Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2075Visninger
AA

4. Kapitel 3: No title

Uden overhovedet at tænke over det smider jeg mig fladt på maven på jorden og lægger ørene tilbage. Alle tegn på underkastelse så han ikke ser mig som en trussel, selvom det faktum at jeg er fra K-koblet nok er en trussel i sig selv. Jeg genkender ham på hans duft, som jeg har lugtet en gang før, det er Lay fra M-koblet. Lay er både større, stærkere og ældre end mig og hvis vi kom op at slås, vil han uden tvivl vinde.

Han træder lidt tættere på og stopper så op. Han ser på mig og jeg vil ikke møde hans blik. Så jeg tjekker hans kropssprog og til min overraskelse er der ikke det mindste tegn på aggression, og han giver ikke noget indtryk af at ville angribe. Hans hale er ikke hævet som tegn på at han ved han er dominant over mig, men den hænger bare afslappet. Hans muskler er ikke spændte og han krummer sig ikke sammen som om han skal til at springe på mig. Han viser ikke engang tænder eller knurrer advarende. Til sidst samler jeg mod til mig og møder hans blik. Hans ser på mig med blide øjne der, selvom han er i ulveskikkelse, ser meget menneskelige ud. Han ser mig ikke som en trussel, han ser faktisk ud til at være nysgerrig. Mens han betragter mig, mærker jeg noget dybt inde i min ulvesjæl røre på sig. Det er noget jeg aldrig har oplevet før, så det forvirrer mig. Men måske er det bare fordi jeg møder en fremmed ulv for første gang og det er det min egen ulv reagerer på.

Lay bevæger sig igen og kommer helt hen til mig. Jeg presser mig om muligt endnu længere ned mod jorden, for at gøre mig så lille som muligt. Lay sænker snuden ned til min nakke og snuser til mig. Han indprenter sig min duft og jeg kan ikke rigtig bedømme om han har lugtet mig før og genkender mig, eller om lugten er ny for ham og han sørger for at han kan huske den til en anden gang. Da han er færdig, møder han mit blik kort, inden han presser sin snude mod min. Det er et tegn på at han accepterer mig og jeg behøver ikke længere bevise at jeg er underdanig. Så langsomt rejser jeg mig op, mens jeg hele tiden holder øje med hans kropssprog. Jeg kan ikke skjule min forvirring over at han virker så afslappet, når jeg er fra det kobbel hans kobbel hader. Jeg beslutter mig for at spørge da det nok er den eneste måde jeg kan få svar på. Så jeg spørger forsigtigt: ”Vil du ikke gøre mig noget?

Lay fnyser, som om han er fornærmet over spørgsmålet. ”Men vores kobler er fjender og jeg har forvildet mig ind på jeres territorium,” siger jeg uforstående. ”Men du er jo ingen trussel for mig. Du ligner mest bare en fortabt hvalp.

Denne gang er det min tur til at fnyse. Jeg hører en lyd fra Lay, der nok bedst kan tolkes som et fnis. ”Så du vil ikke fortælle dit kobbel at du har set mig?” spørger jeg og han ryster en gang på hovedet. ”Jeg hader fejden mellem vores koblet, så jeg vil ikke give dem en grund til at angribe.

Jeg er overrasket, men også glad for at Lay har det på samme måde som mig. Han er heller ikke interesseret i at kæmpe. Pludselig er jeg ikke så nervøs og anspændt længere, for jeg føler ikke længere at jeg er i fare. Når jeg ser på Lay ser jeg ikke fjenden, jeg ser bare en anden ulv ligesom mig selv. Så pludselig kommer hvalpen i mig op og jeg får lyst til at lege med ham. Jeg kan ikke lade være med at logre lidt med halen og se opstemt på ham. Han forstår mine signaler, og hvis ulve kunne smile, så tror jeg han havde gjort det. Han begynder også at logre med halen og napper mig i øret. Jeg bjæffer og hopper rundt på stedet. Han sætter pludselig i løb og jeg følger straks efter ham.

