Growl, the Wolf inside {EXO}

Suncheon er domineret af to kobler, kaldet K og M, og de består af nogle specielle ulve. For disse ulve er faktisk mennesker der kan tage ulveform. De to kobler er ikke ligefrem på god fod, for deres territorier grænser op til hinanden og det resulterer tit i slåskampe. Men efter M-koblets alfa har slået K-koblets alfahun ihjel, vil stridighederne ingen ende tage. K-koblets alfahan Suho tørster efter hævn og resten af koblet vil elske en undskyldning for at angribe deres uønskede naboer. Men en af ulvene er ikke interesseret i denne fejde, og det er K-koblets yngste medlem og eneste hun, Heejin. Hun flygter altid når flokken snakker om hævn, men det kan være farligt at være i skoven alene. Især når en fra M-koblet også strejfer omkring. Men til Heejins held er det Lay, som heller ikke er begejstret for koblernes stridigheder og disse to bliver venner, og mere til. Kan deres kærlighed redde forholdet mellem de to kobler? Eller vil det bare hælde benzin på bålet og ende i et blodbad?

18Likes
2Kommentarer
2169Visninger
AA

11. Kapitel 10: Afsløret

Jeg ser på ham og kan ikke rigtig forstå at han er her.

”Lay..” hvisker jeg spagt, ”hvad laver du her?”

”Jeg måtte bare se dig,” svarer han og trækker mig ind i sin favn, ”jeg troede jeg skulle blive sindssyg og jeg vidste hvad der kunne hjælpe.”

Jeg ser længe og indtrængende på ham. Jeg kender kun alt for godt den følelse han snakker om og jeg undrer mig over om han ved hvorfor han har det sådan.

”Lay,” siger jeg tøvende og trækker mig lidt væk fra ham så jeg kan se hans ansigt, ”har du nogensinde hørt om perfekte mager?”

”Ja det har jeg,” siger han og det lader ikke til at han undrer sig over mit spørgsmål. ”Hvor meget ved du?”

”Nok til at vide vi er det,” svarer han og jeg spærrer øjnene lidt op. ”Hvor længe?” spørger jeg med spag stemme. Lay træder lidt væk fra mig, men holder stadig min ene hånd.

”Jeg har egentlig haft mistanke om det i et stykke tid,” siger han og smiler skævt, ”men da jeg modsatte mig Kris’ ordre og beskyttede dig fra mit eget kobbel, var jeg ikke længere i tvivl. Du er min perfekte mage.”

Da han siger det sidste, breder der sig et stort smil på hans læber, der fremkalder hans smilehuller. Hans øjne nærmest skinner og jeg har lyst til at være lige så glad for det som han er. Men Sehun bliver ved med at dukke op i mit hoved og minder mig om at det hele slet ikke er så nemt. Jeg kan ikke bare smilende omfavne Lay og vide at vi snart bliver officielle mager. Jeg kan ikke fortælle mit kobbel om Lay, men uden ham som grund, kan jeg ikke forklare hvorfor jeg ikke kan blive Sehuns mage. Hvis vores kobler får sandheden at vide, kan vi begge blive slået ihjel. Men selv hvis de lader os leve, bliver det ikke nemt at være sammen. Vores kobler hader hinanden så vi kan ikke ses når vi vil, hvilket er nødvendigt for perfekte mager. Hvis vi vil være ved hinandens side hele tiden må vi forlade vores kobbel og leve selv. Men jeg ved at jeg ikke sådan uden videre kan forlade mit kobbel og jeg er sikker på at Lay har det på samme måde. Hvorfor skal det hele også være så kompliceret? Hvorfor kan Lay og jeg ikke bare elske hinanden uden at bekymre os? Hvis skæbnen har valgt at vi skal være perfekte mager, hvorfor har den så gjort det så svært for os at være sammen?

Jeg skal til at sige noget, men stopper mig selv da jeg hører skridt på gangen. Jeg kan se at Lay også kan høre dem og han skal til at vende hovedet for at se hvem der kommer. Jeg tager fat om hans hage med tommel- og pegefinger og et lille stød går gennem mig på grund af vores hud mod hud berøring. Jeg ryster det af mig og holder Lays hoved fast så han ikke kan vende det.

”De må ikke se dig,” siger jeg dæmpet og Lay rynker uforstående panden, ”selvom de ikke ved hvem du er, må de ikke se dig så de kan genkende dig hvis de ser dig igen.”

Lay forstår og jeg lader min hånd falde lige inden tre drenge fra klassen under mig går forbi på gangen. De ser ind i klassen og er overraskede over at se Lay og mig sammen. Jeg kan høre hvad de taler om, og de siger at de troede Sehun og jeg er sammen, så de undrer sig over hvem drengen jeg er sammen med er. Heldigvis stopper de ikke op eller kommer ind for at snakke med os og kort tid efter er de væk fra gangen.

”Vi må væk,” siger jeg og ser alvorligt på Lay, ”det er farligt for dig at være her, for mit kobbel vil kunne lugte dig.”

