Bittersweet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 19 dec. 2013
  • Status: Igang
Kommer lige om snart :p

Foreløbig er der kun et kapitel og det er kort nok til at være et resumé i sig selv.

7Likes
4Kommentarer
378Visninger

1. 1

 

"Felicia! Du skal op!" Min mors søvnige stemme trængte ind under døren og fik mig til at begrave ansigtet i hovedpuden med et støn. Det kunne da ikke passe at ferien allerede var slut? Jeg sneg mig til at kaste et blik på min forældede clockradio. Åh jo, den var god nok. 8. Januar 06.32.42 stod der med store, fede, lysende, blågrønne tal. Jeg sukkede, dybt forarget over mit forræderiske vækkeur, og svingede langsomt benene ud over sengekanten. Fuck, hvor kan trægulv dog være koldt! Jeg bukkede mig ned og famlede lidt under sengen, indtil jeg fik fat i mine plyssede futter.

   "Er du vågen?" Der lød tre korte bank på min dør og lyden af fodtrin i gangen. Jeg himlede med øjnene. Hun var fuldstændig ligeglad, om jeg så sov hele næste semester væk. Døren til badeværelset smækkede og jeg skar en grimasse. Det kunne tage flere timer for min mor at være på badeværelset, hvilket var den eneste grund til, at hun var oppe klokken halv syv. Jeg stak fødderne i mine futter, skubbede mig op at stå og krydsede tværs gennem mit værelse, hen til mit klædeskab.

   Personligt er jeg ret stolt af mit værelse. Jeg havde ret hurtigt gjort krav på det, da vi flyttede til Greyston, for omtrent fem år siden. I den ellers lurvede lejlighed, hvor støvet lå i tykke lag på alle vandrette overflader, virkede mit værelse nærmest pletfrit. Det var stort, men enkelt indrettet med et skab, en seng, en bogreol, en gammel lænestol og stærkt domineret af et overdimensioneret stort skrivebord i tungt egetræ. Der var ikke én eneste overflødig ting på mit værelse, derudover.

   Jeg slog skabslågerne op og så skeptisk ind i halvmørket. Efter et par minutter hoppede jeg over det ustabile trappetrin på trappen, iført en skotskternet, plisseret nederdel, som sad ekstremt godt på mig, sorte leggins og en sort højhalset sweater, der smøg sig til kroppen. På ingen måde vovet, men sofistikeret og diskret sexet, uden at være det. Just the way I liked it. Jeg ville på ingen måde identificeres med min deprimerede mor og mindst lige så deprimerende adresse.

   Nede i køkkenet slugte jeg en hurtig morgenmad, bestående af müsli med mælk og et æble. Da min mor stadig ikke var færdig på badeværelset, fandt jeg min ekstra tandbørste frem fra skuffen og børstede grundigt tænder ved køkkenvasken. Jeg lod en hårbørste glide gennem mit lange nøddebrune hår, som jeg sørgede for altid at holde i en knivskarp page, lagde en let makeup, bestående af concieler og mascara, og fandt min taske frem, mens jeg ventede på at se min bedste venindes mørkeblå VW Bubble cabriolet trille ind i på parkeringspladsen.

 

Kalechen på den lille blå bil var for en gangs skyld rullet op, da jeg endelig kunne sætte mig ind ved siden af Molly, klokken kvart i otte. Hun rev sine Beats-hørebøffer af, men det dæmpede på ingen måde lyden af den dunkende bas.

   "Hey." Et blændende smil fik hendes ansigt til at lyse op og jeg vidste at inde bag hendes Ray-Ban solbriller var der et skælmsk blik i de grønne øjne.

   "Hvorfor har du solbriller på?", spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn en anelse, - noget der havde krævet timers øvelse foran spejlet, men som jeg nu mestrede til perfektion.

   Hun ignorerede mit spørgsmål. "Sig mig, Felicia," begyndte hun og jeg sukkede. Højlydt. På den igen. "Hvor mange fyre har du så datet i ferien?" Molly havde forladt mig, til fordel for at tilbringe hele Thanksgivingferien i England med familien, og anede derfor intet om det ingenting, der var foregået i gudsforladte Greyston.

   "Gælder Starbucks' latte?" Jeg drejede hovedet og gloede ud af vinduet for at skjule mit tiltagende dårlige humør. Molly måbede.

   "Sweetie! Det har bare at være løgn. Du har da ikke arbejdet hele ferien?" Jeg kunne mærke hendes bebrejdende blik i nakken. Blikket, der fortalte at jeg bare skulle have ringet og sagt noget. Jo, jeg havde arbejdet hele ferien, for det var jeg nødt til. Det var nemt nok for hende. Hendes forældre havde røven fuld af penge og var altid villige til at betale, hvis det betød, at Molly holdt sig nogenlunde på måtten.