  Vi leger og tumler længe, uden at nogen af os ved præcis hvor længe. Men pludselig bliver vores leg afbrudt af et hyl der gennemskærer skoven. Jeg genkender hylet som Suhos og kort tid efter kan jeg også høre Chanyeol og Sehuns hyl. Det er nervøse hyl og de leder tydeligvis efter mig. Jeg skal til at besvare hylet, men husker så at jeg stadig opholder mig på M-koblets territorium. Jeg ser på Lay og han forstår mig uden at jeg behøver sige noget. Han ved jeg er nødt til at tage tilbage, for mit kobbel kalder mig til sig, min alfa kalder. Jeg presser kort min snude mod hans kind for at sige farvel og løber så mod mit kobbels hyl.

Da jeg er i sikkerhed på mit kobbels territorium, besvarer jeg deres hyl. Jeg kan høre hvordan deres poter tordner mod skovbunden, mens de løber så hurtigt de overhovedet kan, for at nå frem til mig. Jeg løber dem i møde og selvfølgelig er Kai den første der når frem til mig. Han snuser straks til mig og leder efter tegn på at jeg er kommet til skade. Den næste der når frem er Chanyeol hurtigt efterfulgt af Kyungsoo. Chanyeol begynder at knurre af mig og jeg krymper mig. Jeg ved at han er vred fordi han er bekymret, så han tjekker også om jeg er okay. Baekhyun og Sehun når frem samtidig og Sehun er allerede på vej hen til mig, men en dyb knurren får os alle til at stivne. Suho træder frem og jeg har aldrig set ham så vred før. Hans tænder er blottede, hele hans krop er spændt som en fjeder og hans brune øjne har et rødt skær. Han går langsomt hen mod mig, hvilket bare gør det hele mere skræmmende, og da han står lige foran mig snapper han af mig. Jeg lægger mig ned og ruller om på ryggen som en ren refleks for at vise at jeg underkaster mig min alfa. Han bliver ved med at knurre af mig og jeg begynder at klynke.

Hvor har du været?!” runger hans tankestemme inde i mit hoved og jeg krymper mig. ”Jeg kedede mig og tænkte at jeg bare ville løbe en lille tur.

Suho snapper igen af mig og jeg piber. Han bider fat om min snude, dog uden at bide til, så det gør ikke ondt.

Fra nu af går du ingen steder uden at sige noget til mig først, er det forstået?

Vægten af ens alfas ordre tynger mig ned og jeg har intet andet valg end at adlyde. Jeg piber igen som tegn på at jeg har forstået og Suho giver slip om min snude. Jeg løfter hovedet lidt og slikker ham om munden for at sige undskyld for at jeg gjorde ham og flokken bekymret. Han fnyser og vender sig væk fra mig, men jeg ved at han har accepteret min undskyldning. Jeg rejser mig op og Sehun og Chanyeol kommer hen til mig. Jeg kan læse det samme spørgsmål i deres øjne, de vil vide om jeg er okay. Jeg gnubber mit hoved mod Sehuns skulder for at forsikre ham om at alt er okay. Chanyeol kommer hen på min anden side og begraver sin snude ved min hals. Der lyder en dyb rumlen dybt fra deres struber, der er et tegn på lettelse over at der ikke er sket mig noget. De andre fra koblet står samlet om os og ser også lettede ud. Lidt efter bjæffer Suho og det er tid til at tage hjem. De andre træder væk fra mig og vi sætter alle i løb efter Suho.

 

De næste par dage kan jeg ikke rigtig koncentrere mig om noget som helst. Især i skolen er jeg meget distræt i timerne. Jeg kan kun tænke på Lay og hvad der skete mellem os. Jeg ser Lay for mit indre blik og studerer ham indgående. Jeg prøver om jeg kan bruge hans ulveskikkelse til at forestille mig hvordan han ser ud som menneske. Hans pelsfarve er lysebrun, men lidt mærkebrune klatter hist og her. Hans kinder er hvide og det hvide forsætter ud på undersiden af hans snude. Så jeg gætter på at den lysebrune farve er hans hårfarve, måske med lidt mørkere nuancer nogle steder.

Hans øjne er mørkebrune, med et strejf af ravfarvet, og de så meget menneskelige ud, så det er sikkert også den øjenfarve han har som menneske.

