Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2124Visninger
AA

5. Kapitel 4: Friend or Foe?

Efter at have skiftet til ulveskikkelse løber jeg gennem skoven med kursen mod M-koblets territorium. Jeg har ikke tænkt på andet end Lay siden jeg mødte ham og jeg er nødt til at se ham igen. Jeg løber hurtigere end normalt og når frem til grænsen mellem territorierne. Jeg stopper op og ser ind på M-koblets territorium. Jeg ved at jeg ikke kan gå derind, så jeg må finde en måde at fortælle Lay at jeg er her. Jeg sætter mig ned og koncentrerer mig om et billede af Lay jeg har i hovedet. Jeg fokuserer på ham og det er næsten som om at jeg kan fornemme hans tilstedeværelse et sted ret langt herfra. Jeg prøver at sende en tanke af sted mod ham og beder ham komme herhen. Jeg kan ikke vide om han hører det, for jeg kan ikke engang kommunikere med mine kobbelmedlemmer over ret lange afstande. Men jeg vil ikke give op, så jeg går hen til det nærmeste træ, lægger mig ned og venter. Jeg ligger der i et kvarter, mens jeg med jævne mellemrum kalder på Lay i tankerne. Jeg er lige ved at give op da jeg pludselig kan høre noget i det fjerne. Hele min krop begynder at sitre og jeg har det som om jeg kan fornemme at noget nærmer sig. Jeg rejser mig op og lytter. Jeg genkender lyden af poter der løber hen over skovbunden og da vinden skifter retning rammer den sødeste duft mig. Lidt efter sætter de løbende skridt farten ned, og en ulv træder frem mellem træerne. Jeg logrer automatisk med halen da jeg ser Lay komme hen til mig, og den nervøsitet jeg altid føler, når jeg er væk fra mit kobbel bliver mindre.

Hørte du mig kalde?” spørger jeg. ”Klart og tydeligt. Selvom jeg ikke helt ved hvordan det kan lade sig gøre.” svarer han. ”Det er også underordnet. Det vigtigste er at du er her,” siger jeg og fortryder det så. Jeg har kun kendt Lay i et par dage, og har kun mødt ham en gang før, men jeg opfører mig allerede som om jeg altid har kendt ham. Jeg sænker hovedet, men Lay lader ikke til at have noget imod min bemærkning. ”Så ville du noget?” spørger han og sætter sig ned, for han regner åbenbart med at blive i noget tid. ”Egentlig ikke. Mit kobbel er i Busan og jeg kedede mig, så jeg håbede du kunne underholde mig.

Jeg kan ikke fortælle ham sandheden om at jeg bare ville se ham. Faktisk så er en del af grunden også at jeg er nysgerrig af natur, og fordi han er noget fremmed for mig, vil jeg gerne vide mere om ham. Men nok den største del af grunden er, at jeg ville se ham for at finde ud af om jeg ville reagere på samme måde som jeg gjorde sidst jeg så ham. Men denne gang er det forstærket. Hans duft fylder min næse og det får en skælven til at gå gennem min krop. Hans nærhed giver mig en form for ro indeni som jeg aldrig har prøvet at opleve før og selvom jeg ved han er fra det andet kobbel, så føler jeg mig tryg hos ham. Og den del af min ulv der begyndte at røre på sig første gang jeg mødte Lay, reagerer igen på hans tilstedeværelse, men det er stærkere denne gang, som om den del af mig har vokset sig større. Det giver ingen mening, men jeg har ikke tænkt mig at spekulere over det, ikke endnu i hvert fald.

Mit kobbel er også i Busan. De skal hjælpe en af Kris’ gamle venner,” fortæller Lay og jeg sukker indvendigt. ”Sikkert den ven som giver Suhos ven problemer,” siger jeg og Lay giver mig ret, ”så du er alene på jeres territorium?

Ja jeg valgte at blive tilbage fordi jeg ikke vil rodes ind i andres problemer.

Klogt valg,” siger jeg og Lay spørger om jeg også er alene, ”nej Kyungsoo er i hytten, men han sover og vågner nok ikke lige foreløbig.

Okay. Så.. hvad kunne du tænke dig at lave?

Bare snak lidt med mig. Jeg vil gerne lære dig lidt bedre at kende.

Det kan jeg godt klare.

Vi lægger os begge ned og begynder at fortælle om os selv.

   Ingen af os holder styr på tiden, for ligesom første gang vi mødtes er det som om tid og sted ikke rigtig eksisterer længere. Der er bare ham og mig, alt andet forsvinder. Men til sidst rejser vi os op og der må være gået et par timer siden jeg forlod hytten og Kyungsoo. Jeg ser bedrøvet på Lay fordi jeg ved at jeg bliver nødt til at gå, og han gengælder det med samme udtryk i øjnene.

Lov mig at vi kan ses igen!” forlanger jeg og ser beslutsomt på ham. ”Det lover jeg.