”Kan vi ikke bare fortælle dem det hele? Fortælle dem om os?” spørger han og jeg ryster hektisk på hovedet. ”Det er ikke tid endnu,” siger jeg og begynder at skubbe ham hen mod døren. Jeg følger i hans spor for at prøve og maskere hans fært lidt. Jeg håber bare at alle de andre elevers lugte vil forvirre Sehuns næse så han ikke kan opfange Lays fært. Det ville være en katastrofe hvis koblet fandt ud af at Lay har været her. Det lader de ham ikke slippe af sted med.

Jeg skynder mig at smugle Lay ud af skolen, uden at blive set af for mange, og sætter så kursen mod skoven der ligger cirka fem minutters gåtur herfra. På vejen bliver der ikke sagt noget, for jeg har for travlt med at få os i sikkerhed. Men i det øjeblik vi træder ind i skoven og er væk fra nysgerrige øjne, bliver jeg meget mere rolig. Jeg vender mig mod Lay og lægger armene om ham. Jeg putter mig ind til ham og gnubber min kind mod hans skulder. Mit indre føles igen komplet og min ulv er lykkelig.

Lay klukker, lægger armene om mig og kysser mit hår.

”Jeg har savnet dig,” hvisker jeg så lavt at et almindeligt menneskeøre ikke vil kunne opfange det. ”Samme her,” hvisker Lay lige så lavt, ”det bliver sværere og sværere at være væk fra dig og jeg ved at det kun vil blive værre for hver gang vi skilles.”

”Jeg ved det. Vi vil ende med slet ikke at kunne forlade hinandens side, hvilket nok sker snart. Jeg kan allerede mærke hvor hårdt vores sidste adskillelse har taget på mig.”

Lay nikker og jeg er overbevist om at han har haft det lige så hårdt som mig.

”Vi bliver nødt til at fortælle vores kobler det, vi kan ikke holde det hemmeligt ret meget længere,” siger Lay og jeg ved han har ret, men timingen er virkelig dårlig. ”Mit kobbel vil ikke tage det særlig pænt, især ikke Sehun. Det er meningen at vi skal blive officielle mager ved næste fuldmåne,” siger jeg opgivende. Der lyder en lavmælt knurren fra Lay og han skubber mig lidt ud fra sig.

”Har du en mage i dit kobbel?” spørger han med forvrænget stemmen på grund af knurren. ”Siden Sehun og jeg var små har det været meningen vi skulle blive mager når vi blev klar til det. Efter Suhos mage blev dræbt, har alle ventet utålmodigt på at vi skulle blive klar så koblet kunne få et nyt alfapar. Suho fornemmede i går at vi begge er klar til at få en mage, så det er meningen vi skal gennemføre ritualet ved næste fuldmåne,” forklarer jeg og Lays knurren stiger i styrke. Hans øjne er også begyndt at få et rødt skær.

”Har du tænkt dig at gennemføre det?” spørger han og han er begyndt at lyde lidt skræmmende. ”Selvfølgelig ikke!” forsikrer jeg ham hurtigt, ”du er min perfekte mage og det slår til hver en tid en almindelig mage.”

Lay ser ikke beroliget ud, men der er ingen tvivl i mit sind om hvem jeg vil have og det skal Lay vide. Så jeg stiller mig på tæer og presser blidt mine læber mod hans. Til min lettelse går der ikke længe før han gengælder det. Da jeg trækker mig tilbage er al hans vrede forsvundet, og han ser betydeligt roligere ud, men et bekymret udtryk har sat sig i hans øjne.

”Selvom jeg er din perfekte mage giver det mest mening for dig at vælge Sehun. Du har kendt ham siden du var lille og han er en del af dit kobbel. De ønsker at i skal finde sammen og der vil ikke være nogen komplikationer. Det vil gøre alt nemmere for dig hvis du vælger ham,” siger Lay og sænker nedtrykt hovedet. Jeg træder lidt frem, læner min pande mod hans og søger hans blik.

”Jeg er ligeglad med hvad der er nemmest for mig at vælge og hvad andre forventer jeg skal gøre. Jeg vil bare have dig og det er alt der betyder noget. Så kan verden smide alle tænkelige problemer i hovedet på mig, for så længe jeg har dig skal jeg nok klare det.”

Lay gengælder mit blik og ser længe på mig. Så trækker han mig tæt ind til sig og kysser mig på håret.

”Jeg lover at jeg snart fortæller mit kobbel det hele. Jeg vil ikke se dig i hemmelighed mere. Jeg vil være din perfekte mage uden at frygte for vores liv,” hvisker jeg ind mod hans skulder, ”jeg elsker dig og hvis det ikke kan være dig, så vil jeg ikke have nogen.”

”Du skal ikke føle dig presset,” hvisker han tilbage og stryger mig over håret, ”fortæl dem det når du er klar. Jeg kan vente, så længe jeg ved at vi kan være sammen når alt det her er overstået.”

