Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2076Visninger
AA

7. Kapitel 6: Lay

Efter skole tager jeg selv hjem, mens de andre må blive tilbage på skolen. Suho bad mig være forsigtig og sagde at jeg ikke må forlade hytten. Men der er noget han ikke har tænkt på. Hvis jeg slet ikke går ind i huset, kan hans ordre jo ikke virke. Han sagde nemlig ikke noget om at gå inden for og blive der, han bad mig ikke engang tage lige hjem. Det udnytter jeg nu og skifter til ulveskikkelse hvorefter jeg løber ind imellem træerne.

Hele vejen op til grænsen kalder jeg på Lay i mit sind og beder til at han vil være der når jeg når frem. Til min store glæde sidder han og venter på mig, og han rejser sig straks op da han hører mig komme. Jeg sætter kun farten lidt ned inden jeg bumper ind i ham og vælter os begge omkuld. Jeg logrer ivrigt med halen og begraver min snude i hans pels. Alt den anspændthed jeg har følt de sidste par dage, er forsvundet som dug for solen og jeg kan mærke min forstand vende tilbage. Jeg føler mig igen i balance og en ro som jeg ikke har mærket siden sidst jeg så Lay, fylder mig.

Jeg trækker mig lidt væk fra ham og vi kommer begge op at stå. Lay ryster pelsen, trykker så sin snude mod min og hans tankestemme fylder mit hoved.

Godt at se dig igen.

Hvis jeg kunne smile, så havde jeg gjort det, men i stedet gnubber jeg mit hoved mod hans hals.

I lige måde.

Vi begynder begge at brumme fra dybt i struben for at vise hvor meget vi nyder det. Men pludselig trækker Lay sig tilbage og ser bekymret på mig.

Hvordan kan du egentlig være her? Jeg troede aldrig dit kobbel lod dig ude af syne.

De sidder efter på skolen, så jeg er alene i de næste par timer,” siger jeg og Lay slapper tydeligt mere af, som om han var bange for at vi skulle blive opdaget af mit kobbel.

Hvad med dit kobbel?” spørger jeg og kan ikke lade være med at spidse ører og lytte efter om jeg kan opfange lyden af tunge poter i nærheden. ”De lader mig som regel være fordi jeg tit strejfer rundt alene,” siger han og laver en bevægelse der nok skal være et skuldertræk, ”de vil ikke komme og lede efter mig, fordi de ved jeg vender tilbage før eller senere.

Det ville mit kobbel aldrig gøre og jeg er lidt misundelig, fordi jeg ville ønske jeg havde den samme frihed.

Så der er ingen hjemme ved dig lige nu?” spørger han og jeg ryster en gang på hovedet. Pludselig får jeg en idé og spørger: ”Kunne du tænke dig at komme med mig hjem og se hvordan jeg bor?

Lay spærrer øjnene lidt op og bakker væk. ”Men det kan jeg da ikke!” siger han forfærdet. ”Hvorfor ikke?

Dit kobbel vil kunne lugte at jeg har været der. De vil kunne lugte mig på dig.

Jeg fnyser og han ser overrasket på mig. ”Jeg kan skjule din lugt med andre lugte og mine kobbelmedlemmer vil ikke finde det mærkeligt, for det vil ikke være første gang jeg er gået amok med en deo i huset mens jeg var alene.

Lay ser underligt på mig. ”Jeg kan kede mig meget når jeg er alene,” siger jeg. ”Det skal jeg huske,” siger Lay og stiller sig ved siden af mig, ”viser du vej?

Så du vil gerne se mit hjem?” spørger jeg opstemt og logrer med halen. Lay nikker og med et begejstret bjæf sætter jeg i løb med ham ved min side.

  Da vi træder ud af skoven, kommer hytten til syne. Lay ser lidt varsomt på huset som om han forventer det vil angribe ham. Jeg trasker hen til mit tøj der ligger i udkanten af skoven og jeg vender mig mod Lay.

Kan du kigge væk mens jeg skifter? Bagefter skal jeg nok hente noget tøj til dig,” siger jeg og Lay nikker, hvorefter han vender ryggen til mig og sætter sig ned. Jeg skifter til menneskeskikkelse og tager hurtigt mit tøj på. Så skynder jeg mig ind i huset og roder rundt i Kyungsoos skuffe indtil jeg finder en T-shirt og et par joggingbukser, som jeg er ret sikker på Lay kan passe. Jeg tager tøjet med uden for og smider det ind imellem træerne, hvor jeg ved Lay er, og vender så ryggen til. Jeg står og tripper spændt på stedet, men stopper da jeg hører skridt bag mig. Skridt fra en med to ben. Jeg vender mig langsomt om og måber da jeg ser Lay træde ud mellem træerne. Min brune ulv er pludselig blevet til en dreng med et engle-ansigt. Hans øjne er brune og mandelformede og hans øjenlåg virker lidt tunge, hvilket får ham til at se lidt træt ud. Hans ansigt er smalt og hans kæbe markeret. Hans hud er lys og ser meget fin og blød ud. Hans hår har samme brune nuance som hans pels i ulveskikkelse og det er pjusket. Tøjet han har lånt, passer ham godt og fremhæver, mærkeligt nok, hans slanke figur og han må være omkring 1,75 ligesom jeg forventede.

