Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8963Visninger
AA

6. V

Da jet sad på hotelværelset ringede min mobil pludselig. Uden overhovedet at kigge på displayet, var jeg helt sikker på hvem, det var. Og da jeg kiggede, så havde jeg ret.

Justin.

Mit hjerte bankede dobbelt så hurtigt, og jeg blev nervøs fra næsen og til tæerne. Skulle jeg svare? Turde jeg?

Min finger bevægede sig ned til besvar.

Jeg blev nødt til det. Jeg måtte høre hans stemme.

"D..det er Clara" fik jeg fremstammet, da jeg endelig placerede telefonen ved øret.

"Clara?" hans skønne stemme lød i den anden ende. Det frembragte alt mit savn til ham, og gav mig stor lyst til at stortude.

"Justin.." 

"Hvor er du?" han stemme lød så neutral, at det gjorde ondt. Var han vred?

"Det kan jeg ikke fortælle dig" svarede jeg stille, og holdte blikket på hotellets hvide vægge.

"Hvor er du?" gentog han, og hans stemme var gennemborende.

"Jeg kan ikke fortælle dig det" min stemme knækkede over.

"Hvorfor rejste du?" nu var det Justins stemme, der pludselig blev helt mærkelig.

"Du fik da brevet ikke?" spurgte jeg stille. Jeg var såret over, at han stadig kunne være så kold overfor mig. Han burde forstå, hvorfor at jeg rejste. Eller bare komme over det. Det var det mindste, som han kunne gøre.

"Jo" svarede han kort. "Det gjorde jeg skam."

"Hør jeg elsker dig jo stadig, og..-"

"Spar mig Clara. Jeg gider virkelig ikke høre det" han lød isende, og jeg sank en stor klump. Hvordan kunne han være sådan? Det lignede ham overhovedet ikke.

"Hvad mener du?" hviskede jeg, og blev overrasket over, at han rent faktisk kunne høre det.

"Jeg savner dig, men…" han standsede op midt i det vigtigste.

"Hvad, Justin? Hvad?!" spurgte jeg ivrigt.

"Det er dit eget valg. Farvel Clara" så afsluttede han opkaldet, og efterlod mig alene.

Det var i det øjeblik, at jeg brød helt sammen. Det var slut. Jeg var sikker på, at det farvel var det rigtige og sidste farvel. 

Hvorfor faldt min verden ned over mig nu? Kunne det komme bag på nogen, hvor latterlig meget, at jeg fortrød min handling nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...