Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2120Visninger
AA

10. Kapitel 9: Intet bliver som før

Jeg får næsten ingen søvn den nat. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg dagbogens sider og hører Suhos ord runge i mit hoved. Jeg kan stadig ikke rigtig forstå at Lay højst sandsynligt er min perfekte mage. Det vil vende op og ned på vores liv som det har været indtil nu. Det vil faktisk vende op og ned på begge koblers liv og jeg tør ikke tænke på hvor det kan føre hen. Hvor det kan ende…

M-koblet har sikkert allerede regnet ud at der foregår noget mellem Lay og mig, men de kender nok ikke omfanget af vores forhold. Jeg har trods alt kun lige opdaget det selv. Men jeg er sikker på at Kris vil slå mig ihjel ved den første mulighed han får, og hvis Suho hører om Lay og mig, vil han heller ikke tøve med at flå struben op på Lay. Selvom Suho ved at det vil såre mig dybt, især hvis Lay er min perfekte mage, vil han hellere se mig lide af et knust hjerte, end være mager med fjenden. Suho er så snæversynet når det kommer til M-koblet, og jeg har en fornemmelse af at Kris har det på samme måde med os. Et forhold mellem to medlemmer af koblerne er udelukket og kan i værste fald føre til en krig, der vil få mange af os dræbt. Men selvom jeg ved at det kan være konsekvenserne af at jeg ser Lay, vil jeg ikke være i stand til at holde mig fra ham. Er han min perfekte mage, kan jeg faktisk ikke være væk fra ham i længere tid uden langsomt at miste forstanden. Det er ikke bare noget jeg forestiller mig, det er et faktum. Så selvom det er meget selvvisk af mig at ville se Lay på trods af alt det kan føre til, så ved jeg at jeg vil se ham ved første lejlighed jeg får. Hvilket forhåbentligt er snart, for jeg kan allerede mærke min ulv hyle af længsel i mit bryst.

 

Næste morgen vågner jeg ved lyden af mit vækkeur, efter kun tre timers søvn. Jeg slukker alarmen og vender mig om på den anden side. Det må blive en pjækkedag i dag.

”Heejin-ah!” lyder Chanyeols stemme inde fra stuen. Jeg trækker dynen op over hovedet og hører kort tid efter døren til mit værelse blive åbnet.

”Du skal op nu,” siger han og sætter sig på kanten af min seng. Jeg laver utilfredse lyde og vrider mig under dynen. ”Kom nu, du skal i skole,” siger han og trækker med lethed dynen af mig, da han har flere kræfter end mig. Jeg klynker og rækker ud efter dynen. ”Du kan glemme det!” siger han og sætter sin pegefinger mod min pande for at holde mig på afstand af dynen, ”hvis du ikke står op inden jeg har talt til tre så kommer du til at fortryde det.”

Hans trussel preller af på mig, da jeg ved han aldrig kunne finde på at gøre mig noget. Så jeg vender mig på siden, med ryggen til ham, og lukker øjnene.

”En~,” begynder Chanyeol og trækker det langt ud, ”to~.”

Jeg har stadig ingen planer om at stå op og hans nedtælling skræmmer mig ikke. ”Tre!” siger han til sidst og i en hurtig fejende bevægelse har han samlet mig op og holder mig nu i armene. ”Oppa..” siger jeg åndeløst og Chanyeol smiler stort, som kun han kan. ”Det er en alt for god dag til at blive i sengen,” siger han og forlader mit værelse hvorefter han bærer mig ud på badeværelset. Baekhyun står derude og han smiler skævt da han ser os.

”Kan du dele med Heejin?” spørger Chanyeol og Baekhyun svarer selvfølgelig. Chanyeol sætter mig ned og roder op i mit allerede uglede morgenhår. Så forlader han badeværelset og lader Baekhyun og mig alene tilbage. Jeg ser træt på Baekhyun og går så hen til toilettet og sætter mig på det nedslåede bræt.

”Hård nat?” spørger Baekhyun og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg har kun sovet tre timer,” mumler jeg søvndrukkent. ”Så kan jeg bedre forstå at du ligner noget der er løgn,” siger Baekhyun drillende. ”Tak for din ærlighed,” siger jeg, alt for træt til overhovedet at blive sur. ”Normalt ville du have slået mig nu,” siger Baekhyun lettere overrasket, ”du må virkelig være træt.”

”Fortæl mig noget jeg ikke ved.”

”Så gå i seng igen og bliv hjemme i dag.”

Jeg skal til at sige noget, men en anden stemme kommer mig i forkøbet. ”Glem det! Hun skal i skole, punktum!” råber Chanyeol inde fra stuen og Baekhyun kan ikke skjule et lille smil. ”Han har vist en af de dage hvor han vil have dig tæt på hele tiden og slet ikke kan undvære dig,” siger han og jeg nikker. ”Det ser sådan ud.”