Jeg ser fortryllet på ham idet han kommer hen til mig, med lette skridt, næsten som om han svæver. Han stopper op lidt fra mig og møder mit blik. Jeg kan ikke lade være med at række min ene hånd ud og røre hans kind. Det sitrer i mine fingerspidser da de kommer i kontakt med hans hud, der er lige så blød som den ser ud. Jeg kan se at min berøring sender en lille rystelse igennem hans krop. Pludselig breder der sig et smil på hans læber, og det er som om hele hans ansigt lyser op. Jeg tager langsomt min hånd til mig med følelsen af at jeg har rørt noget helligt der er for godt til at være fra denne verden. Smilet får ham til at knibe øjnene lidt sammen og jeg kan se at han har de mest nuttede smilehuller.

”Hej Heejin,” siger han og lyden af hans stemme får mit allerede oprørske hjerte til at springe et slag over. ”Hej Lay,” siger jeg, med overraskende rolig stemme, og gengælder hans smil, ”skal vi gå inden for?”

Han nikker og jeg fører an ind i huset. Lay ser sig nysgerrigt omkring og snuser ind. Jeg ved at mit kobbels lugt hænger tungt i luften i hele huset og at det må gøre ham nervøs. Han befinder sig trods alt i hjertet af et andet kobbels territorium, og hans instinkter fortæller ham at det er helt forkert, for ikke at sige farligt. Jeg prøver at berolige ham ved at lægge min hånd på hans ene arm. Han ser ned på mig og hans blik bliver blidere og en smule mere afslappet.

”Mit værelse er denne vej,” siger jeg og leder ham mod en dør for enden af en gang. Jeg åbner den og træder ind. Efter et øjebliks tøven, træder Lay også ind på værelset og jeg lukker døren bag ham. Han ser sig omkring og virker bedre tilpas fordi her lugter mere velkendt. Ikke engang Sehun har været herinde i den sidste uge, så her lugter faktisk kun af mig.

Jeg kigger på Lay og ser at noget har fanget hans opmærksomhed. Jeg følger hans blik hen til et keyboard henne i hjørnet. Jeg ser på ham igen og spørger: ”Spiller du?”

Han nikker og jeg smiler. ”Lad mig høre.”

Han ser lidt overrasket på mig, men smiler så også. Han går hen til keyboardet og sætter sig på den tilhørende bænk. Jeg stiller mig bag ham og ser ham over skulderen. Han tager en dyb indånding inden han sætter fingrene på tangenterne og begynder at spille. Jeg ser forundret til mens Lays fingre ubesværet svæver hen over tangenterne. Han sidder afslappet og det ligner ikke engang at han skal anstrenge sig for at spille rigtig, som om hans fingre selv kender melodien ud og ind. Jeg lytter til sangen og nyder dens beroligende effekt. Men pludselig stopper musikken og jeg ser forvirret på Lay.

”Hvorfor stopper du?” spørger jeg og han vender sig for at se på mig. ”Jeg har glemt hvordan man spiller resten af sangen,” indrømmer han beklagende og jeg smiler overbærende. ”Det kunne ske for selv den bedste,” siger jeg og han trækker på skuldrene. ”Det sker desværre bare tit for mig. Jeg glemmer tit ting,” siger han og rejser sig fra bænken, ”det værste er når jeg glemmer vigtige ting.”

Jeg lægger en hånd på hans skulder og siger: ”Men så vigtig er den sang heller ikke, så du behøver ikke være så hård ved dig selv.”

Han nikker og jeg tager min hånd til mig igen. ”Hvor har du for resten lært at spille sådan?” spørger jeg. ”Jeg har selvlært mig det,” svarer han og jeg ser imponeret på ham. ”Har du lært dig selv at spille på klaver?” spørger jeg og han nikker, ”kan du spille på andre instrumenter?”

”Guitar.”

”Så du er meget musikalsk,” siger jeg og Lay trækker forlegent på skuldrene, ”jeg vil vædde med at du også er en fantastisk danser.”

Lay ser overrasket på mig og spørger: ”Kan du se det?”

