Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2079Visninger
AA

8. Kapitel 7: M-koblet

Efter at have sat sammen og puttet i sofaen i omkring halvanden time, siger Lay at han nok hellere må tage tilbage. Jeg spidser utilfreds læberne, men ved at han har ret. Så vi rejser os fra sofaen og Lay går uden for og venter mens jeg sprøjter deo rundt i hele stuen, for at maskere hans fært. Da det er ordnet, sætter jeg kurs mod entreen, og bliver stoppet af en lidt for velkendt usynlig mur.

”Åh nej,” mumler jeg for mig selv. Suhos ordre forhindrer mig i at gå ud til Lay. Jeg kan se ham fra døråbningen og han kigger uforstående på mig.

”Kommer du eller hvad?” spørger han og jeg bliver vred på Suho for at have givet den ordre der holder mig indespærret. Jeg presser mig mod den usynlige mur af alle kræfter mens jeg kun tænker på at komme ud til Lay. Til min egen overraskelse er det som om ”muren” begynder at smuldre og pludselig bryder jeg igennem den og står chokeret uden for. Jeg ser tilbage på døråbningen og kan ikke forstå hvordan jeg kunne bryde min alfas ordre. Det burde være umuligt.

”Heejin?” siger Lay, der er kommet hen ved siden af mig, ”er du okay?”

Jeg ser på ham og kan ikke skjule et smil. ”Bedre end okay,” siger jeg og han hæver det ene øjenbryn. ”Godt at høre,” siger han lidt tøvende, ”men jeg vil gå nu, og jeg lover at vi snart kan ses igen.”

Mit smil forsvinder og mit ansigtsudtryk bliver mere dystert. Lay træder et skridt frem og planter et blidt kys på min pande. Han ser på mig en sidste gang, vender så ryggen til mig og begynder at gå. Uden egentlig at være bevidst om det, følger jeg efter ham og griber fat i hans T-shirt. Lay ser sig over skulderen og smiler overbærende.

”Jeg vil gerne følge dig ud til grænsen,” siger jeg lidt genert og Lay klukker. ”Helt fint med mig,” siger han og jeg lyser op i et stort smil, ”og lad os blive i menneskeskikkelse hele vejen.”

Jeg er med på den idé, for når vi skal gå på to ben, tager det meget længere tid at nå ud til grænsen, sammenlignet med når man løber på fire.

Lay rækker smilende sin hånd frem mod mig og siger: ”Gaja.”

Jeg nikker entusiastisk og tager hans fremstrakte hånd. Det summer nærmest i min hånd da den kommer i kontakt med Lays og mit hjerte slår en kolbøtte da han fletter sine fingre ind i mine. Sammen går vi mod skoven og jeg ved at selvom det tager lang tid at nå ud til grænsen til fods, så vil det stadig være lige svært at give slip på Lays hånd.

  Vi når frem til grænsen hurtigere end hvad jeg havde forventet, og jeg bliver skuffet da jeg kan mærke den lidt længere fremme. Jeg ser på Lay, der møder mit blik med den samme sørgmodighed i øjnene, som jeg føler. Han slipper modvilligt min hånd og træder nogle skridt tilbage.

”Vend dig om,” siger han og jeg gør det. Jeg hører lyden af stof der gnider mod stof og derefter et bump da fire poter pludselig står i skovbunden i stedet for to fødder. Jeg sukker og vender mig mod Lay. Den store brune ulv har erstattet drengen med engleansigtet, men øjnene der ser på mig er de samme. Ulven kommer langsomt hen til mig og sætter sig lige foran mig. Jeg rækker hånden ud og stryger ham kærligt over hovedet. Han læner sig ind mod min hånd og jeg klukker på grund af den tunge vægt. Han slikker min hånd og jeg smiler skævt. Jeg falder på knæ foran ham og lægger armene om hans hals. Jeg begraver mine fingre i hans tykke, bløde pels og nyder duften af ham. Han hviler hovedet mod min ryg, hvilket jeg tager som et tegn på at han ”gengælder” krammet.

Efter at have siddet sådan i et minuts tid, trækker jeg mig tilbage og rejser mig op.

”Kan du vende ryggen til et øjeblik?” spørger jeg og han vender sig straks om. Jeg trækker min trøje over hovedet og tager bukserne af, hvorefter jeg skifter form. Da Lay vender sig mod mig igen, står der en rødbrun ulv i mit sted. Han kommer hen og slikker min kind.

Når du gør sådan, hvordan kan jeg så lade dig gå?” spørger jeg bebrejdende. ”Jeg kan vel godt blive lidt længere,” siger han og lægger sig ned. Han ser på mig og beder mig om at lægge mig hos ham. Jeg tøver ikke et sekund, men lægger mig straks tæt trykket op ad ham. Jeg lægger mit hoved på hans forpoter og han lægger sit hoved ved mine skulderblade. Vi ånder begge tungt og tilfredst ud. Jeg kan høre Lays stabile hjerteslag og sammen med hans rolige vejrtrækning, beroliger det mig så meget at jeg bliver helt døsig.