Jeg træder hen til ham og gnubber mit hoved mod hans nakke, inden jeg begraver snuden i hans pels. Lays duft sender en skælven gennem min krop. Hans fært kan bedst beskrives som den duft der hænger i luften efter masser af regn, helt frisk og ren. Hvilket er helt anderledes fra Sehun der dufter af en blanding af lavendel og solskin.

Jeg sørger for at snuse godt ind og håber næsten at noget af hans fært kan blive siddende i min næse. Der lyder en rumlen fra dybt i Lays strube der betyder han kan lide min nærhed og det fungerer lidt ligesom en kats spinden. Efter yderligere nogle sekunder trækker jeg mig modvilligt tilbage og ser på ham en sidste gang inden jeg sætter kursen mod mit hjem.

  Efter jeg har skiftet form, og fået mit tøj på, går jeg inden for. Jeg er taknemmelig for at Lays lugt ikke hænger ved mig når jeg er i menneskeskikkelse. Fordi jeg var sammen med ham i ulveskikkelse kan andre lugte ham på mig, så længe jeg er ulv, men det forsvinder når jeg bliver menneske. Det fungerer også på samme måde den anden vej rundt, så hvis jeg mødte ham i menneskeskikkelse ville hans lugt hænge ved mig, men forsvinde hvis jeg skiftede form. Meget belejligt, for det ville være katastrofalt hvis mine kobbelmedlemmer kunne lugte Lay på mig og regne ud at jeg ser ham. For dem er Lay bare en del af M-koblet og ikke noget selvstændigt individ der kan have sine egne meninger og holdninger. Han er med i fjendens kobbel og dermed er han fjenden, punktum! Men for mig er tingene ikke bare sort/hvid. Jeg har altid troet at M-koblet alle ville os noget ondt, men nu hvor jeg har fundet ud af at det ikke er tilfældet, er jeg blevet forvirret. På den ene side føler jeg at jeg kan stole på ham og jeg kan lide at være sammen med ham. Men på den anden side er jeg også vokset op med ideen om at han er fjenden og at jeg bør hade og frygte ham. Jeg ved stadig ikke om Lay er en ven eller fjende, for selvom han virker til at være sød, er det måske bare skuespil. Men jeg vil lade tvivlen komme ham til gode for jeg ved at uanset hvad, så kommer jeg til at se ham igen.

 Jeg er stadig fordybet i tanker da jeg træder ind i stuen, men bliver så nærværende da Kyungsoo grynter i søvne. Han ligger stadig på sofaen i dyb søvn. Jeg smiler og går hen til ham. Jeg sætter mig på armlænet, ved hans hoved, og stryger ham blidt over håret. Han mumler i søvne og mit smil bliver bredere. Mens jeg sidder der og kærtegner ham, mærker jeg pludselig hvor træt jeg faktisk er. Jeg bliver overvældet af et gab og strækker mig mens jeg kommer med mærkelige lyde. Jeg rejser mig fra armlænet og gaber igen.

”Jeg går i seng,” mumler jeg henvendt til Kyungsoo og trasker så ind på mit værelse og falder i søvn, allerede inden mit hoved rammer puden.

  

Næste morgen vågner jeg ved lyden af stemmer inde fra stuen. Jeg går ud fra at det er drengene der er kommet hjem mens jeg sov. Jeg skal til at lukke øjnene igen da en anden lyd, lige ved siden af mig, pludselig fanger min opmærksomhed. Jeg vender hovedet og smiler da jeg ser Sehun ligge på ryggen ved siden af mig i min seng. Hans mund står lidt åben og hans vejrtrækning er tung og regelmæssig, hvilket tydeligt indikerer at han sover. Han må være kravlet i min seng i det øjeblik de kom hjem. Når vi har været adskilt over en længere periode, hvilket er en dag og alt derover, har han altid behov for at holde mig i sine arme og snuse mig ind så han er sikker på det virkelig er mig.

Det er ikke første gang Sehun og jeg deler seng og sover sammen og det er sikkert heller ikke den sidste. Vi mener begge at vi sover bedst når vi gør det sammen.

Jeg stryger noget af hans pandehår væk fra hans pande og kærtegner hans kind. Så rykker jeg tættere på ham og lægger mit hoved på hans brystkasse. Jeg kan tydeligt høre hans hjerteslag og det beroliger mig så meget at mine øjenlåg bliver tunge og jeg bliver trukket tilbage i søvnen.

  Da jeg igen åbner øjnene, mærker jeg en hånd stryge mig blidt over ryggen.

”Hvor længe har du været vågen?” spørger jeg. ”Omkring et kvarter,” svarer Sehun og jeg spørger hvorfor han ikke gik ud og tog noget morgenmad da han vågnede, ”du ville ikke give slip på mig.”