Jeg nikker og kommer til at tænke på Kai. Han er en fantastisk danser og det har han altid været. Han gik til ballet i en periode da han var lille, men han er helt fantastisk til at danse freestyle og når han danser, ligner det at det er det mest naturlige hans krop kan gøre. Dans er lige så naturligt for Kai som at trække vejret. Man kan se på ham at han er danser på den måde han bevæger sig på. Lette elegante, nærmest svævende skridt og hans bevægelser er endda også elegante når han er ulv. Den udstråling Kai har, den har Lay også, faktisk lidt kraftigere. Lay har også de samme elegante, svævende og ubesværede skidt. Jeg tror også at han ligesom Kai betragter dans som noget naturligt kroppen bare kan gøre, nærmest af sig selv. At han kan bevæge sig til lyden af sit eget hjerteslag.

Jeg bliver pludselig nærværende igen og opdager at Lay betragter mig. Jeg lægger hovedet på skrå og spørger: ”Hvad kigger du på?”

”Dig,” svarer han og jeg himler med øjnene. ”Det havde jeg ligesom gættet, men hvorfor? Har jeg noget i ansigtet?”

Lay klukker og siger nej. ”Jeg beundrer dig bare fordi jeg synes du er pæn,” tilføjer han og jeg ser væk mens jeg prøver at skjule min rødme. Lay rækker en hånd op og stryger mig blidt over håret.

”Du behøver ikke være nervøs eller genert omkring mig. Bare slap af og opfør dig som du plejer,” siger han og smiler til mig. Jeg rømmer mig og vender mig så mod ham. ”Ved du hvordan jeg bedst slapper af?” spørger jeg og han ryster på hovedet, ”ved at sidde i sofaen og se tv.”

Lays smil bliver bredere og sammen går vi ind i stuen. Lay sætter sig ned i sofaen og jeg synker ned ved siden af ham. Uden egentlig at have overvejet om det er en god idé eller ej, lægger jeg mig ned og placerer mit hoved i hans skød. Jeg venter på hans reaktion, for at finde ud af om han synes det er okay. Jeg skal ikke vente ret længe før han begynder at lade sine fingre køre gennem mit hår, som om det er noget han gør hver dag. Jeg sukker tilfreds og rækker så ud efter fjernbetjeningen, der ligger på stuebordet, og tænder for fjernsynet. Jeg lader den bare blive på den kanal den nu tænder på, og jeg er ikke i tvivl om at det er Baekhyun der sidst har set tv. Men jeg er egentlig ret ligeglad med hvad der kører på skærmen, for jeg vil alligevel kun kunne fokusere på Lay. Jeg er meget bevidst om hans fingre der glider gennem mit hår, og hver gang hans fingerspidser strejfer min hud, gyser jeg. Men det er ingenting sammenlignet med da hans fingre rører min hals. Der går en sitren gennem hele min krop og Lay kan fornemme det lille spjæt jeg gav.

”Var det ubehageligt?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Det var virkelig rart,” siger jeg og vender hovedet så jeg kan se hans ansigt, ”jeg elsker at få nusset min hals.”

”Virkelig?” spørger Lay overrasket, ”det er lige modsat med mig. Jeg har en meget følsom hals.”

”Har du?” spørger jeg og rækker min ene hånd op og kærtegner hans hals. ”Det er okay at nogen rører ved den, men luft reagerer jeg kraftigt på. Især når nogen puster eller bare ånder på min hals, vil jeg flygte,” siger han og jeg smiler skævt. ”Det vil jeg huske. Det kan blive en god afpresningsmetode.”

Lay skærer en grimasse og jeg ler. ”Arraseo. Jeg skal nok holde vejret hver gang jeg krammer dig,” siger jeg og Lay klukker. Han begynder at nusse mig igen, men denne gang er det på halsen. Jeg skælver og kan ikke lade være med at smile. Selvom han gør præcis det samme som Sehun plejer at gøre, så føles det så anderledes. Følelsen af Lays fingre på min hud fremkalder stærkere reaktioner og følelser end når det er Sehuns fingre. Alt med Lay føles stærkere og påvirker mig mere end noget andet. Jeg føler mig allermest som mig selv når jeg er sammen med Lay. Jeg har på fornemmelsen at Lay vil være den der kan bringe det bedste frem i mig.

Efter yderligere nogle minutter, sætter jeg mig langsomt op og ser indgående på Lay.

