Impossible Love (3) ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2013
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er tre'eren af Impossible Love. Jeg råder dig til, at du læser 1- og 2'eren først, da du nemmere vil forstå handlingen, og hovedpersonerne samt bipersonerne. Men det vil også være muligt at starte ved 2'eren eller 3'eren, selvom det vil være mere kompliceret. God læselyst, og smid gerne et like, hvis historien fortjener det, eller blot en kommentar :))

76Likes
91Kommentarer
8790Visninger
AA

2. I

Justin's synsvinkel:

"Hvor er Clara?" spurgte jeg Pattie. Jeg havde ikke set skyggen af hende den sidste dag. Min mor trak på skulderen.

"Jeg tror, at hun sover ved en veninde" mumlede hun, og undgik øjenkontakt. Der var noget galt, kunne jeg hurtig regne ud. Clara havde ikke rigtig veninder fra sin gamle skole, så det var den værste løgn i verden.

"Hvor er hun mor?" jeg så strengt på hende. Hun kiggede ned i sin bog, da hun svarede.

"Du må selv finde ud af det, Justin" svarede hun stille. Jeg rynkede panden, men gik ud af stuen alligevel.

Hvor var hun henne?

Eftersom hun ikke besvarede sine mobil opkald, og min mor tydeligvis ikke ville sige det, havde jeg ikke rigtig noget at gå efter. Jeg gik op på hendes værelse uden nogen egentlig grund. Trappen knirkede under mine fødder. Døren til hendes værelse stod piv åben, og fortalte mig at værelset var tomt. -Clara lukkede altid døren. Jeg blev forvirret, da jeg rent faktisk kunne se gulvet. -Clara roede en hel del.

Jeg fik et kæmpe chok, da jeg trådte ind i Claras værelse. Eller det, det skulle forstille at være. Her var ingenting udover møbler. Jeg kastede et tomt blik rundt i rummet. For her var tomt, meget. Mine øjne faldt over et brev på sengen, som kun havde lagen på endnu. Jeg kunne tydeligt se Claras genkendelig håndskrift på et lyserødt brev: Justin

 

Clara's synsvinkel:


Londons efterår var regnfuldt, kunne jeg allerede sige mig selv. Gaderne var mørke af den tætte regn, og himlen var af kul. Jeg trak min tynde sommerjakke tættere om mig, og forgudede den person som havde opfundet paraplyen. Lykkelig over at der var regn til at skjule mine tårer, begav jeg mig ud i kulden. Det hamrede som torden på min paraply, men det passede blot til mit humør. Jeg var så nedtrykt, som det nu var muligt. Måske havde det været en fejl, at jeg forlod Justin? Tanken om mig i hans trygge favn, virkede fristende. Jeg sank en klump, og forestillede mig tanken forsvinde. Men det hjalp ikke andet end, at jeg fandt noget nyt at tænke på. Havde han fundet ud af at jeg væk? Havde han fundet brevet? Græd han? Tanken om Justin der græd, virkede ret urealistisk, men hvem ved? Jeg fik fat i en taxa, og gav ham hotellets navn. Jeg skulle først begynde på universitet om en uge, så jeg havde massere af tid til at falde til her i London, og kurere min sorg..

Da jeg sad under det gule taxa tag, tog jeg for første gang min mobil frem. Det føltes som om, at det tog millioner af år, før den endelig tændte. Den poppede på wifi, og lidt efter væltede det ind med beskeder og ubesvarede opkald. 34 ubesvarede opkald og 19 SMSer. Det var alt sammen fra Justin og en enkel SMS fra telefon selvskabet. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede den første besked.

Hvor er du??????


Jeg slettede vores samtale, og havde ikke engang lyst til at læse resten. I samme sekund jeg skulle til at stikke mobilen tilbage i lommen, ringede den. Jeg stirrede skrækslagent på displayet. Selvfølgelig var det ham... Og jeg var nødt til at gøre det her på et tidpunkt, -min finger rørte næsten besvar... Bare ikke idag. Jeg flyttede fingeren til optaget.

 

Justin's synsvinkel:

Jeg græd sjælendt. Ja rent faktisk aldrig. Men lige nu kunne jeg bare ikke gøre for det. Efter det jeg havde læst, havde jeg kvalme og lyst til at kaste op. Hvordan kunne hun gøre det her mod mig? Jeg fandt min mobil frem, og trykkede hurtig 8 temmelig brugte tal ind. Den ringede et par gange, hvorefter at den gik på optaget. Det var klart signal om, at hun ikke ville tale med mig. Jeg kastede såret min mobil fra mig, og den landede med et hårdt bump på gulvet. Rend mig hvis skærmen flækkede. Jeg købte bare en ny. Jeg var Justin Bieber. Jeg kunne købe hele verden! Bare ikke Clara.. Bare ikke hende..











 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...