Jeg rynker uforstående panden, men opdager så at min venstre hånd ligger på hans brystkasse og har et fast greb om hans T-shirt.

”Ups,” siger jeg og giver slip. Sehun klukker, tager den hånd der lige har holdt fast i hans trøje, og fletter sine fingre ind i mine. ”Jeg skal da ikke klage,” siger han og giver min hånd et klem, ”jeg vil hellere ligge her sammen med dig end spise.”

Lige efter han har sagt det, rumler hans mave højlydt og jeg fniser. ”Det lader til at din mave er uenig,” siger jeg fornøjet hvorefter min mave også rumler og denne gang er det Sehuns tur til at fnise. ”Vi må nok hellere få noget mad,” foreslår han og giver slip på min hånd. ”Enig,” siger jeg og sætter mig op så Sehun kan stå ud af sengen. Jeg fniser da jeg ser hans morgenhår og han gør det samme da han ser mit. Jeg stiger ud af sengen og vi hjælper hinanden med at få styr på frisuren. Da det er ordnet, vender Sehun ryggen til mig og jeg lægger mine hænder på hans skuldre og følger efter ham ud i køkkenet.

  Da vi begge har fået noget at spise, går vi ind i stuen hvor resten af koblet sidder på gulvet og spiller… fisk? Jeg ryster opgivende på hovedet og sætter mig hen i sofaen. ”Vil du ikke være med Heejin?” spørger Chanyeol og jeg ryster på hovedet, ”hvad med dig Sehun?”

”Jeg springer over,” svarer han idet han sætter sig ved siden af mig i sofaen. ”Det må i selv om,” siger Chanyeol og vender opmærksomheden tilbage til spillet. Sehun ignorerer ham, tænder fjernsynet og zapper igennem kanalerne. Da han ser der er Running Man på SBS, lægger han fjernbetjeningen fra sig og koncentrerer sig om skærmen. I stedet for at fokusere på fjernsynet, lytter jeg til drengene spille fisk.

”Baekhyun har du nogen dronninger?” spørger Kyungsoo. ”Baekhyun er en dronning,” siger Chanyeol og Baekhyun knurrer lavmælt af ham, ”og det hedder ’damer’ ikke ’dronninger’.”

”Lad ham bare kalde det dronninger,” siger Suho utålmodigt. Chanyeol siger ikke mere og Baekhyun rækker Kyungsoo to kort. Jeg beslutter mig for at de ikke er spændende nok til at fastholde min opmærksomhed, så jeg kigger på fjernsynet, uden rigtig at se noget. Pludselig mærker jeg noget ved min nakke, men det forskrækker mig ikke, for jeg ved hvad det er. Sehun er typen der, uden rigtig at tænke over det, kærtegner og nusser mig. Han ved jeg elsker at få nusset min nakke, så han gør det tit ubevidst, hvilket også er det der sker nu. Jeg kan mærke hans bløde fingerspidser køre frem og tilbage over min nakke og jeg sukker af velvære. Jeg læner mig op ad ham og lægger mit hoved på hans skulder. Han fjerner hånden der nusser min nakke, lægger armen om mig og genoptager kærtegnet på siden af min hals i stedet. Jeg tager fat om hans frie hånd og begynder at lege med hans lange, slanke fingre. Sådan sidder vi i nogle minutter, men vores boble bliver sprængt da Chanyeol dumper ned ved siden af mig i sofaen.

”I er vel nok et kønt par,” siger han drillende og jeg giver ham en albue mellem ribbenene. Han hoster overdrevet og lader som om han er i store smerter.

”Stadig genert?” spørger han, stadig med den drillende tone. ”Hyung, du ved jo hun altid reagerer sådan når du bringer det emne på banen, så hvorfor bliver du ved?” spørger Sehun og jeg vil faktisk også gerne høre svaret. ”Fordi jeg venter på den dag hun reagerer anderledes. Den dag jeg bringer emnet på banen, og hun smiler genert som svar, den dag er hun klar til officielt at blive din mage og indtage positionen som alfahun, med dig ved sin side som alfahan,”  siger Chanyeol opstemt og jeg mærker mit ansigt blive varmt, hvilket fortæller mig at jeg nok er knaldrød i hovedet lige nu. ”Men indtil den dag kommer, må jeg finde mig i at få stukket en albue i mellemgulvet,” siger Chanyeol og læner sig tilbage med hænderne bag hovedet. Jeg vender ansigtet mod Sehun og ser ham i øjnene, men det er som om jeg ikke rigtig ser ham. Jeg ved at han er min fremtidige mage og at koblet bare venter på at vi er modne nok til at tage ansvaret for flokken. Men hvorfor er det at, når jeg forestiller mig min fremtid, ser jeg ikke Sehun ved min side som min mage. I stedet ser jeg den brune ulv der på mystisk vis har sneget sig ind i mit liv og mine tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...