Efter hans størrelse at bedømme må han være omkring 1,75 men også spinkel og knap så kraftig bygget. Men mens vi legede lagde jeg mærke til at han har mange kræfter i benene, så jeg tror at han som menneske er god til at bruge sine ben. For eksempel som fodboldspiller, løber eller danser.

På nuværende tidspunkt har jeg allerede et ret godt billede af hvordan han ser ud, men jeg kan ikke være sikker og jeg må gætte helt når det kommer til hans ansigtstræk. Man kan gætte mange ting om en ulvs menneskeskikkelse ved at studere ulven. Mine kobbelmedlemmer har meget tilfælles med deres ulveform. For eksempel Kai der har en meget mørk hårfarve, har i ulveform mørk, næsten sort pels, med en hvid maske i ansigtet. Øjenfarven er også den samme. Baekhyuns hårfarve er mørkebrun, og i ulveform er hans pels mørkebrun med en lysere brun pels på snuden og om øjnene. Hans øjne er kastanjefarvet både i menneske- og ulveform. Sehuns hårfarve er blond og i ulveform er hans pels cremefarvet, med en lysere farve på maven og op ad halsen. Hans øjne har en mærkelig, nærmest grå nuance. Chanyeols hår er lysebrunt og det samme er hans pelsfarve som ulv. Pelsen er lysebrun og han har en hvid stribe pels fra maven op til halsen og videre op til snuden, og han har også to hvide pletter over hans hasselfarvede øjne. Kyungsoos hår er chokolade brunt hvilket er det samme for hans pels, men han har en masse forskellige nuancer af brun i hovedet. Vores alfa Suho har mørkebrunt hår og hans pelsfarve har ingen variation, udover at spidsen af begge hans ører er sort. Hans øjne har en brun farve der nærmest udstråler varme. Jeg selv har en dæmpet rød hårfarve der er overført til min pels. Jeg har forskellige nuancer af rødlig og brun og faktisk er min nakke en dæmpet orange. Mine øjne er brune, med et gulligt skær der især træder i karakter når jeg er i ulveform, hvor jeg faktisk har en diskret gul øjenfarve.

Størrelsesmæssigt er Chanyeol den største og jeg er den mindste. Faktisk er Suho ikke ret stor, men fordi han er alfa, fremstår han som stor og truende så ingen af os tør lægge os ud med ham, heller ikke Chanyeol. Desuden er han en god alfa så vi har aldrig haft behov for at skifte ham ud.

Mine tanker bliver pludselig afbrudt, da jeg får smidt en papirkugle i nakken. Jeg vender mig, men ved allerede hvem der kastede den. Jeg ser på Sehun og han peger på papirkuglen. Jeg samler den op, folder den ud og læser beskeden han har skrevet til mig.

Er du okay?

Jeg nikker til ham, men han virker ikke overbevist. Men det er sandt, jeg er okay, faktisk bedre end okay. Det er bare sjældent jeg er så fordybet i tanker, så jeg forstår Sehuns bekymring. Jeg kan bare ikke forklare ham hvad jeg går og tænker på. Hvis mit kobbel vidste at jeg har været sammen med en fra M-koblet, får jeg aldrig lov til at forlade hytten igen. Et venskab med en fra M-koblet er forbudt og de andre mener også at det er umuligt. Men netop fordi jeg ikke må, bliver det mere spændende og jeg har lyst til at møde Lay igen. Jeg håber bare jeg får chancen.

   Nogle timer senere er vi hjemme igen. I skolen fik Suho et opkald fra en ven i Busan. Hans ven har problemer med et kobbel i nabobyen og han har bedt Suho om hjælp. Suho er gået med til at hjælpe, så han og de andre er ved at gøre sig klar til at tage af sted. Jeg bliver selvfølgelig ladt tilbage, igen, og har fået Kyungsoo som babysitter. Kyungsoo er flokkens omega og dermed nederst i hierarkiet, så han kan ikke engang brokke sig.

Jeg sidder på min yndlingsplads i vindueskarmen, med panden lænet mod den kolde rude. Suho kommer hen til mig og siger: ”Vi tager af sted nu. Er du okay med at være her med Kyungsoo?”

