men hun ventede yderligere et par sekunder før hun åbnede munden.

"Hvorfor?" det var tæt på en hvisken, og de gav mig myldrekryb.

"Jeg savnede dig, og jeg ville gerne føle noget" svarede jeg hudløst ærligt, da jeg ikke ville lyve mere overfor hende.

"Gjorde du så det?" spurgte hun, og hendes stemme var blevet hæs.

"Hvad?"

"...følte noget?" sagde hun grådkvalt. Jeg rystede svagt på hovedet.

"Fysisk, men ikke psykisk" svarede jeg, igen ærligt. Hun vred sig utilpas bare ved tanken, og jeg gav hendes hænder et intimt klemt.

"Men jeg lover dig, det betød intet! Og det var intet til forhold, når vi..-"

"Jeg er ligeglad Justin!" afbrød hun hurtigt. "Jeg kan intet bebrejder dig, vi var jo ikke engang kærester."

Et suk forlod mine læber, og af en eller anden grund var jeg skuffet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det var helt klart overraskende, at hun ikke blev vredere. Altså det var selvfølgelig godt, men i kan godt følge mig ikke? 

"Super, er det så glemt?" spurgte jeg med en neutral stemme. Hun nikkede langsomt, men hendes ansigt så forpint ud. Det tydet på at det alligevel betød noget for hende, men jeg valgte at ignorere det. Istedet rykkede jeg endnu tættere på hende, og skulle til at omfavne hende, da hun i samme øjeblik rykkede sig væk. Afstanden mellem os var nu rimelig stor, og det forvirrede mig urimelig meget.

"Er der noget galt?" spurgte jeg forsigtigt.

"Nej nej, jeg.. jeg er bare ikke i humør til det lige nu" sagde hun, men hendes blik flakkede, og gjorde mig sikker på, at der var mere bag ordene. 

"Er du sikker?" spurgte jeg langsomt, og fæstnede mit blik på hende. "Altså at der ikke er noget i vejen?"

Hun nikkede voldsomt. "Alt er fint, jeg har bare ikke lige lyst til at nusse"

Nusse. Måden hun sagde ordet på, fik det til at lyde som noget skamligt. For en fyr som mig var det måske også rimelig piget, men jeg så det ikke som noget umandigt fx at kysse en pige. 

"Fint" svarede jeg, og fortrød hurtigt min kolde stemme, men gjordt, var gjordt, og der var ikke rigtig noget at gøre nu.

Vi så resten af filmen på tv'et i stilhed, og det var ikke ligefrem en god stilhed. Det var akavet, og jeg brød mig overhovedet ikke om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...