Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2109Visninger
AA

6. Kapitel 5: Et kobbels beskytterinstinkt

Der er gået en uge siden jeg sidst så Lay, og jeg har det som om jeg mister lidt af min forstand hver dag. Det er virkelig som om jeg langsomt er ved at blive sindssyg, men det giver bare ingen mening at jeg har det sådan her på grund af ham. Men jeg tænker på ham hele tiden og jeg ved ikke hvad der ellers kan forårsag det. Jeg ved bare at jeg må se ham, snart. Jeg er begyndt at blive irritabel.

  Klokken ringer til frokost og jeg er allerede ude af klassen inden den er færdig med at ringe. ”Heejin,” lyder Sehuns stemme bag mig og kort tid efter har han indhentet mig, ”er der noget galt?”

”Nej hvorfor skulle der være det?” svarer jeg kort for hovedet. ”Fordi du forlod klassen hurtigere end det er menneskeligt muligt og nu snapper du af mig,” siger han og jeg ser på ham. Jeg tager en dyb indånding og siger: ”Undskyld, jeg er bare lidt pirrelig.”

”Er det den tid på måneden?” spørger Kai, der lydløst er kommet op på siden af mig, hvilket er ret imponerende siden jeg har den bedste hørelse. Jeg langer ud efter ham, men uheldigvis når han at undvige. ”Ssagaji,” siger jeg gennem sammenbidte tænder og Kai klukker. ”Rolig nu, det var bare for sjov,” siger han med et smil. ”Jeg griner ikke,” siger jeg og sætter farten lidt op og når kort tid efter frem til kantinen. Jeg går direkte op, tager en bakke og begynder at tage mad. Jeg tager meget mere end jeg plejer, og det er på grund af min ulv. Fordi den opfører sig mærkeligt er jeg blevet pirrelig, opfarende og meget sulten.

Da jeg har taget den mængde jeg vil have, går jeg hen til koblets sædvanlige bord og sætter mig. Jeg kigger på min bakke og rundt om tallerken i min søgen efter noget som jeg igen har glemt. Jeg skal lige til at rejse mig da et par spisepinde bliver holdt lige for næsen af mig. Jeg ser op på Sehun der smiler til mig.

”Hvad skulle du dog gøre uden mig?” spørger han drillende og sætter sig ved siden af mig. ”Det tør jeg slet ikke tænke på. Jeg ville sikkert ende med at glemme mig selv en dag,” svarer jeg, tager imod spisepindene og begynder at skovle ind. Nogle minutter senere slutter de andre drenge sig til os. Chanyeol er allerede i gang med at fortælle noget til Baekhyun da de sætter sig, men jeg har opfanget nok til at vide at han snakker om at tage i byen i aften.

”Kom nu det bliver sjovt!” siger Chanyeol opstemt til en meget ligeglad Baekhyun. ”Glem det Chanyeol. Hver gang du tager i byen, er du kun ude i to timer, inden du kommer hjem igen, fordi du føler dig bedre tilpas hos os andre. Så spar dig selv for ulejligheden og bliv hjemme,” siger Baekhyun og Chanyeol surmuler. ”Lyseslukker,” mumler han for sig selv. ”Er det måske ikke sandt?” spørger Baekhyun, men Chanyeol svarer ikke. Jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv.

Jeg skal til at tage en ordentlig mundfuld ris, da nogen pludselig kalder mit navn. Jeg vender mig og ser en dreng komme hen mod mig og jeg ved han går i klassen over min.

”Hvad er der sunbae?” spørger jeg da han står foran mig. ”Kan jeg lige snakke med dig? Under fire øjne?” spørger han og jeg nikker overrasket. Der er aldrig nogen drenge der roligt kan snakke til mig fordi min ulveaura både fascinerer og skræmmer dem, så de ved ikke helt hvordan de skal reagere i min nærhed. Men ham her er helt rolig og jeg ser rundt på mine kobbelmedlemmer. Suho ser lidt bekymret ud og Sehun er meget anspændt. Til sidst rejser jeg mig og følger efter min sunbae ud i gården bag skolen. Der er en fodboldbane og en basketballbane, men der er kun et par stykker på fodboldbanen, resten sidder inde og spiser.

Han fører mig hen for enden af basketballbanen, hvor man hverken kan se os fra kantinen eller fodboldbanen. Så vender han sig mod mig og udtrykket i hans øjne giver mig en dårlig fornemmelse. Et skummelt smil breder sig på hans læber. ”Jeg har holdt øje med dig Heejin,” siger han og tager min ene hånd, ”jeg ved du har kigget på mig og jeg ved at du er interesseret i mig.”

”Du har fået fat i den forkerte,” siger jeg, så høfligt jeg kan, og tager min hånd til mig. ”Nu ikke så genert,” siger han og trækker mig i en hurtig bevægelse ind til sig. Jeg kunne sagtens have undgået ham og jeg kan også sagtens skubbe ham fra mig, men både mine reflekser og min styrke er overmenneskelig så jeg skal passe på med at vise det.

