Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8849Visninger
AA

7. VI

Mit hoved gjorde ondt, da jeg lå i sofaen, så jeg havde været nødt til at slukke tv’et. Den egentlige grund var rent faktisk, at jeg havde alt for meget at tænke på. Og selvom det lød ret skørt – så gav det mig hovedpine.

Well, lad mig lige remse nogen af de ting, jeg brugte tid på at tænke på, op.

-Clara

-Clara

-Clara

-Selena

 

De første tre er meget gennemskuelige. Selvfølgelig var det umuligt, at få hende ud af tankerne. Især efter den samtale vi havde haft, hvor jeg rent ud sagt, havde været en kæmpe stor idiot. Med løg på.

Og det var heller ikke lige lidt så svært, at prøve ikke at tænke på Selena. Kun fordi, at jeg havde været i seng med hende. Hvilket jeg ikke kunne andet end at fortryde, og sådan virkelig skamme mig over. Selvfølgelig var jeg ovre Clara, -eller det lod jeg i hvert fald som om-, men jeg havde det stadig ikke særlig godt over det. Det var klart. Det havde ikke været nogen stor succes.

Jeg fangede mig selv i at tænke på det igen, hvilket er en kæmpe fejl. Nu havde jeg også lyst til at kaste op.

Jeg overvejede, hvad Clara havde sagt.

Hun kunne ikke fortælle mig, hvor hun var?

Jeg kunne sende en spion ud, som ville stalke hende, og hvis hun var sammen med andre fyre, kunne jeg få en lejemorder til at slå personen ihjel.

Åh gud, det var for latterligt. Jeg behøvede ikke engang en spion –men en legemorder var en ide? – jeg kunne jo bare vente til, at journalisterne opdagede hende. Så var det allerede godt i gang.

Jeg fik lyst til at tænde tv’et og se efter. Men det fik jeg intet ud af, for der dukkede ikke nogen billeder af Clara op. Jeg sank yderligere tilbage i sofaen, da det pludselig bankede på døren. Sløvt rejste jeg mig op, og gik ud i entreen. Gennem det lille side vindue der sidder i min dør, kunne jeg skimte noget sort hår. Da kunne jeg kun tænke en tanke, -fuck.

Jeg sukkede højlydt for mig selv, før jeg åbnede døren. Jeg fik ret. Det var hende. Selena.

”Jamen hej” udbrød jeg, og prøvede at virke begejstret. Hvilket ikke gik så godt

”Hej flotte” spandt hun, og inviterede sig selv indenfor. Jeg undgik at rulle øjne foran hende, og lukkede i stedet døren efter hende.

Hun vansede tilfreds ind, og mit blik faldt tilfældigt på hendes røv. Mange drenge ville syntes, hun havde en god røv. Men ikke i mit tilfælde. I stedet faldt jeg i spåner mens jeg så på den, og begyndte at tænkte på Clara, som igen fyldte min hukommelse. Så da Selena vendte sig om, kunne det helt sikkert tydes forkert. Hun så grinende på mig.

”Du kan måske lig, hvad du ser?” spurgte hun smilende. Jeg så forvirret på hende, hvorefter det gik op for mig, hvor forkert det nok, havde set ud.

”Nej, det.. jeg..” jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og endte bare med at droppe at undskylde det. I virkeligheden ragede det mig ikke en skid, om hun troede jeg stod, og gloede på hendes røv.

”Justin” startede hun, og trådte et skridt frem mod mig. Jeg bakkede instinktivt tilbage. I samme øjeblik hun greb ud efter mine hænder, ringede mine mobil henne fra bordet. Jeg følte lettelsen ramme mig. Derefter skyndte jeg mig derhen, og var glad for at have en undskyldning, for at afbryde øjeblikket.

”Ja?” fik jeg svaret på mobilen, og jeg havde ikke engang nået at se, hvem det var.

”Det er mig igen” sagde en stemme i den anden ende. Jeg genkendte den med det samme.

”Clara?” spurgte jeg ret så overrasket.

”Ja, jeg vil bare fortælle dig, at jeg er røv rendende ligeglad med, hvad du siger nu.” hun nærmest råbte i den anden ende af røret. Det var klart som glas, at hun var vred på mig. Og hvordan kunne hun være andet?

Samtidig begyndte Selena at nærme mig igen, og jeg trådte igen bagud.

”Ja, okay” fik jeg svaret, imens jeg prøvede at finde en udvej fra Selena klør. Hun kunne lige lide, at gribe fat i mig med dem.

”Du kan ikke tillade dig, at tale sådan til mig, som du gjorde forleden!” råbte Clara vredt. Jeg opfattede knap, hvad hun sagde.

”Nej, det er fint” svarede jeg, uden rigtig at vide, hvad jeg egentlig svarede på.

”Fint?” hendes stemme var op i en lys høj tone. ”Fint?!” det skar i mine øre. Jeg bakkede længere og længere bagud, mens Selena trådte tættere og tættere på mig.

”Ja fint” mumlede jeg, i samme øjeblik jeg bakkede ind i væggen. Nu var der ingen udvej. Jeg måtte gøre noget!

”Hør her shawty. Du ved jeg elsker dig, og der ingen anden end dig!”  fik jeg sagt ind i telefonen, og pludselig forsvandt farven fra Selenas ansigt. Men den kom hurtig tilbage i en rød nuance. Hun var helt klart vred. Før jeg havde set mig om, styrtede hun ud af rummet, og jeg kunne lettet ånde frit. Eller knap så lettet.

”Hvad, fuck, fabler du om?” kom det fra Clara, som ikke havde nogen anelse om, at jeg kun havde sagt det, for at gøre det af med Selena.

”Hvor kom vi fra?” spurgte jeg, og smed mig i sofaen. Jeg kunne faktisk ikke rigtig huske, hvad det var, som jeg havde sagt. Og virkeligheden burde jeg smide røret på, det ville i hver fald være det bedste, men jeg nød lyden af hendes stemme, som var som sød musik. Eller måske knap så sød musik..

”DU HAR LIGE SAGT DER VAR INGEN ANDEN END MIG, OG NU KAN DU IKKE HUSKE DET! HVAD ER DIT PROBLEM? DU ER SIMPELTHEN SÅ HJERNE DØD, AT SELV EN HVALROS, ER KLOGERE END DIG OG…-” skreg hun med en skinger stemme ind i telefonen. Jeg holdte telefonen lidt væk fra øret, så jeg kun kunne høre en svag vred mumlen. Da der endelig var stille, tog jeg telefonen op til øret igen.

”Forstår du det?” sagde hun afventende.

”Ja selvfølgelig” svarede jeg, uden at vide til hvad. Der blev stille lidt. Så jeg valgte at sige noget mere. ”Var det rart, at få det ud?”

”Mmmh meget” svarede hun blot, og jeg kunne ikke rigtig tyde, om hun stadig var vred.

”Jeg er ked af, at jeg var så hård før” indrømmede jeg, og var klar over, at det burde jeg ikke have sagt. Jeg skulle ikke gøre mig selv mere sårbar, end jeg i forvejen var.

Hun svarede ikke, og jeg fortsatte. ”Det må du undskylde”

”Det er okay. Du var vel vred” sagde hun endelig. Jeg nikkede for mig selv. Det var jeg stadig.

”Kommer du aldrig hjem igen?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...