”Noget galt?” spørger han og jeg ryster på hovedet. Lay vender sig mere mod mig og betragter mig eftertænksomt. Jeg rækker min ene hånd frem og rører blidt hans kindben. Det gibber i ham da jeg rører ham, men han ser ikke ud til at have noget imod min berøring. Jeg begynder at udforske hans ansigt med mine fingerspidser. Jeg stryger over hans kind, pande og kæbe. Jeg følger hans tykke øjenbryns lette bue og da han lukker øjnene, rører jeg forsigtigt hans bløde øjenlåg. Jeg følger hans næses form med pegefingeren og tøver så kort inden jeg rører hans underlæbe med spidsen af min pegefinger. Lay åbner langsomt øjnene og ser på mig med et blik ingen nogensinde har set på mig med før. Ikke engang Sehun. Så fuld af blidhed, hengivenhed og noget tredje jeg ikke helt kan finde et ord for. Fanget af hans blik lader jeg min hånd falde og Lay begynder at læne sig langsomt frem mod mig, uden at slippe mit blik. Jeg kan se at han venter på min reaktion, så for at vise ham det er okay, begynder jeg også at læne mig frem. Lays øjne lyser op og han tilbagelægger den sidste afstand mellem os lidt hurtigere.

Hvis jeg skulle have forestillet mig hvordan det måtte være at kysse Lay, kunne jeg have fantaseret så meget jeg ville, men aldrig have forestillet mig det her.

Da Lays læber møder mine eksploderer mit indre i glimt af farver, lys og mørke. Hele min krop vibrerer og jeg kan mærke mine muskler bølge under min hud som når jeg er ved at skifte form. Jeg kan også mærke ulven i mig røre på sig og det er som om den strækker sig ud og hyler i mit bryst.

Efter hvad der føles som alt for kort tid, trækker Lay sig lidt tilbage og mit hjerte skælver. Han ser på mig med lidt matte øjne og hans kinder er røde. Hans ansigt er stadig så tæt på mit at jeg kan mærke hans ånde mod min hud og jeg kan spejle mig i hans udvidede pupiller.

Ud af øjenkrogen ser jeg at han løfter sin ene hånd og lægger den på min kind. Hans hånd føles en smule kølig mod min blussende kind, men det er rart. Jeg læner hovedet ind mod hans hånd og smiler til ham. Vi behøver ikke sige noget i dette øjeblik. Ingen ord kan beskrive hvad der sker mellem os, og vi har ikke tænkt os at prøve. Vi kommunikerer med vores blikke og mere har vi ikke brug for. Jeg læner mig frem og presser blidt mine læber mod Lays igen og han gengælder kysset. Jeg kan mærke ham smile mod mine læber. På den måde Lay behandler mig, kan jeg fornemme at han er typen der altid vil tage hensyn til mig og aldrig gøre noget jeg ikke vil bryde mig om. Som da han søgte min accept inden han kyssede mig lige før, for at sikre sig at jeg var okay med det. Han vil sikkert gøre det mange gange i fremtiden for at finde ud af hvad jeg har det godt med og hvad jeg ikke vil bryde mig om. Jeg har også på fornemmelsen at Lay foretrækker blidhed når det kommer til kontakt mellem os. Om det så handler om et kærtegn, et kram eller et kys. Han vil ikke presse mig til noget og han vil heller ikke være hård ved mig. Jeg tror aldrig at han kunne drømme om at stikke sin tunge ind i min mund under et kys, og han ville aldrig tage på mig bare sådan uden videre. Det jeg kan forvente at få af ham er langsomme, dybe, men blide kys, forsigtige kærtegn og trygge kram der vil få mig til at føle mig hjemme. Jeg har aldrig før spekuleret over hvordan jeg ønskede min mage skulle være, for jeg regnede bare med at det skulle være Sehun. Jeg har aldrig overvejet hvad jeg egentlig kan lide og ikke kan lide ved en dreng. Heller ikke hvordan jeg ønsker hans personlighed er, hvordan jeg håber han vil behandle mig og opføre sig omkring mig. Jeg har altid bare tænkt; Sehun bliver min mage så han er sådan som jeg vil have min mage skal være. Og så har jeg ikke tænkt mere over det, for sådan var virkeligheden bare.

Men nu ved jeg hvad jeg vil have, og det er alt hvad Lay kan tilbyde. Jeg har ikke prøvet at kysse Sehun, men jeg ved alligevel med sikkerhed at det ikke vil have den samme effekt på mig og efterlade mig med de samme følelser som Lays kys. Sehuns kram giver mig ikke den samme følelse af at komme hjem efter at have været væk lange. Hans kærtegn får ikke min krop til at sitre, eller mit hjerte til at skælve. Jeg ved at det er meningen Sehun skal være min mage, og det føles heller ikke forkert når jeg har tænkt på det. Det er bare det at Lay føles mere rigtig end Sehun. Efter jeg mødte Lay har alting forandret sig, og især nu hvor vi har kysset, er der ingen vej tilbage. Jeg vil ikke have andre end ham.

Det skal jeg så bare finde en måde at fortælle mit kobbel, uden at de slår Lay ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...