Han trækker mig endnu tættere og hvisker i mit øre: ”Der er ingen grund til at være flov over det, du er ikke den første der er faldet for mig.”

Jeg ved at mange piger på min årgang er interesseret i ham og nogen er endda håbløst forelsket i ham. Jeg må da også indrømme at han ser ganske godt ud, men det ved han desværre også selv, og han udnytter det. Jeg ved at han ikke er interesseret i mig, han har sikkert bare væddet med sine venner om han kan score mig, og det er han vist ret overbevist om at han kan.

”Bare slap af,” siger han og begynder at kysse min hals, ”jeg skal nok opføre mig pænt.”

Jeg skærer en grimasse da jeg tydeligt kan lugte den billige deodorant han har på og den river i min følsomme næse. Jeg har virkelig lyst til at skubbe ham væk, men fordi min ulv er ude af balance, og jeg oveni er irriteret, kan jeg ikke kontrollere min styrke og det ville være ret mærkeligt hvis en pige, på min størrelse og med min kropsbrygning, smed en dreng på 1,77 tværs over en basketballbane, uden at få sved på panden. Så jeg lukker øjnene hårdt i og knytter mine hænder til jeg mærker neglene bore sig ind i håndfladen. Men pludselig fanger en lyd af løbende skridt – hurtigere end et menneske kan løbe – min opmærksomhed og så kan jeg ikke længere mærke hans læber på min hals eller hans arme om min overkrop. Jeg kan i stedet høre en dyb og truende knurren lige foran mig. Jeg ved allerede hvem det er for hans velkendte fært fylder mine næseborer. Så jeg bliver ikke overrasket da jeg åbner øjnene og ser Sehun stå foran mig med armene spredt beskyttende ud til siderne. Jeg tager fat om hans ene arm, træder op på siden af ham og ser på hans ansigt. Hans øjne er let sammenknebne, blodrøde og de slår nærmest gnister. Hans læber er trukket tilbage så hans tænder er blottet, hvilket afslører nogle store hjørnetænder. Der lyder en knurren fra dybt i hans strube, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Hans øjne er fikseret på et punkt og jeg følger hans blik til drengen, der nu ligger på den modsatte side af basketballbanen. Han bevæger sig ikke så jeg går ud fra at han er besvimet. Men Sehun er stadig anspændt som om han forventer et nyt angreb. Jeg rækker min hånd op og stryger ham blidt på kinden. Min berøring sender en bølge af beroligende energi igennem Sehun og hans knurren dæmper sig, indtil den helt forsvinder. Hans muskler slapper også mere af, og da han vender ansigtet, for at se på mig, har næsten alt det røde forladt hans øjne.

”Er du okay?” spørger han blidt og stryger mig over håret. ”Er du?”

Han smiler skævt og nikker. Pludselig hører vi skridt ikke langt fra os og vi ser i retningen af lyden. Fem drenge træder frem fra krattet i den fjerne ende af basketballbanen og Sehun begynder at knurre igen. Drengene træder hen til den bevidstløse dreng og ser rasende på Sehun. Jeg går ud fra at det er min sunbaes venner og de er tydeligvis ikke begejstret for at Sehun slog ham ud. De skal til at komme hen til Sehun og mig, men stopper op da deres ven pludselig begynder at røre på sig. En af dem hjælper ham op i siddende stilling og han ser sig omtåget omkring. Da hans blik lander på Sehun og mig stopper det og han kniber øjnene sammen.

”Det ser ud til at jeg lagde an på en pige der allerede er optaget,” siger han og kommer med besvær op at stå, støttet til en af sine venner, ”men det er okay, for hun vil forlade dig til fordel for mig. Hun nød tydeligvis min berøring, hun lukkede endda øjnene.”

Sehuns knurren stiger i styrke og nogle af drengene kan høre det og det forvirrer dem. Men vores sunbae lader ikke til at bemærke det og fortsætter.

”Nu må du ikke misforstå mig når jeg siger det, men din kæreste ligner en jomfru. Har du ikke været i bukserne på hende endnu?” spørger han og det er tydeligt at han bevidst vil provokere Sehun, og det virker lidt for godt, for hans øjne udstråler vanvid, ”men det er kun godt, for så kan jeg få fornøjelsen af at tage endnu en mødom.”

Det er dråben for Sehun og han stormer frem. Jeg skal til at sætte efter ham for at stoppe ham, men en skikkelse suser forbi, nærmest som i en tåge og pludselig ser jeg Kai holde fat i Sehuns ene skulder. Kort tid efter står resten af koblet der også og Kai og Chanyeol holder Sehun tilbage. Drengene ser forskrækket på optrinnet, bortset fra ham der provokerede Sehun.