Jeg nikker uden at se på ham. ”Vi er hjemme igen en gang i morgen,” siger han og jeg nikker igen, ”og husk at hvis du tager nogen steder skal du først fortælle Kyungsoo hvor, ellers kan du ikke forlade hytten. Det er en ordre.”

Hans ord er så fulde af autoritet og jeg kan ikke andet end at adlyde.

”Jeg forstår,” mumler jeg og Suho stryger bagsiden af sin pegefinger blidt over min kind. ”Vi er snart tilbage igen,” siger han og jeg vender hovedet for at se på ham. ”Jeg venter her,” siger jeg og han smiler. ”Sådan skal det lyde.”

Han klapper mig to gange på hovedet og går så udenfor.  Kai og Baekhyun følger ham hurtigt og vinker farvel til mig på vejen. Chanyeol derimod kommer hen og trækker mig ind i sin favn.

”Lav nu ikke noget ballade mens vi er væk,” hvisker han i mit øre og jeg smiler lumsk. ”Man skulle tro du slet ikke kender mig,” hvisker jeg tilbage og Chanyeol klukker. ”Du har ret. Så bare lad være med at lave FOR meget ballade. Du skal ikke gøre Kyungsoos job sværere end det allerede er,” siger han og trækker sig tilbage så han kan se mit ansigt. ”Arraseo oppa,” siger jeg og smiler til ham, ”du skal ikke bekymre dig, jeg skal nok opføre mig ordentligt.”

”That’s my girl,” siger han og ugler mit hår. ”Ya!” udbryder jeg og Chanyeol flygter uden for, inden jeg kan gribe fat i ham. ”Pabo,” mumler jeg og surmuler. Sehun kommer hen til mig og begynder at glatte mit hår ud. ”Hvorfor er Chanyeol altid efter mig?” spørger jeg så ynkeligt jeg kan og Sehun smiler fornøjet. ”Du er nem at drille, så det er derfor han gør det,” siger han og jeg fnyser. ”Det er noget du tror,” siger jeg fornærmet og han klukker. ”Det er bare fordi du er yngst, mindst og en pige, hvilket siger mere om Chanyeols valg af offer, end det siger om dig.”

Jeg kan ikke skjule et smil ved den bemærkning. Sehun kan altid få mig til at smile og alt virker så naturligt sammen med ham. Som om at det at være sammen med ham er en selvfølge. At være sammen med Sehun er så naturligt som at trække vejret.

Da Sehun har sat mit hår på plads, siger han: ”Jeg ville ønske du kunne komme med. Det er bare ikke det samme uden dig.”

”Du kommer jo hjem igen i morgen,” siger jeg og han nikker. Han læner sig frem og giver mig et blidt kys på panden. ”Vi ses i morgen,” siger han og går så ud til de andre.

  Jeg bliver siddende i vindueskarmen i halvanden time efter de andre er kørt. Kyungsoo faldt i søvn på sofaen for et kvarter siden og da jeg vender mig, ser jeg at han stadig sover tungt. Jeg hopper ned fra vindueskarmen og lister ud i entreen. Jeg skal til at træde uden for, men noget blokerer mig, som en usynlig mur. Jeg kommer i tanke om Suhos ord. Hvis jeg ikke fortæller Kyungsoo hvor jeg tager hen, så kan jeg ikke forlade hytten. Det skal tages helt bogstaveligt, når en alfa siger at jeg ikke kan gå nogen steder, så kan jeg fysisk ikke gå nogen steder.

Jeg begynder at blive frustreret, men får så en god idé. Jeg lister tilbage til stuen og videre hen til sofaen hvor Kyungsoo ligger. Jeg læner mig ned mod ham og hvisker: ”Jeg går lige en tur ud i skoven.”

Kyungsoo mumler i søvne og jeg venter for at se om han vågner. Det gør han ikke. Så jeg retter mig op og går tilbage til entreen. Jeg rækker tøvende min arm frem, og den bliver ikke stoppet af en usynlig mur denne gang. Så jeg træder uden for og sætter kursen direkte mod udkanten af skoven, mens jeg allerede er i gang med at trække min trøje over hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...