   Pludselig bemærkede jeg at bilen trak faretruende meget mod højre. "Molly! Blikket på vejen!" Jeg rakte ud, fik fat i rattet og drejede bilen på ret kurs igen. "Uuuuups," mumlede hun, men hendes smil var alt andet end undskyldende.

Da vi langt om længe nåede skolen og havde parkeret så tæt på hovedindgangen som muligt, uden at køre køre nogen ned, slukkede Molly motoren og steg ud, iklædt en lilla jumpsuit, neongule nikesko og Ray-Ban solbriller. - Og hun gjorde det med stil. Når Molly stiger ud af en bil, ser det ud præcis, som det gør på film. Hun var født og opvokset som rigmandsdatter.

   Vi gjorde holdt foran vores skabe og jeg fandt en cardigan i mit, som jeg troede at jeg havde glemt på Starbucks og mistet for evigt. Molly stod med stortset hele overkroppen mast ind i sit skab og ledte efter et eller andet, da jeg ud af øjenkrogen opdagede en lidt for velkendt skikkelse, som nærmede sig. Mit humør dalede og ramte nulpunktet med et øredøvende brag. Molly trak sig ud af skabet med et triumferende; "Jeg fandt det!", og en hårelastik i hånden, samtidig med at fyren nåede om bag hende og lagde hænderne på hendes hofter, med et bredt, drenget smil, der afslørede en række snorlige tænder. Molly vred sig rundt, så de blonde krøller dansede om hendes ansigt, der lyste op ved synet af fyren. "Sean!" Jeg vendte mig væk, så jeg ikke behøvede at se dem bytte mundvand og begyndte at gå ned mod kemilokalet, hvor min første time, ifølge mit nye skema, skulle foregå. Jeg hadede kemi.

 

Til min store overraskelse lykkedes det mig faktisk at få noget ud af kemitimen, takket være min nye lærer. Men gamle mr. Porter, som jeg havde haft de sidste par år, var heller ikke særlig god til at lære fra sig og jeg var ret sikker på, at han så bunden af en whiskyflaske, lidt oftere end Fødevarestyrelsen anbefalede. Han lugtede i alt fald sådan.

   Efter kemi slæbte jeg mig gennem et par timers ligegyldige, obligatoriske fag og klokken tolv kunne jeg langt om længe mødes med Molly i kantinen. Med et dybt suk smed hun sig på stolen overfor min og lod tasken dumpe ned på gulvet.

   "Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme igennem et helt semester, på samme skole som Sean," sukkede hun og tog solbrillerne af. Han var sød, lækker og hun udnyttede ham bare. Både hun og jeg vidste det. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til ar droppe ham.

   "Drop ham," svarede jeg, per automatik. Vi havde været igennem det, mange gange før.

   "Jamen det kan jeg jo ikke! Det holder min samvittighed ikke til. Hvad nu hvis han bliver såret? Jeg kan ikke klarede sårede mennesker! -" Hun slog ud med armene og var ved at feje hele min madpakke ned af bordet. "- Det er derfor at jeg er venner med dig. Du er så skide følelseskold, så det gør ikke så meget hvis jeg dummer mig."

   "Ih, tak," svarede jeg sarkastisk og himlede med øjnene.

   "Det er præcis det jeg mener!" Hendes fejlfri ansigt lyste op i et drillende smil.

I det samme kom Sean hen til os. Eftersom at han lige var skiftet fra naboskolen og at det var hans første dag, havde han ikke så mange andre at genere.

   "Hvad er det, du præcis mener?" Han slog sig ned ved siden af Molly og smilede spørgende til hende

   "At min bedste veninde er en følelseskold bitch," svarede hun ærligt. Dét satte stakkels Sean i lidt af et dilemma, for han havde helt klart lyst til at erklære sig larmende enig, men vi ved alle, at det ikke altid er skidesmart at kritisere sin kærestes bedste veninde. Der opstod et par sekunders akavet tavshed, hvor mig og Molly forsøgte ikke at knække sammen af grin.

   "Det er okay, Sean. Jeg kan godt klare sandheden. Jeg er en følelseskold bitch," smilede jeg og ignorerede det flygtige, men mærkbare stik i mit hjerte.

 

 

***

 

Det var så første kapitel...

 

Hvad synes I om Felicia indtil videre? Og Molly?

 

Har I lyst til at læse mere, så tryk på den lille, grønne like-knap eller skriv en kommentar :)

 

Konstruktiv kritik er altid velkommen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...