Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8792Visninger
AA

4. III

Justin’s synsvinkel:

Det var søndagen efter at Clara, var skredet. Skredet, var det helt rigtige ord i denne sammenhæng, da hun jo havde forladt mig uden nogen grund, uden nogen som helst afsked. Eller i hvert fald så syntes jeg ikke, at hendes grund var god nok. Hun ville videre?

Det ville være fint med mig, hvis hun bare dog havde snakket med mig om det. Jeg havde virkelig ikke nogen ide om, hvorfor hun ikke havde gjort det. Det gjorde mig også virkelig irriteret. Jeg havde ikke snakket med min mor de sidste tre dage, og havde ikke tænkt mig det. Hun havde ikke engang sagt det til mig. Og jeg var sikker på, at hun hele tiden havde vidst det. Men på den anden side havde en lille del af hende altid haft noget imod vores forhold, så hvorfor skulle hun have sagt noget? Jeg sparkede til en sten, der kom mig i vejen, imens jeg gik end af vores gade. Der var heldigvis ikke nogen tossede fans i nærheden af mig lige nu, da vores gade alligevel var fyldt med stenrige ligeglade typer. Men misforstå mig endelig ikke. Jeg elsker mine fans, men ingen kan modsige mig i, at de sagtens kan opføre sig en smule tosset. Eller lidt mere en tosset!

Jeg gik med hænderne i lommerne, og lignede egentlig på mange måder lidt af en gangster. Jeg sukkede for mig selv, og så en bus køre forbi. Egentlig havde jeg lyst til at løbe efter den, og hoppe på den. Måske ville den føre mig et andet sted hen i livet, selvom det måske ikke var længere end ind til byen. Men så ville jeg i det mindste være kommet lidt fremad. Lige nu føltes det mere som om, at tiden var gået i stå, og min livsånde forsvandt. Okay den med livsånde var lidt langt ude, men helt ærligt så føltes det måske alligevel lidt sådan lige nu. Som om at jeg gik i stykker. Clara havde altid været personen, som fyldte et hul i hjertet. Og nu var hun væk. Hvilket resulterede hullet i hjertet var det eneste, der var tilbage. En bil kørte forbi, og jeg tænkte ikke mere over det, før den kom kørerende tilbage, og dyttede efter mig. Jeg genkendte hurtig personen bag rettet. Selena.

 

 

Det var mere end forkert, det her. Det var det eneste, jeg kunne tænke. Men jeg havde ikke ret. Det var ikke forkert, det føltes bare forkert. Det føltes helt forkert at lade hånden glide gennem Selenas silkebløde hår, at let kærtegne hende kind med min finger, at presse mine læber mod hende. Det føltes slet ikke rigtigt. Jeg kunne ikke finde en eneste lille del af mig, som syntes det mindste om det. Selv her liggende halvt inde over hende i hendes sofa, med brændende lys omkring os, var det slet ikke romantisk. Så flyt dig da. Smut, mens du stadig kan – tænker i nok. Og sådan tænkte jeg også selv. Men det var allerede for sent, jeg kunne ikke fjerne mig. Jeg ønskede at tænke på noget andet. Og følelsen af nogen andre læber, havde indeni mig været svaret på hvordan jeg kunne tænke på noget andet. Men jeg havde fejlet. Følelsen af Selenas løber fik mig ikke til at glemme Clara. Det gjorde bare savnet af hende så meget værre. Så, så, så, meget værre. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har savnet en person så meget som lige nu.

Jeg kyssede Selena hårdere og voldsommere, så hun slog en perlende latter op, som var irriterende yndig. Hun troede helt sikkert, at jeg nød det her. Men grunden til at jeg kyssede hende hårdere, var ikke fordi at jeg syntes det gjorde det bedre. Jeg prøvede bare at mærke noget. Og til sidst blev det for meget. Jeg ønskede intet af det her. Jeg ønskede hende! Og nej! Ikke hende her som jeg lå, og snavede med. Jeg ønskede hende, som jeg elskede.

Jeg brød fuldkommen sammen, og hulkede voldsomt. Selena så overrasket på mig, og prøvede at trøste mig, så godt som muligt.

”Så Justin..” mumlede hun. ”Det skal nok gå”

Jeg så på hende gennem tårerne, og følte mig ikke engang til grin, fordi at jeg græd. ”Hvordan?”

Dette spørgsmål kunne hun ikke rigtig svare på, men snart lyste hendes øjne op i en ide. Hun bevægede sine hænder ind under min V-hals, og trak den langsomt af mig. Og jeg lod hende gøre det.

Det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...