”Skal jeg snakke med ham så du kan få lov at blive hjemme?”

Jeg ryster på hovedet og rejser mig op. ”Nu hvor jeg alligevel er oppe, kan jeg lige så godt tage i skole,” siger jeg og går hen til vasken for at plaske noget vand i ansigtet.

  Efter at have vasket mig og fået tøj på, går jeg ud i køkkenet, hvor resten af koblet allerede sidder samlet rundt om bordet. Lige i det jeg træder ind, begynder Kyungsoo at sætte mad på bordet.

”Timing,” siger jeg og sætter mig ved siden af Chanyeol, på den plads han sikkert har holdt til mig. Han rækker hånden op og stryger noget af mit hår om bag mit øre. Chanyeol har nogle gange en dag hvor han hele tiden vil have mig tæt på. Han skal kunne se, høre eller røre mig, og hvis han kan alle tre ting er han bedst tilpas. Suho har forklaret det som at Chanyeol har taget mig til sig som sin lillesøster og hans beskytterinstinkt over for mig bliver aktiveret når hans ulv fornemmer at der er fare på vej. Chanyeol har et talent for at kunne fornemme den slags, men han ved aldrig hvor eller hvornår faren kommer eller i hvilken form den kommer.

Chanyeol var den første jeg knyttede mig til da jeg kom med i koblet og siden dengang har han været den jeg har søgt trøst og tryghed hos. Det er virkelig som om vi er rigtige søskende.

  Efter at have serveret morgenmaden, sætter Kyungsoo sig ned og alle retter deres blik mod Suho. I ulvekobler er alfaerne altid de første der spiser, og sådan er det også hos os. Så Suho tager tre mundfulde af sin mad og giver så os andre lov til at gå i gang med at spise.

Efter morgenmaden sætter Kyungsoo det beskidte service i vasken og vi går alle ud til bilen for at køre i skole. I bilen sidder jeg på skødet af Chanyeol – efter hans ønske – og Sehun sidder ved siden af os. På de to bagerste sæder sidder Kyungsoo og Kai, mens Suho sidder bag rattet og Baekhyun sidder på passagersædet.

Chanyeol sidder for sjov og bider i min skulder, men det generer mig ikke rigtig. Han bider tit i os alle, og nogle er, ligesom mig, ligeglade mens andre bliver irriterede. Som for eksempel Suho.

”Chanyeol hold op,” lyder Suhos stemme fra førersædet og jeg opdager at han kigger på os i bakspejlet. ”Men det er jo ikke engang dig jeg bider i,” beklager Chanyeol sig. ”Jeg forstår ikke hvorfor du stadig gør det, du er jo ikke en hvalp der lige har fået tænder. Det er længe siden Heejin og Sehun fik voksen tænder og holdt op med at bide i ting,” siger Suho og Chanyeol surmuler. Jeg synes han ser virkelig nuttet ud når han surmuler og jeg får lyst til at forsvare ham.

”Det gør altså ikke mig noget oppa,” siger jeg og giver Chanyeols ene hånd et klem, ”jeg synes det er en sød vane og en del af Chanyeol oppas charme.”

Suho rømmer sig, men siger ikke noget og jeg ved at jeg har vundet. Chanyeol hvisker tak og trykker mig lidt tættere ind til sig inden han igen begynder at bide i min skulder.

”Nyd det så længe det varer,” lyder Sehuns stemme pludselig. Både Chanyeol og jeg ser overrasket på ham.

”Hvad mener du med det?” spørger Chanyeol og Sehun ser bare ud af vinduet da han svarer. ”Snart bliver Heejin officielt min og så vil jeg ikke have hende til at sidde på skødet på andre og have for meget skinship med dig. Mit instinkt vil ikke tillade det.”

De andre begynder at mumle til hinanden og de ser overraskede ud. Undtagen Suho, der bare bliver lidt stram om munden.

Chanyeol ser først uforstående ud, men så forstår han hvad Sehun snakker om. Jeg havde håbet at det kunne vente med at fortælle resten af koblet det og jeg tror Suho har det på samme måde, men det synes Sehun åbenbart ikke.

”Mener du det?! Er i klar? Skal i snart være officielle mager?” spørger Chanyeol nærmest helt åndeløst. ”Ved næste fuldmåne gennemfører vi ritualet og bliver mager,” svarer Sehun og vender så hovedet for at se på Chanyeol, ”så nyd dit skinship med hende så længe det varer, for snart er hun officielt min.”

Vores kobbelmedlemmer ønsker Sehun og mig tillykke og siger de glæder sig. Chanyeol smiler stort og siger: ”Det er fantastisk! Endelig skete det! Jeg kan slet ikke vente! Det bliver især sjovt at se Suho hyung tabe en slåskamp til dig Sehun.”