Men freden er kort for pludselig får lyden af løbende poter mig til at flyve op.

Hvad er der galt?” spørger Lay uroligt og rejser sig også. ”Der kommer nogen,” siger jeg skrækslagent, for lyden af poter kommer inde fra M-koblets territorium. Jeg kan se at Lay også kan høre dem nu og han træder ind foran mig, med siden til for at dække mig så godt som muligt.

Hold dig bag mig,” siger han og hans stemme har antaget en alvorlig klang. Jeg halvt lægger mig ned bag ham og prøver at gøre mig usynlig.

Få sekunder senere braser tre ulve igennem træerne og jeg trækker mig instinktivt lidt tilbage og spænder samtlige muskler i hele kroppen. Jeg betragter de tre ulve med en forsigtig nysgerrighed. Den første er ikke ret stor af bygning, men den ser alligevel stærk ud. Dens pels har forskellige nuancer af grå og kinderne er helt hvide. Den anden ulv har samme kropsbygning som den første og dens pels er lige så hvid som nyfalden sne. Den sidste er meget stor af bygning, men jeg kan se at den ikke er særlig gammel, måske på alder med mig. Dens pels er hovedsageligt sort, med nogle grålige nuancer hen ad ryggen og et lysere bryst. Alles øjne er mørke.

Vinden blæser dem i ryggen og bærer deres fært hen til mig. Jeg genkender dem alle. Den hvides navn er Luhan og han er M-koblets beta. Den grå er Chen, og den mørke er Tao. Selvom de er skræmmende, er ingen af dem heldigvis Kris.

De stopper op lidt fra Lay og mig, og står ranke. Luhan ser afmålt på ham og træder frem. Jeg kan se at han kommunikerer med Lay, men at det kun er ham der kan høre tankestemmen. Pludselig løfter den grålige ulv snuden og retter så sit blik direkte mod mig. Han puffer til Luhan og han følger så Chens blik hen til mig. De begynder begge at snerre.

Hvad er det?!” lyder en tankestemme i mit hoved og det får mig til at fare sammen. Luhan træder længere frem, men Lay stiller sig i vejen.

Hun er ingen trussel,” siger Lay og den hvide fnyser. ”Alle fra K-koblet er en trussel,” svarer han og prøver at gå uden om Lay. Men han stiller sig igen i vejen og Luhan begynder at se irriteret ud. ”Flyt dig Lay, jeg vil nødig gøre dig ondt.

Så lad hende gå. Hun har ingen intentioner om at slås, og ingen behøver komme til skade.

Luhan ser ned på mig og fnyser igen. ”Jeg håber du har en god forklaring på hvorfor du beskytter hende,” siger han og begynder at gå langsomt rundt i en cirkel om Lay og mig. Lay slipper ham aldrig med blikket og følger med ham rundt med kroppen, så der ikke kan opstå en åbning ind til mig.

Jeg beskytter en uskyldig der ikke er en trussel,” siger Lay og Luhan snerrer af ham. ”K-koblet er vores fjender. Hvis de så en af os ville de ikke tøve med at angribe, så hvorfor skal vi?

Hun har aldrig angrebet nogen.

Luhan stopper op og ser koldt på Lay. Lay er kun opmærksom på Luhan og pludselig forstår jeg hvorfor Luhan stoppede lige netop der hvor han gør. Jeg er totalt blottet for resten af medlemmerne.

Lay,” hviner jeg og i sidste øjeblik vender Lay sig og blokerer et angreb fra Tao. Luhan springer så frem, nu da Lay er optaget af Tao, og jeg når kun lige at undvige. Lay vrider sig væk fra Taos tænder og stiller sig igen mellem sine kobbelmedlemmer og mig. Han har blottet tænderne og knurrer så truende at selv jeg bliver lidt bange for ham.

Hvorfor beskytter du hende?!” Luhans tankestemme lyder nærmest som et råb inde i mit hoved. Lay får ikke mulighed for at svare for pludselig lyder der et højt, hjerteskærende hyl så fyldt med smerte at det løber mig koldt ned af ryggen. Hylet lyder meget tæt på, så vedkommende kan ikke være ret langt fra os. Og ganske rigtigt kan jeg høre løbende poter, og de kommer lige hen mod os. Jeg krymper endnu mere sammen bag Lay, for jeg har en fornemmelse af hvem det kan være.

Min frygt bliver bekræftet da der kort tid efter træder en ulv ud mellem træerne. Den er meget stor, større end nogen anden jeg nogensinde har set og dens kraftige muskler bidrager kun til størrelsen. Dens pels er midnatssort uden nogen variation, så sort som himlen på en stjerneløs nat. Hans øjne er mørke, og jeg gætter på at de normalt er sorte, men lige nu pulserer der rødt inde bag det mørke og det viser at han lige nu er rasende.

