Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8823Visninger
AA

8. VII

Jeg overvejede et par sekunder at knalde røret på, og måske endda blokke Justins nummer. Han havde givet mig et spørgsmål, som jeg umuligt kunne svare uden at gøre ham såret. Istedet sagde jeg noget andet, for at han ikke skulle vente for længe på mit svar.

"Mit hjem er her" svarede jeg hæst. Lyden af ordene i min mund var tæt på at knække mig. 

"Nej" protesterede Justin med en hård stemme. "Dit hjem er ved mig!" afsluttede han, fastslående. Jeg sad sammen sunket på sengen i mit hotelværelset, og jeg lænede mig tilbage ved tanken om at sengen greb mig. 

"Så må jeg være flyttet" svarede jeg, og vidste at der var mere bag linjerne end, at jeg var flyttet til London. Justin og jeg var ikke sammen mere, det var egentlig hvad de ord betød. Om Justin fattede det anede jeg ikke, men det gjorde på den anden side ikke rigtig nogen forskel. 

Men Justin svarede ikke. Han sagde rent faktisk ingenting, hvilket bare gjorde mig endnu dårligere tilpas. Måske skulle jeg sige noget igen? Men hvad?

"Fint" sagde han, og hans stemme som før var blød som normalt, var pludselig kold som colaen der lå i min hånd. 

"Er du vred?" spurgte jeg nervøst. Der var stille lidt, så kunne jeg høre Justin tage en dyb indånding.

"Ja.." inderømmede han langsomt. "Men det er svært at være sur på dig" det lød mere som et halvt suk. Jeg vidste ikke, hvad man skulle svare i sådan et tilfælde. 

"Øhh.. okay" var det eneste, jeg lige kunne komme i tanke. Der stod så meget på spil, og alligevel kunne jeg ikke engang finde ud af, at sige noget til fyren som engang -og måske stadig var- havde været mit livs kærlighed.

 

Justin's synsvinkel:

Jeg inderømmer at det ikke ligefrem var nemt, at prøve ikke at tænke på Clara. Jeg savnede ærligtalt alt ved hende. Hvordan kan jeg få hende tilbage? Hvad nu hvis.. arh.. det er næsten ondt. Men hun ville komme hjem, ville hun ikke? Ideen begyndte at blomstre sig indeni mig, og jeg vidste pludselig, hvad jeg kunne gøre. Selvom jeg havde brug for noget hjælp. 

Den første jeg opsøgte, var min mor. Hun var nødt til at kende planen, så hvis journalisterne kom, så ville hun være klar. Hun åbnede døren efter jeg havde ringet på anden gang.

"Justin!" udbrød hun glad men også ret overrasket. "Hvor er det godt at se dig!"

 

Det havde taget lidt tid, men hun var blevet overtalt. Derefter skulle jeg gøre noget ret mærkeligt. Jeg måtte få Clara til at unfollow mig på twitter. Der var to muligheder. Unfollow hende og håbe hun gjorde det samme, eller at hacke mig ind på hendes bruger, eftersom jeg godt kendte koden. Det endte med at være det sidste, og jeg følte mig virkelig ond, da jeg skyndte mig ind, og unfollow mig. Så loggede jeg ud fra hendes bruger, og ind på min egen. Vi måtte bare håbe, at Clara ikke brugte twitter lige nu. Så skrev jeg tweeted. 

I don't want to live anymore. The paint is to much #iloveyoubeliebers

Grunden til at Clara ikke måtte se tweeted endnu, var at jeg manglede lidt tid. Alle skulle være sikre på, at jeg var død. 

Det første jeg gjorde, var at hælde alt det medicin, som jeg kunne finde ud over min seng og mit gulv. Som fx. panodiler.  Derefter fandt jeg et lille papir, og skrev en hurtig besked på den.

Kære alle, jeg elskede

Dette er mine sidste ord, og jeg ønsker verden skal vide dem

Jeg har begået selvmord, og der er kun en person, der ved hvorfor.

Jeg elsker jer mine beliebers, aldrig glem jeres drøm - believe

Justin Drew Bieber

Selvom intet var sandt, gjorde det stadig mærkeligt ondt at skrive så mange underlige ord. Jeg kom i tanke om endnu en ide, og hentede mit vand glas fra badeværelset. Så lod jeg det ligge på gulvet, så vandet rendte ud, som om at jeg havde tabt det. Perfekt. Så manglede vi bare at forsvinde helt væk fra verden, og jeg der var kun et sted, som jeg vidste, at jeg kunne gemme mig. Hængekøjen ved vandet. Jeg slukkede min mobil, og smed den fra mig. De måtte ikke kunne spore mig.

Så måtte vi bare håbe planen lykkedes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...