Suho knurrer lavmælt, men Chanyeol ignorerer ham. I stedet løfter han mig fra sit skød og sætter mig over på Sehuns lår. Sehun ser en smule overrasket ud og jeg bliver straks anspændt. Sehun lægger lidt akavet armene om livet på mig og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mine egne hænder. Jeg ender bare med at flette fingre med mig selv og lægge hænderne i skødet mens jeg gør alt for at distrahere mig selv fra følelsen af Sehuns hjerte der banker mod min ryg og varmen fra ham der trænger igennem både hans eget og mit tøj. Jeg kan stadig mærke lidt af de følelser Sehun plejede at give mig inden jeg mødte Lay. De er svage, men de er der.

”Årh Heejin bliver helt genert,” siger Chanyeol drillende og jeg ser truende på ham. Han gengælder mit blik med et stort smil og jeg overgiver mig. Jeg kan ikke stille noget op imod Chanyeols smil.

Efter et minuts tid er det pludselig som om jeg falder til ro og mine muskler begynder at slappe af. Jeg læner mig tilbage mod Sehun og lægger mit hoved mod hans skulder. Jeg gemmer ansigtet ved hans hals og napper ham for sjov i halsen. Han kommer med et lille overrasket spjæt og klukker så.

”Du tog vist fejl da du sagde Heejin ikke bider mere Suho hyung,” siger Sehun og Suho fnyser. ”Heejin er uforudselig og man ved aldrig hvad man kan forvente,” siger Suho og de andre giver ham ret. ”Det er noget af det jeg allerbedst kan lide ved hende. Det er aldrig kedeligt at være sammen med hende og hun kan stadig overraske mig efter alle disse år,” siger Sehun og jeg kan mærke at jeg rødmer lidt. Jeg bliver stadig helt genert når Sehun snakker om at kunne lide mig. Men en anden følelse gemmer sig også dybt i mig. Skyldfølelse. Skyldfølelse over at vide Sehun kan lide mig og jeg ved at det ikke er gengældt. Ikke længere i hvert fald. Jeg kan ikke lide ham bare halvt så meget som han kan lide mig og det giver mig dårlig samvittighed at jeg ikke kan fortælle ham det. At jeg bliver ved med at lade ham tro vi snart bliver mager, når jeg ikke har nogen intentioner om at udføre ritualet med ham ved næste fuldmåne. Jeg er nødt til at fortælle ham sandheden, fortælle dem alle sandheden om Lay og mig. Der er ingen anden udvej, for jeg vil være Lays mage og ingen andres.

Ved tanken om Lay rykker min krop pludselig instinktivt væk fra Sehun og jeg retter mig brat op.

”Hvad er der galt Heejin?” spørger Sehun overrasket. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, indtil jeg får øje på skolens parkeringsplads.

”Vi er fremme,” siger jeg lettet og Sehun kniber øjnene lidt sammen, men godtager min forklaring uden at stille spørgsmål.

Suho kører ind og finder en parkeringsplads. Lige så snart bilen holder stille, faktisk lidt før, flår jeg døren op og hopper ud af bilen. Jeg strækker mig og er glad for at være ude i det fri.

”Du ser mere frisk ud end i morges,” påpeger Chanyeol, der også er steget ud af bilen. ”Adrenalin,” forklarer jeg, ”det holder nok kun i et par sekunder endnu og så kollapser jeg midt på asfalten.”

”Så må vi hellere skynde os ind så du i det mindste kan kollapse ved dit bord,” siger Baekhyun, der er kommet op på siden af Chanyeol. ”For sent,” siger jeg og sætter mig på hug, ”mine ben har givet efter. Chanyeol oppa du bliver nødt til at bære mig ind på skolen.”

Chanyeol himler smilende med øjnene og kommer hen til mig. ”Hvordan vil prinsessen bæres?” spørger han og jeg peger på hans ryg. ”Piggyback ride,” siger jeg og Chanyeol sætter sig på hug så jeg kan kravle op på hans ryg. Da jeg har fundet mig til rette, rejser han sig op og lægger hænderne under mine lår for at holde mig på plads.

”Jeg bliver altid så overrasket over hvor langt ned der er heroppe fra,” siger jeg og Chanyeol klukker. ”Det er en helt anden udsigt end dine sølle 1,65,” siger Chanyeol og jeg slår blidt, men bestemt hans baghoved. Han klukker igen og begynder at gå. Jeg lægger løst armene om hans hals og lægger min kind mod hans venstre skulderblad. Jeg kan svagt mærke hans hjerte banke gennem hans ryg og mod min kind, hvilket får mig til at smile. Chanyeols skridt giver en vuggen frem og tilbage, der faktisk er lige ved at lulle mig i søvn. Men lige i det mine øjne skal til at lukke i, ser jeg at Sehun er kommet op på siden af Chanyeol. Hans ser lidt utilfreds, nærmest bebrejdende på mig. Af ren refleks rækker jeg min ene hånd ud mod ham, og jeg tror også det er en refleks fra hans side at tage den, uden at tænke videre over det. Jeg giver hans hånd et klem og smiler forsigtigt til ham. Heldigvis gengælder han mit smil og han ser roligere ud.