Jeg nikker og trækker mig ud fra ham så jeg kan se hans ansigt. Jeg tager hans ansigt i mine hænder og lader mine tommelfingre stryge hen over hans kindben. Jeg sluger hans ansigt med øjnene og kan ikke skjule et smil.

”Jeg vil gå gennem ild og vand for dig. Hvilket jeg måske ender med at gøre før vi kan være sammen, men jeg vil ofre alt for din skyld,” hvisker jeg og strejfer hans læber med mine egne, ”helvede bryder måske løs når jeg fortæller mit kobbel om os, men inden da vil jeg glemme alle problemerne og bare være sammen med dig.”

Lay smiler og læner ansigtet ind mod min venstre hånd. ”Så lad os løbe og glemme alt andet end os to.”

 

 

Sehun P.O.V.

 

Hvor bliver Heejin af? Hvis hun ikke snart kommer, kan hun ikke nå at få noget frokost.  Jeg rejser mig op og siger til de andre at jeg lige tjekker til hende for at se om der er noget galt. Da jeg kommer ud i aulaen opfanger nogle drenges samtale min opmærksomhed.

”Jeg var sikker på at Heejin og Sehun var sammen,” siger en af drengene til sine venner. ”Samme her. Og den dreng hun var sammen med har jeg ikke set før. Han går ikke her på skolen gør han?” siger en af de andre. ”Ikke så vidt jeg ved. Jeg gad vide om Heejin er Sehun utro.”

Jeg bider tænderne hårdt sammen og lukker af for deres samtale. Men jeg kan dog ikke ignorere at de sagde Heejin er sammen med en anden. Selvom jeg måske kommer til at se noget jeg ikke ønsker at se, må jeg vide det.

Jeg tager trinnene to ad gangen og småløber så hen til mit og Heejins klasseværelse. Jeg kigger ind, men det er mennesketomt. Heejins fært hænger i luften, hvilket der selvfølgelig ikke er noget mærkeligt i, så jeg vender mig for at gå. Men pludselig opfanger jeg en anden fært, som næsten er maskeret af Heejins duft. Jeg træder længere ind i klasseværelset og snuser ind. Der er helt klart en anden fært, en jeg kender, men som jeg ikke rigtig kan sætte navn på. Dog er der en ting der er helt sikkert, personen der var her sammen med Heejin har ulv i sig. Og siden det ikke er en fra vores eget kobbel, kan han kun være fra M-koblet. Jeg begynder automatisk at knurre. Hvad i alverden laver Heejin alene med en anden ulv, og så endda en fra M-koblet. Han må være kommet for at kidnappe hende for at true koblet. Jeg må finde hende inden det er for sent.

Jeg løber ud af klasseværelset og følger Heejins fært. Den fører ud af skolen og videre hen mod skoven. Jeg går rundt mellem træerne mens jeg holder udkig efter Heejin. Pludselig får jeg øje på hende og jeg stopper brat op. Hun står sammen med en anden og jeg genkender ham som M-koblets Lay. Jeg skal til at storme frem for at få Heejin væk fra ham, men der er noget galt. Jeg kan slet ikke bevæge mig og den vrede jeg følte sidst Heejin var i fare kommer ikke. Jeg ser bare på dem, mens de står med panderne lænet mod hinanden. Det ser ikke ud sådan som jeg havde forestillet mig. Jeg havde troet Heejin ville prøve at flygte og at han hårdhændet ville holde hende tilbage. Men sådan som de står nu, ser det nærmest ud som om de er.. venner.

Pludselig trækker Lay Heejin ind til sig og kysser hende på håret. Jeg kan ikke holde et lavmælt gisp tilbage. Ikke venner.. elskere.

”Jeg lover at jeg snart fortæller mit kobbel det hele. Jeg vil ikke se dig i hemmelighed mere. Jeg vil være din perfekte mage uden at frygte for vores liv,” hører jeg lavmælt Heejin sige, ”jeg elsker dig og hvis det ikke kan være dig, så vil jeg ikke have nogen.”

Jeg ser væk. Hendes ord får mit hjerte til at briste og der danner sig en hård knude i min mave. Heejin har aldrig haft intentioner om at blive min mage, for hun har allerede en anden. Og den anden, er hendes perfekte mage. En almindelig mage kan aldrig hamle op med en perfekt mage. Også selvom han er fra vores værste fjenders kobbel og de burde dræbe hinanden.

Jeg vender hovedet og når lige at se Heejin strejfe Lays læber med sin egne. I stedet for at dræbe hinanden kysser de. Jeg vil ikke se mere, jeg vil ikke høre mere.

Jeg vender mig væk fra dem og sætter i løb. Jeg vil væk, langt væk. Væk fra smerten, væk fra lyden af Heejins stemme der siger hun elsker Lay, væk fra billedet af dem der kysser og væk fra det brændende had i mit bryst der siger jeg skal dræbe Lay for enhver pris. Jeg kan flygte fra alt det, men kun midlertidigt. Jeg ved at det kommer tilbage. Og at især det sidste vil være det jeg i sidste ende ikke ønsker at flygte fra, men vil tilfredsstille. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...