”Øv der er jo ikke noget sjov i jer. I vil ikke engang slå fra jer,” siger han og fnyser hånligt, inden han pludselig vender blikket mod mig, ”det ser ud til at du har personlige bodyguards. Jeg har hørt at i alle bor sammen og jeg kan forestille mig hvad seks drenge kan lave med én pige.”

Et gustent smil breder sig på hans læber og jeg er ikke i tvivl om hvad der foregår i hans hoved. De andre i koblet begynder at knurre truende, for jeg er deres svage punkt, deres akilleshæl, og hvis nogen truer mig eller antyder at koblet kunne finde på at gøre mig ondt, antænder det deres raseri, så hurtigt som strøg man en tændstik. Og udover Sehun er der en anden der især har problemer med at styre sit temperament når nogen er efter mig, og inden nogen af os når at reagere, er Chanyeol stormet frem med et brøl og har slået drengen i jorden. Alle ser chokeret på Chanyeol mens han står og trækker vejret anstrengt og stødvis mens hans højre hånd stadig er knyttet. Pludselig stormer en af drengene frem mod ham, klar til at slå, men Chanyeol undviger ham ubesværet og kaster ham til jorden. En anden løber også frem, men inden Chanyeol når at reagere, har Sehun slået ham ud. Han er åbenbart sluppet ud af Kais greb og hans øjne er helt røde som om hans regnbuehinder er blevet fyldt med frisk blod. Hans tænder er blottede, hans blodårer står tydeligt frem på hans hals og fordi han har siden til mig, kan jeg se at musklerne bølger og bugter sig under hans hud og hans skulderblade begynder at stikke mere ud. Alt det kan kun betyde en ting. Jeg ser panisk på Suho og siger: ”Oppa gør noget! Sehun er ved at forvandle sig!”

Suho har også set det og han og Baekhyun skynder sig hen til Sehun. De trækker ham væk fra de andre drenge for lige nu er han styret af sine instinkter og trangen til at beskytte sin kommende mage, hvilket kan få ham til at slå ihjel hvis han ikke får styr på sig selv.

”Hvad sker der her?!” råber en stemme og jeg genkender den som vores rektors. Jeg ser at Suho giver Sehun ordrer til at falde til ro, men det virker ikke, hvilket burde være umuligt. Jeg kan høre rektors skridt komme nærmere og jeg ved at vi er nødt til at få styr på Sehun for han er blind af raseri og kan forvandle sig til en ulv hvad øjeblik det skal være. Pludselig får jeg en idé og beder Suho bringe Sehun hen til mig. Suho og Baekhyun kæmper med at få ham hen til mig, for han stritter meget imod. Men da de endelig når hen til mig, tager jeg Sehuns ansigt i mine hænder og min berøring får ham til at falde lidt til ro. Jeg lægger min pande mod hans og ser ham ind i øjnene.

”Rolig Sehun, rolig,” hvisker jeg til ham og den røde farve i hans øjne begynder langsomt at forsvinde og hans vejrtrækning bliver mere regelmæssig. Da rektor når frem til os, er Sehun nogenlunde tilbage til normal, så jeg fjerner mine hænder fra hans kinder og tager i stedet hans ene hånd, så min berøring kan blive ved med at berolige ham og holde hans ulv under kontrol.

”Hvad i alverden foregår der her?!” udbryder rektor og gisper lavmælt da han får øje på de to drenge der er besvimet og resten der stirrer forfærdet på Sehun og Chanyeol. Koblet samler sig hurtigt rundt om Sehun og mig. Rektor ser på os og derefter igen på de skræmte drenge.

”Hvad er der sket her?” spørger han henvendt til dem. ”De angreb os! Bare fordi vi lavede lidt sjov med Heejin angreb de os og slog de to bevidstløs,” siger en af drengene og peger på de to ubevægelige skikkelser på jorden. Rektor ser igen hen på os og spørger: ”Er det sandt?”

Ingen svarer, vi ser bare alle udtryksløst på ham. ”Har i intet at sige til jeres forsvar?” spørger han lettere overrasket, men han får stadig ingen reaktion fra os. Vi ved at lige meget hvad vi siger, så er straffen allerede besluttet.

”Nuvel. Så får i alle eftersidning i dag efter skole,” siger han og ser så på mig, med et lidt blidere udtryk, ”undtagen dig Heejin, for du kom selvfølgelig ikke op at slås.”

Jeg ser undrende på de andre, og de ser lidt bekymrede på mig. Det betyder at jeg selv skal tage hjem og være alene hjemme i de par timer de skal sidde efter. De vil føle sig nervøse fordi de er adskilt fra et kobbelmedlem, men de vil være endnu mere nervøse fordi det er mig. Hvis der sker mig noget, kan de ikke gøre noget fordi de er fanget på skolen.

Jeg vender ansigtet væk fra dem og smiler lidt for mig selv. Mit kobbel er bange for hvad der kan ske mens vi er adskilt, og de bør også være nervøse, for jeg ved hvad jeg skal lave mens jeg er alene, eller rettere hvem jeg skal lave noget med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...