Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2122Visninger
AA

9. Kapitel 8: Perfekte mager

Jeg løber uden egentlig at vide hvorhen. Mit blik er sløret af tårer, som ikke rigtig vil falde, fordi jeg er i ulveskikkelse. Jeg hyler hjerteskærende mens jeg løber for at give udtryk for hvor håbløs jeg føler mig. At jeg ikke engang kan beskytte Lay, ligesom han beskyttede mig. I stedet løb jeg min vej og lod ham i stikken. Men måske ville jeg bare gøre det hele værre hvis jeg var blevet, for bare synet af mig vil ophidse Kris endnu mere. Han ville aldrig dræbe et af sine egne kobbelmedlemmer. Jeg ved at Lay nok skal klare sig, men det gør ikke min skyldfølelse mindre.

Pludselig hører jeg et andet hyl tæt på mig og jeg genkender det som Baekhyuns. Han kalder på mig, men jeg har ikke lyst til at svare. Jeg har ikke brug for at se mit kobbel der lige har slået Kris’ mage ihjel.

Men jeg kan ikke flygte fra dem, og få minutter senere dukker Baekhyun op ved min side. Han løber i samme tempo som mig og beder mig stoppe. Men jeg vil ikke stoppe. Jeg vil løbe indtil mine ben ikke længere kan bære mig, og derefter vil jeg kravle. Jeg kan ikke stoppe op og virkelig tænke over tingene. Der er for meget der rumsterer inde i mit hoved og jeg er ikke klar til at håndtere det.

Men da jeg ikke reagerer på Baekhyuns ord tager han sagen i egen hånd og støder sin skulder hårdt ind i mig, så jeg vælter omkuld i skovbunden. Jeg hiver efter vejret, men ikke fordi jeg er forpustet over løbeturen. Baekhyun kommer hen til mig og ser på mig med et bekymret blik.

Heejin er du kommet noget til?” spørger han og træder lidt tilbage da jeg kommer på benene igen. Jeg svarer ikke på hans spørgsmål og jeg behøver heller ikke, for i det samme dukker resten af koblet op og kommer hen til os.

Er der sket hende noget?” lyder Chanyeols tankestemme og han kommer hen til mig. ”Er hun okay?” istemmer Sehun, der også kommer hen til mig. ”Hvorfor skulle jeg ikke være okay?” spørger jeg forvirret og de ser alle uforstående på mig. ”M-koblet er i nærheden. Vi mødte Kris og hans mage så vi regnede med at resten af koblet ikke var langt væk,” forklarer Chanyeol og Sehun nikker. ”Desuden hænger Lays lugt stærkt ved dig så du må have været i nærkontakt med ham,” siger Baekhyun og jeg sænker blikket, ”sloges du med ham? Gjorde han dig ondt?

Jeg når ikke at svare, for en anden stemme kommer mig i forkøbet. ”Hvis Heejin har sloges med Lay vandt hun selvfølgelig, eller slap væk. Ellers havde han slået hende ihjel,” lyder Suhos stemme og jeg skal til at protestere og forsvare Lay. Men min hals snører sig sammen da jeg ser Suho komme hen mod mig. Pelsen omkring hans mund er våd af en tyk rødlig substans og jeg er ikke i tvivl om hvad det er. Blod. Kris’ mages blod. Så Suho har virkelig slået hende ihjel som Kris sagde.

Da Suho stopper foran mig ser han bekymret på mig, men det eneste jeg kan se er blodet om hans mund. For første gang i mit liv er jeg faktisk bange for Suho og jeg føler en afsky ved synet af ham. Han ved hvor ondt det gør at miste en mage, så hvorfor skulle han ønske at påføre en anden den samme smerte? En sådan smerte ville man ikke engang ønske sin værste fjende. Men det er Suho åbenbart ligeglad med.

Suho bøjer hoved ned for at slikke mig, men jeg trækker mig væk. Han ser forvirret på mig og det samme gør resten af koblet.

Heejin hvad er der galt? Hvorfor knurrer du af Suho?

Jeg havde slet ikke bemærket at jeg knurrer, eller at jeg har rejst børster. Jeg ryster på hovedet, slikker mig om munden og holder inde med at knurre.

Lad os bare tage hjem,” siger jeg koldt, vender mig og sætter i løb mod hytten.

 

Næste dag bliver jeg i sengen det meste af dagen. Jeg har ikke lyst til at se mine kobbelmedlemmer, især ikke Suho. Jeg kan ikke se ham i øjnene efter det han gjorde. En del af grunden til min vrede mod ham, er at han har såret nogen lige så dybt som han selv blev såret for blot få måneder siden, og det faktum at han har slået nogen ihjel er nok det der er sværest for mig at acceptere. Men en anden del af grunden er at jeg ved det Suho gjorde, har påført Lay smerte. Selvom det ikke er hans mage Suho har dræbt, var det hans alfa, et kobbelmedlem, og tabet efterlader et sår der aldrig rigtig vil hele.