Vinden er stadig i ryggen på de andre, så min duft bliver ikke båret hen til dem, men det betyder at den sorte ulvs fært bliver båret hen til mig. Jeg genkender straks færten som Kris’ og den rammer mig som et slag i ansigtet. Det er en helt anden oplevelse at lugte ham så tæt på, end at lugte hans tre dage gamle spor. Kris’ duft emmer af autoritet og dominans, hvilket er helt anderledes fra Suho. Man er ikke i tvivl om at Kris er koblets alfa og han indgyder en respekt og ærefrygt, som Suho aldrig har gjort, og aldrig kommer til.

Jeg lægger mærke til at der er noget mærkeligt ved Kris’ venstre øre, og da han vender hovedet lidt, går det op for mig at det er fordi der mangler noget af det. Jeg husker at Suho fortalte mig at han bed noget af Kris’ øre af, efter Kris havde dræbt hans mage.

Kris ser rundt på sine kobbelmedlemmer og de krymper sig alle lidt under hans blik, undtagen Luhan. Han går hen til Kris og spørger: ”Hvad er der sket?

Jeg mødte K-koblet da jeg var ude og gå med Eun Hye,” siger Kris og jeg ved at Eun Hye er hans mage. Jeg bliver lidt nervøs for om der er sket mit kobbel noget.

De var der alle sammen, undtagen hende den lille tæve, og vi kunne ikke stille noget op imod dem. De angreb os og deres alfa sprang på Eun Hye,” det lyder næsten som om Kris’ tankestemme svigter ham og der går nogle sekunder før han fortsætter, ”den satan til Suho slog hende ihjel! Han slog Eun Hye ihjel!

Alle gisper, inklusiv mig, og Lay der stadig står foran mig synker lidt sammen. At miste et kobbelmedlem er som at miste en del af sig selv, især hvis det er en alfa. Men det er uden tvivl allerværst for Kris, for han har mistet sin mage. Jeg kan huske hvordan vores kobbel havde det da vi mistede vores alfahun og hvordan Suho slet ikke var sig selv i flere uger.

Kris der har stået med let bøjet hoved, retter sig pludselig op. Han spænder hele kroppen og det røde i hans øjne blusser endnu mere op. Jeg undrer mig over hvad han har opdaget og da går det op for mig at vinden har skiftet retning, så den nu er i min ryg. Kris retter sine øjne mod Lay og en knurren bygger sig op i hans hals. Han begynder at gå frem mod os og Lay bliver mere og mere nervøs for hvert skridt han tager. Da Kris står lige foran os, river hans fært mig i næsen og hans mørke øjne borer sig ind i Lays.

Træd til side Lay. Jeg vil have fornøjelsen af at dræbe K-koblets lille tæve og smide hende for Suhos fødder,” siger Kris og hans ord får mig til at skælve af frygt. Især fordi jeg ved at han lige har givet Lay en ordre til at flytte sig, så Lay har ikke noget andet valg end at adlyde. Det betyder at jeg lige om lidt vil være helt blottet og hjælpeløs. Et let bytte for en rasende og blodtørstig alfa.

Men til min, og alle andres overraskelse, flytter Lay sig ikke en millimeter, men krymper sig bare lidt under ordenes vægt.

Nej,” lyder hans tankestemme trodsigt og Kris ser chokeret på ham. ”Flyt dig så!” siger Kris med mere kraft og autoritet og det rykker lidt i Lay, men han bliver stadig stående. ”Nej Kris, jeg lader dig ikke få hende!” siger Lay og Kris snerrer højlydt inden han springer frem og bider fat om Lays hals. Med et hvin falder de begge om på jorden og ruller rundt i et virvar af klør, tænder og snerren. Jeg ser forskrækket til mens de bider og kradser hinanden mens de prøver at få et godt tag i den anden. Kris får et godt bid ind og Lay hviner og gengælder det så med et lige så godt bid.

Jeg er ude af stand til at røre mig mens jeg følger optrinnet, og får et chok da jeg opdager der er kommet nogen hen til mig. Det er den grå ulv, Chen, og jeg forventer at han vil angribe mig, nu hvor Lay ikke længere kan beskytte mig. Men i stedet puffer han til mig med snuden og ser på mig med bekymrede øjne.

Flygt,” lyder hans tankestemme, og jeg ved at det kun er mig der kan høre den, ”løb så hurtigt du kan og se dig ikke tilbage.

Jeg ser chokeret på ham, og da jeg stadig ikke reagerer skubber han hårdere til mig. ”Løb!

Denne gang vender jeg ryggen til slåskampen og sætter i løb så hurtigt jeg kan. Jeg hører lyden af snerren og et enkelt hvin jeg genkender som Lays. Min sjæl skriger at jeg skal vende om og hjælpe ham, og det kræver al min styrke at bekæmpe det. Jeg vender mig ikke for at se tilbage, jeg fortsætter med at løbe mens en enkelt tåre triller ned over min kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...