Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8961Visninger
AA

10. IIX

Det kom som et chok, og jeg væltede næsten, da jeg kunne genkende hans skikkelse i hængekøjen. Var det virkelig ham? Det var det. Det kunne jeg se. Og snart ramte vreden mig. Den fede idiot! Hvem troede han, at han var? Jeg havde troet, han var død!

"JUSTIN!" skreg jeg, men der var intet sødt ved min stemme. Han vendte for første gang ansigtet mod mig, og jeg kunne se, hvor overrasket han var. Overrasket og fuldkommen levende. Åh, han skulle så meget bøde for det her. "HVAD TROR DU, AT DU HAR GANG I?!!" skreg jeg med mine lungers fulde kræft. Jeg gik de sidste skridt hen til hængekøjen, og i min vrede skubbede jeg hårdt til den, så Justin trillede ud. Han kom hurtig på benene, og jeg stod efter så lang tid, face to face med ham. Jeg var vred, men jeg kunne ikke skjule mit savn. Jeg havde savnet ham så meget, jeg havde savnet alt ved ham. Hans hår, hans læber, hans stemme, hans smil, hans grin, hans smukke smukke øjne og ikke mindst hans arme. De arme som gjorde mig tryk når jeg lå i dem, og fik så mange følelser frem, når han omfavnede mig.

"Clara.." lyden af hans stemme gjorde ondt helt ind i hjertet, men jeg kunne slet ikke tænke på det. 

"DIT DUMME RØVHUL!" skreg jeg, og tårerne begyndte at trille ned af øjnene på mig. "JEG TROEDE DU VAR DØD!"

"Shh" prøvede han, at sige og trådte et skridt tættere på mig. Men jeg kunne ikke tænke, alt indeni mig var fyldt af rød dampende vrede.

"HVORDAN KUNNE DU GØRE DET? HVORDAN TROR DU IKKE LIGE JEG HAVDE DET? HVOR LIDT HJERNE HAR DU LIGE?!" fløj det rasende ud af mig, men min stemme blev afbrudt, da han pressede sin læber mod mig. Først strittede jeg imod, men alt indeni mig ville det her. Og så gav jeg op. Jeg kyssede ham intimt, og nærmest kastede mine arme om hans nakke. Han omfavnede også mig, og hans lugt fyldte mine lunger. Alt andet lukkede sig ude, og lige nu kunne jeg kunne tænke på, hvor meget jeg havde savnet Justin. 

Tilsidst trak han sig fri, men et smil var nu på hans fyldige læber. Jeg var tom for ord, og havde ingen anelse om, hvad jeg nu skulle gøre. Heldigvis brød Justin ind.

"Det må du virkelig undskylde" sagde han, og så oprigtigt på mig. Jeg kiggede ned i sandet, før jeg endnu engang lod mine øjne møde hans.

"Så længe du lever" sagde jeg efter lidt tid, og Justin rakte sin hånd ud for at fjerne en hårtot fra mit ansigt.

"Hvor har du været?" spurgte han, og kiggede nærmest fortryllet på mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det, men det gjorde ingen forskel nu. Og desuden ville han få det at vide på et eller andet tidspunkt.

"London" sukkede jeg, og kastede et blik ud over det bølgende hav. Justin lavede store øjne.

"Så langt væk?" spurgte han nærmest chokeret. Jeg grinte, hvorefter jeg pludselig kom i tanke om noget vigtigt.

"Hvad med Pattie? Og dine Beliebers?" spurgte jeg, og undlod at tilføje "resten af verden"

Justin smilede. "Pattie vidste, at det ikke var sandt" indrømmede han. "Politiet fik det aldrig at vide, og mine Beliebers er sikkert gået amok, men jeg skal nok skrive på twitter"

"Men.." startede jeg, da der var noget, som ikke hang sammen. "Så det var kun mig, der fik det at vide?"

Justin nikkede, og prøvede at række ud efter min hånd, men jeg trådte et skridt tilbage. Jeg var bare lige nødt til at tænke over det hele. Hvis jeg greb hans hånd, ville det være det samme, som at takke ja tak, og blive ved ham forevigt. Hvis jeg istedet vendte ryggen til, og satte halen mellem benene, kunne jeg leve et nyt liv. Mine øjne rettede sig mod Justin, og jeg sturderede ham hemmeligt.. eller indtil han opdagede det.

"Hvad?" udbrød han uskyldigt, og jeg kunne ikke lade værre med at smile. 

"Justin" startede jeg, og han rettede sin opmærksomhed mod mig. "Hvad hvis jeg bliver?"

Hans øjne lyste op, som om nogen havde tændt et lys derinde. "Så bliver jeg verdens lykkeligste dreng" udbrød han.

Jeg rystede på hovedet, da det ikke var det, som jeg hentydet til. "Nej.. hvad gør vi så?" 

Justin trak på skulderen, og det virkede ikke som om, at spørgsmålet skræmte ham synderligt. Eller i hvert fald ikke så meget, som det egentlig skræmte mig. 

Men jeg rakte frem mod hans hånd, og tog den. Min fremtid skulle den vej og ikke mod London. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...