Igen vandrer mine tanker hen til Lay. Faktisk så har de ikke rigtig været i stand til at forlade ham. Er han okay? Sårede Kris ham alvorligt? Er han vred på mig fordi jeg stak af? Vil han nogensinde se mig igen?

Jeg vender mig om med et frustreret udbrud og begraver ansigtet i puden. Jeg bliver liggende sådan indtil mine lunger begynder at skrige efter luft og jeg bliver nødt til at løfte hovedet for at tage en indånding. Jeg har lige nået at få styr på min vejrtrækning, da det pludselig banker på døren og jeg farer sammen ved lyden. Jeg rømmer mig og siger kom ind. Da døren bliver åbnet og Suho kigger ind, fortryder jeg at jeg ikke spurgte hvem det var.

”Heejin, vil du lige komme ud et øjeblik? Der er noget jeg gerne vil fortælle dig.”

Jeg har lyst til at sige nej, men noget ved udtrykket i hans øjne, får mig til at nikke og følge efter ham ind i stuen.

”Sid ned,” siger han og nikker mod sofaen, hvor Sehun allerede sidder. Jeg sætter mig forvirret ned ved siden af ham og ser på Suho.

”Hvor er de andre henne?” spørger jeg da det går op for mig at hytten er usædvanlig stille. ”Jeg bad dem gå ud i en times tid så vi kunne være i fred,” siger han og jeg mærker en nervøs knude danne sig i min mave. ”Oppa, hvad handler det her om? Hvis jeg har gjort noget forkert..”

Suho løfter sin hånd og jeg tier. ”Du har ikke gjort noget forkert,” siger Suho og tager en dyb indånding inden han fortsætter, ”det her handler om jer to.”

Jeg ser uforstående på Sehun, der ser lige så forvirret på mig. ”Os?” siger Sehun og ser hen på Suho. ”Ja,” siger Suho og ser frem og tilbage mellem os, ”jeg har ventet på at denne dag skulle komme, ja faktisk har hele koblet ventet på det, og i går fornemmede jeg det.”

”Fornemmede hvad?” spørger jeg forvirret. ”Hyung hvad er det du taler om?” spørger Sehun lige så forvirret. Suho tøver lidt og rømmer sig inden han siger: ”En alfa kan fornemme når to ulve i koblet er bestemt til at være mager, og han/hun kan også fornemme hvornår de to ulve er klar til at officielt at blive mager og overtage hans/hendes plads som alfa. Fra det øjeblik jeg blev koblets alfa har jeg vidst at i en dag ville blive mager, og i går fornemmede jeg det, jeg havde ventet på.”

Han ser frem og tilbage imellem os og jeg tror jeg ved hvor det her fører hen.

”I er nu modne nok, og i går mærkede jeg at i blev klar til officielt at blive mager.”

Jeg stirrer chokeret på Suho, så på Sehun og tilbage til Suho.

”Hvad sagde du?” spørger Sehun, der åbenbart har fundet talens brug før mig. ”I er klar til at blive mager og overtage min plads og blive koblets alfapar,” siger Suho langsomt som om han skal forklare et svært matematikproblem for et barn, ”og fordi i nu er klar, har jeg besluttet mig for at fortælle jer lidt om mager så i forstår det lidt bedre.”

Han sætter sig lidt mere behageligt i stolen og begynder så at fortælle: ”En af de største grunde til at der findes mager, er at de giver os ulve styrke. Ulve med mager er meget stærkere end ulve uden, derfor er det vigtigt det er et par der er alfaer og ikke en enlig alfa ligesom jeg er nu. Så når to ulve bliver klar til at blive mager, skal det ske ved næste fuldmåne og dagen efter skal alfahannen kæmpe mod den unge ulv der lige har fået sin mage. Hvis alfahannen også har en mage bliver kampen ikke let at vinde for den unge ulv, men hvis alfaen er enlig, ligesom mig, bliver det en let sejr.”

Sehun og jeg ser begge lamslået på Suho, der roligt gengælder vores blikke. Sehun synker højlydt og da han taler, ryster hans stemme en anelse.
”Så ved næste fuldmåne bliver Heejin og jeg mager og dagen efter skal jeg kæmpe mod dig?”

”Og du vil være dobbelt så stærk som mig, så du vil besejre mig uden at få sved på panden,” siger Suho og det ser ikke engang ud som om tanken generer ham. ”Og det er du okay med? At du ikke længere skal være alfa?” spørger jeg og Suho smiler skævt. ”Vores kobbel bliver stærkere hvis vores alfaer er stærkere. Det er bedst sådan,” siger han og trækker på skuldrene, ”og hvis i havde været perfekte mager, ville vi være uovervindelige.”