”Efter næste fuldmåne bliver det mig der bærer dig,” hvisker han så lavt at det kun er mig der kan høre det. Jeg rækker tunge som svar og Sehun ryster opgivende på hovedet, dog stadig med et smil. I det Chanyeol træder ind ad skolens hovedindgang, slipper jeg Sehuns hånd og siger: ”Bær mig til mit klasseværelse oppa.”

”Du er godt nok krævende,” siger Chanyeol, men uden at lyde det mindste utilfreds, ”men så skidt da. Kun fordi det er dig.”

”Saranghae oppa,” siger jeg med min bedste aygyo stemme og Chanyeol sætter kursen mod mit og Sehuns klasseværelse, med Sehun i hælene.

   Timerne føles længere end normalt, da jeg er virkelig træt, og da det er frikvarter frygter jeg at min hjerne er smeltet undervejs.

”Du ligner noget der er løgn,” siger Sehun, der har stillet sig foran mig bord. ”Jeg har det dårligt nok i forvejen, du behøver ikke gøre det værre,” siger jeg og kan selv høre hvor ynkelig jeg lyder. ”Jeg lever kun for at gøre dit liv surt. Din elendighed er min lykke,” siger Sehun og jeg lægger min pande mod bordet. ”Så må du have det virkelig godt lige nu,” siger jeg og Sehun ugler legesygt mit hår, ”YA!”

Jeg flyver op af stolen og Sehun bakker væk med et smil. ”Jeg kunne ikke lade være,” siger han og ser undskyldende på mig. Jeg fnyser og synker sammen på stolen igen. Da næsten alle eleverne har forladt klasseværelset, kommer der en meget kendt skikkelse ind.

”Kommer i eller hvad?” spørger Chanyeol da han er kommet hen til os. ”Gå bare i forvejen. Min sjæl skal lige forbindes med kroppen igen før jeg går nogen steder,” siger jeg og Chanyeol skal til at protestere, men Sehun tager ham i armen. Han trækker ham med hen til døren og vender sig så mod mig. ”Giv dig nu ikke alt for god tid. Du skal jo kunne nå at spise to portioner mad ligesom du plejer,” siger Sehun drillende, ”det undrer mig at du ikke er blevet rund endnu.”

Jeg tager blyanten fra mit bord og kaster den efter ham, men misser desværre. ”Så meget spiser jeg heller ikke!” protesterer jeg og både Sehun og Chanyeol griner idet de går ned ad gangen og først da deres stemmer er forstummet synker jeg helt sammen i skuldrene. Jeg har virkelig haft brug for at være alene den sidste time. Min ulv er rastløs af at være adskilt fra Lay og jeg er begyndt at blive irritabel. Det blandet med manglen på søvn gør mig nærmest livsfarlig. Jeg kan ikke tænke på andet end at jeg vil se Lay og jeg har det faktisk lidt som om jeg kan fornemme hans tilstedeværelse et sted i nærheden. Jeg ved at perfekte mager kan fornemme hvor den anden befinder sig, men det kan ikke passe at Lay er et sted i nærheden. Det her er K-koblets territorium og desuden er hele mit kobbel samlet her. Det ville være det rene selvmord at komme her. Men på den anden side ønsker jeg at han var her nu, for jeg vil virkelig gerne se ham. Jeg sukker dybt, folder armene på bordet og gemmer ansigtet ved den ene arm.

Jeg har ikke sat sådan ret længe før en stemme pludselig forstyrrer mig.

”Heejin-ah,” siger den forsigtigt, blidt, nærmest som et kærtegn. Stemmen får på en og samme tid mit blod til at koge og fryse til. Jeg kan høre min vilde puls dunke da jeg langsomt retter mig op og ser hen på døren til klassen. I døråbningen står en spinkel dreng med lysebrunt hår og varme brune øjne. Synet af ham får mit hjerte til at springe et slag over af glæde, men det giver mig også en stram knude i maven af ængstelse.

Jeg rejser mig op fra stolen og ser på drengen, der er den jeg har allermest, men samtidig også allermindst lyst til at se lige nu.

Han træder længere ind i lokalet og tøver ikke med at komme hen til mig. Han stryger noget af mit hår væk fra mit ansigt og kærtegner min kind. Jeg ser dybt ind i hans øjne og hvisker åndeløst: ”Lay..”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...