Jeg rynker forvirret panden og spørger: ”Hvad mener du med ’perfekte mager’?”

Suho ser kort på mig inden han så retter blikket mod sine foldede hænder i sit skød. ”De fleste ulve får en mage der ikke rigtig er forudbestemt til dem, men som de alligevel føler, er den rigtige,” begynder han og tøver lidt inden han fortsætter, ”alle ulve kan finde op til flere af den slags. Det var det min mage var for mig og det er det dig og Sehun har. Når du er sammen med ham føler du dig tryg og du har det som om der ikke er noget mere naturligt end jer sammen. Men alle ulve har også en der er forudbestemt til at blive deres mage. Der findes kun en af den slags og det er meget få der får lov til at møde deres perfekte anden halvdel.”

”Hvordan ved man om man har fundet sin forudbestemte mage eller om det bare er en almindelig mage?” spørger jeg og jeg kan selv høre hvor tynd min stemme lyder. ”Du vil ikke være i tvivl. En forudbestemt mage er som en sjælspartner og grunden til at der findes perfekte mager, er fordi hvalpe fra perfekte mager er de bedste og stærkeste,” siger Suho og løfter så pludselig blikket og ser mig direkte i øjnene, ”jeg har aldrig mødt nogen der har mødt deres perfekte mage, men jeg har hørt meget om det. Det siges at første gang perfekte mager mødes er det virkelig som at finde en halvdel af sig selv man altid har manglet. Efter deres første møde vil deres ulv have en konstant trang til at være hos sin anden halvdel og det er umuligt at holde sig væk. At forlade sin mage er som at opgive en del af sig selv og det bliver mere og mere smertefuldt for hver gang man gør det. Derfor kan perfekte mager efter noget tid ikke længere vige fra hinandens sider. Desuden vil de beskytte hinanden fra alt og alle, selv deres eget kobbel, og det siges endda at en ulv kan modstå en alfas ordre hvis det involverer deres perfekte mage. Jeg har også hørt at perfekte mager kan fornemme hvor deres anden halvdel er og kan kommunikere via deres tankestemmer over meget lange afstande. Det siges også at en ulv, der har mødt sin perfekte mage langsomt vil skifte øjenfarve indtil de begge har samme øjenfarve, så andre ulve kan se at de har mødt deres perfekte mage.”

Jeg sidder ubevægelig og stirrer ud i luften, og det går op for mig at jeg har holdt vejret da jeg pludselig for ondt i min brystkasse. Jeg puster langsomt ud, som når man stikker hul på en ballon.

”Hvad med almindelige mager?” spørger Sehun og jeg får et lille chok ved lyden af hans stemme. ”Inden de bliver officielle mager, kan man se forandringer ved dem, når tiden nærmer sig. Du opdagede det selv i skolegården i går,” siger Suho og Sehun ser spørgende på ham, ”du modstod en direkte ordre fra din alfa. Dog med lidt besvær, men du var i stand til at ignorere den og det er alt sammen fordi du var i en situation der involverede din kommende mage. Fordi i bliver normale mager, ville du nok ikke have været i stand til at modstå mig hvis jeg stadig havde haft min mage, men mine ordrer har mistet noget af deres kraft over for jer, og det vil blive nemmere og nemmere at modsætte jer jeres alfa, jo tættere vi kommer på fuldmånen.”

Jeg vender hovedet og ser målløst på Sehun. Han vender også hovedet og møder mit blik. Om cirka tre uger vil vi blive officielle mager og koblets nye alfaer. Jeg har længe vidst at det ville ske en dag, men nu virker det pludselig så… virkeligt. Det sker virkelig og hvis det havde været for to uger siden havde det sikkert glædet mig. Men nu virker det helt forkert. Ikke fordi der er noget galt med Sehun, det er mig. Jeg har forandret mig. Lay har forandret mig.

Jeg har altid følt mig godt tilpas ved Sehuns side og troede at det var der jeg hørte til. Men når jeg ser Lay, føles det som at komme hjem efter at have været et fremmed sted alt for længe. Sehun kan få mit hjerte til at slå hurtigere og jeg følte at jeg efterlod mit hjerte hos ham når vi var adskilt. Men det ændrede sig efter jeg mødte Lay. Jeg har ikke den samme afhængighed af Sehun, som jeg havde før og jeg har nemmere ved at være væk fra ham. Men når jeg er sammen med Lay er det som at blive forenet med en del af mig selv jeg manglede, og når jeg forlader ham forlader jeg den del hos ham, og det eneste jeg ønsker er at blive hos ham, og den del af mig selv det ligger gemt i ham. Præcis ligesom Suho beskrev det.

Jeg spærrer øjnene lidt op og rykker impulsivt væk fra Sehun. Han ser overrasket på mig og rækker en hånd ud mod mig. Jeg rejser mig fra sofaen og trækker mig væk fra hans udstrakte hånd. Jeg når lige at se hans sårede ansigtsudtryk inden jeg ser hen på Suho.

”Har vi noget information om mager skrevet ned et sted? En bog måske?” spørger jeg og Suho ser overrasket på mig. ”Vi har en dagbog der er blevet videregivet til koblets alfa gennem generationer. Alle alfaer koblet nogensinde har haft, har skrevet deres erfaringer i den dagbog og der er også afsnit der handler om mager.”

”Må jeg se den?” spørger jeg og kan ikke skjule min iver. ”Selvfølgelig,” siger Suho, og ser underligt på mig, inden han rejser sig fra stolen og går hen til den eneste bogreol i huset. Han finder hurtigt en gammel, bog hvis læderbind er så slidt, at det er blevet blødt. Suho rækker mig bogen og jeg tager imod den med forsigtighed, som om den kan gå i stykker ved den mindste berøring. Jeg smiler taknemligt til Suho og skynder mig ind på mit værelse og undgår bevidst Sehuns blik.

  Jeg ligger længe med bogen og bladrede igennem den. Jeg sprang alt det over der ikke havde med mager at gøre og skimtede det der handlede om koblets ’normale’ mager. Men pludselig fanger to ord på en af siderne mit blik, som om det havde stået med neon bogstaver. Perfekte mager. Der står en dato i den øverste højre hjørne og det fortæller mig at det blev skrevet for tyve år siden. Jeg breder siden ud og nærlæser det.

 

Ingen i vores kobbel har prøvet at have en perfekt mage, så vi kender ikke noget til dem. Men en af mine gamle venner, fra et andet kobbel, har netop været på besøg, og han har mødt sin perfekte mage. Jeg troede at det bånd almindelige mager har, er stærkt og giver meget styrke. Men det er intet sammenlignet med perfekte mager.

Min ven fortalte mig hvordan det var da han først mødte sin mage og det var betagende at lytte til. Han fortalte at første gang han mødte hende, var det som om noget i ham faldt på plads og han fandt noget af sig selv i hende. Han sagde at det påførte ham en næsten fysisk smerte at være væk fra hende i længere perioder ad gangen, og det blev mere og mere smertefuldt for ham at gå fra hende. Det endte med at han faktisk næsten ikke kunne vige fra hendes side.

Det var tydeligt at se hvor meget de holdt af hinanden på den måde de så på hinanden. I den tid jeg har kendt ham har jeg aldrig set ham være så kærlig, så blid, men samtidig også meget beskyttende. Og deres styrke! Jeg har aldrig oplevet en sådan styrke! For ikke at tale om deres børn! Jeg har aldrig set magen til hvalpe i mit liv!

Jeg var lykkelig på hans vegne over at have fundet sin perfekte mage. Nogen vil måske spørge hvordan vi alle kan være så sikre på at de er perfekte mager. Et tydeligt tegn sprang mig direkte i øjnene i det øjeblik jeg så ham og da var jeg ikke i tvivl. Første gang jeg mødte denne ven, havde han brune øjne, med et let grønt skær. Men da jeg så ham igen, efter al den tid, havde han mosgrønne øjne. Ligesom sin mage.

 

Jeg ser op fra bogen og min hjerne arbejder på højtryk mens den bearbejder Suhos ord og det jeg lige har læst. Møde sin anden halvdel. Næsten fysisk smerte ved adskillelse. Beskytte sin mage fra alt og alle. Fornemme hinandens tilstedeværelse. Kommunikere over lange afstande.

Jeg rejser mig op fra min seng og begynder at vandre rastløst frem og tilbage over gulvet. Det kan da ikke være.. Vi kan da umuligt være..

Jeg bliver pludselig opmærksom på min egen refleksion i det spejl jeg har hængende på lågen til mit klædeskab. Jeg går tøvende hen til det og betragter mit spejlbillede med en knude i maven. Jeg lægger hovedet på skrå og kniber øjnene lidt sammen. Plejer mine øjne at være så lysebrune? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro de havde ændret farve. Jeg gisper lavmælt og bakker væk fra spejlet.

Følelsen af at finde en del af mig selv i ham, smerten ved at være adskilt fra ham, hans vilde beskytterinstinkt over for mig og det at han modsatte sig sin alfas ordre. Alt det kan kun betyde..

Jeg ser igen på min refleksion hvor mine skræmte øjne ser tilbage på mig.

Kan Lay og jeg virkelig være.. perfekte mager

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...